På overfladen skete der ikke rigtig noget med Lene Dalgaards arbejde, da coronakrisen ramte. Mens store dele af den danske arbejdsstyrke blev sendt hjem for at arbejde bag en computerskærm, blev Lene Dalgaard ved med at møde ind på sit arbejde som sosu-assistent og aftenvagt på det plejehjem i Odder, hvor hun er ansat. Plejen, omsorgen og at få hverdagen til at fungere for de ældre på plejehjemmet kan ikke klares fra distancen, så ligesom tusindvis med arbejde som renovationsarbejdere, fragtfolk, butiksansatte eller chauffører foregår hendes arbejde – som altid – uden for hendes hjem.

Men hendes oplevelse af at gå på arbejde og hendes tanker om hendes rolle i samfundet ændrede sig med ét. Opgaverne er lidt anderledes, nu da de ældres pårørende er forment adgang til plejehjemmet, men også Lene Dalgaards syn på hendes arbejde har forandret sig. I 2014 blev hun uddannet sosu-assistent, og nu – med coronakrisen – er det, som om betydningen af det valg står tydeligere frem.

“Dengang jeg besluttede mig for at blive sosu-assistent, kunne jeg godt tænke, om det nu var det rigtige,” fortæller hun en formiddag over telefonen, “men jeg har fået bekræftet nu, at det er det rigtige for mig.”

Vigtigheden af hendes arbejde, siger hun, er tydeligere end nogensinde. Til gengæld er det også blevet tydeligt, at de, der ligesom hende arbejder i jobs, der ikke kan klares hjemmefra i sikkerhed for smitterisikoen, også er dem, der ofte hører til blandt de lavestlønnede.

“Det er de lavtlønnede fag, som er ude for at få hjulene til at køre rundt,” siger hun og fortæller, at hun samme aften skal på arbejde igen, og at det bliver uden værnemidler. “Vi har ikke nogen visirer eller mundbind på. Det fortæller jo også lidt om, hvad det er for en status, vi har. Vi hører til i det lave hierarki på arbejdsmarkedet. Vi tæller ikke ret højt, hverken løn- eller anerkendelsesmæssigt.”

Coronakrisen, med andre ord, fungerer som et slags forstørrelsesglas for Lene Dalgaard. Jobbet som sosu-assistent har altid været lavtlønnet, men nu ser vi kontrasten mellem, hvor fundamentalt arbejdet er for samfundet, og hvor lavtlønnet det også er. Og forstørrelsesglasset fremhæver ikke bare vilkårene for landets sosu-assistenter. Mens mange vellønnede grupper i samfundet har kunnet forskanse sig på hjemmekontorerne og ventilere nye erkendelser om work-life-balance på de sociale medier i det, en klummeskribent i magasinet Wired har døbt “den hyggelige katastrofe”, har andre for en langt lavere løn leveret pizzaer og pakker, hentet skrald og passet pårørende for netop de hjemmearbejdende – og udsat sig selv for en smitterisiko samtidig.

Det gælder ikke bare i Danmark. Rundtomkring på kloden er historien om corona-pandemien i gang med at handle lige så meget om ulighed som om sygdom. Hvis du her i landet for eksempel er en af de tusinder af danskere, der har mistet dit job under coronakrisen, er der størst chance for, at du har en kort uddannelse, og at du har været ansat inden for de fag, som i forvejen ikke hører til blandt de højestlønnede – hotelbranchen, restaurationsbranchen og transportbranchen. I USA kommer uligheden til syne på hospitalsgangene, hvor afroamerikanere er i større risiko for at dø af COVID-19 end hvide. I Asien, vurderer Verdensbanken, vil 24 millioner mennesker blive sendt ud i fattigdom på grund af krisen, i Mellemøsten gælder det for otte millioner mennesker. I Afrika er der stor risiko for, at de største følger af COVID-19 ikke er selve sygdommen, men den voldsomme hungersnød, som ser ud til at følge i halen på de økonomiske konsekvenser af pandemien.

Den ulighed, der både kommer til syne og forstærkes under krisen, har da også sat ild til fornyede diskussioner om politiske størrelser som omfordeling og borgerløn hos så forskellige folk som paven i Rom, den franske præsident Macron og – ja, faktisk – Donald Trump i USA.

“Det kan være,” som Lene Dalgaard siger fra sin telefon i Odder, “at det her kan ændre en lille smule.”

Hvis man vil forstå, hvordan sammenhængene mellem corona som sygdom og corona som en ulighedsskaber ser ud, kan det give mening at spole helt tilbage til selve virussets udspring – eller rettere til det tidspunkt, da corona sprang fra dyr til mennesker. Man ved endnu ikke helt præcist, hvordan sygdommen endte hos mennesker, men man regner med, at virusset oprindelig kommer fra flagermus. Til gengæld ved man med stor sikkerhed, at der findes en sammenhæng mellem det faktum, at mere og mere regnskov fældes af mennesker – ofte for at finde nye måder at brødføde sig selv og familien på – og så det faktum, at sygdomme, der hopper fra dyr til mennesker, er i stigning. Allerede år inden coronaepidemien blev der udgivet videnskabelige forskningsrapporter, der blotlagde, hvordan risikoen for, at dyr smitter mennesker med nye sygdomme, stiger, når regnskov bliver ryddet, og folk flytter ind på de fældede områder, hvor de kommer i tættere kontakt med skovens dyr.

Sat på spidsen kan man kalde coronaepidemien et produkt af selve den måde, vi fordeler – eller netop ikke fordeler – klodens ressourcer på. Det er i hvert fald konklusionen, hvis man spørger professor og havbiolog Katherine Richardson, der hører til blandt verdens tunge videnskabsfolk, når det kommer til globale ressourcespørgsmål.

“Der er masser af videnskabelig litteratur om zoonoser – sygdomme, som vi får fra dyr – og de kommer fra dyr til os, fordi vi fælder de habitater, som de vilde dyr i gamle dage boede i. Nu kommer vi tættere og tættere på hinanden, så det er meget velkendt, at zoonoser er stigende,” siger hun og slår fast: Klodens fødevaresystem er sådan indrettet, at omkring en tredjedel af alle fødevarer hvert år bliver smidt ud eller går til spilde på anden vis, mens millioner af mennesker går sultne i seng. Hvis ressourcerne var fordelt anderledes, ville behovet for at fælde regnskov og opdyrke nye marker ikke være det samme. Og risikoen for, at nye sygdomme hopper fra dyr til mennesker, ville være mindre.

“Hele coronakrisen,” som Katherine Richardson siger, “er et spørgsmål om, hvordan vi bruger klodens ressourcer. Og det er folk ved at få øjnene op for.”

Men corona stiller også på anden vis skarpt på, hvordan ressourcer og privilegier i dag er fordelt mellem forskellige samfundsgrupper. Tilbage i marts var der mange, der stadig ikke havde forstået alvoren af det nye virus – i hvert fald så Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm sig nødsaget til på et pressemøde at skære tingene helt ud i pap for især de velstillede med et godt helbred.

“I starten af det her er det de stærke og de raske, som bliver smittet, det er de ressourcestærke, som har haft overskud til at rejse på skiferie i Sydeuropa eller til konference og vender tilbage og er smittede,” sagde Søren Brostrøm. “Det er også en del af sandheden, men det, vi skal være opmærksomme på, er, at vi begynder at smitte folk, der ikke er ressourcestærke – vores ældre, vores svage – og så begynder vi at se alvorlig sygdom og desværre også dødsfald.”

Sygdom og ulighed, mindede direktøren altså om, er to størrelser, der sjældent kan skilles ad.

For nylig spurgte vi blandt Zetlands medlemmer, om nogle af jer, der arbejder ude bag kasseapparaterne eller på hospitalsgangene under coronakrisen, havde lyst til at dele jeres tanker om netop det. Det var på den baggrund, vi fik en snak med Lene Dalgaard, sosu-assistenten fra Odder, men også andre henvendte sig og delte tankevækkende erfaringer. En af dem var Kristian Mouritzen fra Thisted, der sidder bag kassen i Rema 1000.

“Jeg har sagt til min chef, at jeg ikke er bange for at komme på arbejde,” fortalte han. “Jeg er ikke bange for at blive syg.”

Også Marie Gottlieb, der er genbrugsvejleder på en genbrugsstation på Amager, fortalte os om sin oplevelse af at arbejde ude, mens det, der føles som stort set resten af landet, arbejder hjemme.

Hvad der gik igen i snakkene med de ‘udearbejdende’ Zetland-medlemmer, var, at de alle udtrykte stolthed over at bidrage under krisen. Morgenen efter Mette Frederiksen havde beordret obligatorisk hjemmearbejde for alle offentligt ansatte uden samfundskritiske funktioner, cyklede Marie Gottlieb, som hun siger, “enormt stolt” på arbejde, fordi hun “skulle være en af dem, der skulle sørge for, at Danmark ikke blev kørt helt i sænk.” Lene, Kristian og Marie fortæller også, hvordan de under coronakrisen har mærket en erkendelse af, at deres arbejde ikke bare er et arbejde, men et, der bliver betragtet som så vigtigt for resten af samfundet, at de bliver nødt til at møde ind om morgenen. For vores alle sammens skyld. Også selv om det kan have store konsekvenser for, hvordan de kan leve deres liv.

“Jeg har besluttet mig for, at så meget som muligt vil jeg sidde på mit eget værelse i min egen lille boble. Jeg besøger ikke min mormor og morfar,” siger Kristian Mouritzen. Han vil ikke risikere at smitte sine bedsteforældre, som han er vant til at se meget. “Det har været et stort indgreb i min hverdag at sige, jeg ikke vil besøge dem, fordi det kan gøre dem syge. Det har været det værd, men det er jo et afsavn, man lider.”

Men Marie Gottlieb, genbrugsvejlederen, fortæller også om en anden følelse. Nemlig oplevelsen af at gå og knokle og udsætte sig selv for smitterisiko, mens andre kan blive hjemme.

“Nu skulle jeg sørge for, at Danmark løb rundt, og sørge for, at det her ikke blev et helt galt scenarie,” siger hun. “Og så kommer private hr. og fru Jensen og vil gerne af med haveaffaldet. Det kunne de måske godt have ventet med. Det var en følelse af: Hvor vigtigt er det at komme af med dit affald i forhold til mit helbred – på bekostning af mig og mine kolleger?”

Marie, Kristian og Lene er i sagens natur langtfra alene med deres erfaringer af at høre blandt dem, der yder nogle af samfundets mest basale – og dermed måske også vigtigste – funktioner under coronakrisen. Verden over har millioner af mennesker gjort sig samme erfaring som dem. Så hvad vil der ske med den erfaring, når krisen klinger af? Bliver den et individuelt minde? Eller en kollektiv kraft af den slags, som politikere vil lytte til?

Den franske præsident Emmanuel Macron sagde allerede i april i et stort interview i Financial Times, at han mener, coronakrisen bliver begyndelsen på en regulær transformation af den nuværende kapitalistiske samfundsmodel. I påsken offentliggjorde Vatikanet et brev fra paven til alle dem, der under coronakrisen arbejder i ‘frontlinjen’, hvori han skrev, at tiden måske var kommet til at indføre borgerløn. I USA besluttede Trump-regeringen i april at give helt almindelige mennesker med en lav indkomst op til 1.200 dollars som et engangsbeløb, og selv om det næppe kan kaldes omfordeling efter skandinaviske dimensioner og slet ikke borgerløn, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at en statsleder som Trump, der ikke just er kendt for at synes, staten skal give borgerne penge, gav staten lov til netop det.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor dybt de forandringer stikker, og om de – ligesom det skete i kølvandet på nogle af de største kæmpekriser i det 20. århundrede – vil udmønte sig i større socialreformer og historiske omfordelingspolitikker. Nils Arne Sørensen, der er professor i historie på Syddansk Universitet, peger på, at det efter de to store verdenskrige var payback time for den mindre privilegerede samfundsgruppe. Katastroferne gik på tværs af klasseskel, krigen havde man gennemlevet “som et fællesskab”, og på den anden side stod omfattende sociale reformer, hvor “de velbjergede får et ansvar for de mindre velbjergede, som også har løftet,” siger Nils Arne Sørensen. Og tilføjer: “Det er vel også det, der sker i coronakrisen.”

Men på trods af fællestrækkene mellem pandemiens enorme krise og de to verdenskrige har Nils Arne Sørensen alligevel en del forbehold over for sammenligningen – og dermed også over for, om krisen vil sætte sig fast i en erfaring, der vil blive omsat til en ny omfordelingspolitik.

Begge krige udgjorde regulære eksistenskampe, hvor nationalstater risikerer at gå under – og gik under. Den situation står vi ikke i i dag. Desuden, bemærker han, står der ikke en stor alternativ samfundsmodel og lokker på samme måde, som det kommunistiske Rusland – eller Sovjetunionen – gjorde for en hel del mennesker efter begge verdenskrige. Der er ikke en samfundsmodel, folk kan pege på og sige: “Hvis ikke I stikker mig en højere løn, foretrækker jeg den her radikalt anderledes model.”

“Det mest nye, der er sket, er, at lige pludselig kan vi se, hvem der har kritiske jobs. Det er sundhedspersonale, men det er også dem, der sidder i supermarkedet, dem, der klarer renovationen, og dem, der bringer alle de her internetpakker, vi køber. Lige pludselig bliver det tydeligt, at uden dem fungerer samfundet ikke. Men det fungerer fint nok uden 200 konsulenter,” siger Nils Arne Sørensen. Men han tror ikke nødvendigvis, at det vil bringe varige forandringer med sig.

Måske vil pavens forslag om borgerløn og andre radikale forslag oven på coronakrisen i fraværet af andre samfundsmodeller snarere svinde ind til en historisk parentes.

Eller måske sker der lige det modsatte. Det både tipper og hepper Guy Standing i hvert fald på. Han er tilknyttet University of London og levede længe et liv som forholdsvis perifer venstrefløjsøkonom, indtil han i 2011 udkom med bogen Prekariatet – Den farlige nye klasse, der i dag er oversat til 24 sprog. I bogen forudså Standing nærmest profetisk baggrunden for en masse af de politiske omvæltninger, der har præget verdensordenen gennem de seneste fem års tid, og gav navnet ‘prekariatet’ til en ny klasse af frustrerede mennesker, der i en globaliseret verdensøkonomi lever i dyb usikkerhed, både økonomisk og eksistentielt – prekariat er en sammentrækning af ordene precarious (der betyder usikker) og proletariat. Lige siden Guy Standing var studerende, har han advokeret for, at staten bør give alle borgere et månedligt beløb, som sikrer deres eksistens – helt uden modydelser. Fordi, siger han, den velstand, vi alle sammen lever af, skyldes fortidens generationer, ikke os som enkeltindivider, og derfor bør alle få del i den. Og nu – med coronakrisen – har muligheden for at få politisk medvind til idéen om borgerløn aldrig været større, siger han.

“Det er en no-brainer på det her punkt. Men det betyder ikke, at der ikke vil være en modstand.”

Gennem de seneste 40 år har Guy Standing flere gange været tæt på politiske ledere eller begivenheder, hvor han har argumenteret for borgerløn. For eksempel blev han chef for Sydafrikas arbejdsmarkedskommission, da Nelson Mandela blev præsident. Og han foreslog – uden held – at regeringen skulle indføre borgerløn i Sydafrika. Alle de gange, han har set muligheden for at få indført borgerløn, har det sådan set fejlet. Men med coronakrisen er mulighederne altså mangedoblet, mener han.

“Denne gang giver jeg det 50 procents chance.”

Standings nylige optimisme kommer flere steder fra. For det første argumenterer han for, at borgerløn ikke længere bare er det eneste rigtige at gøre etisk. Han mener også, at det vil være den mest effektive måde at få gang i hjulene på, når vi skal ud af den økonomiske krise. Og faktisk er der flere lande, der allerede er ude i noget, der lugter lidt derhenad. I Canada vedtog regeringen i marts en hjælpeplan, der blandt andet indebærer, at alle lavtlønnede, der har mistet deres job på grund af pandemien, vil få 2.000 dollars om måneden – i fire måneder. I Spanien arbejder regeringen på noget, der kan blive en permanent borgerløns-lignende model for de omkring én million familier, der har den laveste indkomst. Vores egen danske økonomiske overvismand har foreslået, at vi skal uddele lommepenge til folk med høj forbrugstilbøjelighed – det vil sige folk, der i forvejen ikke har så mange penge. Men det, der for alvor gør, at Guy Standing nu giver sin fremtidsdrøm gode odds, er, at rigtig mange mennesker rundtomkring på hele kloden er i færd med at få en helt ny erfaring af, hvordan livet også kan se ud. Verden bevæger sig pludselig i slowmotion. Idealet om konstant vækst og fart er sat på pause.

“Krisen tvinger os til at fokusere på familien, fællesskabet, de basale behov, taknemmelighed for naturen og opdagelsen af, at vi kan skrue tempoet ned. Tage en anden retning i livet i stedet for at ræse rundt og forfølge forbrug. Den har en interessant effekt på vores måde at leve på. Og jeg tror ikke, vi kommer til at vende om. Vi har brug for at huske, at vi kun er her i kort tid, og jeg tror, det har den effekt, at det får os til at tænke på det basale,” siger Guy Standing. “Min søn har kontaktet mig mere i de seneste tre uger end de seneste tre år.”

Men hvor det er nogle forundt at opleve et liv i lavere gear, knokler andre på for at udfylde det, der nu er døbt ‘kritiske jobs’ – basale jobs, som flere er blevet mindet om er helt afgørende, netop fordi de er basale, siger Guy Standing.

“Men vi fortæller vores politikere: Vi ønsker ikke, at vores sygeplejersker modtager en tiendedel af finansfolkene. Det finder vi os ikke i. Folk, der udfører omsorgsarbejde – de er ofte underbetalte og ofte kvinder – er de mest værdifulde i vores samfund. Og flere af os bliver smertefuldt opmærksomme på, at det er tilfældet. Jeg synes, vi skal sige til politikerne, at de skal give mere til dem, der får samfundet til at løbe rundt.”

Hvis man spørger Lene Dalgaard, sosu-assistenten fra Odder, er det ikke globale forandringer i Guy Standings borgerløns-skala, hun umiddelbart efterlyser. Men hun håber alligevel, vi især vil tage én ting med os ind i tiden efter coronakrisen: evnen til at sige tak. Da det var påske, fik de på hendes arbejde for første gang en lille påskekurv, fordi de havde ydet en ekstra indsats. Og det gjorde virkelig indtryk på hende.

“Det mangler man meget inden for den her verden. Hvor mange steder får man en julegave, når man er offentligt ansat og ansat i en kommune som sosu? Jeg har da været steder, hvor jeg ikke engang fik et julekort. Ikke engang et julekort, hvor der stod ‘Du og din familie ønskes en glædelig jul’,” siger hun. Så tænker hun sig lidt om. Og tilføjer så: “Det synes jeg da er det mindste, man kan gøre. Det giver noget arbejdsglæde. Og det har alle mennesker brug for.

Lydudgaven af denne artikel er blevet til med Mads Olrik som redaktør og Jakob Franck som klipper og lydmager.