Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Vi har bildt børn og unge ind, at man altid kan have det godt. Det har gjort dem mere sårbare

ER DU OKAY? Nogle gange har man det godt, andre gange knap så godt. “Der kan faktisk være noget godt i, at man mærker forskellen. For livet er jo sådan,” siger professor i børns mentale helbred Carsten Obel. Illustration: Henriette Eleonora

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Når vi spørger børn og unge, om de trives, så bilder vi dem samtidig ind, at man kan have det godt hele tiden, mener professor i børns mentale helbred Carsten Obel. I virkeligheden handler trivsel i høj grad om at kunne bidrage til et fællesskab. Men den del trivslen er ikke med i folkeskolens trivselsmålinger, som eleverne i disse uger svarer på.

I disse uger svarer eleverne i folkeskolen på en række spørgsmål i den årlige trivselsmåling. De svarer på spørgsmål som: Er du glad for din skole?”, Lykkes det for dig at lære dét, du gerne vil, i skolen?”, Hvor tit har du ondt i maven?” og Hvor tit kan du finde en løsning på problemer, bare du prøver hårdt nok?”

Trivselsmålingerne blev indført med skolereformen i 2013, fordi et af målene med reformen er, at børnenes trivsel skal øges. De årlige målinger holder med andre ord øje med, om børnene har det godt. Det lyder jo meget fint, ikke?

Ikke nødvendigvis, hvis man spørger Carsten Obel, der er professor i mental børnesundhed på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Dels mener han, at der er en række problemer med selve målingen, men dels mener Obel også, at målingen er udtryk for en langt større og mere bekymrende tendens.

Trivselsmålingerne er udtryk for, at vi langt oftere i dag end tidligere spørger børn, hvordan de har det, mener han. Og når børn og unge konstant skal mærke efter og rapportere om deres velbefindende, så kan det have en negativ konsekvens for deres trivsel, mener Obel.

Vi har en hel generation, hvor der er en del af de unge, der føler, at de skal præstere til 12, og nu skal de også leve livet til 12,” siger Carsten Obel. Forventningen er, at man skal trives hele tiden, men man kan bare ikke altid have trivsel til 12.”

Han mener, at vi bliver nødt til at udvide vores forståelse af, hvad det vil sige at trives. Trivsel er ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi føler, vi har det, fortæller han. Trivsel er i høj grad også et spørgsmål om, hvorvidt vi har mulighed for at bidrage til et fællesskab.

Den del skal tænkes med i forståelsen af mental sundhed, så det ikke kun handler om, at man føler sig velbefindende, men også om at man kan bidrage og bruges til noget i fællesskabet.”

Men den del af forståelsen af, hvad det vil sige at trives, er slet ikke med i folkeskolernes måling af børnenes trivsel.

Lad os lige rulle et par skridt tilbage. Folkeskolernes trivselsmåling for elever fra 4. til 9. klasse består helt konkret af 40 spørgsmål. Spørgsmålene handler om alt fra ensomhed, koncentration, faglighed til, om toiletterne på skolen er pæne og rene.

Det samlede resultat omregnes til det, der bliver kaldt en trivselsscore, der regnes på en skala fra 1 til 5. Med den samlede trivselsscore kan man for eksempel sammenligne elevernes trivsel på tværs af kommuner. I 2017 havde Esbjerg og Fredensborg kommuner landets højeste trivselsscore i generel trivsel, mens kommuner som Norddjurs, Odsherred og Bornholm scorede lavest i generel trivsel.

Men spændvidden i spørgsmålene er problematisk ifølge Obel. For når den samlede besvarelse af spørgsmål om både mobning, ro i klassen og undervisningslokalerne bliver lagt sammen for at give en samlet vurdering af barnets trivsel, så bliver resultatet fortyndet, mener han.

Spørgsmålene om, hvorvidt barnet føler sig ensom eller er blevet mobbet, er det, Obel kalder reelle indikatorer for mistrivsel. De børn, der svarer ja til de spørgsmål, skal have hjælp, siger han. Men andre svar burde have mindre vægt i den samlede vurdering. De tilføjer støj til resultatet.

Når man samler det i en fælles score, så fortyndes den væsentlige information,” siger han, og på den måde fanger vi ikke en negativ udvikling i trivsel. Konklusionerne på målingerne er, at børnene trives godt, men vi ser jo på samme tid et helt andet billede.”

Carsten Obel henviser til det stigende antal diagnoser og behov for medicinering, og det stigende antal børn og unge, der skærer i sig selv. Så selv om trivselsmålingerne konkluderer, at eleverne generelt set trives godt, så mener Obel, at vi bliver nødt til at tage disse tegn alvorligt.

Carsten Obel skelner mellem to grupper af børn og unge, der mistrives. For det første en gruppe socialt belastede børn og unge, der har svært ved at klare sig i det moderne samfund. For det andet en gruppe velfungerende børn og unge fra en øvre middelklasse, der også mistrives.

Sidstnævnte gruppes mistrivsel er primært drevet af, at de har svært ved at leve op til et ideal om altid at være på toppen, mener Obel. Og dét ideal cementeres, når de voksne kontant beder børn og unge om at forholde sig til, hvordan de har det, og rapportere om det i for eksempel folkeskolernes trivselsmålinger.

Man kan ikke altid have fest og glade dage og fuld fart frem. Det er høje krav at stille til det gode liv, og der mener jeg, at vi skal være med til at nedtone de unges forventninger til, hvor ideelt livet er,” siger Obel.

Det vil gøre en smule ondt en gang imellem. Det er en del af livets vilkår.”

I stedet for at fokusere så meget på, hvordan den enkelte mener, at han eller hun har det, så skal vi udvide vores måde at forstå trivsel på. Obel henviser til WHOs definition på mental sundhed, der både handler om en tilstand af velbefindende og også om at kunne klare hverdagen, udfolde sit potentiale og bidrage til et fællesskab.

Det er især det sidste – at bidrage til fællesskabet – som Carsten Obel savner i den danske forståelse af trivsel. For det er en væsentlig del af mental sundhed, mener han – mindst lige så vigtig som de såkaldte KRAM-faktorer, altså kost, rygning, alkohol og motion.

Det at bidrage i et fællesskab er en vigtig faktor, når man taler om sundhed, fordi mennesket er et socialt dyr. Så den enkeltes sundhed er meget tæt knyttet til den plads, man har i de fællesskaber, man er en del af.”

Carsten Obel henviser til de dialoger, han har haft med grupper af unge om, hvad de selv mente, var det vigtigste for at have det godt, og hvad der derfor var det vigtigste at spørge om i en trivselsundersøgelse.

For de unge selv var det en vigtig trivselsfaktor at kunne mærke, at man var vigtig for det, der foregik i skolen, både for fællesskabet og for undervisningen. Det understreger, at det er afgørende, at den del af trivslen også får fokus, når vi undersøger børn og unges trivsel, siger Obel.

Og så gælder det om at sætte en kultur omkring børnene, der anerkender fejl og hylder vedholdenhed, mener han. I Norge har de af samme grund besluttet at have livsduelighed på skemaet fra næste år i folkeskolen på alle klassetrin. For det ensidige fokus på børn og unges velbefindende har været med til at gøre børn og unge ekstra sårbare, mener Obel.

Hvornår skal vi være bekymrede for børnenes trivsel?

Vi har alle en fornemmelse af, at man kan være oppe og nede, men der er grund til at mistænke mistrivsel, når de unge ændrer adfærd over længere tid. Når de trækker sig fra fællesskaber, bliver væk fra skole, begynder at sove dårligt, ofte klager over ondt i maven eller hovedet eller ændrer deres måde at være sammen med andre på.”

Men den form for mistrivsel opdager vi ikke ved at spørge børnene om, hvordan de har det, mener han. Den mistrivsel opdager vi ved at se børnene. Og de mange spørgsmål til børn og unge om deres trivsel er ved at sende en hel generation på vildspor. De vænner sig til at spørge sig selv om, hvordan de har det – i stedet for at forstå, at nogle gange har man det godt, andre gange knap så godt.

Der kan faktisk være noget godt i, at man mærker forskellen. For livet er jo sådan. Og kortvarigt pres er jo ikke skadeligt, men tværtimod med til, at man lærer sine grænser at kende og til at flytte ens grænser. Det er vedvarende stress, der er usundt. Og hvis vi giver børnene en forestilling om, at det altid skal være godt, så er det vanskeligt at opretholde en modstandsdygtig tilgang til livet.”