Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Gitte Loeyche er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi tror, vi kan forklare afrikanere, at det er en dårlig idé at migrere til Europa. Efter et år i Nigeria ved jeg, hvorfor vi tager fejl

RETURMange nigerianere forsøger – som moren og barnet her – at komme til Europa. Men vi misforstår ofte hvorfor. Foto: Pius Utomi Ekpei / AFP / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

I over et år har journalisten Maite Vermeulen skrevet om migration fra Nigeria. Efterhånden stod det klart, at vi på en række områder misforstår, hvad migration mod Europa egentlig handler om. Ud fra de nigerianere, hun har mødt, skitserer skribenten her seks af de mest genstridige myter.

Jeg er så vant til spørgsmålet, at jeg svarer uden at tænke: Niks, sådan en stor fyr som dig kan ikke være i min kuffert.”

Den soldat, jeg taler til, svarer ikke med det samme. Men så ler han, løfter sit automatvåben over skulderen og vinker min taxi gennem kontrolpunktet.

Hans spørgsmål var: Kan jeg ikke komme med til Europa?”

Jeg har nu i et år boet i et land, hvor jeg får det spørgsmål igen og igen, ikke bare fra soldater, men også fra chauffører og supermarkedsmedarbejdere, sikkerhedsvagter og gadesælgere og først og fremmest fra de mennesker, jeg interviewer.

Ikke dermed sagt, at alle 200 millioner borgere her i Nigeria står og banker på EUs porte. Men mange nigerianere har et hårdt liv og drømmer om en bedre og enklere tilværelse. At møde en europæer er en chance, hvor lille den end er, for at få et bedre liv. Og det kan vel aldrig skade noget at spørge, vel?

Mit dagligliv er uløseligt forbundet med det tema, jeg nu har skrevet om i over et år: migration.

I det forløbne år har jeg skrevet historier, som prøver at afdække, hvad migration betyder for udvandringslandet – et land af tilbageblevne – og hvordan det adskiller sig fra, hvad migration betyder i Europa, ankomstlandet. Det har været et år, hvor migrationen var ved at få EU til at gå op i sømmene. Et år, hvor migranter i dagevis skvulpede rundt i redningsbåde, der ikke fik lov at lægge til nogen steder.

Toppen i EU diskuterede omfordeling af asylansøgerne, og den politiske debat var til tider rødglødende.

Af nogenlunde de samme grunde har det været et år, hvor migration også her i Nigeria i højere grad kom på dagsordenen. Stadig flere nigerianere bliver smidt ud af Europa, for eksempel efter at være blevet støvet op af nigerianske menneskehandlere, eller fordi europæiske organisationer giver tilskud til afrikanske ledere, der vil slå hårdt ned mod illegal migration.

Hvor jeg for et år siden havde svært ved overhovedet at finde nigerianske journalister, der tog migration som tema alvorligt, er der nu etableret en særlig klub, International Forum for Migration.

Kort sagt er det et godt tidspunkt at gøre regnskabet op på og opsummere det, jeg har lært om migration i Afrikas største udvandringsland. Jeg vil fortælle, hvordan det er gået migranter og tilbageblevne, som jeg har mødt i Nigeria. Naturligvis er hver persons fortælling temmelig unik – men jeg har hørt det samme gang på gang i andres historier. Og netop disse konkrete menneskelige fortællinger kan gøre vores abstrakte diskussion om migration mere vedkommende.

1. Mennesker migrerer ikke alene som følge af økonomien – migration er økonomien

Philomona bor i Benin City. Ved første øjekast en gennemsnitlig afrikansk by med mange ubrolagte veje, larmende trafik og højtråbende gadesælgere.

Men hvis man ser bedre efter, er der noget påfaldende ved byen: Vejene er hullede som schweizerost, mens husene langs vejene har fint udsmykkede indfattede stenplader og iøjnefaldende søjle-verandaer foran. Selv om der ingen vandledninger er, er der rejst enorme, skinnende metalhegn i vejkanten. Og selv om der de fleste steder ikke er elektricitet, bliver der bygget overalt.

Hvordan det går til, fik jeg at vide af Philomona. Jeg mødte hende for næsten et år siden – siddende i havemøbler af plastik foran sit hus og med to fede kalkuner for fødderne. Tidligere havde hun været skolelærer, men hendes tænder var faldet ud, og nu kan hun ikke længere gøre sig forståelig, når hun taler til en klasse.

Philomona er mor til fem børn. Den ældste datter har hun ikke set i 15 år. Hun bor og arbejder i Belgien.

Det var Pholomonas idé, at datteren skulle tage til Europa. I Benin City havde datteren en sodavandsbod, men der kom så få mennesker, at hun egentlig ikke tjente penge ved det. Der var ikke penge nok til at betale for skolegang og uddannelse til hendes lille dreng, Philomonas første barnebarn.

Og så satte Philomona hver måned en del af sin magre lærerindkomst til side. Og efter et par år – hendes barnebarn var dengang tre år – havde hun penge nok til at betale for rejsen til Europa. Philomona tog sig af barnebarnet, mens datteren rejste.

Nu bor Philomona i et fint hus med en nyere tilbygning – bygget for de penge, hendes datter har sendt hjem fra Belgien. Hendes barnebarn er nu i gang med en musikuddannelse, som også bliver betalt med penge tjent i Belgien.

Hvordan disse penge mere præcist bliver optjent i Belgien, ville Philomona ikke fortælle mig. Hun mumlede noget om en fabrik, om en mand og om Flandern.

Det er en offentlig hemmelighed: De fleste kvinder, som rejser til Europa herfra, bliver sexarbejdere.

Så længe pengene kommer, gør ingen en stor sag ud af det. Ashavo no dey kill, siger de så: Man dør ikke af at prostituere sig.

Og sådan går det til, at den offentlige service i Benin City er elendig, samtidig med at byen er fuld af kæmpestore huse. Benin City er en by, der er bygget for penge, som bliver sendt hjem fra Europa – en by bygget af familierne, ikke af det offentlige.

Jeg lærte af Philomona, at migration ikke kun er et tegn på underudvikling, men også en drivkraft for udviklingen. De bidrag, som bliver sendt hjem via migranter – de såkaldte remittances – er tilsammen mange gange større end udviklingshjælpen fra vestlige regeringer.

De kommer direkte til de familier, som har brug for dem. Og det er årsagen til, at mænd og kvinder bliver ved med at rejse mod Europa – selv om de udmærket ved, at der kan vente kvinden et liv som prostitueret.

Disse remittances løser på ingen måde alle problemer, og de bliver ikke geninvesteret i anlæggelse af bedre veje, men de udgør indbyggernes livline.

Migration er med andre ord selve økonomien.

Bekæmpelse af illegal migration og menneskehandel betyder derfor også ødelæggelse af den lokale økonomi. Og hvad er så alternativet for mennesker som Philomona?

2. Jo flere mennesker der migrerer, jo flere får lyst til at migrere

For et halvt år siden tegnede jeg Cyrils stamtræ.

Jeg placerede hans mor øverst. Hun var den femte af Cyrils fars otte koner. Derunder anbragte jeg Cyril, hans tre søstre og brødre og herunder igen deres børn.

Derefter noterede jeg, hvor familiemedlemmerne nu boede. En søster boede i Italien, hvor hun havde været sexarbejder siden 2016. En niece var også i Italien, hvor hun havde været prostitueret i fire år og nu havde fået opholdstilladelse. En nevø var ligeledes i Italien og opholdt sig på et center for asylansøgere. En nevø var i Tyskland. En svoger befandt sig i Dubai, efter at han havde prøvet at nå frem til Spanien via Algeriet.

Og Cyril?

Han prøvede i 2017 sammen med sin kone at komme til Europa, men nåede ikke længere end til Libyen, hvor de blev arresteret, fængslet og kom væk fra hinanden. Cyril besluttede efter nogle måneder i fangenskab at tage imod et tilbud fra EU: en enkeltbillet tilbage til Nigeria. Cyrils kone er, så vidt han da ved, stadig i Libyen.

Jeg har kigget på stamtræet i min notesbog mange gange. Og jeg forstod efterhånden, at migration fører til mere migration.

Før han rejste, havde Cyril haft en god, velfungerende cateringvirksomhed. Men hans yngre nevøer kunne sende flere penge tilbage fra Europa til Nigeria, end han tjente med alt sit hårde arbejde. Det var et hårdt slag. At han ikke selv kunne betale sin smartphone, men måtte lade sin yngre nevø købe den til sig, var den ultimative fornedrelse. Og den vigtigste grund til, at også han ville til Europa.

Forskerne taler også meget om den såkaldte kumulativt-kausative teori: Hver succesfuld migrant bliver årsag til, at flere mennesker ønsker at migrere fra deres samfund. Og enhver succesfuld migrant danner grundlag for, at flere mennesker kan migrere fra deres samfund.

En bestemt del af stamtræet fascinerede mig i særlig grad. Jeg tegnede det helt øverst oppe, under Cyrils fars andre syv koner. Et af farens børn, Cyrils stedsøster, boede som 17-årig i Libyen. Da der i 2011 udbrød krig, flygtede hun over havet til Italien. Hun fungerede som Cyrils rejseplanlægger, som han selv kaldte det: den, han betalte pengene til, og den, som organiserede det hele for ham. I Europa ville vi kalde hende menneskesmugler.

Og på denne måde udgør hver enkelt nevø, niece, onkel og tante en kilde til viden og hjælp, som muliggør den efterfølgende migrants rejse. Illegal migration opretholdes alene takket være de sociale netværk. Det er ikke tilfældigt, at mere end halvdelen af de nigerianske asylsøgere, som kommer til Europa, stammer fra en bestemt delstat: delstaten Edo, hvori Benin City er hovedstaden.

FUNDAMENTHuset her i Benin City bliver bygget for penge, som migranter sender hjem fra Europa. Foto: Pius Utomi Ekpei / AFP / Ritzau Scanpix

3. Mennesker holder ikke op med at migrere, fordi de får lidt flere penge – tværtimod

Intet andet bliver omtalt i så forsimplede termer i Europa som grundene til, at afrikanske migranter gerne vil til Europa. Det opdagede jeg, så snart jeg ankom til Nigeria. Det skyldes, tænker man ofte i Europa, at de er fattige. Logisk nok – når du har så lidt, vil du sikkert hellere et sted hen, hvor du kan få noget mere. Og derfor må vi, hvis vi vil bekæmpe migration, skabe bedre muligheder i udviklingslandene. Vi må med flere penge bidrage til at trænge fattigdommen tilbage i de lande, migranterne kommer fra.

Men vi glemmer, at migration koster penge. Tag for eksempel David.

Jeg mødte ham, den første dag jeg var i Lagos. Han samlede mig op i sin taxi. Den kørte han – han havde afsluttet sine studier på handelshøjskolen – for at kunne spare penge sammen. Spare op, spare op, spare op – andet kunne han ikke tale om.

For en rejse gennem Sahara til Libyen koster let 1.500 euro. Og at komme over Middelhavet 1.000 euro mere. David var oppe på omkring halvdelen, da jeg mødte ham. Hver dag stak han et beløb svarende til 3 eller 4 euro ind under madrassen. På et tidspunkt havde han hele beløbet sparet op. Men da han overdrog beløbet til en rejseplanlægger’, forsvandt denne med hele stablen af sedler. David begyndte bare forfra.

Når folk her tjener mere, vil de med større sandsynlighed migrere og migrere langt. Så er der pludselig penge til rejsen. De fattigste af de fattige migrerer ikke, fordi de ikke kan betale prisen. Migrationstærsklen” kalder forskerne det.

Men denne tanke siver ikke rigtig ind hos beslutningstagerne, lærte jeg af forskeren Jessica Hagen-Zanker fra Overseas Development Institute. Alle i kredsen af beslutningstagere er opmærksomme på migrationstærsklen, men alligevel udtænker man det ene program efter det andet for at bekæmpe fattigdommen med henblik på at imødegå grundårsagerne til migration”. Den tanke, at udviklingsbistand kan reducere migrationen, er i Hagen-Zankers øjne mest af alt bare en overbevisende, men ikke særlig retvisende, historie.

4. Migration drives ikke af fattigdom, men af magtesløshed

Edwin havde en mastergrad i social udvikling, men den kastede ikke rigtig noget job af sig. Jeg mødte ham på hans kontor i en ungdomsorganisation, hvor han udførte frivilligt arbejde. For at klare sig lavede han her og der småjobs af forskellig art i bygningen.

Og nu havde han solgt sit gamle hus – uden at fortælle det til sine brødre og søstre – for at kunne betale sin rejse til Europa. Hvorfor ville en person med en mastergrad rejse til Europa via Sahara?

Han tog mig med til et kæmpestort hus, som lå en lille times kørsel fra Benin City. Høje, fæstningsagtige mure, en stenplade med ordene God is Great og en stor have.

Et par år tidligere havde Edwin sat fliser op i badeværelserne. Natursten, smukt materiale. Huset tilhørte en ven, som for at par år siden var rejst til Europa. Denne ven har kun gået i grundskolen, og så byggede han et hus,” siger Edwin. Jeg har taget afsluttende eksamen og har en mastergrad, og så var det mig, der satte fliser op …”

I Nigeria handler det ikke om, hvad du kan, men om, hvem du kender, siger Edwin. Umådeligt frustrerende for den, der kan en masse, man ikke kender nogen.

Edwin lærte mig, at mennesker ikke forlader Nigeria på grund af arbejdsløshed eller fattigdom, men af meget mere dybereliggende grunde. Det handler om magten til at påvirke din egen skæbne. Om at have indflydelse på dit eget liv.

Edwin forlod landet, fordi han havde prøvet det eneste, der stod i hans magt – at tage en uddannelse, kurser, frivilligt arbejde, ikke særligt relevante småjobs – men uden større udbytte. Han følte, det var game over for ham i Nigeria, og den eneste mulighed, han havde tilbage, var at tage et andet sted hen og spille et nyt spil.

5. Oplysning om migration giver ikke meget mening

Osaro mødte jeg, da han netop havde flyttet de sidste stumper ud af sit lille kammer og solgt det for at rejse væk. Han lå alene på en madras i det nøgne lille rum, han havde lejet af lederen af en café. Der lugtede, som om det tidligere havde været brugt til oplagring af øl.

På caféen fortalte han mig om sine rejseplaner. De var usammenhængende, risikable og dyre. Men sådan så Osaro det ikke: Om de går over land eller gennem vand eller ild – jeg skal bare væk.”

Jeg kom til at tænke på en talemåde på igbo, et af de største sprog i Nigeria. Hapu ihe e dere na mato banye moto. Groft sagt betyder det noget i retning af: Glem, hvor vognen skal hen. Bare hop ind.

Eller med andre ord: Gør noget i stedet for at bekymre dig om detaljerne på forhånd.

Det er en livsholdning, som strider direkte imod den europæiske tanke, at vi med god oplysning kan holde folk tilbage, så de ikke migrerer. Hvis folk vidste, hvor farligt det er at rejse tværs gennem Sahara, ville de ikke tage af sted, tænker vi. Det er den tankegang, som ligger bag udgifter på millioner af euro til tv-spots, radioprogrammer og plakatkampagner. Men jo flere mennesker jeg talte med, jo mindre troede jeg på den.

Osaro vidste for eksempel ganske udmærket, hvad der ventede ham. Hans ven Osamuyi var netop vendt hjem fra Libyen – det var ikke lykkedes for ham at komme til Europa. I Libyen blev han solgt som slave, handlet, mishandlet, fornedret.

Hvorfor ville Osaro så gøre den samme rejse? That is not my portion, lød hans svar: Det bliver ikke min skæbne. Det sker ikke for mig.

Den sætning hørte jeg gang på gang blandt håbefulde migranter. En slags vanvittigt håb om, at fremtiden bliver bedre end fortiden.

Ikke engang hans ven Osamuyi ville – trods sine lidelser i Libyen – tale Osaro fra at rejse ud. Hvem ved, måske fik han faktisk held med sig?

Mennesker, som har været heldige, ser man nemlig overalt. I huse som Philomonas eller Edwins skolekammerats. Ingen oplysningskampagner om farerne kan modsige de håndgribelige beviser på, at nogle mennesker – måske også jeg – kan klare sig i Europa.

6. De fleste af de ting, der bliver sagt om migration, ved vi ikke

Osaros ven Osamuyi lærte mig – ud over hvilke rædsler migranter oplever i Libyen – noget vigtigt. Noget, vi i virkeligheden aldrig må glemme, når vi taler om migration. Nemlig, at vi egentlig ikke ved ret meget om det.

Osamuyi har været over halvandet år i Libyen, har to gange prøvet at komme til Europa og er to gange af egen fri vilje vendt tilbage til Nigeria. Men hans rejse kommer ikke til at optræde i nogen statistik.

Han rejste uden pas, fortæller han mig. Han har ikke fået et stempel nogen steder. Han har aldrig mødt nogen fra en international hjælpeorganisation. Og han har aldrig anmeldt sig som tilbagevendende migrant til de nigerianske myndigheder.

Hvert femte minut siges der noget om migration i nyhederne. Hvor mange mennesker der er ankommet til Europa, hvor mange mennesker der sidder fast i Libyen, hvor mange mennesker der er døde på havet. Det er en diskurs, vi fører i begreber som mere” eller mindre”. Men sandheden er: Alle tallene er i bedste fald grove skøn over det virkelige antal.

En tolder har fortalt mig, at der er omkring 2.000 grænseovergange i Nigeria, og de 80 af dem er dårligt bevogtede. Hvad sker der ved de grænseovergange? Vi har ingen idé om det. Hvor mange mennesker sidder fast i Libyen? Det er rene gisninger. Antallet af døde på Middelhavet? Who knows? I Sahara? Endnu mere umuligt at sige.

Jeg har i det forgangne år tit tænkt, at det ikke er så underligt, at debatten kan føles mangelfuld i Europa. For når vi har så få troværdige data, vinder følelserne og de nemme holdninger ofte diskussionen. Nonsens kan kun imødegås med kendsgerninger. Og dem har vi netop ikke ret mange af.

Efter et år i Nigeria ser jeg på migration som et udtryk for den dybeste menneskelige drivkraft: ønsket om at gøre vores liv bedre. Men kan man så holde mennesker tilbage med oplysning, stærk grænsebevogtning eller bedre hjælp i hjemlandet?

Når vi tænker over og diskuterer migration, må vi altid medtænke bevægelse. Bevægelse i stedet for stilstand. Bevægelse fra land til by, fra tørre områder til frugtbar jord, fra fattigdom til rigdom – og dermed også fra Afrika til Europa. Ikke fordi bevægelse i sig selv er noget godt, indbringende eller behageligt, men fordi den nu engang er noget menneskeligt. Stilstand er dumt og urealistisk.

Naturligvis må vi styre denne bevægelse ind i fornuftige baner. Vi må skabe en strategi, der kan sikre, at mennesker ikke dør undervejs, at mennesker ikke bliver udnyttet, og at alle kan leve med bevægelsen – både i Nord og Syd.

Hvis man tager bevægelse som udgangspunkt, forstår man pludselig bedre, hvorfor så mange påbegynder de forfærdelige rejser gennem ørkenen og over Middelhavet. Og hvis vi begynder at diskutere de myter, der dominerer samtalen om migration, kan debatten måske flyttes fra de nemme sandheders domæne til et – forhåbentlig – bedre sted.

Artiklen er oprindeligt bragt i Zetlands søstermedie i Holland, De Correspondent. Oversat af Ole Lindegård Henriksen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem