Vores forsøg på at redde de svage kan vise sig at være “verdenshistoriens største fejltagelse,” siger stjerneforfatteren Daniel Kehlmann

OVERVÆLDETDen tysk-østrigske stjerneforfatter Daniel Kehlmann har altid taget Europas åbne grænser for givet. Nu er alt forandret: “At sige, at det føles underligt, er en underdrivelse. Det føles fuldkommen sindssygt.” Foto: Vincent Tullo, The New York Times/Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

15:06

Derfor skal du læse denne artikel

Forfatteren Daniel Kehlmann har solgt millionvis af bøger ved at skrive historiske romaner, der siger lige så meget om nutiden som fortiden. Hans seneste roman handler om pestens hærgen, og dens relevans lige nu er et chok for ham. Ifølge Kehlmann er den store indsats mod corona historisk enestående. Og den kan vise sig at være en meget stor fejl.

I romanen Tyll, forfatteren Daniel Kehlmanns seneste værk, handler et af kapitlerne om videnskabsmanden Dr. Kircher og hans jagt på en drage. Vi springer rundt i årene 1618-1648, i Tyskland, Østrig og Nederlandene under trediveårskrigen, og ifølge Dr. Kircher holder en af Europas sidste drager til i Holsten. Det er bydende nødvendigt, at han finder den, for han skal bruge drageblod og -galde for at kurere den pest, der hærger Europa.

Ligesom de fleste andre hovedpersoner i Tyll er Dr. Kircher baseret på en virkelig, historisk figur, den jesuitiske videnskabsmand Athanasius Kircher. Og lige nu, i det, der med et slag er blevet corona-pandemiens tid, føles romanens historiske virkelighed og Dr. Kirchers søgen efter en kur mod samtidens sygdomssvøbe kun alt for relevant som spejl for Europa her og nu.

Det er helt tilfældigt, at det er sådan. Da Daniel Kehlmann skrev kapitlet for et par år siden, havde han nemlig et helt andet mål med det:

Jagten på dragen og kuren mod pest var tænkt som et komisk indslag i det mørke, bogen ellers udgør. Men det virker mindre morsomt nu, hvor corona-pandemien har ramt os,” fortæller Daniel Kehlmann på en Skype-forbindelse fra New York. Her har den tysk-østrigske forfatter boet de sidste fem år, og her kunne han netop i disse dage have fejret, at Tyll nu også er udkommet på det amerikanske marked til en bølge af begejstrede anmeldelser. – hvis ikke det altså var, fordi New York er i undtagelsestilstand, og alt er lukket ned. Verden er, igen, hærget af sygdom.

Det er ikke første gang, Daniel Kehlmann har oplevet, at hans historiske romaner pludselig har vist sig at være meget mere samfundsaktuelle, end han havde drømt om. Det skete første gang i 2005, da romanen Opmålingen af verden udkom. Bogen solgte flere millioner eksemplarer, blev oversat til over 40 sprog og gjorde Kehlmann til en af Europas mest læste og anmelderroste forfattere. Den etablerede ham også som samfundsobservatør og politisk tænker, og han kommenterer ofte på politik og historie i interviews.

Opmålingen af verden handler om den tyske biolog Alexander von Humboldt og hans banebrydende opdagelsesrejser fra 1790 til 1829, om konflikten mellem religion og videnskab og de allerførste tegn på klimaforandringer. En medrivende fortælling med en filosofisk overbygning, som ramlede ind i den dengang spæde debat om det videnskabelige belæg for menneskeskabte klimaforandringer. Og faktisk var det sammenstød en af årsagerne til, at Daniel Kehlmann valgte det tidlige 1600-tals historie som ramme, da han syv år senere igen tog fat på at skrive en historisk roman. Perioden virkede så anderledes end den tid, han levede i. Det var et af de mørkeste kapitler i Europas historie: Trediveårskrigen hærger kontinentet, ekstrem fattigdom tærer på alt og alle, og de, der ikke dør af krigshandlinger, sult eller kulde, bliver dræbt af pesten.

Jeg var meget fascineret af, hvor u-europæisk det øjeblik i europæisk historie var, hvor fuldstændig anderledes den tid var fra vores, og hvordan det føltes som at besøge et meget, meget underligt museum, når jeg skrev om en tid, som folk levede i for ikke så længe siden. Mens jeg arbejdede på bogen, begyndte tiden, jeg levede i, og verden, jeg skrev om, imidlertid at nærme sig hinanden mere og mere,” fortæller Daniel Kehlmann og henviser til flygtningekrisen, valgene i Storbritannien og USA og den politiske splittelse i Europa, der virker som en afspejling af bogens fragmenterede politiske landskab. Han taler hurtigt for at følge med tankestrømmen, der hopper fra det historiske perspektiv til nutidens udfordringer, og virker skiftevis ophidset over udviklingen og nedslået over situationen.

Det er en af grundene til, at bogen blev så succesfuld, men selv om det hjalp bogen, ville jeg ønske, det ikke var sket,” siger han. Jeg ville ønske, der stadig havde været lige så stor forskel på fortiden og nutiden, som da jeg begyndte at skrive. Nu har selv pesten fået et massivt comeback.”

Bonusinfo. Daniel Kehlmann er født i 1975 i München. Han udgav sin første bog på tysk i 1997 og har siden da skrevet otte romaner og flere teaterstykker, som er blevet oversat til mere end 40 sprog.

For et par uger siden begyndte der at dukke papkasser op med ufattelige mængder ris, drikkevand og toiletpapir i den lejlighed i New York, hvor Daniel Kehlmann bor. Dem havde hans kone, menneskerettighedsadvokaten Anne Rubesame, købt. Hun var overbevist om, at situationen i USA ville løbe løbsk, når corona-pandemien for alvor gjorde landfald. Det var Daniel Kehlmann ikke. På trods af, at han havde brugt årevis af research på pesten og andre pandemier, mente han, at hans kones indkøb var udtryk for paranoia frem for forudseenhed.

Det var først for cirka to uger siden, da Daniel Kehlmanns østrigske mor blev sat i hjemmekarantæne sammen med resten af Østrig, situationen i Italien for alvor eskalerede, og Kehlmann begyndte at læse rapporter om, at USA var ti dage efter Italien, at corona-krisens alvor begyndte at gå op for ham. Han undskyldte over for sin kone for at have kaldt hende sindssyg, gik i panik og lejede en lille hytte tæt på stranden i Montauk på spidsen af Long Island. Her bruger han dagene på at se film med sin søn, følge guvernørens daglige pressemøder, konstant læse nyheder og så på ikke at skrive den roman, han ellers var begyndt at arbejde på. Hytten er bittelille, så det er umuligt at skrive. Men lige nu er alt bedre end at være i New York City, fortæller Daniel Kehlmann.

Vi har lige været tilbage i byen for at hente nogle forsyninger, og katastrofen er ikke synlig, men hele byen er fuldstændig tom og ganske mørklagt. Det er noget af det underligste og mest deprimerende, jeg nogensinde har set.”

Han har kompenseret for de første ugers corona-fornægtelse ved nu at følge nyhederne konstant. Og selv om han til fulde forstår situationens alvor, betragter han en del af de tiltag, der er taget for at sætte verdens befolkning i karantæne, med en vis skepsis. For set i et historisk perspektiv er det, der sker lige nu, helt uden fortilfælde.

Hvis man kigger på udviklingen i verdenshistorien, har der altid været frygtelige epidemier, som dræbte en forfærdelig mængde mennesker,” siger han. Det har altid været sørgeligt, og det har været med til at ændre verdenshistorien, som eksempelvis pesten gjorde det i middelalderen. Men selv om mange døde, fik resten af verden lov til at bevæge sig videre. Det er første gang nogensinde, at vi virkelig lukker hele verden ned for at beskytte dem, der er allersvagest,” fortæller Daniel Kehlmann.

Han har en ældre mor, der bor i Østrig, og mange andre ældre mennesker, han holder af. På vegne af dem er han taknemmelig. Det meste af dagen bruger han imidlertid stadig på at pendulere mellem to modsatrettede synspunkter. Halvdelen af tiden mener han, at det er bevis på et menneskeligt og verdenshistorisk fremskridt, at vi for første gang nogensinde for alvor ser solidaritet mellem generationerne. Resten af tiden sætter han spørgsmålstegn ved, om det er det rigtige at sætte verden på pause. For der er noget bizart ved hele øvelsen, siger han.

Det er et forsøg på at skabe et samfund, hvor der ikke er død, sygdom eller lidelse, og et samfund, hvor alle er sikret mod sygdomme, der historisk set har kostet mange menneskeliv. Det samfund er en løgn, det findes ikke.” Så er det den rigtige beslutning at lukke ned for alt og ødelægge mange unge menneskers liv for at redde menneskeliv blandt de ældste? Det spørgsmål vender og drejer han i sit hoved i disse dage, mens timerne går i huset i Montauk.

Nogle gange er jeg overbevist om, at det selvfølgelig er det rigtige, andre gange er jeg i tvivl. Hvis man kigger på det med det historiske perspektiv i baghovedet, er det et meget underligt og meget nyt eksperiment, vi har gang i.”

LÆSEVÆRDIGDaniel Kehlmanns seneste roman, ‘Tyll’, om det pesthærgede Europa, har indtil videre solgt mere end 600.000 eksemplarer alene i Tyskland. Foto: Vincent Tullo, The New York Times/Ritzau Scanpix

Om håndteringen af corona-krisen vil gå over i verdenshistorien som et markant fremskridt eller en enorm fejltagelse, kommer ifølge Daniel Kehlmann i høj grad til at afhænge af, hvor længe tiltagene vil vare. Hvis de omfattende hjemmekarantæner, store dele af verdensbefolkningen er sat i, kun varer en lille måned eller to, vil folk sandsynligvis acceptere det og følge regeringernes anbefalinger. Hvis pandemien trækker ud, nedlukningerne kommer til at vare mere end to måneder, og de økonomiske konsekvenser bliver for store og for langstrakte, mister myndighederne den folkelige opbakning, siger Kehlmann:

Hvis det her varer for længe, kommer det til at give bagslag. Så vil folk protestere, og de vil udvikle en ligegyldighed over for den nødvendige hensyntagen til de svageste. Det er utænkeligt, at folk vil acceptere at være indespærret mere end små to måneder, og hvis det bliver tilfældet, tror jeg, vi kommer til at se massive voldelige protester, især i USA.”

Der er andre og mere nylige pandemier end pesten, som Daniel Kehlmann mener, man bør se på, hvis man vil have et perspektiv på corona-krisen og håndteringen. Som Hongkong-influenzaen, der rasede i 1968, og som dræbte mellem en og to millioner mennesker. Og prøv at forestille dig, hvor anderledes verden ville se ud i dag, hvis vi havde lukket verden ned i 1968,” siger han. Prøv at forestille dig alle de historiske begivenheder, der ikke ville være fundet sted.”

Og nu vi taler 1968 – det år, der er synonym med ungdomsoprøret – er det tankevækkende, mener Daniel Kehlmann, at se på, hvor lige præcis 68’erne står nu, i corona-nedlukningens tid.

De seneste par år har der været et generationsopgør mellem 68’er-generationen og yngre generationer, som beskylder 68’erne for at sidde på al magten, alle pengene, alle de gode jobs, mens de unge generationer kæmper for at finde fodfæste,” siger han.

Nu lukker vi verden ned og ødelægger mange, mange unge menneskers økonomiske fundament for at redde den ældre generation.”

Bonusinfo. Daniel Kehlmanns gennembrudsroman Opmålingen af verden er en af de mest succesfulde tyske romaner siden Anden Verdenskrig. Bogen var en af de bedst sælgende bøger på verdensplan i 2006 og har solgt mere end 2,3 millioner eksemplarer alene i Tyskland.

Til sommer, efter fem år i USA, flytter Daniel Kehlmann og hans familie til Berlin, hvor de før har boet. Men han er overbevist om, at det er et helt andet – og meget mindre forenet – Europa, de vil vende tilbage til end det, de forlod.

I kølvandet på corona-krisen tror han, at mødelokalerne i EU vil lægge scene til grimme politiske slagsmål, der vil afsløre den politiske splittelse mellem medlemslandene. Spanien og Italien vil være i knæ økonomisk og have brug for hjælp fra de rigere nordlige lande, som disse ikke vil have lyst til at give. Ligesom der mellem landene har været uenighed om, hvordan corona-pandemien skulle håndteres, vil der være uenighed om, hvad kursen skal være, når den økonomiske regning skal gøres op. Og borgerne i EUs medlemslande vil have svært ved at glemme, hvordan Europas ledere handlede under corona-krisen:

Vi har nu set, hvordan svaret på den største krise, EU har været udsat for, var at rejse alle grænserne igen og ignorere, at Den Europæiske Union overhovedet eksisterer. For en som mig, der tror på det fælleseuropæiske projekt og har drømt om et United States of Europe, har det aldrig set mørkere ud. Vi har aldrig været længere fra et europæisk fællesskab.”

At lukke byer og landegrænser for at værne sig mod corona-smitte giver hverken sundhedsfaglig eller videnskabelig mening, mener Daniel Kehlmann. Men han er ikke overrasket over, at politikere verden over tyer til det middel. For der er, siger han, dybe psykologiske ting på spil.

Hvis vi kan tale om en kollektiv bevidsthed, så har vi to dybe, underbevidste ting, vi frygter. Frygten for fremmede er én af dem, hvilket er grunden til, at folk reagerer så følelsesmæssigt, når det handler om flygtninge. Den eneste kollektive frygt, vi har, der er større og dybere end frygten for voldelige udlændinge, er frygten for pesten.”

Med det in mente, mener Daniel Kehlmann, er det klogt, at politikerne rejser grænser overalt, for det er den første respons, når den her dybe frygt bliver aktiveret. Symbolpolitisk og psykologisk giver det mening, selv om det ingen virologisk mening giver at lukke grænsen mellem Tyskland og Danmark.”

Og netop fordi beslutningen om at lukke grænserne også kan vise sig at få konsekvenser, der rækker langt ud over disse dage og kan ændre det politiske landskab på længere sigt.

Højrepopulisterne får det svært i de næste valg – i USA og Europa – efter at centrumregeringer har vist, at de kan handle hurtigt og dramatisk, når det handler om lov og orden. Men det er et dyrekøbt resultat af, at liberale og midtsøgende partier er blevet re-nationaliseret. Grænselukningerne er psykologisk symbolpolitik, som kan kapre vælgere tilbage fra højrepopulisterne, men det er også symbolpolitik, som er meget skadelig for fællesskabet på tværs af landegrænser og især for EU.”

Daniel Kehlmann har aldrig fået lavet et østrigsk pas til sin søn eller sin kone, for med Schengen-zonen var det ikke nødvendigt. Nu kan han ikke besøge sin mor i Østrig og tage sin familie med, i alt fald ikke uden en masse komplikationer. At sige, at det føles underligt, er en underdrivelse,” siger han. Det føles fuldkommen sindssygt.”

En forandret verden, men forandret hvordan? Det er, siger Daniel Kehlmann, alt for tidligt at sige noget om endnu. For nu er der kun at spekulere videre på, hvordan denne pandemi skriver sig ind i verdenshistorien. Men,” siger han, der er ikke tvivl om, at konsekvenserne bliver langstrakte.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: