Boghylden_

Nyt værk løsner den nationale vinkel og giver (også) stemme til de koloniserede

Den traditionelle skildring af danskernes kolonier har været præget af et entydigt nationalt perspektiv. Danskerne kom og gjorde sådan og sådan. Den nye udgivelse ‘Danmark og kolonierne’ skildrer historien fra alles perspektiv og giver dermed et nyt blik på den fortid, vi stadig er i færd med at bearbejde.

1. Hvad er 'Danmark og kolonierne' for en bog?

Det er et meget omfattende værk i fem kæmpestore bind fra Gads Forlag, skrevet af førende historikere og fuld af spændende og overraskende billeder, som man kan se et par eksempler på her. De fem bind dækker: Vestafrika, Vestindien, Grønland, Indien og Danmark. Danmarksbindet ser på de koloniale forhold og påvirkninger hjemme fra Danmark.

2.Der kommer hele tiden nye danmarkshistorier. Hvad er der særligt ved denne?

Den adskiller sig fra ikke bare den almindelige danmarkshistorie, men også de to tidligere kolonihistorier på en del punkter:

  • Den bygger på nyere forskning og er derfor klogere på mange forhold.
  • Den har et helt andet blik på denne historie, end man traditionelt har haft. Det, man kunne kalde et postkolonialt’ blik.
  • Og så standser den ikke ved koloniernes salg eller ophør. Alle bind har mindst ét kapitel, der trækker tråde frem til i dag og skildrer sporene frem til nutidens koloniturisme.
BARNEPIGEDa maleren N.P. Holbech skulle male sin lille datter, Marie, lånte han barnepigen Neky fra Vestindien, som var i huset hos en søofficer, til at bære pigen på armen. Der var efter sigende en vis prestige i at have en sort barnepige, og samtidig kan Holbech have ønsket at repræsentere de danske kolonier i sit billede. Han var selv født på en sørejse mellem Tranquebar og København i 1804. N.P. Holbech: 'Lille marie på Nekys arm' (1838). Gads Forlag.
3. Hvad betyder det med et 'postkolonialt' blik?

Ordet postkolonial’ kan betyde forskellige ting, men i denne sammenhæng betyder det, at man ikke ser på historien fra en entydig dansk vinkel, men i langt højere grad end før giver stemme til de koloniserede – afrikanerne, grønlænderne, inderne. For eksempel har historiebøgerne hidtil skildret Grønlands historie set fra danske beretninger og med danske kilder. I bindet om Grønland er der en masse grønlandske kilder med, og USAs og Norges interesser og rolle i Grønland beskrives også indgående. Så selv om det stadig er historien om Danmark og kolonierne, er den stramme nationale vinkel løsnet til fordel for at skildre tingene i deres kompleksitet og medtage alle aktørers vinkler. Det giver en masse nuancer.

Man får for eksempel også en masse at vide om de allerede eksisterende vestafrikanske og indiske samfund og får indblik i de løbende forhandlinger, hvor de afrikanske og indiske magthavere ofte havde en magt over danskerne, der igen og igen måtte underordne sig deres betingelser og normer for at kunne fortsætte handelen.

Lidt firkantet sagt giver den traditionelle historiefortælling et indtryk af, at de rige og magtfulde danskere kommer til de primitive indfødte og undertvinger sig dem. De fremmede bliver skildret med eksotisk fascination, men også som viljesløse ofre. Anderledes i disse bøger, hvor vi for eksempel også følger de afrikanske slavehandlere og magthavere, som forsynede danskerne med slaver.

SERVERINGDer er fornemt fransk prinsevisit i 1843 på det danske Fort Christiansborg på Guldkysten (det nuværende Ghana). Manden, der udbringer en skål, er guvernør Carstensen. Der er topløs servering af afrikanske kvinder. Akvarel ved prinsen af Joinville. M/S Museet for Søfart.
4. Er det ikke bare endnu en fortælling om, at vi skal piske os selv for vores forfædres synder?

Nej, det er det faktisk ikke. Netop ved at have flere perspektiver og se kolonierne i deres kompleksitet, er det ikke en entydig historie om, at danskerne var onde og de indfødte uspolerede ofre. Det er netop en del af det postkoloniale perspektiv at se det som en mere kompliceret relation.

Men når det er sagt, så handler det altså også om at se gerningerne i øjnene. Danmarks (eller det meste af tiden: Danmark-Norges) koloniale aktiviteter var præcis lige så kyniske som de andres og blev drevet af præcis de samme økonomiske interesser. Og deres måde at behandle slaverne på lige så grusom. Det bliver skildret uden at lægge fingrene imellem, men ses samtidig som en del af tiden og dens forestillinger.

Bøgerne formår at skildre det hele meget nuanceret uden at idealisere nogen, men også uden at fordømme i særlig høj grad. Der er en tiltro til læserens moralske kompas, i stedet for at historikerne skal moralisere. Det betyder ikke, at den er hundrede procent neutral, for det er ingen historieskrivning. Men den blotlægger sin postkoloniale forståelsesramme fra første side og lægger vægten på den nuancerede beskrivelse, der medtager alle aktører og deres dagsorden.

HØSTFESTHvert år fejredes yamshøsten med en fest med asantehenernes overhoved, Osei Bonsu, i centrum, her afbildet under den store røde parasol. Til højre i billedet sidder diplomatisk indbudte gæster fra Holland, Danmark og Storbritannien ved festen i 1817. Udsnit af Thomas Edward Bowdich: 'Mission from Cape Coast to Ashantee'. British Library / Science Photo Library / Scanpix.
5. Helt ærligt, har du læst alle fem bind fra ende til anden?

Nej, det har jeg ikke, det ville tage meget lang tid. Jeg har læst udvalgte kapitler i alle bøgerne og forsøgt at danne mig et helhedsindtryk. Det er det indtryk, jeg viderebringer her.

Danmark og kolonierne i fem bind: Danmark. Grønland. Indien. Vestafrika. Vestindien. Gads Forlag, 2017. 2.000 sider.