Det er ikke sjovt at sove på gaden om vinteren i Helsinki. Om natten kan temperaturen falde til minus 20 grader. Sne, sjap og is dækker pladser og fortove. Det er mørkt og koldt. Nogle hjemløse plejede at søge mod byens herberger. Andre fandt ly i parkerne eller ude i skoven i udkanten af den finske hovedstad. Her krøb de sammen under skrøbelige hjemmelavede pap-overdækninger. Det var ikke sjovt at sove på gaden om vinteren i Helsinki.

Sådan var det engang. Sådan er det ikke længere. Finland har nemlig formået at gøre noget, som ingen andre lande i Vesten har gjort: De har fundet en nøgle til at bekæmpe hjemløshed. Over årene er hjemløsheden faldet til et uset lavt niveau, der vækker opmærksomhed over hele verden.

Succesen i Finland er markant, når man ser på udviklingen i resten af Europa (eller USA eller Australien eller mange, mange andre lande). Næsten alle steder er hjemløsheden i årevis bare steget og steget. Vi ser “alarmerende beviser på stigende hjemløshed”, lød det i en EU-rapport fra 2017. Hjemløsheden er steget i Europas stærkeste lande, England, Tyskland og Frankrig. Den er steget i fattigere lande som Grækenland, Polen og Spanien. I Danmark er antallet af hjemløse vokset hvert år, siden forskningsenheden VIVE begyndte at måle udviklingen i 2009. (Stigningen er stagneret i år). Vi står midt i en hjemløshedskrise, lød det i rapporten, og krisen berører alle lande i EU. Med én undtagelse: Finland.

Så hvad er finnernes hemmelighed?

Det var på mange måder heldigt, at Juha Kaakinen var så god til fodbold. Vi skal tilbage til 1979. Juha Kaakinen var en ung mand, lige færdig med studierne i litteratur og filosofi. Han havde været i hæren og havde brug for et job. Det viste sig, at der var en stilling ledig hos de sociale myndigheder i Helsinki. Og kontoret for hjemløse manglede ikke bare en ansat. De manglede også en spiller til deres firmafodboldhold. Kaakinen havde spillet på højt niveau som barn, og han var stadig en kompetent spilfordeler i forsvaret (eller målsluger i angrebet – “jeg gjorde, hvad der var brug for,” siger han). Så han endte der.

Dengang, tilbage i 1980’erne, havde Finland mange hjemløse. Næsten 20.000 ifølge Juha Kaakinen. Rigtig mange af dem sov på midlertidige herberger – eller på gaden og ude i skovene. Så man indledte landsdækkende indsatser. Meget gik godt, noget gik mindre godt. Kaakinen løste de opgaver, han skulle, og han lærte undervejs. Så fik han nyt job som forsker og konsulent – og forlod i mange år det direkte arbejde med hjemløshed. Og så, fremme i 2006, blev han hyret til at stå i spidsen for en gruppe, der skulle evaluere hele Finlands hjemløseindsats. Man var i stigende grad bekymret dengang. Antallet af hjemløse begyndte pludselig at vokse. “Der var klare tegn på, at hvis vi ikke begyndte at gøre tingene anderledes, ville flere og flere ende på gaden, som det er sket i de fleste europæiske lande,” siger Kaakinen.

Kaakinens gruppe opdagede flere ting. De fandt ud af, at én gruppe hjemløse typisk ikke blev hjulpet godt nok: dem, der havde boet længst tid på gaden. Det var mennesker med sociale udfordringer, psykiske lidelser, misbrug eller sundhedsproblemer. “Det var den mest krævende gruppe, og de havde brug for en helt særlig indsats,” siger han.

Gruppen konkluderede også, at hvis de langvarigt hjemløse skulle hjælpes, skulle hele strukturen ændres fundamentalt. Det ville også hjælpe andre, mindre pressede hjemløse. Der var brug for helt nye idéer.

Idéen, Kaakinen var med til at foreslå, lyder simpel, men den var radikal: Giv alle deres eget sted at bo. Med det samme. Og uden betingelser.

Traditionelt har man mange steder gjort det omvendt. Den hjemløse skal først opfylde forskellige betingelser – nå forskellige mål – før han får sin egen lejlighed. Han bor midlertidigt, på herberg eller forsorgshjem, mens han for eksempel bekæmper sit misbrugsproblem. Man kalder det også staircase-modellen. Den hjemløse arbejder sig op ad en trappe, når delmål trin for trin med sin egen lejlighed som den ultimative belønning.

Kaakinen foreslog at vende trappemodellen på hovedet.

“Vi foreslog, at du betingelsesløst kunne få din egen lejlighed,” siger han. “Det var altafgørende. For først når du har et permanent sted at bo, kan du begynde at tackle de problemer, du har. En tryg base er fundamentet for at ændre dit liv. Det er virkelig svært at bekæmpe et misbrug, hvis du hele tiden er bange for at ryge ud af det sted, du bor – eller du ikke ved, hvor du er henne i morgen.”

Altså: Den hjemløse fik uden videre sin egen lejlighed med sin egen lejekontrakt, med de samme rettigheder og forpligtelser som en almindelig lejer. Samtidig skulle han have massiv, intensiv, kontinuerlig støtte.

Idéen – med navnet housing first – blev i 2008 gjort til en national strategi. Der blev sat massivt og koordineret ind fra staten, kommuner og ngo’er. Juha Kaakinen blev projektets leder. Og nu skulle der bygges. For idéen med permanente lejligheder betød også et farvel til de fleste midlertidige sengepladser. Herberg skulle fjernes eller ombygges til lejligheder.

“Det mødte en vis modstand i begyndelsen,” husker Kaakinen. “Nogle af de frontlinjeansatte, der mødte hjemløse hver dag, var ikke overbevist. De troede ikke på, at skiftet til permanente lejligheder ville virke.”

Kaakinen og hans kolleger var også selv lidt nervøse. Hvad ville de massive ændringer betyde? Og især: Kunne de nå at få skaffet og bygget nok lejligheder hurtigt nok?

Juha Kaakinen ligner måske ikke en kriger, men det er han. Han har pæn skjorte, hvidt hår og briller. Han spiller badminton og læser digte (Pia Tafdrup – på dansk!). Han hilser høfligt, da vi mødes i lobbyen på Hotel Guldsmeden på Vesterbro i København, ikke langt fra et hjemløseherberg. Han er inviteret til Danmark for at holde nogle møder. Folk er interesserede i den finske indsats. Han skulle have mødtes med socialminister Astrid Krag, det blev dog aflyst. Han taler underspillet og lunt. Men han er også, bag den lidt teknokratiske overflade, ret kompromisløs.

Han handler. Det var afgørende dengang i 2008, hvor housing first skulle stå sin prøve.

Kaakinen og de andre involverede handlede især på to måder. For det første blev der fundet massevis af almindelige, almene boliger rundt om i byen. Her kunne de hjemløse bo op og ned ad almindelige lejere – det var typisk til de mindst belastede hjemløse. For det andet skabte man særlige bygninger med lejligheder kun til hjemløse. Her var tilknyttet intensiv støtte og personale, og målgruppen var især de tungere, langvarigt hjemløse. Det er vigtigt at understrege, hvor afgørende den faste og tætte støtte var. Over årene blev 3.500 lejligheder skabt – og de midlertidige bosteder blev lukket, så Helsinki i dag blot har ét fast herberg med 50 midlertidige sengepladser.

Det var ikke altid nemt at få den nye plan til at fungere. “Nogle hjemløse frygtede isolation og ensomhed. Hvis du har boet i flere år midt på gaderne i Helsinki og bliver placeret i en smart lille lejlighed i en øde udkant af byen, så går det ikke altid godt,” siger Kaakinen.

Han fandt ud af, at der fandtes en slags magisk tal, der hjalp til at bekæmpe ensomhed: 30. I de bygninger, der kun rummede hjemløse, skulle der helst være omkring 30 lejligheder. Det var den optimale størrelse for at skabe et overskueligt fællesskab – og samtidig have sit eget sted at trække sig tilbage til. Når nogle bygninger havde 100 lejligheder, begyndte folk at blive fremmede over for hinanden. “Det er vigtigt at kende sine naboer,” forklarer Kaakinen. “At føle sig som en del af et fællesskab.”

Det var essentielt, at den enkelte hjemløse havde sin egen lejekontrakt og selv betalte sin husleje. Ja, mange fik dækket huslejen via tilskud fra det offentlige. Men nogle betalte også selv – i hvert fald delvist. Og følelsen at selv at have et hjem, som man havde ansvar for, var vigtig. Med de samme rettigheder og forpligtelser som almindelige lejere kunne de blive smidt ud, hvis de skabte problemer. Men de havde også fået noget vigtigt: en udpræget ret til at bestemme over sig selv og sit hjem.

“Jeg har hørt mange historier om folk, der tidligere var dybt alkoholiserede. Efter at have fået deres egen lejlighed begyndte de at drikke langt mindre. ‘For jeg vil gerne holde fast i det her sted,’ siger de. Det er ikke altid, det går så godt. Men jeg vil tro, at 80 procent formår at holde fast og blive boende i deres lejlighed. Det er langt bedre end i det gamle system,” siger Kaakinen.

Fast personale understøttede de hjemløse på en række fronter. De hjalp med at finde vej gennem bureaukratiet. De hjalp med at indgå i diverse behandlinger af misbrug eller sygdomme. Og de hjalp med at betale regninger (og finde løsninger, når regningerne ikke var blevet betalt). Der var også støtte til at lære nyt; fra det basale – at gøre rent og lave mad – til at tage uddannelse eller prøve at arbejde lidt. Man opfandt et forsøg med midlertidige jobs og en app, hvor tidligere hjemløse kunne blivet matchet med mulige arbejdsopgaver. Nogle begyndte at få støttede prøvejobs med vedligeholdelse eller småreparationer i lokalområdet. Andre endte i almindelige jobs, som kok eller rengøringshjælp.

Der gik ikke længe, før man kunne se, at den nye idé virkede. Antallet af hjemløse i Finland begyndte at falde. Og i dag er antallet af langvarigt hjemløse dalet med 35-40 procent siden 2008. I den periode oplevede næsten alle andre lande en klar stigning. Husk også på, at der i 1980’erne var omkring 20.000 hjemløse i Finland. I dag står 5.500 som hjemløse i statistikkerne. Og 70 procent af dem bor midlertidigt med venner eller familie. Antallet af hjemløse, der decideret bor på gaden, er nede på omkring 200 mennesker.

En indsats i så stor skala som den landsdækkende housing first-strategi koster mange penge – 1,8 milliarder kroner, for at være præcis. Men investeringerne tjener sig hjem efter nogle år, lyder det fra Finland. Hver langvarigt hjemløs, der kommer i egen lejlighed, sparer systemet for over 100.000 kroner om året. Det skyldes blandt andet, at problemer bliver taget i opløbet, så der er langt mindre brug for akutte behandlinger, som er dyre. Og hvis folk får arbejde og begynder at betale skat, ser regnestykket pludselig lovende ud.

“Penge er et ikke-problem,” siger Juha Kaakinen. “Så indsatsen giver mening både økonomisk og menneskeligt. Men det vigtigste er, at modellen ikke bare administrerer hjemløshed. Den bekæmper hjemløshed. Og så kan den bruges mange andre steder.”

Så hvorfor er det ikke sket overalt, i massivt omfang?

Housing first er i virkeligheden langtfra ukendt land uden for Finland. Variationer af strategien er blevet brugt i andre lande – også før Finland satte massivt ind. International forskning har i flere lande vist, at den i høj grad kan hjælpe til at få folk ud af hjemløshed. Men der står vigtige hindringer i vejen for strategien. Ofte bliver housing first kun brugt delvist – og andre steder nærmest ikke. I stedet ser vi den kontinuerlige stigning i hjemløshed så mange steder.

“Jeg bliver lidt deprimeret, når jeg taler med mange kolleger i andre lande,” siger Juha Kaakinen.

To ting forhindrer typisk en rendyrket housing first-indsats, mener han. Den første handler om værdier. Den anden handler om strukturer.

“Mange steder findes stadig en udbredt værdi eller tro på, at folk skal gøre sig fortjent. Nogle mennesker har gjort nok til at fortjene et permanent hjem, andre har ikke. Og de må så tage til takke med noget midlertidigt,” siger han.

Det var værdierne. Det strukturelle handler om den generelle adgang til betalelige almene boliger. Det er fuldstændig altafgørende, at byer har nok af den boligtype. Ellers er konsekvensen klar: Hjemløsheden stiger. Kaakinen påpeger, at der er en tydelig sammenhæng: Når antallet af billige lejeboliger falder i et land, så stiger antallet af hjemløse. Man har set det ret tydeligt i England og Irland for eksempel. Billige almene boliger er blevet lavet om til dyre private lejeboliger – “og hjemløsheden er vokset lynhurtigt,” siger han. I år kritiserede FN, hvordan danske byer lader udenlandske investorer overtage ejendomme og drive huslejen op – og lejerne ud. Frank Jensen, Københavns overborgmester, efterlyste bedre muligheder for at bekæmpe udviklingen og de stigende boligpriser.

“Du kan ikke lave housing first uden at have housing først,” siger Kaakinen. “Forebyggelse af hjemløshed er altafgørende og har også været det for os. Og det vigtigste element i forebyggelsen er tilstrækkeligt med billige almene boliger. Det har været den vigtigste strukturelle grund til, at vi kunne lykkes med vores strategi i Finland.”

Finland har vedtaget, at 25 procent af nybyggede lejligheder skal være billige almene boliger. Og nu har regeringen hævet det mål til 35 procent. Samtidig er Kaakinen selv begyndt at købe op. Eller: Han er blevet direktør for Y-Foundation, der køber lejligheder på det private marked og omdanner dem til billige lejeboliger. Halvdelen af pengene får de fra statens lotteri- og tipsmidler. Det gør det muligt for fonden at presse lejen på boligerne i bund.

“Vi er nu den fjerdestørste udlejer i Finland,” siger Kaakinen.

Housing first har faktisk også været i brug en del steder i Danmark i flere år. En række byer har lavet virkelig lovende arbejde – Odense har for eksempel vist imponerende resultater. 17 kommuner deltog i et forsøg med housing first fra 2009 til 2013. Resultatet? Ni ud af ti borgere var i stand til at fastholde boligen ifølge en rapport fra Rambøll og VIVE. Og selv om hjemløsheden på landsplan steg i perioden, medvirkede indsatsen i de involverede kommuner til, at “hjemløsheden steg mindre i disse kommuner i forhold til landets øvrige kommuner”, konkluderede rapporten. Der var “betydeligt potentiale” for at udbrede modellen mere.

Et senere projekt har vist lignende resultater. Men her var også lokale udfordringer – særligt med at skaffe boliger nok til indsatsen. “En alvorlig barriere,” lød det.

Der er nemlig klare forskelle fra Finland. Modsat Finland foregår housing first herhjemme langt mere spredt og lokalt. Der er stor forskel på arbejdet i de enkelte kommuner. Nogle kommuner går meget offensivt til værks, andre går andre veje. Nogle bruger mange penge, andre mere begrænset. Vi har ikke valgt det massive, koordinerede nationale fremstød, som har været en nøgle i den finske succes. Og vi har ikke skaffet de tusindvis af billige tilgængelige lejligheder, som Finland har gjort.

Som seniorforsker Lars Benjaminsen fra VIVE siger:

“Vi har meget samme tilgang som i Finland. Men de har haft stærkere fokus på at tilvejebringe boligerne – og udbuddet af billige boliger, koblet med specialiseret støtte, er afgørende. Der kan vi lære noget af finnerne. Det har været mere lokalt, hvad vi har gjort i Danmark, og det har været meget forskelligt, hvordan kommunerne har grebet det an. Der ville vi have gavn af at have tænkt boligsiden mere systematisk ind i indsatsen.”

At lave sådan en indsats herhjemme kræver altså flere billige boliger – og det kræver i høj grad politisk handling. Danmark har ikke et landsdækkende krav om, at en vis del af boligerne skal være almene og billige.

Så hvad vil regeringen? I denne uge har politikerne faktisk talt en del om hjemløse i nyhedsmedierne – men det har mest handlet om utryghedsskabende lejre og zoneforbud. Altså en omdiskuteret regel, der giver mulighed for at smide hjemløse væk og retsforfølge dem, hvis de sover særlige steder. Socialdemokraterne vil holde fast, støttepartierne vil have reglen væk.

Jeg spurgte socialminister Astrid Krag, om hun vil følge den finske vej.

“Der er brug for en ny tilgang, hvis vi for alvor skal nedbringe antallet af hjemløse,” skrev hun tilbage.

Astrid Krag pegede på, at man skal arbejde mere forskelligt med unge hjemløse og voksne hjemløse. At man skal blive bedre til at sætte ind over for årsagerne til hjemløshed. Og så henviste den socialdemokratiske minister til, at Danmark allerede har arbejdet med housing first i nogle år. Men, erkendte hun også: “Derfor er manglen på tilstrækkeligt med billige boliger en udfordring, vi skal løse, hvis vi skal knække kurven på hjemløseområdet.”

Siden hørte jeg, at ministeren planlagde at booke et nyt møde med Juha Kaakinen i det nye år.

Juha Kaakinen har masser af positivt at sige om gode tiltag og dygtige kræfter i den danske hjemløseindsats (han kalder VIVEs Lars Benjaminsen en af verdens bedste forskere på området). Men, siger han også, den finske housing first-model virkede kun, fordi den var landsdækkende, koordineret og massiv. Staten, adskillige ministerier, de ti største byer, kommunerne og ngo’er arbejdede sammen på den samme plan. Store investeringer, masser af nye boliger. Kompromisløst på den finske måde. Pilotprojekter og lokale eksperimenter vil ikke få den dybe effekt, hvis andre dele af systemet stadig fungerer på en helt anden måde. Det vil opretholde siloer, der kan arbejde i hver sin retning.

“Hvis du gør noget i en del af systemet, påvirker det de andre dele. Hvis vi havde beholdt de midlertidige sengepladser og herberger, ville housing first blot være én mulighed. Det ville ikke have virket godt nok. Det er altafgørende, at vi i dag har indført housing first på et systemisk plan. Det er et opgør med siloer. Idéen gennemsyrer alt, hvad vi gør.”

Så hvad nu? spørger jeg Kaakinen. Skal I helt udrydde hjemløshed?

“Ja,” siger han på sin underspillet-kompromisløse måde. “Det er målet.”

Om fire år skal antallet af hjemløse været halveret, lyder den officielle målsætning. Og om otte år skal tallet være 0.

Det er ambitiøst. Tror du, det kan ske?

“Ja, jeg tror på det. Du bliver nødt til at sætte ambitiøse mål. Ellers administrerer du bare tingene, som de er lige nu. Du bliver nødt til at stræbe efter at bekæmpe problemerne. Og ja, vi vil forsøge at stoppe hjemløsheden. Og selv hvis vi ikke når det mål helt, skaber det en masse fremskridt at kæmpe for at gøre det,” siger han.

Og det er måske den sidste del af hemmeligheden bag den finske succes. At man fra begyndelsen turde sætte tårnhøje ambitioner og så satte alt ind for at nå dem. At man, som Kaakinen pointerer, ikke brugte alt krudtet på at tale og diskutere, men på at handle.

“Der er masser af snak om hjemløshed. Masser af forskning. Vi ved virkelig meget om, hvad vi kan gøre. Så hvorfor ikke gøre det?” spørger han. “Lad os snakke mindre og gøre mere.”

I øvrigt: Snart går vi i luften med en serie om løsninger – folk, organisationer, virksomheder eller myndigheder, der har løst et vigtigt problem. Eller blot har fundet overraskende løsninger, vi andre kan lære noget af. Det bliver både artikler og podcasts, og de kommer til at minde en del om historien her. Skriv endelig til [email protected] eller nedenfor i bidragssporet, hvis du kender til interessante løsninger, som kunne fortjene opmærksomhed. Det kan være stort og småt.