Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Okay, så hvad kunne man gøre for at få Google og Facebook til at betale mere skat? Her er nogle bud

  • 16. marts 2018
  • 15 min.
AVDigitale giganter volder lovgivere hovedbrud verden over. Illustration: Rasmus Meisler, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Googles og Facebooks minimale skattebetaling i Danmark illustrerer, at den digitale økonomi er en kæmpe udfordring for vores skattesystem. Myndigheder og lovgivere er allerede skredet til handling, men der er delte meninger om, hvor langt man skal gå. Her kommer en gennemgang af en stribe mere eller mindre radikale forslag til bedre og mere retfærdig beskatning af den digitale økonomi.

Okay, det her bliver nok en lille bitte smule indviklet, men det er også meget vigtigt.

Det skal handle om, hvordan vi håndterer en af de mest grundlæggende udfordringer i det internationale økonomiske system. Nemlig at økonomien er blevet global, mens skattesystemet, som finansierer vores skoler og hospitaler, er forblevet lokalt.

Det har skabt en masse bøvl og huller mellem forskellige landes skattesystemer, som multinationale koncerner har stoppet deres overskud ned i, mens skatteopkræverne, det vil sige nationalstaterne, i store træk har måttet se hjælpeløst til og løbende har sænket selskabsskatten i håb om at tiltrække virksomheder eller i det mindste forhindre dem i at flytte enten sig selv eller deres penge uden for rækkevidde.

Siden 2003 er den danske selskabsskat blevet nedsat fra 30 til 22 procent af overskuddet.

Udviklingen er ikke ny, men den bliver i stigende grad sat på spidsen af, at økonomien ikke bare er blevet global, men også digital.

Digitaliseringen har sat endnu mere fut i det hele og ført til en verdensomspændende debat om, hvorvidt det er på tide at ændre på nogle af de mest grundlæggende principper i måden, stater kradser penge ind på.

Det kan man se i grundige rapporter og udspil fra store og økonomisk tungtvejende organisationer som OECD og EU, man kan læse det i Socialdemokratiets nylige medieudspil, og man kan høre det i dundertaler fra Frankrigs hyperaktive præsident.

Den digitale økonomi udkrystalliserer nemlig skismaet mellem det globale og det lokale i ekstrem grad. Den er i sin natur grænseoverskridende på en helt anden måde end noget, vi har set før.

Forskellen på før og nu kan illustreres ved at se på to verdensomspændende koncerners skatteforhold i Danmark – Ikea og Google. Ikea repræsenterer i denne sammenhæng den gamle, fysiske økonomi, Google den nye og digitale.

Ikea kan ikke sælge møbler til Danmark uden at flytte dem herhen først, men Google behøver ingen fysisk tilstedeværelse for at sælge annoncer i Danmark, og det forhold afspejles i de to virksomheders danske skattebetaling.

Ikea, der som koncern ellers er kendt for særdeles kunstfærdige skattekrumspring, betalte i det senest tilgængelige regnskabsår godt 85 millioner kroner i dansk skat af en dansk omsætning på knap 4,2 milliarder. Google betalte mindre end fire millioner kroner i dansk skat af en anslået (men ikke bogført) omsætning på det danske annoncemarked på tre milliarder.

Årsagen er ikke, at Google er dårligere til at tjene penge, tværtimod, men at Google hovedsagelig er til stede på det danske marked i økonomisk forstand, ikke i fysisk.

Skat opkræves nemlig på baggrund af fysisk tilstedeværelse, og den er for Googles vedkommende minimal her i landet. Omkring 80 ansatte og et par kontorer har Google i Danmark, mens Ikea har mere end 1.600 ansatte og fem enorme varehuse.

Det gør det sværere for Ikea end for Google at undslå sig dansk skat, selv om begge virksomheder har vist sig villige til at gå ganske langt for at minimere deres skattebetaling.

Men i takt med, at hele økonomien digitaliseres, bliver flere og flere virksomheder Google-agtige’ i skattemæssig forstand.

De gode nyheder er, at der faktisk er ved at ske noget.

Europa-Kommissionen har med Margrethe Vestager som konkurrencekommissær og bevæbnet med unionens konkurrencelovgivning slået ned på nogle af de mest fordelagtige skattekonstruktioner. Mest berømt er en skatteopkrævning på 13 milliarder euro til Apple for ulovlige skatteaftaler i Irland, men der har været adskillige andre sager og verserer i øvrigt også en mod Ikea.

Den irske regering har desuden ladet sig presse til at udfase den skattekonstruktion, som har tilladt Google, Facebook og adskillige andre store selskaber at spare milliarder i skat ved at kanalisere overskud til skattely.

Konstruktionen hedder en dobbelt irsk med en hollandsk sandwich’, og alene i 2016 hjalp den Google med at spare mindst 3,7 milliarder dollars i skat ved at flytte 15,9 milliarder euro fra Irland til Holland og videre til et skuffeselskab på Bermuda.

Sandwichen er allerede forbudt at etablere, og fra 2020 er det helt slut med at bruge den også for selskaber, der har brugt den længe – herunder Facebook og Google.

Og endelig har OECD, de rige landes klub, som i praksis sætter rammerne for det globale skattesystem, på rekordtid gennemtænkt, hvordan man kan begrænse multinationale virksomheders kreative profit-flytteri, og udgivet en stribe rapporter med retningslinjer, som nu i forskellig grad er ved at blive implementeret rundt om i verden.

Det nye tiltag betyder, at skattemyndigheder fremover får nemmere og større adgang til oplysninger om multinationale koncerner, fordi de største af dem skal aflægge regnskab land for land. Hvor virksomhederne tidligere har kunnet slå mange lande sammen til ét regnskabstal, har skattemyndighederne nu krav på lokale oplysninger.

Går det som planlagt, sættes der også en stopper for en ellers udbredt skattefidus, der også indgår i Googles skatte-setup. Den går ud på, at en multinational koncern placerer rettigheder til for eksempel et varemærke i et meget lille selskab i et lavskatteland for derefter at sætte sine datterselskaber i andre lande til at betale afgifter til det selskab for at bruge af varemærket. På den måde minimeres datterselskabernes overskud og dermed den skat, der skal betales, ved hjælp af rent papirarbejde.

Fremover er det meningen, at beskatningen skal ske, hvor der reelt skabes værdi. Altså hvor møbler bliver designet, fremstillet og solgt, eller software skrevet og til dels også solgt (men kun til dels, fordi software som nævnt er noget nemmere at flytte over landegrænser end møbler).

Altså – tingene rykker sig. Men der er delte meninger om, hvorvidt de rykker sig hurtigt og langt nok, særligt når det gælder den digitale økonomi, og der er altid den risiko, at nye skattehuller blot opstår, når gamle lukkes.

Især i Europa – der var sen til at komme med på den digitale vogn – er den politiske tålmodighed med de (amerikanske) digitale giganter ved at slippe op, og der cirkulerer en mængde forslag til nye skatteregler, der kan få teknologivirksomhederne til at punge mere ud, og helst i Europa.

Forslagene har alle deres styrker og svagheder, men samlet set peger de på nødvendigheden af en mere grundlæggende diskussion om, hvordan og hvorfor virksomheder overhovedet skal beskattes.

De vigtigste forslag kommer her, et ad gangen.

1. Beskat virksomheder efter økonomisk tilstedeværelse frem for fysisk

Den vej har Israel allerede valgt at gå med det erklærede mål at kradse penge ind fra blandt andre Google og Facebook.

Idéen er grundlæggende at udvide definitionen af, hvad det vil sige at være til stede i et land i skattemæssig forstand.

I dag skal en virksomhed som nævnt være fysisk til stede. Men israelerne har siden 2016 argumenteret for, at det er nok at have en virtuel tilstedeværelse, for eksempel i form af en hebraisk-sproget webbutik – såsom Facebooks eller Googles annonceplatforme. Hvordan det vil gå i praksis, har vi stadig til gode at se.

OECD nævner også den mulighed i sine rapporter, men anbefaler den ikke.

Et af hovedproblemerne ved modellen er, at den samme indkomst kan blive beskattet to gange – både dér, hvor virksomheden fysisk hører hjemme, og dér, hvor der opkræves skat på baggrund af økonomisk tilstedeværelse. Det problem vil bestå, medmindre der laves grundlæggende om på princippet om fysisk tilstedeværelse som grundlag for selskabsskat på globalt plan.

2. Beskat omsætning i stedet for profit

Forslaget kommer i forskellige versioner, men den grundlæggende idé er at gå efter digitale virksomheders omsætning med en særskat. Nogle lande gør det allerede.

I Tyskland og Frankrig skal streamingtjenester med en omsætning over et vist milliardbeløb – såsom Netflix og YouTube – betale en del af indtjeningen til produktion af lokalt medieindhold ud fra det argument, at de udkonkurrerer lokale producenter på ulige vilkår. I alt har mindst ni EU-lande lignende lovgivning.

Herhjemme har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti erklæret sig som tilhængere af en tilsvarende dansk streaming-skat til finansiering af dansk indhold, og Socialdemokratiet har også luftet (ret ukonkrete) tanker om at lægge skat på Googles og Facebooks annoncesalg, der har udkonkurreret væsentlige dele af den danske mediebranche på rekordtid.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forsøgte i efteråret 2017 at få de andre EU-lande med på en større aftale om omsætningsafgift rettet mod globale teknologivirksomheder som Google og Facebook, men måtte foreløbig opgive efter modstand fra blandt andre lavskattelandene Irland og Holland, men også fra Danmark og Sverige. Aftaler om skat i EU kræver nemlig enstemmighed.

Europa-Kommissionen barsler dog med et forslag til en skattereform, som skal få globale digitale giganter som Google, Facebook, Amazon og Netflix til at betale mere skat i EU-landene. Udspillet skulle være lige på trapperne, og en omsætningsskat er på bordet som en midlertidig nødløsning, men den er ikke kommissionens foretrukne.

Hovedargumentet mod beskatning af omsætning er, at tilgangen ikke tager hensyn til profit. Det betyder, at virksomheder med stor omsætning, men lille eller intet overskud rammes uforholdsmæssigt hårdt. Det er ikke godt for konkurrencen, fordi det beskytter etablerede virksomheder og gør livet sværere for opstartsvirksomheder, der typisk skal opbygge en stor omsætning over en årrække, før de begynder at tjene penge.

Tilhængerne af omsætningsskat mener dog, at man kan komme omkring de værste problemer med undtagelsesbestemmelser for iværksættervirksomheder og ved kun at gå efter virksomheder med en vis omsætning.

Men der er også andre problemer ved omsætningsskat, blandt andet at der også her er risiko for dobbeltbeskatning, altså at virksomheder opkræves skat flere gange af de samme penge – først skal der betales skat af omsætningen og så af overskuddet. Det er en af de vigtigste årsager til, at regeringen herhjemme er skeptisk over for Macrons forslag.

Der er også tvivl om, hvorvidt de forskellige former for omsætningsbeskatning er i strid med EU-lovgivningen. Netflix har for eksempel lagt sag an mod den tyske stat ved EU-Domstolen, og vi venter fortsat på afgørelsen.

3. Læg særskat på smarte skattekonstruktioner

I Storbritannien og Australien har de valgt en tredje vej. Begge lande har indført en ny type særskat på kunstig flytning af profit, altså pengetransaktioner, som i myndighedernes øjne kun tjener til at undgå skat.

Populært sagt er der tale om en lov, der måske især skal virke ved sin skræmmeeffekt, pointerer et af de kloge hoveder, jeg har talt med under researchen til denne artikel, ph.d.-studerende ved CBS Rasmus Corlin Christensen.

Hvad regeringerne i de to lande dybest set siger til virksomhederne, er det her: Hvis vi mener, at I flytter penge ud af landet på kunstig vis for at undgå skat, kommer vi efter jer med en kæmperegning, så I kan lige så godt lade være.

Konceptet er nyt, især i Australien, men ser for så vidt ud til at virke nogenlunde, i hvert fald indimellem.

Men også den model har betydelige ulemper. Kritikere mener, virksomhederne stadig slipper for let, og så er der også det mere grundlæggende problem, at fordelene formentlig fordufter, hvis alle lande indfører modellen.

Det internationale skattesystem baserer sig nemlig på gensidige aftaler, hvor lande fordeler virksomheders skat mellem sig. Og hvis alle lande hver især begynder at forbeholde sig retten til selv at bestemme, hvornår profit er uretmæssigt flyttet, bryder systemet i praksis sammen.

Mange forskellige typer regler om flytning af profit kan også være med til at gøre skattesystemet endnu mere komplekst og dermed skabe endnu flere huller, som kan udnyttes. Og så er man lige vidt.

4. Beskat data frem for penge

I Frankrig – ja, franskmændene er ret optaget af det her – har man også overvejet at lægge skat på internettrafik, simpelthen. Altså en skat på hver bit, en virksomhed sender gennem sin digitale tjeneste.

Princippet kendes fra miljøafgifter, hvor man betaler skat efter, hvor meget man forurener.

Men idéen om en båndbreddeskat er med Europa-Kommissionens ord absurd”, fordi den ville betyde, at eksempelvis Amazon skulle betale meget lidt for nethandler, der kan klares med et klik, mens streamingtjenester som Spotify og Netflix skulle betale kassen for at sende musik og film gennem kablerne.

5. Fordel de multinationale selskabers profit politisk frem for skatteteknisk

Ah, det her er den helt store, forkromede og derfor måske også ret utopiske løsning.

Grundidéen er at lave et sæt faste regler for, hvordan en multinational koncerns samlede profit skal fordeles mellem de lande, hvor den driver forretning. For eksempel kunne man fordele en tredjedel efter antal ansatte, en tredjedel efter salg og en tredjedel efter aktiver såsom ejendomme og maskiner.

I dag er virksomheder i stedet forpligtet til at benytte transfer pricing. Det betyder, at en koncerns mange lokale selskaber handler med hinanden over landegrænser efter et regelsæt, der skal sikre, at handlerne sker på noget, der svarer til markedsvilkår. Det er relativt bøvlet for alle involverede, og kritikere mener, at systemet er hullet som en si og fuld af lukrative muligheder for at undgå skat. Fortalerne (herunder OECD) mener omvendt, at der bare skal lukkes nogle huller.

Europa-Kommissionen har ad flere omgange luftet idéen om en profit-fordelingsnøgle under den prægtige forkortelse CCCTB, der står for det endnu prægtigere Common Consolidated Corporate Tax Base, og det handler altså om et fælles EU-system for selskabsskat.

I den seneste version af forslaget gælder det kun de helt store selskaber. Det foreslåede system ville, siger kommissionen, både spare virksomhederne penge og lukke af for skattespekulation internt i EU (som er et kæmpe problem).

Forslaget er dog fortsat meget langt fra at blive til virkelighed, og selv hvis kommissionen får overbevist medlemslandene om dets fortræffeligheder, er det ikke sikkert, at det vil løse de største udfordringer med den digitale økonomi.

Google kunne jo for eksempel vælge at flytte til Storbritannien i stedet for Irland,” siger Rasmus Corlin Christensen fra CBS (briterne er jo på vej ud af EU).

Hvis det skal virke, skal det være på globalt plan.”

Dertil kommer, at nogle af de grundlæggende problemer stadig vil bestå, siger en anden skatteekspert, nemlig seniorrådgiver i revisionsfirmaet EY og ekstern lektor ved CBS og Zetland-medlem Peder Reuther.

For hvordan skal pengene faktisk fordeles? Er patenter vigtigere end bygninger? Omsætning vigtigere end produktudvikling? Ansatte vigtigere end servere? Og nogle ansatte vigtigere end andre?

I sidste ende kan hele den lange diskussion – som tidligere antydet – koges ned til et spørgsmål om, hvorvidt digitaliseringen af økonomien gør det nødvendigt at ændre på de grundlæggende principper for, hvornår og hvorfor virksomheder skal betale skat.

Mere specifikt er spørgsmålet, om man skal tilskrive alene dét at have adgang til et marked en større værdi i skattemæssig forstand. Det er en stigende opfattelse af, at det skal man, som ligger til grund for mange af de nævnte forslag til, hvordan man kan beskatte den digitale økonomi noget mere.

Tankegangen kan give god mening af de grunde, jeg nævnte til at begynde med – nemlig at digitale forretningsmodeller gør det nemmere for virksomheder at koble sig fri af lokale skatteregler og shoppe rundt efter de bedste skattevilkår ved at skære forretningen til, så de undgår skattepligt i lande, hvor de reelt driver forretning.

Tankegangen kan også give mening ud fra den betragtning, at data spiller en større og større rolle i forretningslivet, især de digitale. Google og Facebook kan ikke sælge målrettede annoncer på det danske marked uden at høste data om danskerne først, og måske er dét et ret godt argument for at hævde, at Googles tilstedeværelse i Danmark reelt er større end det, der i dag bliver beskattet.

Men det er bestemt ikke alle, der tænker sådan. Director Allan Christophersen fra revisionsvirksomheden BDO i København har svært ved at se noget nyt under solen, som skulle give grund til at lave alting om.

Digitale annoncer er i hans øjne ikke principielt forskellige fra Legoklodser. Amerikanske Google eksporterer digitale annoncer til Danmark, danske Lego eksporterer Legoklodser (og digitale film) til USA, og begge virksomheder er primært skattepligtige i deres hjemlande (bortset fra Googles irsk-hollandske skattekrumspring, som primært – og det er en ret vigtig detalje – tjener til at udskyde amerikansk skat, ikke europæisk).

Google og Facebook producerer jo deres ydelser i USA, så hvorfor søren skulle man beskatte dem i Europa?” spørger han.

Allan Christophersen peger også på en ting mere, som faktisk vender det hele lidt på hovedet, i hvert fald fra et dansk synspunkt. Nemlig at det ikke nødvendigvis er en fordel for et lille land med stor eksport som vores, hvis virksomheder skal til at betale mere af deres selskabsskat dér, hvor de sælger deres produkter.

Hvis man gik over til et system, hvor man skulle betale i forbrugslandet (altså hvor Legoklodserne leges med), ville det betyde, at Lego og Novo, der eksporterer meget til USA og er de to største skatteydere i Danmark, skulle betale det meste skat i USA. Og modsat ville vi jo ikke få ret meget igen, fordi vi er et eksportland.”

Det er dog et problem, man i teorien godt kunne forhandle sig ud af, mener Rasmus Corlin Christensen fra CBS.

Ideelt set burde man ifølge ham overveje det, der kaldes en enhedsskat på multinationale virksomheder. Det vil sige, at koncernerne betragtes som én enhed, hvor retten til at beskatte profitten skal fordeles politisk mellem lande – altså som i Europa-Kommissionens foreslåede CCCTB-system (der var den dejlige forkortelse igen), men på globalt eller i det mindste OECD-plan.

I sådan et system kunne man godt kompensere lande med eksportoverskud, så de ikke gik glip af (alle) de skatteindtægter, de har i dag, mener Rasmus Corlin Christensen. I hvert fald i teorien, selv om det nok ville være meget svært at få igennem politisk.

Men hvem ved? Måske er det dér, vi ender en dag.

Men først venter et stort og langtrukkent skatteslagsmål, og mere og mere tyder på, at det på en eller anden måde nok også på den lidt kortere bane vil ende med, at virksomheder i lidt højere grad end nu skal betale skat, hvor de sælger deres varer – digitale eller ej.

I hvert fald i Europa. I USA er man mindre bekymret for den digitale økonomi, fordi de største digitale virksomheder er amerikanske. Så amerikanerne er nok tilfredse med at lukke huller i det nuværende system.

Og så må tiden vel vise, om det lykkes at undgå nye skattefiduser i takt med, at man lukker ned for de gamle.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem