Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi er alle på jagt efter status. Og det kan faktisk være en god ting

Vi går alle op i, hvad andre tænker om os. Målet må være at spille sit ‘statusspil’ uden at være nederen.

Illustration: Benny Box for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


11. januar 2022
19 min.

Hvis du er på Facebook eller Instagram, så tænk på sidste gang, du lavede et opslag. Måske et billede af dine børn, en fortælling fra dit liv, en holdning i debatten eller en morsomhed. Du delte det måske, fordi det virkelig betød noget for dig. Fordi din holdning er vigtig. Eller fordi du elsker dine børn. Men hvis du nu skal være helt ærlig: Betød det noget, hvor mange likes opslaget fik, eller er du helt ligeglad? Vi kan også tage et eksempel fra den fysiske verden, nemlig sidste gang, du havde gæster. Betød det noget for dig, at de syntes, dit hjem var pænt og hyggeligt, og at de gav udtryk for, at den mad, du serverede, smagte godt? Eller lad os tage et hårdere eksempel: Tænk på sidste gang, du var forelsket. Kan du sige dig fri for, at du indimellem, bare i glimt, så på ham/hende med andres øjne og vurderede, om vedkommendes udseende, stilling, omgængelighed, humor, intelligens eller position fik dig til at se bedre ud, når I blev set sammen?

Sandsynligvis er svaret på disse spørgsmål ja. For vi stræber alle sammen efter status. Men det kræver et kynisk blik på sig selv at indrømme, at status spiller en rolle i vores liv, et blik, de fleste af os (inklusive mig selv) ikke bryder os om og synes er pinagtigt at skulle foretage. Det er der to grunde til: For det første, fordi det strider mod vores fortælling om os selv. For det andet, fordi det paradoksalt nok giver dårlige statuspoint at indrømme, at man delvist er styret af netop jagten på status.

Men status er overalt. Du kan ikke undslippe statusmekanismer, medmindre du isolerer dig fra andre mennesker. På jobbet, i fritidsklubben, i vennekredsen, på de sociale medier, ja, selv når du flygtigt passerer fremmede på gaden, indgår du i såkaldte statusspil, hvor andres anerkendelse og respekt spiller en større eller mindre rolle. Det er påstanden i den britiske skribent Will Storrs bog The Status Game, der på få måneder er blevet en international bestseller. Og det er ikke bare noget, han finder på. Han giver et væld af eksempler og støtter sig til viden og forskning inden for mange områder såsom psykologi, sociologi, biologi, økonomi, historie og antropologi. Han forklarer, hvorfor det er vigtigt at erkende vores statusdrift, og giver nogle bud på, hvordan vi kan omgås det på en god måde.

Jeg var selv ret skeptisk, da jeg gik i gang med bogen, og tænkte, at den var lovlig kynisk, ligesom det stadig provokerer mig at tænke på denne måde. Men bogens eksempler fra det hverdagsagtige til det ekstreme er overvældende – fra at møde et blik fra en fremmed på gaden, som man ønsker skal betragte én med respekt snarere end foragt, til seriemordere og folkedrab, der på deres modbydelige måder også er spundet ind i ekstreme mellemværender med status og statustab.

Status er ifølge Will Storr en helt grundlæggende drivkraft i mennesket. Ikke den eneste, men mere fundamental end for eksempel jagten på magt eller penge, for statusjagten ligger bag dem begge. Og mindre åbenlyse statusdrifter er spundet ind i stort set alle vores bestræbelser, også de moralske og spirituelle. Selv om ønsket om at gøre verden til et bedre sted som regel ikke kan reduceres til en jagt efter status, er det uundgåeligt koblet til det. Greta Thunberg og Dalai Lama tager også del i statusspil.

Derfor er det vigtigt at aftabuisere status. Statusspil kan nemlig sagtens være af det gode. Selv om statusjagt kan være overfladisk, egocentrisk, modbydeligt og endda krænkende og voldeligt, kan det også føre til store bedrifter, visioner, tanker, videnskab og kunst. Og i sine bedste versioner kan det gøre verden til et bedre sted. Så i stedet for at tro, man kan flygte fra ønsket om at opnå status, gælder det om at blive klogere på, hvordan denne drift fungerer, og dermed være i stand til at kanalisere den hen i meningsfulde og kærlige spil.

Nogle af disse pointer fik jeg bekræftet, da jeg talte med en kendt dansker. Hun havde nemlig selv oplevet, hvordan berømmelsen og den status, der fulgte med, fik folk til at behandle hende anderledes. Og gav hende frihed til at være sig selv.

Grunden til, at status er så vigtig, finder Will Storr helt tilbage i de oprindelige dynamikker, der præger vores art som sådan. Mennesket er et udpræget flokdyr med en meget høj social intelligens. Det er altafgørende, at man bidrager til gruppen og indordner sig dens regler og dynamikker. Det føles godt at være inkluderet i gruppen, og det føles meget skidt at være udstødt. Vi søger accept og forbundethed, vi frygter at være udenfor. Se bare på børnene i en skolegård.

Denne fundamentale mekanisme er ikke nødvendigvis i sig selv et statusspil; accept går forud for status. Men fordi vi er så socialt intelligente, standser mekanismen ikke, når vi er blevet inkluderet i flokken. Vi søger nu ikke bare de andres accept, men også deres anerkendelse, ros og beundring, og nogle stræber endda efter lederpositioner i gruppen. Andre opnår status ved at være gode til noget nyttigt, at kunne underholde eller kunne give deres livsvisdom videre, eller hvad det nu kan være. Der er mange mulige statusspil, man kan spille, alt efter hvad man er god til og tiltrukket af.

I vore dage indgår vi ikke bare i én flok, én social sammenhæng. Vi indgår ofte i flere forskellige grupper i kraft af job, familie, vennekredse, fritidsaktiviteter og sociale medier. Og derfor spiller vi også mange forskellige statusspil. Men vi har som regel hver især ét spil, der er dominerende, der hvor vi for alvor kan opnå status. For nogle er det at være leder på arbejdspladsen. For nogle er det at dyrke deres skønhed, rigdom eller charme. For nogle er det at være god til gør det selv-arbejde eller til at synge eller tegne. For nogle er det et moralsk, religiøst eller politisk tilhørsforhold – der kan ligge status i at være woke, liberal, vaccineskeptiker, miljøbevidst, veganer, patriot, islamist eller spirituel. Der kan være status i at meditere, dyrke crossfit, strikke, bokse, spille bridge eller brygge sin egen øl. Og status i én gruppe giver ikke nødvendigvis status uden for gruppen. At være en habil og kreativ strikker giver først og fremmest statuspoint blandt andre strikkere.

Samtidig spiller nogle af disse grupper som samlet enhed et statusspil i forhold til andre grupper, hvad enten der er tale om en fodboldklub, en medievirksomhed, et politisk parti eller en hel nation. Minoriteter kæmper statusspil for at blive anerkendt af majoriteten. Hele folkeslag kæmper om at blive anerkendt af verdenssamfundet. Grupper, der har været udsat for grusomme ting fra statens side, kæmper for at få en officiel undskyldning – og dermed en anerkendelse af deres status som en gruppe med rettigheder. Også på gruppeplanet kan statuskampen for anerkendelse og respekt være forbundet med store følelser.

Vi måler ifølge Will Storr hele tiden ubevidst vores status i forhold til dem, vi er omgivet af i det konkrete statusspil. Status er noget relativt. Det oplevede jeg selv for nylig, da jeg var godt tilfreds med, at det trods corona og problemer med stress var lykkedes mig som freelancer at opnå en anstændig årsløn, syntes jeg – indtil jeg indtastede min løn i en statistisk tjeneste på nettet og fik at vide, at min løn stadig hører til i den nederste fjerdedel af danskernes indkomst. Samme tal, to forskellige vurderinger. Den første vurdering er glæden over, at jeg kan leve af det, jeg interesserer mig for. Den anden er, at de fleste andre tjener langt mere end mig. Jeg er heldigvis hurtigt vendt tilbage til den første vurdering, som burde være det eneste, der talte, men jeg mærkede lige den dér fornemmelse af et statustab sammenlignet med andre.

Det handler nemlig ikke bare om penge. Vi måler ikke kun vores løn i forhold til, hvad vi har af udgifter, men i forhold til, hvilken status den repræsenterer inden for et bestemt fag sammenlignet med de andre på samme niveau. En britisk undersøgelse fra år 2000 viste, at 70 procent af britiske kontorarbejdere hellere ville have en mere statusgivende jobtitel end en lønforhøjelse. Og en lang række undersøgelser viser, at jobtitler i hvert fald er noget, man går op i. Status er vigtigere end penge. Og det gælder ikke kun i vores del af verden.

Faktisk er der ikke et samfund, en gruppe, en kultur, der ikke er præget af statusmekanismer. Et af Will Storrs mere spøjse eksempler på statussymboler er et antropologisk studie fra den mikronesiske ø Pohnpei, hvor der i årtier var en kamp mellem mændene om, hvem der kunne dyrke den største yams, altså den her sødlige rodfrugt. Hvert år blev manden med den største yams kåret som nummer et’ af høvdingen, og jagten på den prestige greb så meget om sig, at mændene på øen lod deres præmieyams gro i op mod ti år. De endte med at være gigantiske, de største nåede en vægt på omkring 90 kilogram. Samtidig med at de stræbte mod at vinde konkurrencen og gik gennem enorme anstrengelser for det, var det ugleset at være stolt af sin yams; man skulle virke nærmest ligeglad, som om man ikke gik spor op i det. Og det er noget, vi gør, underspiller vores stræben efter status. Det giver nemlig ikke status at være grebet af jagten.

Men vi underspiller det ikke kun over for andre, også over for os selv. Når vi er så relativt dårlige til at indse, hvor meget status præger vores adfærd, er det ifølge Will Storr, fordi vores selvbillede bliver skabt gennem en fortælling, vores hjerne laver om os selv. I din selvfortælling er du selv hovedpersonen, og du er optaget af at forklare, hvorfor dit liv har formet sig, som det har, og hvorfor du traf de valg, du traf, viser hjerneforskning. I denne fortælling vil du ofte være drevet af ædle motiver og værdier. Du har handlet, som du bedst kunne, når du var presset, du har levet efter moralske principper om at behandle andre ordentligt, du har kæmpet for det, du troede på. Det behøver slet ikke være forkert. Men bag denne strukturerede fortælling ligger der bare samtidig et morads af uigennemskuelige impulser og tilfældigheder, der også spiller ind. Og en af de impulser er trangen til status, som ikke altid passer så godt ind i den ædle selvfortælling.

Så hvordan foregår det mere præcist, når statusdriften udfoldes? For at forstå det, så lad os se på tre forskellige former for statusspil.

Will Storr inddeler nemlig statusspil i tre typer: dominansspil, successpil og dydsspil. Lad os begynde med den første type: dominansspil. Det er den mest primitive form for statusjagt. Vi ser statusspil i sin rene form hos dyrene, når den stærkeste bavianhan bliver flokkens leder for igen at detroniseres, når han bliver gammel og svag. Eller når kronhjorte i brunst brøler og slås om at få lov at parre sig med hunnerne. Mennesker benytter sig stadig af dominans, selv om det er på retur i nutidens civiliserede adfærd. Dominans udøves for eksempel af den stærke leder og det dygtige røvhul’, der spiller et magtspil ved at lukke nogle ind og andre ude, og som udnytter sin magt til at få sin vilje – og som bekendt nogle gange også til at få sex.

Men dominans benyttes også af mobbere og intrigemagere. Og cancel culture, hvor store grupper af mennesker boykotter offentlige personer, der har trådt ved siden af og sagt noget forkert, er et mere kollektivt dominansspil. Man behøver nemlig ikke på forhånd have høj status for at spille dominans’, man kan blot benytte sig af de magtmuligheder, man nu engang har. Når man forsøger at stække andres status gennem en sådan magtudøvelse, er det også et dominansspil. Selv noget så småt som et dominerende kropssprog med en tung gang og armene ud til siden, når man går ned ad gaden, er et dominansspil, som vi kender blandt andet fra kriminelle miljøer.

Successpil handler i stedet om at være dygtig til noget, som er nyttigt eller interessant i de sammenhænge, man indgår i, og at få anerkendelse for det. Hvad enten man er god til fodbold, har tjent mange penge, er kendt eller har mange følgere på Instagram, spiller man et successpil.

At få succes er et privilegium, uanset om man har succes med sit arbejde, sit udseende eller sin Instagram-profil. Folk anerkender én og ser op til én, og i mange brancher er succes simpelthen betingelsen for at kunne leve af det, man beskæftiger sig med. Men det er ikke lige meget, hvordan man når succesen, og om den opleves som fortjent. Vi kender det fra de sociale medier, hvor der for eksempel er influencere, der har mange hadefølgere’, der udelukkende følger dem for at blive bekræftet i, at de er for meget og ikke har fortjent deres succes. Jo mere tilfældig og overfladisk deres succes forekommer, des flere af denne type følgere vil der som regel være.

Will Storr taler om Prins Charles-paradokset’ for at illustrere den tvetydighed mellem at have succes og være set ned på. Engelske Prins Charles har en enorm formel status i kraft af at være kronprins; man kan næsten ikke rangere højere. Og samtidig bliver der set ret meget ned på ham i offentligheden, hvor hans uformelle status er langt lavere. (Han hører i øvrigt til en særlig afart af successpil, idet han er født med sine privilegier snarere end at have opnået dem).

Dydsspil, den sidste af de tre typer, er en måske lidt gammeldags klingende betegnelse for, at man får eller taber status i kraft af sine værdier, sine handlinger og sin moral. Dydsspil fylder virkelig meget i disse år, ikke kun med sociale medier, men også med #MeToo-sager, klimakrise og identitetspolitik.

Også vaccinedebatten er præget af dydsspil. Både dem, der går stærkt ind for vacciner, og dem, der er stærkt imod vacciner, mener, de gør det rigtige, og mange ser ned på dem, der træffer det modsatte valg – de tildeler dem en lavere status end dem på deres eget hold. Will Storr skriver i The Status Game om en amerikansk kvinde, Maranda Dynda, der i 2012 kom med i en Facebook-gruppe for mødre, der var imod vacciner, og gradvist blev radikaliseret. Det var nemlig sådan, at jo mere rabiat man var, des mere status gav det i gruppen, hvilket hun selv mærkede og jagtede. På den måde blev hele gruppen gradvist radikaliseret i sit ekkokammer. Det var først, da medlemmer begyndte at benægte eksistensen af aids og tale om, at de uvaccinerede ville blive sendt i dødslejre, at Maranda Dynda fik for meget og forlod gruppen i ubemærkethed. Da hun nogle måneder senere skrev et opslag på sin blog om, at hun og hendes datter var blevet vaccineret, fik hun dødstrusler fra dem, der før havde rost hende for at være en fantastisk mor. Når man falder fra højstatus til lavstatus, falder man tungt.

Uden at forstå disse dydsspil kan man ikke helt forstå den radikalisering, der kan forekomme i visse politiske, religiøse og spirituelle miljøer, der lukker sig om sig selv. Her giver det statuspoint at være ekstrem og konsekvent. Her giver det ikke status at tvivle, at bidrage med nuancer eller at se tingene fra et andet perspektiv.

Hvis du synes, de tre typer er en lidt firkantet inddeling, så har du helt ret. Selv om statusspillene overordnet kan inddeles i disse tre typer, findes typerne sjældent i deres rene form. Will Storr nævner selv Donald Trump som en dominansspillende præsident i modsætning til Obama, der i højere grad spillede et dydsspil. Men de fleste statusspil er en kombination af dominans, dyd og succes, hvor en eller to af dem er fremtrædende. For selvfølgelig gik Obama efter magten og udøvede den også, og selvfølgelig er der en stor del successpil hos Trump. Det handler om blandingsforholdet mellem dem og om, hvor man får sin primære status fra.

I nogle brancher er successtatussen altafgørende for, hvordan man bliver behandlet. Det har sangskriver Annika Aakjær oplevet meget konkret. Jeg kender hende privat – det siger jeg ikke, fordi det giver status, men fordi min redaktør synes, jeg skal tone rent flag – og efter en uformel snak med hende om emnet stod det mig klart, at det ville være oplagt at interviewe hende til artiklen. Hendes historie i de senere år er nemlig spundet ind i netop statuseffekter.

Da Annika Aakjær begyndte at udgive musik i slutningen af 00’erne, oplevede hun, hvordan branchen styrede en stor del af showet. Pladeselskaberne og musikbranchen har en bestemt måde at tænke succes og potentiale på. De ville gerne putte hende i kasser og have holdninger til, hvilken musik hun skulle lave, og hvordan den skulle præsenteres. Også SoMe-strategien er noget, pladeselskaberne tager sig af. Og Annika Aakjær blev flere gange mødt med den opfattelse, at hun var en smal artist’, altså at hun ikke havde det store kommercielle potentiale.

Men tv-mediet har som bekendt en markant effekt i forhold til at øge ens kendthed i den brede befolkning, og med sin optræden i det populære tv-program Toppen af poppen i 2018 kunne hun straks mærke, at hendes popularitet steg. Da hun året efter optrådte på Zulu Comedy Galla med menstruationssangen Dag nummer to med tilhørende morsom præsentation, fik hun fat i et nyt publikum, og offentligheden fik hende også at se som comedy-entertainer.

Med berømmelse og succes følger status, og med sin øgede status oplevede hun, at noget ændrede sig: Jeg har altid lavet det samme og stået for det samme, men pludselig trængte det igennem til det store publikum. Og det betød, at også de gatekeepers, der før havde afvist mig, nu var nødt til at overgive sig. Og det gav mig en følelse af, at jeg fik ret. For jeg har hele tiden haft en tro på, at det, jeg lavede, var folkeligt og bredt. Og at der var et potentiale i at være sjov. Men jeg fornemmede bare tit den modsatte holdning omkring mig.”

Med den øgede status oplevede hun også, at folk i branchen begyndte at ændre adfærd over for hende. Der kommer pludselig en masse rygklappere. Dem, der ikke sagde hej før, begyndte nu at hilse, og dem, der før ikke troede på mig, ville nu gerne høre mine idéer, for nu var jeg jo blevet god. Jeg kunne jo godt mærke, at det simpelthen var, fordi jeg nu havde en højere status. Det er klamt, det vækker en afsky i mig. Så selv om den nye status virkelig er noget positivt, så er der også nogle ting, der virkelig provokerer mig.”

Det positive ligger ikke mindst i følgende: Jeg kan bruge min status til at slippe for at skulle deale med den slags mennesker og med branchens kasser. Den har givet mig en ny frihed.” Annika Aakjær er i dag blevet et stort navn, og derfor har hun kunnet droppe sit pladeselskab og udgiver i stedet sin musik selv. Hendes status har givet hende en frihed fra pladebranchens snævre måde at tænke på og dens interne magtmekanismer, der også i høj grad handler om status. Jeg må erkende, at de fleste mennesker er tiltrukket af status. Det tror jeg også gælder på en helt almindelig arbejdsplads. Men i modsætning til de fleste andre brancher, så skifter det hele tiden, hvem der har status i musikbranchen. Vi skiftes til at være Jeppe på bjerget!” udbryder hun med henvisning til den gamle Holberg-komedie, hvor den drikfældige bonde Jeppe bliver lagt i baronens seng og for en kort bemærkning får en kæmpe status til låns.

I pladebranchen kan det ene års hit være det næste års fuser, og derfor er det vigtigt for Annika Aakjær ikke at blive for grebet af den statusenergi, hun har fået, og tro, at Jeppe ligger permanent i baronens seng, men at holde fokus på det kunstneriske projekt, hun hele tiden har haft: Det er positivt, at mange vil mig noget, og der er mange fristende tilbud. Men jeg vælger det, der giver mening for mig at stille op til. Min rettesnor er, at det enten skal være sjovt, eller også skal det være kunst.”

Annika Aakjær fortæller altså, at hun bestræber sig på at forvalte sin status på en hensigtsmæssig måde med begge sine nordjyske ben på jorden på trods af de mange fristelser, den rummer, også for hende, hvilket hun skal være den første til at indrømme.

For nogle kan statussen blive næsten som et narkotisk stof, hvor statussen giver en rus, og de begynder at jagte den over alt andet. Det bliver man ikke et bedre menneske af, tværtimod, noget tyder på, at de samme mekanismer indtræder, som når man får tildelt magt – altså retten til at bestemme over andre. Man føler sig bedre end de andre, føler, at man har mere ret til ting end andre og kan i det hele taget blive en nederen person. Især hvis man i forvejen besidder narcissistiske træk, fortæller Will Storr i bogen.

Man bliver da heller ikke lykkelig af at få tildelt status. Det er en uendelig jagt, hvor selv dem på toppen vil have endnu mere. Tag nu Will Storrs yndlingseksempel Paul McCartney, der har så meget status, som man overhovedet kan få som musiker. Alligevel er han ikke helt tilfreds med, at hans navn står sidst i angivelsen af sangskriverparret Lennon-McCartney på Beatles-udgivelserne. Så når han har haft chancen, har han byttet rundt på rækkefølgen på sine egne udgivelser, så hans eget navn står først. Der er mange sådanne eksempler på, at folk med maksimal status stadig kæmper små statuskampe.

Og når man mister status, er det noget, der gør virkelig ondt. Ydmygelser, vanære og udstødelse er som sagt smertefuldt på et helt grundlæggende niveau. I de mest ekstreme tilfælde kan det føre til drab eller selvmord. Og i den helt store skala brugte nazisterne som bekendt ydmygelsen efter Første Verdenskrig som en løftestang. Firkantet sagt handlede den del af retorikken om at få revanche for Tysklands tab af status efter at have tabt krigen. At genrejse den nationale stolthed og at udpege en befolkningsgruppe, hvis status man kunne først nedgøre og derefter gradvist eliminere til et punkt, hvor deres liv ikke længere var noget værd.

I lyset af de her skrækeksempler og alt det negative ved statusjagt kunne det lyde som noget, vi bare burde stoppe med. Men for det første kan det ikke lade sig gøre, netop fordi status er overalt ifølge Will Storr. Og for det andet kan status også være af det gode.

Succes-statusspil har skabt store dele af de vidensmæssige, teknologiske og samfundsmæssige fremskridt, historien er så rig på. Hvis ikke der var mennesker, der stræbte efter at være dygtige til at tænke, opfinde og udvikle, ville vi for eksempel ikke have bøger, kloakering og elektricitet.

Og dydsspil kan gøre verden til et bedre sted, så længe det bliver spillet på en hensigtsmæssig måde. Will Storr har ikke meget tilovers for de mere ekstreme sider af woke-bevægelsen, som han mener blander dominans ind i deres identitetspolitiske dydsspil på en måde, der indimellem har nogle uskyldige ofre, der kommer til at udtrykke sig en lille smule forkert, men i den bedste mening, og så bliver savet over på de sociale medier.

Men i udgangspunktet er dydsspil af det gode. At man gerne vil stå for nogle værdier og nogle visioner og praktisere en adfærd, som er beundringsværdig, er i udgangspunktet positivt. Det er det, der har skabt demokratier, borgerrettighedsbevægelser, frihedsidealer og klimabevidsthed.

Det afgørende er, at man spiller statusspillet på den rigtige måde. Og Will Storr giver nogle anvisninger til hvordan. Noget af det er næsten banalt: at man holder fast i sine værdier, at man slet og ret opfører sig ordentligt, at man vælger sine venner med omhu, at man dyrker varme, oprigtighed og dygtighed og har det fælles bedste for øje. Det kan nemlig også give status at være et ordentligt menneske i stedet for et egoistisk røvhul. Hvis man er det, er der ikke noget farligt ved statusdriften.

Men der er mere: Han siger også, at man skal inddele sine statusspil i hierarkier i stedet for enten at satse på ét spil eller på en masse sidestillede. Satser man på ét spil, kan man blive radikaliseret. Sidestiller man dem alle, kommer de til at fylde for meget i ens liv. Man skal have et primærspil og nogle sekundære spil. Så hvis du er anerkendt som superstrikkeren i vennekredsen, så glæd dig over det, og lad det være okay, at du aldrig blev god til at spille klaver, banalt sagt.

Endnu et råd er at fokusere på de mennesker, der virkelig betyder noget for dig, frem for en masse mennesker ude på de sociale medier. Og lad være med at være alt for moralsk fordømmende over for andre mennesker i dydsspillene. Hvis du tror, du altid har ret, bliver du en moralsk tyran og spiller snarere et nederen dominansspil.

Disse råd er ikke originale eller overraskende, men man får alligevel et andet blik på sit sociale liv set gennem statuslinsen. Man kan hurtigt bilde sig ind, at man er hævet over status, men efter at have læst denne bog er det helt tydeligt, at det er der ikke nogen, der er. Og når det nu er sådan, lyder bogens hovedbudskab, er det bedre at erkende dem, så man kan håndtere dem aktivt og i tråd med ens værdier i stedet for at lade dem styre én ubevidst. At være herre over sin egen statusdrift.

Jeg vil dog insistere på, at der naturligvis også er lommer, hvor status ikke spiller nogen videre rolle. For eksempel når jeg går tur med min datter, eller når jeg krammer min kæreste efter ikke at have set hende i mange dage. Er det naivt? Måske. Men jeg har brug for at tro på det.