Martin arbejder én dag om ugen: ‘Hvis man ikke vil arbejde fuld tid, kan man jo bare lade være’

HOPLAMartin Spens kan leve på en sten, men synes, at hans liv er luksus. Cinemagrafer: Kasper Løftgaard / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Midt i et fortravlet arbejdsliv drømmer mange om at skrue ned for arbejdspresset og op for alt det andet, livet har at byde på. Men hvordan gør man egentlig dét, og hvad betyder det for forholdet til det samfund, man nyder godt af som indfødt i den danske velfærdsstat? I Svendborg bor en mand med næsten to årtiers erfaring med netop dét. Så Zetlands Thomas Hebsgaard har spurgt ham.

Martin Spens kommer farende ned ad kolonihavestien Prærien på en sort citybike. Gennem hullerne i de ternede buksers slidte knæ kan man se hans lange, hvide underhylere. Der er også hul på buksebagen.

Han står af, giver hånd og følger os ned til kolonihavehuset, hvor han og kæresten bor det meste af året med kattene Vilas og Boxer. Martin Spens har selv bygget huset, og vi er dårligt kommet ind på havegangens fliser, før han begynder at fortælle om sit værk.

Om regnvandssystemet, der godt nok er frosset til is lige nu, men ellers leverer vand til vandhanen inde i køkkenet. Muldtoilettet, som leverer muld til haven; bruseren med sænkepumpen, hvor man bare lige skal varme vandet i karret op først.

Huset er bygget af lerklinede halmballer, og det står på et fundament af knuste, stampede blåmuslingeskaller. Træbjælkerne oppe ved tagryggen er imprægneret med okseblod, som Martin Spens har købt af en slagter på Langeland.

Jeg er på besøg hos Martin Spens i hans kolonihave i udkanten af Svendborg, fordi han har et radikalt anderledes forhold til betalt arbejde end de fleste af os andre – og næsten to årtiers erfaring i at have det.

Det begyndte en dag i 1999. Dengang var Martin Spens en næsten færdiguddannet, 20-årig tømrerlærling fra Kolding, på vej afsted alene i mesters bil for at bygge en væg, modløs ved udsynet til et langt liv med gipsvægge og vinduesrammer fra morgen til aften og ikke så meget mere end dét.

Jeg kører af vejen, ind i et vejskilt og ud på vejen igen, og jeg gør det uden nogen reaktion i kroppen. Fordi jeg er ligeglad. Jeg tænker godt nok, at det var sgu alligevel lidt heftigt, det der, men kører så op til det sted, hvor jeg skal bygge. På et tidspunkt driller det mig. Og når jeg virkelig er presset, bliver jeg hidsig. Så jeg bliver hidsig, og så smadrer jeg hele den der væg fuldstændigt. Jeg smadrer mit elværktøj, jeg smadrer det hele.”

Men i stedet for at bryde sammen, da jeg har smadret det hele, begynder jeg at rydde op. Jeg putter skruemaskinen ned i kassen, lukker den og sætter den ned i tømrerbilen, rydder op, fejer, gør rent. Så kører jeg hjem til min tømrermester, og jeg tror, det eneste, jeg siger, er: Jeg stopper nu.’ Jeg giver ham nøglen, og så går jeg.”

Siden dén dag har Martin Spens stort set forsøgt at arbejde så lidt som muligt, altså forstået som den slags arbejde, man bliver betalt for. Gennemsnitligt arbejder han nok en dag om ugen, vurderer han. Selv om han for det meste tjener mere end dét, mener han at kunne leve for 30.000 kroner. Om året.

Der er helt klart altid en del af min dag, hvor jeg hygger mig. Så sidder jeg og drikker morgenkaffe med min kæreste det halve af formiddagen, hvis ikke nogen af os skal noget. Nu er hun så på arbejde i dag, men ellers havde vi sikkert siddet og drukket morgenkaffe.”

Klokken er omkring halv tolv.

Hvorfor er det, man arbejder? Arbejder man for at tjene penge? En stor del af mit liv har jeg arbejdet for at slippe for at arbejde. Hvis jeg har lavet et eller andet tømrerjob, har jeg sparet nogle penge sammen og fået dem til at strække så langt som muligt.”

INDENFOR“Min oplevelse er, at der er sindssygt stor frihed i Danmark, men at vi, inklusive mig selv, føler det, som om det er et stort fængsel,” siger Martin Spens. Som ung troede han, at han måtte melde sig ud af samfundet for at blive fri. I dag har han fundet ud af, at man kan leve næsten, som man vil, hvis man tænker lidt ud af boksen. Cinemagrafer: Kasper Løftgaard / Zetland

I dag laver Martin Spens stort set aldrig tømrerjobs længere. Han lever af at undervise folk i cirkus og parkour og af at lave ildshows med stomp-musik. Når han skal i seng på sin hems, kravler han op ad en stige’ lavet af en afbarket stamme fra en douglasfyr. Der er frostvejr på hans toilet om vinteren.

På den måde er hans liv temmelig ualmindeligt. Men han er fuldstændig almindelig at tale med, og det er derfor, jeg har besluttet at besøge ham. Han er et spejl, man kan holde op foran sit liv som almindelig arbejdsbi, fordi han har truffet et så radikalt anderledes livsvalg, og alligevel er så almindelig.

Vi har aftalt at tale om dét at arbejde så lidt som muligt, og om, hvilke moralske dilemmaer netop dét fremkalder i en velfærdsstat, hvor man principielt skal lægge adskillige tusind kroner i statskassen om måneden, med mindre andre reelt skal betale for alt dét, man har ret til at få forærende – selv om man aldrig selv har bedt om, at det skal være sådan.

Martin Spens er helt på det rene med, at han har fået meget forærende. Tømreruddannelsen for eksempel, og den (i dag afskaffede) Frie Ungdomssuddannelse, som han begyndte på ikke så længe efter dén dag i 1999, hvor mester fik sine bilnøgler tilbage. Og så de fem år på Den frie lærerskole i Ollerup vest for Svendborg, som gav ham en læreruddannelse.

Jeg tror, jeg har været meget naiv førhen og haft en følelse af, at jeg klarede mig selv. Men når jeg kigger tilbage, kan jeg jo se, at der er nogle mennesker i samfundet, som har skabt nogle tilbud, som jeg har gjort brug af, og som har været super afgørende i mit liv,” siger han.

Og jeg går jo også op og køber ind i Rema. Det er jo et kæmpe apparat, der har været i gang der, med infrastruktur og landbrugsstøtte og jeg ved ikke hvad. Og det er jeg megataknemmelig for. Det kunne jeg bare ikke se, da jeg var yngre.”

NATURKRÆFTERVandet kommer ned fra himlen. Princippet om forbundne kar får det ud af vandhanen. Cinemagrafer: Kasper Løftgaard / Zetland

Inde i halmhuset viser termometeret 23 grader, solen stråler ind ad de store vinduer, og man kan se ned til Svendborgsund-broen. Martin Spens og kæresten har fået plads til det meste i husets ene, højloftede rum: køkken med vask og køleskab, et musikhjørne med guitarer og keyboard, et lille spisebord, en stor sofa.

På sofabordet ligger en bog om en særlig type brændeovne. Raketovne hedder de. Man kan selv bygge dem, og de brænder helt rent, fordi der bliver så varmt inde i dem, at røggasserne futter af. Martin Spens kunne godt tænke sig at erstatte den almindelige støbejernsbrændeovn, som står og luner i hjørnet, med sådan én. Foreløbigt har han bygget en pizzaovn efter samme princip i haven.

Martin Spens synes selv, han lever vildt luksuriøst”. Dengang han boede i det gamle, røde kolonihaveskur bag halmhuset, havde han et madbudget på 400 kroner om måneden, lod sig nøje med stearinlys, børstede tænder ved en udendørs vandhane og kølede sin mad i et hul i jorden.

Jeg spørger Martin Spens til alt det, han har fået forærende af samfundet.

Ja, jeg har kostet en masse penge,” siger han.

… og nu tiltager du dig så den luksus at arbejde så lidt som muligt, mens du er rask og rørig og sagtens kunne arbejde 45 timer om ugen. Hvad tænker du, hvis nogen konfronterer dig med dét – at det er lidt af en selvvalgt luksuslivsstil for en mand, der i virkeligheden kunne bidrage mere til fællesskabet?

Det er svært at svare på, og jeg har også lyst til at sige, at en del af det bare er, at jeg er doven. Selvfølgelig vil jeg gerne have det så dejligt, som jeg kan have det. Men jeg mener også, at det bedste, jeg kan gøre for samfundet, er at gøre det, der gør mig mest glad.”

Martin Spens fortæller om den indiske guru Osho og hans betragtninger om børn og forældre. Forældre ofrer sig for deres børn, siger han, men konsekvensen er, at børnene også ofrer sig for deres børn. Generation efter generation. Det giver ingen mening, mener Martin Spens. Det bedste, man kan gøre, er derfor at bryde ofringskæden.

Forestil dig et forældrepar, som virkelig er glade og nyder livet og spiller musik og er gode ved hinanden. Så har børnene det jo også godt.”

Det er det samme med samfundet, mener Martin Spens.

Hvorfor er det, vi har så travlt med at skabe profit? Det er for, at vi kan have det godt. Vi har haft brug for at gøre tingene mere effektive og skabe noget mere overskud. Og nu har vi fået det. Nu er vi superrige. Men det er, som om vi har glemt hvorfor.”

TÆNKER“Jeg synes, at bare det at være menneske er ret krævende. Jeg kan fortælle, hvad jeg har lavet sådan CV-agtigt, men halvdelen af min tid har jeg jo fandme brugt på at prøve at forstå, hvad det hele går ud på, hvem er jeg, hvad er jeg og hvorfor. Og det, synes jeg, er et kæmpe projekt,” siger Martin Spens. Cinemagrafer: Kasper Løftgaard / Zetland

Mens vi har talt sammen, er en ranglet, solbrændt mand i joggingbukser og med en farvestrålende kasket på hovedet kommet skubbende op ad havegangen med en grå barnevogn. Det er Martin Spens’ gode ven fra læreruddannelsen, Anders Naldahl. Han er lige kommet hjem fra nogle ugers barselsferie på Gran Canaria. Martin Spens og hans kæreste hjalp til under hjemmefødslen i kolonihavehuset lidt væk i samme haveforening. De to mænd giver hinanden en meget lang krammer og siger ting som åh, du er så lækker-lækker”.

Da Anders Naldahl har siddet lidt og lyttet til, hvad vi har talt om, siger han:

For mig at se handler hele dén der snak om at bidrage til samfundet om værdier, og hvad det er for nogle værdier, vi har i vores samfund. Er det vækst? Og er det en reel værdi, man overhovedet kan bruge til noget som helst andet end på et eller andet tidspunkt at skulle ud over en kant, hvor alt kollapser?”

Anders Naldahl siger, at han kommer til at tænke på Storm P.-billedet Tilbage til naturen med den farverige vagabond, der går ud i skoven, mens alle de grå samfundsborgere trasker afsted mod fabrikkerne med bøjede nakker. Det handler om at komme tilbage fra skoven og sprede lidt farverigdom i alt det grå, mener Anders Naldahl.

Martin Spens siger:

Der er smidt en masse penge i mig, og det kan godt være, jeg ikke kommer til at bidrage med lige så mange penge tilbage. Men jeg ser det virkelig, som om jeg kommer til at bidrage med noget andet, som er ligeså meget værd, så jeg synes ikke, de penge er spildt.”

Og hvad er det, du bidrager med?

Mange af de ting, som jeg gør, som jeg ikke bliver betalt for. For eksempel frivilligt arbejde i vores cirkusforening. Eller når jeg i nogle år stod hver weekend og lavede parkour med nogle 12-årige knægte.”

Jeg fortæller Martin Spens om et tal, jeg har fået hjælp til at regne ud af nogle økonomer i forbindelse med en lidt mere tal-tung artikel med nogenlunde samme tema som den her. Tallet angiver, hvor meget man sådan cirka skal lægge i statskassen hver måned i form af indkomstskat, ejendomsskat, moms og andre afgifter, hvis man så at sige skal gå i nul med velfærdsstaten. Altså, hvis man skal bidrage med nok til at betale for det, en gennemsnitlig dansker forbruger af velfærdsydelser, overførselsindkomster og så videre over et liv.

Tallet er lige knapt 16.000 kroner om måneden, hver måned, hele arbejdslivet, stigende i takt med inflationen.

Det første, jeg tænker, er, at det lyder, som om tingene er kørt lidt af sporet. Det er min umiddelbare, første reaktion,” siger Martin Spens.

Det andet, jeg tænker, er, at det jo kommer fra et samfund, som er vant til at tænke i kroner og øre. Hvad nu, hvis jeg kunne vende den om og stille et modspørgsmål, som så det ud fra, hvad jeg synes, der er vigtigt. Hvis man kunne sætte et tal på, hvor meget mening du skaber i andre menneskers liv, hvor meget æstetisk skønhed du beriger med ved at spille musik, hvor meget du støtter andre folk i deres personlige udvikling, hvor meget lykke, hvor meget mening, du skaber? Men det kan du ikke sætte tal på.”

Under interviewet sniger et spørgsmål sig ind på mig: Kan man overhovedet tillade sig at stille en mand til regnskab for sin livsførelse på dén måde, som mine spørgsmål gør?

Jeg lyder jo nærmest som en gammeltestamentlig eller i hvert fald meget protestantisk moralprædikant. I dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Arbejdet bærer lønnen i sig selv. Leddiggang er roden til alt ondt. Og så videre.

Har Martin Spens ikke lov til at leve, som han vil?

Det er lidt ligesom med kærlighed,” siger han selv, hvis man giver noget kærlighed, skal man så forvente noget tilbage igen? Det er også et fængsel at vokse op i et samfund, der giver én så meget, fordi der samtidig er enormt mange rammer, som man føler, man skal passe ind i.”

Det er ikke så længe siden, at Martin Spens fik sit forhold til samfundet sat på spidsen. En stor del af hans tid er det seneste år gået med at genoptræne den højre skulder efter en faldulykke, hvor hans kæreste tabte ham under noget akrobatik.

Jeg har det meget dobbelt med den her skade. Det er jo katastrofalt, fordi jeg altid har klaret mig selv. Og pludselig ligger jeg dér og kan ikke engang selv gå derfra og må hentes med en ambulance … dér går det virkelig op for mig: Hold kæft, hvor har jeg meget brug for hjælp, og hvad det vil sige at få brug for hjælp. Men på den anden side synes jeg ikke, at den hjælp, jeg fik, var god nok.”

Martin Spens fortæller, at lægerne stillede ham i udsigt, at han aldrig ville kunne lave cirkus igen. De kunne måske give ham lidt mere bevægelighed i skulderen ved at rykke nogle sener over, ikke meget mere. Det kunne han ikke acceptere og sagde nej tak.

I stedet meldte han sig på sygedagpenge (han har været medlem af en A-kasse i syv år, fortæller han) og brugte pengene på en hundedyr fysioterapeut nede i byen (de er ret gode til skulderskader i det håndboldgale Svendborg).

Jeg har igen brugt systemet ved, at jeg fik nogle sygedagpenge i nogle måneder, men jeg brugte dem til at behandle mig selv, til selv at opsøge nogle behandlere, fordi jeg ikke synes, at dem, samfundet tilbød mig, var nok. Så jeg har selv oplevelsen af, at hvis jeg bare havde lyttet på det, jeg fik at vide af lægerne, havde jeg ikke været i stand til at arbejde nu.”

Martin Spens er 38 år gammel, og han kunne godt tænke sig nogle børn. Jeg spørger, om det ikke kommer til at kollidere med hans livsstil. Man kunne udbygge halmhuset eller lave annekser i haven, svarer han.

Der ville nok skulle nogle flere penge på bordet, og der ville helt klart være nogle konflikter dér. Hverken jeg eller min kæreste vil være lydhøre over for, hvis der kommer nogle børn og vil have mærketøj til flere tusinde kroner. Så må de få et avisjob.”

Martin Spens fortæller om en enlig mor, der har haven skråt overfor. Hendes børn er superseje og selvstændige, synes han. De har selv været med til at udbygge kolonihavehuset og kan lege hele dagen i haven med en pind og en snor, siger han. Pigen klatrer i træer, og drengen er ikke bange for at skille sig ud i klassen med mærkværdigt tøj og fjer i hatten.

Martin Spens tænker lidt.

Det kan selvfølgelig også være, at vores børn bare bliver sådan nogle, der vil arbejde i en bank og køre i dyre biler og kun gå i jakkesæt; det kan man forestille sig, men jeg håber det ikke.”

Det ville da være et oplagt ungdomsoprør …

Ja, ikke?”

Artiklen er nummer tre i en lille serie om længslen efter det arbejdsløse liv. Læs de to første

og

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem