Her er de mest effektive måder at bekæmpe klimaforandringerne på

FORVANDLINGTeknologien til at løse klimaforandringer findes allerede – spørgsmålet er, om vi vil bruge den. Illustration: Mikkel Henssel / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

Vi har taget de helt store, globale briller på og fundet de – sandsynligvis – mest effektive og farbare veje til at bremse klimaforandringerne. Nogle metoder vil måske skurre i ørerne på visse miljøforkæmpere, men ingen er formentlig til at komme udenom.

Klimaforandringer omtales ofte i nærmest bibelske vendinger – som om menneskeheden har syndet og nu står ansigt til ansigt med konsekvenserne.

Sådan bliver den her artikel ikke.

I stedet vil jeg forsøge at se på klimaforandringer som et praktisk problem, der kan løses. Menneskehedens vel nok største problem, javel, men dog stadig ét, der kan løses.

Og tilmed med positive konsekvenser for både planeten og økonomien, tyder meget på.

De nødvendige tiltag er dog temmelig drastiske, og vi klarer den altså ikke med vindmøller og økologisk havregrød alene.

Så her kommer, baseret på den bedst tilgængelige viden, en gennemgang af de sandsynligvis bedste bud på effektive og farbare veje mod en fremtid, hvor temperaturen ikke stiger alt for meget.

Og det er altså ikke en liste, hvor man kan vælge det, man synes bedst om – der er sandsynligvis brug for det hele (og mere til, jeg vil blot begrænse mig til det vigtigste, ellers ville det blive meget, meget langt).

1. Læg skat på CO2-udledning

Det her er der ret bred enighed om, er en god idé.

Som det er i dag, er det for det meste enten gratis eller meget billigt at pumpe CO2 ud i atmosfæren for dén, der gør det. For samfundet derimod er det dyrt.

Økonomer arbejder med en pris på dén skade, som udledning af 1 ton CO2 forvolder på globalt plan. OECD, de rige landes regneklub, har meget forsigtigt sat prisen omkring 225 kroner. De økonomiske vismænd herhjemme har luftet det noget højere tal 563 kroner.

Under alle omstændigheder – udledning af CO2 har en pris for samfundet. Og idéen med en CO2-skat er at lade forureneren betale denne pris i stedet for at smøre den jævnt ud på alle andre.

En skat vil få privatpersoner og virksomheder til at spare på energien og søge mod energikilder, der udleder mindre eller slet ingen kuldioxid – og dermed reducere udslippet.

En CO2-afgift har allerede vist sig at virke flere steder, blandt andet i den canadiske delstat British Columbia og såmænd også i Danmark, hvor vi har haft CO2-afgift på for eksempel benzin og fyringsolie siden 1992.

Den gode nyhed er, at CO2-skatter faktisk bliver indført flere og flere steder. Den dårlige er så til gengæld, at afgifterne stadig er alt for lave til at batte noget – 90 procent af al udledning af kuldioxid beskattes ikke engang på et niveau, som svarer til OECDs lave pris for skadevirkningerne på 225 kroner per ton.

Danmark ligger i den bedre ende, men prisen på udledning svarer heller ikke her til skadevirkningerne (i hvert fald ikke de globale) og er ulige fordelt, så eksempelvis store dele af industrien går næsten fri.

2. Hiv CO2 ud af atmosfæren

Et relativt overset, men fuldstændig nødvendig forudsætning for at få styr på klimaet er, at vi giver os til at hive CO2 ud af atmosfæren i stor stil.

Der er høj- og lavteknologiske måder at gøre det på.

Den højteknologiske metode går primært ud på at fjerne CO2 fra røgen fra kraftværker og fabrikker, der kører på enten kul, gas eller biobrændsel, og pumpe den dybt ned i jorden. FNs klimapanel anser metoden for helt central og langt vigtigere end vedvarende energikilder som sol og vind.

Teknologien til at filtrere CO2 fra og grave den ned findes, men den er stadig så dyr, at den formentlig vil kræve regeringsindgreb for at komme op i en skala, hvor det batter, og nogle steder vil den være ret bøvlet at indføre.

Men kombinerer man teknologien med biobrændsel, kan man faktisk hive CO2 ud af atmosfæren med den. Årsagen er, at planterne til biobrændslet opsuger CO2, mens de vokser, mens afbrændingen af dem ikke udleder noget, hvis man kan fjerne CO2 fra røgen.

Udfordringen er bare, at den nødvendige biobrændsel vil kræve, at store landbrugsarealer bruges til at dyrke brændsel i stedet for mad. Spørgsmålet er, om dét kan kombineres med behovet for at brødføde en verdensbefolkning, der først ventes at holde op med at vokse omkring år 2100.

Den primære lavteknologiske metode til at hale kuldioxid ud af luften er ældgammel, men stiller miljøforkæmpere i et svært dilemma. Den går ud på at lade opdyrket land blive til skov (eller i det mindste holde op med at fælde skov til landbrugsjord), fordi skov kan lagre meget mere CO2 end opdyrket land.

Dilemmaet for miljøforkæmpere opstår, fordi forudsætningen for at kunne dedikere så meget af kloden som muligt til skov er at dyrke så meget mad som muligt på så lidt plads som muligt.

Dét får økologisk landbrug til at ligne en mindre god idé end ellers, i hvert fald på globalt plan, og som det ser ud nu – også selv om der er betydelige lokale miljøfordele ved økologi i form af renere grundvand, lavere CO2-udslip per dyrket hektar, mindre problemer med resistens på grund af mindre forbrug af antibiotika, færre skader forårsaget af pesticider og så videre.

Økologisk landbrug skal nemlig bruge mere jord for at producere samme mængde mad som konventionelt landbrug – og det levner mindre plads til skov. Økologer mener, at det kan ændre sig, hvilket enkelte forsøg også tyder på, men det er ikke bevist i stor skala.

Dertil kommer, at økologisk landbrug ikke bruger kunstgødning, og derfor (som det er i dag, det kan også ændre sig, siger økologerne) er afhængigt af husdyrgødning. Og husdyr prutter og bøvser som bekendt med metan, der er op mod 36 gange så kraftig en drivhusgas som CO2.

Udfordringerne med økologien har fået nogle miljø- og klimaforkæmpere til at tale for en tredje vej i landbruget, hvor man tager det bedste fra både konventionelt og økologisk landbrug for at opnå maksimalt udbytte med minimal miljø- og klimabelastning. Gerne ledsaget af en mærkningsordning, der gør forbrugerne i stand til at træffe oplyste valg.

Blandt fortalerne er den grønne tænketank Concitos videnschef Torben Chrintz, der selv er deltidslandmand og har fravalgt økologien for at dyrke så klimavenligt som muligt.

Det er virkelig et dilemma,” siger han, men pointerer, at klima-potentialet ved at dyrke så meget mad som muligt på så lidt plads som muligt er meget stort:

Hvis Danmark lod de dårligste 30 procent af landbrugsjorden omdanne til natur og øgede produktiviteten med 15 procent på resten, kunne CO2-udledningen ifølge hans beregninger reduceres med, hvad der svarer til udledningen fra alle landets personbiler.

3. Byg flere atomkraftværker

Både FNs klimapanel og det internationale energiagentur IEA har optegnet scenarier for, hvordan vi kan holde temperaturstigningen under kontrol. Og begge forestiller sig en ret massiv udbygning af atomkraft. IEA forestiller sig en tredobling af energiproduktion via atomkraft allerede i 2050, klimapanelet taler om en fordobling eller tredobling.

Nogle af verdens fremmeste klimaforskere vil gå endnu videre og har gjort sig til fortalere for atomkraft, kombineret med især sol og vind, som den eneste reelt farbare vej. Deres argumenter er ikke så lette at affeje, hvis man kan lægge eventuel atomfrygt på hylden et øjeblik:

  1. Atomkraft er den energitype, som bedst lader sig skalere op til fremtidens energibehov.
  2. Atomkraft udleder ingen CO2 under selve processen med at lave strøm.
  3. Atomkraftværker skal bruge langt mindre brændstof end andre typer kraftværker, så der er mindre CO2-udslip fra transport, minedrift og den slags.
  4. Atomkraftværker fylder markant mindre i landskabet end vedvarende energikilder som vind, sol og biomasse, hvilket igen giver mere plads til landbrugsjord og CO2-opsugende skov.

Atomkraftens akilleshæl er, at den i stigende grad er dyr sammenlignet med alternativerne. Men lykkes det at udvikle nye, billigere reaktortyper, kan det blive rigtig godt, siger fortalerne.

Men hvad med sikkerheden? Virkeligheden er, at atomkraft sandsynligvis er mindre farligt for mennesker end de fleste andre energikilder, når man regner alt med – mineulykker, druknede olieborebisser, luftforurening og så videre.

Der har været meget få større atomulykker, og den med afstand alvorligste (Tjernobyl-nedsmeltningen i 1986) skyldtes et sovjetisk eksperiment med en ustabil reaktortype.

Forskere har regnet ud, at naturgas dræber 38 gange så mange mennesker per kilowatttime elektricitet som atomkraft, biomasse 63 gange så mange, olie 243 gange så mange og kul 387 gange så mange.

Men hvad med affaldet? Jo, atomaffald er et problem, men så er det heller ikke et større problem, i hvert fald ikke rent teknisk. Alt det højradioaktive affald, der nogensinde er produceret, kan i teorien reduceres til et rumfang svarende til en tre meter høj bygning på størrelse med en fodboldbane. Det mindre højradioaktive fylder betydeligt mere, men er også mindre farligt og nemmere at håndtere.

En del af affaldet kan desuden genanvendes (selv om det giver politiske udfordringer, fordi processen skaber plutonium, som kan bruges til atombomber). Der er dog håb om, at nye, mindre og billigere reaktortyper kan reducere problemet med både affald og plutonium markant – samtidig med at de vil være være mindre farlige, alene fordi de er mindre.

Alligevel er atomkraft stadig upopulært i Vesten, hvor Tyskland for eksempel har sat sig for at udfase teknologien helt og blandt andet derfor stadig må fyre med stærkt forurenende brunkul. Herhjemme blev idéen om atomkraft taget af bordet i 1980’erne efter stort folkeligt pres og er aldrig rigtig kommet op igen. Kun Liberal Alliance tør i dag tale om atomkraft.

Men andre steder i verden har man fået øjnene op for mulighederne. I øjeblikket er omkring 50 atomreaktorer under opførelse, de fleste i Asien. Men der er formentlig behov for langt større investeringer, hvis atomkraften skal forløse det potentiale som kilde til både ren, billig og sikker energi, som dens fortalere ser i den.

4. Brug energien bedre

Engang for ikke så mange år siden boede jeg i en lejlighed i New York, hvor man ikke selv kunne skrue på varmen. Det betød, at man enten måtte åbne vinduet eller tænde airconditionen i februar, selv om det sneede udenfor.

Det illustrerer ligesom potentialet ved at reducere energispilde i bygninger. Det er enormt og helt afgørende for at få styr på klimaet.

Af et lækket udkast til en kommende rapport fra FNs klimapanel fremgår det, at CO2-udslippet fra energiforbrug i bygninger formentlig skal reduceres med en femtedel i forhold til 2010, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader. Og det er vel at mærke i en verden, som skal huse langt flere (og rigere) mennesker end i dag.

Også i Danmark er potentialet ved at energirenovere bygninger stort, vurderer Klimarådet.

Og så er bygninger bare ét af de steder, hvor det bliver nødvendigt at bruge energien langt mere effektivt. En masse andre energisparetiltag skal også i brug – fra genbrug og nye produktionsmetoder i industrien til massiv udbredelse af elbiler; faktisk cirka alt, hvad du kan komme i tanker om.

Alt i alt vurderer IEA, det internationale energiagentur, at energieffektiviseringer skal bære omkring en tredjedel af al den reduktion i CO2-udslippet i energisektoren, som er nødvendig frem mod 2050 for at holde temperaturstigningerne under to grader – ud over hvad verdens lande allerede har lovet hinanden gennem Paris-klimaaftalen.

5. Sats på vedvarende energi i storskala

I FNs klimapanels primære scenarie for, hvordan vi kan holde os under to graders temperaturstigning, er biobrændsel udset som den primære vedvarende energikilde i år 2100, mens sol og vind fylder ret lidt.

Men klimapanelets seneste store rapport har et par år på bagen og er måske allerede ved at blive overhalet af virkeligheden.

Det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, har lavet et nyere scenarie for, hvordan vi kan holde os under to graders temperaturstigning gennem radikale omlægninger i energisektoren frem mod 2050. Og her spiller især sol og vind helt afgørende roller.

IRENA forestiller sig mere end en seksdobling af strømproduktionen fra vindkraft og mere end en 13-dobling af strømproduktion fra solceller. Og der er faktisk mere og mere, der tyder på, at IRENA kan have fat i den lange ende.

Prisen på vind og især solkraft er styrtdykket de senere år, og udviklingen går rigtig hurtigt i øjeblikket, særligt inden for solpaneler og særligt i Kina.

Sol og vinds svage punkt er selvfølgelig, at strømproduktionen afhænger af vind og vejr (det er blandt andet derfor, klimaforskere taler om behovet for atomkraft som supplement). Men der er også fart på udviklingen af batterier, der kan opbevare strømmen, når det er mørkt og vindstille.

Dog skal man holde sig for øje, at vedvarende energikilder i storskala ikke er uden udfordringer. Rent lavpraktisk kræves store investeringer i flere og tykkere elledninger for at kunne flytte strømmen over store afstande og udnytte den bedst muligt.

Og så er der de miljø- og ressourcemæssige udfordringer. Det er svært at rejse vindmøller på land uden at forstyrre naturen, solceller kræver særlige råstoffer, opdæmninger til vandkraft kan have store konsekvenser for mennesker og natur, og produktion af biobrændsel kræver vand og land, som ellers kunne bruges til skov og dyrkning af mad.

6. Skru på din livsstil

Troede du, jeg helt havde glemt dig? Det har jeg ikke. Din (og min) adfærd betyder nemlig også en hel del (eller det gør i hvert fald summen af vores alle sammens adfærd).

Der er ifølge FNs klimapanel og en hel masse andre et stort potentiale for at sænke udledningen af drivhusgasser gennem alle de små og store dagligdags tiltag, vi efterhånden kender:

Færre flyrejser, mindre kød, især oksekød, mere offentlig transport eller pedalkraft, tættere bosætning, så man ikke skal flytte sig så langt til arbejde, og så en helt generelt bedre udnyttelse af de ting, vi bruger og køber – ved at bruge dem op, før vi smider dem ud, slukke for dem, når vi ikke bruger dem, dele dem med andre og så videre.

Det er en liste, som nok kræver både individuel og politisk handling, hvis det virkelig skal batte noget.

Så måske skulle vi tage en stor snak om, hvor meget der skal være op til den enkelte, og hvor meget vi vil skubbes i klimavenlig retning af lovgivningen.

I mellemtiden får du lige dem her – jeg håber, du kan lide gris og kylling:

Og for lige at opsummere for dem, der gerne vil gøre en forskel: De mest effektive metoder er nok at skære ned på flyrejser, bilkørsel og kød fra drøvtyggere, det vil sige køer og får.

7. Få færre børn

Og så lige en sidste ting, som ikke er helt ukontroversiel, men meget vigtig.

Verdensbefolkningens vækst har været en afgørende faktor bag den globale opvarmning, og befolkningens fremtidige størrelse har også stor betydning for, hvor bøvlet det vil være at holde den globale opvarmning under kontrol – medmindre vi da formår at omstille os til en helt anderledes bæredygtig livsstil meget hurtigere, end nogen vist tør tro.

De gode” nyheder er, at fødselsraterne rasler ned over hele verden, især fordi kvinder bliver stadig bedre uddannet, fordi børn i stigende grad overlever barndommen, og fordi vi mennesker i det hele taget får det bedre og bedre. Alt sammen har nemlig vist sig at hænge nøje sammen med fødselstallene.

De dårlige” nyheder er så, at det lader til, at når vi når et vist velstandsniveau, får vi igen lyst til at få flere børn.

Det er ikke en ligegyldig iagttagelse.

Forskere har regnet sig frem til, at en indbygger i et højtudviklet vestligt land kan spare 24 gange så meget CO2 ved at undlade at få et barn som ved fuldstændigt at droppe at køre i bil og 73 gange så meget som ved at blive vegetar.

Gulp.

Men hov … nu er vi vist lige ved at ende et sted, hvor man nærmest skal have dårlig samvittighed over at få børn. Det var ikke meningen.

For sådan en udregning, hvor børn er en stor klimabelastning, forudsætter jo, at vores økonomi skal fortsætte med at være lige så afhængig af kul og olie som i dag. Og den vigtigste pointe at tage med fra alt det ovenstående er, at sådan behøver det ikke at være.

Fra et teknisk synspunkt er klimaforandringer et problem, der kan løses, og dét endda ved hjælp af metoder, vi allerede har til rådighed. Dertil kommer alle de nye metoder, som utvivlsomt vil komme til i takt med den teknologiske udvikling.

Vi får højst sandsynligt brug for dem alle sammen – fra solceller og atomkraft til energibesparelser, elbiler, højeffektivt landbrug og CO2-støvsugning af både atmosfæren og røgen fra de skorstene, der bliver tilbage.

Så måske skulle vi bare se at komme i sving. Også for børnenes skyld.