Jeg rejste over Atlanten for at ryge pibe med den ekstreme mandebevægelse. Her er min beretning fra alfahannernes frontlinje

UKENDT LANDFor Lars Husum var rejsen til mandekonference i Florida et indblik i en verden, der lå meget langt fra den danske ligestillingsorienterede kultur, han er opvokset med. Foto: Lærke Posselt, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Tidens ekstreme maskulinitets-miljøer er i høj grad et internet-fænomen, men der findes også en virkelighed, hvor mænd, der hader ligestilling og tror på mandens naturlige overlegenhed, findes og mødes. En del af den virkelighed åbnede sig for forfatteren Lars Husum, da han meldte sig som deltager i en patriarkat-promoverende konference i Florida.

EN PATRIARK UDSTIKKER RETNING for sin familie, han disciplinerer, han opdrager, han indgyder mod, han er den moralske ledestjerne, og han er det beskyttende værn mod en degenereret verden. Patriark er ikke et skældsord. Det vil feministerne have os til at tro, men det er en hædersbetegnelse. En patriark har påtaget sig det tunge lederhverv. Det er mandens naturlige rolle at være leder, det er bevist gennem 10.000 års erfaring, og så gør det jo ingenting, at ordet patriark også er et stort fuck jer til feministerne. Sådan blev der reklameret for The Red Man Groups The 21 Convention: The Patriarch Edition i Orlando, Florida.

Måske er det paranoidt, tænker jeg, men jeg tilmelder mig som Lars Jensen, ikke som Lars Husum (jeg er døbt Lars Husum Jensen). Konferencehotellet er hemmeligt, indtil man har betalt de 2000 dollars i deltagergebyr. Arrangørerne i The Red Man Group er åbenlyst nervøse for, at hotellet bliver bestormet af feminister og deres blodfattige betamænd.

Jeg vil ikke have, at arrangørerne Google-afviser mig: Jeg er forfatter (en faggruppe, de nærer mistro til), jeg er gift med en journalist (en faggruppe, de nærer ekstrem mistro til), og jeg har offentligt støttet #Metoo-bevægelsen (som de betragter som en hadkampagne mod mænd). Lars Jensen er derimod en tilfældig dansk mand.

Min paranoia er umiddelbart ubegrundet. Jeg får hjælpsomme velkomstmails fra bagmanden Anthony Dream Johnson, der aldrig går på kompromis med sine drømme, deraf mellemnavnet.

Han opgraderer mig endda til VIP-deltager, fordi jeg vil hans projekt så meget, at jeg rejser halvt rundt om jorden, og han lover mig, at jeg vil blive blæst omkuld af oplevelsen. Senere finder jeg ud af, at de på grund af mig kan prale med, at konferencen har tiltrukket folk fra hele verden.

Jeg er verden uden for Nordamerika.

MIN INTERESSE FOR The Red Man Group er professionel, jeg arbejder på en historie, der involverer en gruppe mænd, der kæmper mod det femifascistiske samfund. Og hvor finder vi så det femifascistiske samfund? Det er lige her, det er en pest, der hærger den vestlige verden, og hvis du benægter det, er du feministisk kriger (feministerne bruger påtaget uvidenhed som våben. På den måde kan de nemmere spille offer) eller blind for realiteterne i dit liv, siger The Red Man Group.

Det blik på verden, som de har, er en form for superkraft, for de og kun de kan se verden for, hvad den virkelig er.

Verden er styret af kvinder, der forbruger og kasserer mænd. Manden kan slide, slæbe og dø, og kvinden vil stjæle hans børn og penge. Den vestlige verden er blevet frygtsom og hysterisk, fordi kvinden er følelsesstyret. I vesten bliver ansvar, mod og rationale, de mandlige dyder, ikke værdsat. Sådan er det. Det kan de, i The Red Man Group, se, fordi de har spist den røde pille.

Alle andre har valgt den blå pille, fornægtelsens pille, de ser ikke den reelle verden, men den kunstige verden, som feministerne vil have os til at se. I den verden tror manden stadig, at han har respekt og magt.

Det er hårdt, men befriende, at se verden uden det feministiske filter. Og det giver reel respekt og magt, hvis man handler på sin viden.

THE ROSEN PLAZA HOTEL er et pænt og nydeligt hotel, der ligger midt i Orlandos turistområde, kun få kilometer fra Disney World. Jeg kommer ti minutter før den officielle åbning af konferencen. Jeg tænker, at jeg kan gemme mig i mængden, men mængden er forbavsende lille. Jeg havde forventet, at der ville være en 300-400 deltagere. I promoveringsmaterialet, i podcast, i e-mails og på hjemmesider, virkede det, som om konferencebilletterne blev solgt i hastigt tempo, så jeg er overrasket over, at der kun er 30-40 hovedsageligt midaldrende mænd, der venter på at blive lukket ind. Det er en påmindelse om at bare, fordi man taler højt, bliver man ikke nødvendigvis hørt.

Jeg er selv 44 år. Jeg rammer demografien lige på.

Jeg kommer i snak med en venlig, karseklippet mand fra Philadelphia. Han spørger mig, hvordan jeg opdagede The Red Man Group. Jeg er ræd for at blive afsløret som bedrager, jeg siger, at jeg er våd bag ørerne. Jeg er her, fordi jeg er nysgerrig. Han studser over, at jeg er rejst så langt, men han overvejer ikke, at jeg ikke er troende. Det er givet, at enhver, der deltager i konferencen, ser den reelle verden, ikke feministernes fiktive verden.

Han fortæller mig, at han er ved at blive skilt. Det hører jeg adskillige gange den weekend. Det virker til at være en bevægelse drevet af traumer. En kvinde har gjort en mand ondt, og nu ser han.

Åbenbaringer kommer sjældent under opvasken, der er brug for katastrofer til at antænde gnisten.

FREMMEDLars Husum var nervøs for at blive afsløret som ikke-overbevist til The Red Man Groups konference. Men ingen lod til at skænke det en tanke. Foto: Lærke Possselt, Ritzau Scanpix

ANTHONY DREAM JOHNSON byder velkommen til konferencen, han har en fascination af ordet fuck, og han fortæller os, at han er alfahan. Det er min erfaring, at en alfahan sjældent behøver gøre andre opmærksom på, at han er alfahan. Det virker kontraproduktivt, hvis det skal varedeklareres.

Han siger (hvert tredje ord er fuck), at mænd vil bygge familier, og kvinder vil have babyer, og det er ikke det samme. Manden tænker på gruppen som helhed, på fremtiden, på sikkerhed, på at børnene udvikler sig rigtigt, og derfor skaber mænd civilisationer. Kvinder tænker ikke på fremtiden, de tænker på nu og her, på mad, på praktik, på dagligdagen, hun plejer, hun passer. Faderskab er logos, moderskab er patos. Manden og kvinden hører sammen i et klart hierarki. Der er ikke uenighed i ægteskabet, hvis lederskabet respekteres. Kvinden kan rådgive, men beslutningen er altid mandens. Det gælder i samfundet og i familien. Naturen har bestemt, hvordan mænd og kvinder bør agere, og vi er gået imod naturen, vi har gjort verden pervers.

De virker nostalgiske. De drømmer om en tid, der var engang, et opdateret patriarkat, nu med større indsigt i kvindens natur. Tidligere tilbad manden kvinden. Han anså hende for at være moralsk ophøjet. I dag ved de i The Red Man Group, at kvinden er styret af følelser, og det gør dem nemme at friste. Det handler derfor om at finde den helt rette kvinde, manden bør vær ekstrem kritisk, før han forpligter sig.

Jeg skriver til Ida, min kone: Det er startet lidt kedeligt, men de er vildt flinke. De første talere giver banale råd om faderrollen, såsom at man skal være involveret i sine børns liv. Det bliver ikke sagt, det bliver bjæffet, for selv det at træne sin søns baseballhold er et kald til kamp. Jeg havde håbet på en større galskab. Hist og pist kommer der en bisætning med et svirp til kvinden, men de første talere er forholdsvis harmløse.

Ida svarer tørt: Folk i en sekt er flinke mod hinanden. Det er først, når du forlader sekten, at de holder op med at være flinke.

MORMONEN TANNER GUZY, en køn, halvvejs karismatisk mand, er bevægelsens stilikon, og han løfter niveauet. Ifølge Anthony Dream Johnsons introduktion har Tanner Guzy hjulpet millioner af mænd til at få bedre stil og større selvtillid (det tillader jeg mig altså at tvivle på, når der kun er omkring 50 betalende deltagere til konferencen. Nogen har i så fald fejlet med promoveringen).

Tanner Guzy siger, at vi skal lære vores børn at være moralske oprørere, der ikke bliver opslugt af denne verden. Kvinder er blevet exceptionelt utaknemmelige og grådige. De har smadret kernefamilien (med sex, uddannelse, abort, ambitioner, lyst og manglende ansvar). Uden familien som kerne i samfundet vil alt kollapse. Derfor er feminisme terrorisme.

Senere giver Steve the Dean Williams parforholdsråd. Som mand er man automatisk nummer 1, man kan skabe sine egne love, kvinden skal bevise, at hun er værdig til dit efternavn og til din sperm, og manden bør have nul tolerance, når han leder efter en mage (det slår mig, at flere af talerne lever højt på en fantasi om, at de er langt mere attraktive, end de reelt er).

Om aftenen er der piberygning på terrassen, vi har alle fået en goodieback med en pibe, olie til fuldskægget, myggespray og taktisk sæbe, det vil sige sæbe, der har fået tilføjet feromoner. Flere af arrangørerne, inklusive Anthony Dream Johnson, stammer oprindeligt fra pick-up-miljøet, hvor mænd, der indtil da ikke har haft held med sex, lærer at forføre kvinder. Det er forførelsen i sig selv og antallet af dem, der er målet.

Piberygning bliver afløst af VIP-middag med talerne, og jeg er sikker på, at jeg nu bliver afsløret som en blå pille, men jeg har overvurderet, hvor interessant jeg er, bare fordi jeg repræsenterer verden uden for Nordamerika.

Talerne vil gerne snakke med os normale mennesker, men de snakker kun om dem selv. I dette lille miljø er de kæmpestore stjerner. Flere af dem beskriver sig selv som krigerkonger. De har hver deres domæne, og kongen taler ikke om bondens hverdag.

OM LØRDAGEN optræder de to største navne på konferencen. Flere hundredtusinder abonnerer på Elliott Hulses fitnesskanal på Youtube. Han har først for nylig meldt sig under red pill-fanen.

Hulses stjerne er stor, og det kan mærkes på forsamlingen. Han er en lille, tæt mand, der taler med en anspændt aggression. Han er, ligesom flere af talerne, religiøs. I det hele taget er konferencen en underlig blanding af pick-up miljøet, religion og højreorienteret ideologi.

Hulse tager os – igen – tilbage til naturen. Kvindens natur, siger han, er fortærende symboliseret ved deres køn. Vaginaen suger til sig, hvorimod penissen producerer. Hvis kvinden ikke bliver begrænset af manden, vil hun være umættelig – og derfor er gælden i den vestlige verden eksploderet.

Det, der er sket, er at vi har skabt et bonobosamfund. Der er, forklarer Hulse, et stærkt bånd mellem bonobomor og unge, men ingen forbindelse mellem unge og far. Bonobohannen reproducerer, men han aner ikke, hvilke unger der er hans, da hunnerne knalder med alle, ligesom kvinder i dag rider lystigt på pikkarrusellen (cock carousel er et udtryk, som Hulse tydeligt nyder). Bonobohunnerne skaber koalitioner, der bekæmper oprørte hanner, det er biologisk, at kvinder hepper på hinanden lige meget hvad, søsterskab over alt.

Så ifølge Hulse bør vi i stedet være som chimpanser. Det er i vores DNA. Chimpanser har et stærkt patriarkat. De har bands of brothers, der går ud og erobrer nye områder. Sådan har alle stærke civilisationer været. Bonobosamfundet er forsvarsløst, og før eller siden vil et stærkere samfund nedkæmpe dem, alle svage civilisationer er blevet overrendt. Bonoboer skaber ikke vækst. Det gør chimpanser. Chimpanser kan forsvare sig.

Chimpanser holder sammen, det skal vi også som mænd, så vi kan slagte dekadencen.

LØRDAGENS ANDEN STORE stjerne er bevægelsens intellektuelle godfather Rollo Tomassi, der har skrevet bogen The Rational Male, en 400 sider lang videnskabelig bog uden en eneste fodnote. Han kalder sig selv behaviorist, men ingen af hans teorier synes at være underbygget af reelle videnskabelige undersøgelser. Det er mere sådan har jeg og mine venner det’-teorier. Sandsynligvis fordi alle videnskabsfolk er feminister.

Tomassi taler om sprog og om kultur. Fædre i dag betragtes som inkompetente og farlige, siger han. I popkulturen er de tosser eller monstre. Systemet gør pigerne magtfulde på bekostning af drengene (filmen om den kvindelige superhelt Captain Marvel er et eksempel på det. Selv efter tyve marvelfilm med mandlige superhelte er denne ene kvindelige superhelt et tegn på sædernes forfald).

Systemets primære budskab er opbyggelse af feministisk magt og nedbrydelse af den maskuline magt. Den, der kontrollerer sproget, kontrollerer debatten. Når man hører en løgn ofte nok, bliver det til sandheden, og mænd latterliggøres, og derfor er mænd latterlige.

Vi skal udfordre historierne i popkulturen, siger Rollo Tomassi. Stærke maskuline fortællinger til drengene, og pigerne skal præges med feminine idealer. Ens datter skal ikke være CEO i en stor børsnoteret virksomhed. Hun kan ikke blive alt, hvad hun gerne vil være, og det skal hun forstå fra en tidlig alder.

Systemet udskammer mænd (nazister, fascister, voldtægts-apologister), der tager valg, som strider imod systemets værdier, og fordi vi er sociale dyr, er skam et effektivt våben. The Red Man Group skal gøre sig immune over for andres mishag.

IVAN THRONE GIVER mig myrekryb. Han er en wannabe demagog, der holder en kamptale for forsamlingen. Mænd skal producere stærke børn, for svage børn skaber et svagt samfund. I en familie er patriarken den absolut vigtigste som ledestjerne og rammesætter. En god kvinde tager sig af sin mand og sin børns behov. Børn, mad, pleje og sex er det vigtigste for en kvinde, og det beviser historien (historien, nøje udvalgt, beviser alt).

Kvindens funktion er praktisk, prædiker Ivan Throne. Hun må gerne være smuk, men hun skal først og fremmest være lydig og funktionel. Kvinden opgiver en vis frihed, hun underlægger sig sin mands vilje, men er hendes tab af den frie vilje ikke et lille offer sammenlignet med manden, der skal være villig til at ofre sit liv for familien eller sit land?

Vi lever i en mørk og farlig tid for manden, men har vi tabt, spørger Ivan Throne forsamlingen?

Han svarer selv. Nej, det har vi ikke.

Han beder os tænke på Kabul i 1960’erne, hvor kvinderne gik rundt i små nederdele, de troede, at de ejede verden, og se nu på de afghanske kvinder, og jeg tænker: Åh, fuck, han brugte lige Taliban som et positivt eksempel. Hvordan kom vi hertil, når vi startede med at træne sønnens baseballhold?

MAINSTREMMEDIERNE BESKRIVER The Red Man Group som ekstremister, siger de småfornærmet til søndagens paneldiskussion, og jo, de er muligvis nødt til at være ekstremister for at skabe så store forandringer, som de sigter efter. Men de er positive ekstremister, der sigter efter positive forandringer, for kvinden, for børn, for familien, for samfundet (men hvilke ekstremister siger, at de ikke sigter efter positive forandringer? Alle ekstremister er efter egen mening positive ekstremister).

Det er en nærmest uoverskuelig kamp, for folk behøver ikke kalde sig feminister for at være det. Problemet med at være i en gruppe er, at du mister evnen til at tænke selv (det kan umiddelbart lyde som selvrefleksion fra panelet, men nej, det var feministerne, de talte om). Feminisme er så indgroet i vores tankegang, at folk er det uden deres viden. Det tager tid at aflære de sociale koder, som feministerne har indprentet i os, for eksempel er man feminist, hvis man mener, at kvinder skal have stemmeret.

Den eneste måde, hvorpå kampen kan vindes, er ved at omvende nok mænd og (fornuftige) kvinder for sagen, og jeg kigger rundt på den lille forsamling, og jeg tænker, at det kommer godt nok til at tage lang tid, men det er de indstillet på. Det er ikke en kamp, der vindes på en enkelt generation. Det, der har taget lang tid at bryde ned, tager også lang tid at bygge op igen.

Det er en skizofren forsamling. I den ene tale bliver der sagt: Jeg forstår ikke mænd, der siger, at de ikke skifter ble (det bliver sagt af en Socrates’. Jeg går ud fra, at det er et kunstnernavn, og i så fald det mest kæphøje kunstnernavn nogensinde). Bleskifte gør nemlig, at barnet knytter sig til faren. Kort tid efter griner de af en mand, der har problemer med sin kone, fordi hun forsøger at præge sine sønner med feminine værdier, såsom oprydning, rengøring og madlavning. Han blev rådgivet til at trække konen til side og sige: Deres opdragelse er ikke dit ansvar, og du skal ikke gøre mine sønner til piger.

Spændvidden i gruppen er enorm, mellem den stolte baseballtræner og demagogen, og det er tydeligt, at de ikke rigtig har fundet deres ben. De vil gerne appellere til masserne, men deres selvforståelse er outsiderens. De er ikke ekstremister, når andre kalder dem det, men de er selverklærede positive ekstremister.

Jeg tror, at mange af de mænd, jeg har mødt, især blandt deltagerne, er oprigtigt flinke og bekymrede mennesker, der bare oplever verden anderledes end jeg. En af deltagerne sagde til mig: Jeg tror på, at vi i sidste ende vinder. Der er simpelthen for mange gode mennesker i verden til, at vi ikke gør.”

Jeg er enig i udsagnet, jeg er bare ikke enig i konklusionen.

Jeg tror også, at mange af dem, jeg har mødt, især blandt talerne, er narcissistiske pralrøve, og jeg tror, at gruppen vil opleve en splittelse, for pralrøve har det ofte svært med andre pralrøve.

DA JEG FLYVER hjem mod Danmark, kan jeg ikke lade være med at tænke på mine børn, jeg har en pige på 6 og en dreng på 5. Min datter klatrer i høje træer, og hun går til judo. Skal jeg fortælle hende, at hun ikke må det, patriarken siger nej til hende. Hendes bror må det til gengæld gerne.

Men jeg elsker min datter i de høje træer, og The Red Man Group er oppe imod en meget stærk kraft i deres hvervekampagne, nemlig at fædre ønsker stærke, glade døtre, der erobrer verden. Min datter skal ikke kun være en mands plus én’.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: