Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Skal du forstå din 17-årige søster/niece/datter/barnebarn, kan du begynde med at forstå verdens yngste popstjerne lige nu

  • 28. august 2019
  • 9 min.
FEDT NOKHer er hun så, fremtiden. Foto: Splash News, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Hun nægter at være popstjerne på popstjernemåden med lange ben og glittertøj, hun er født efter 9/11 og ind i en tid, hvor alvoren kom i dåbsgave, og så har hun aldrig kendt til en klode uden internet og afstand mellem den lille verden og den store derude. Med andre ord er den 17-årige amerikanske sangerinde Billie Eilish det lige nu måske stærkeste koncentrat af sin egen generation. Og derfor absolut værd at kende.

Det kan være, du har hørt eller læst navnet, Billie Eilish ville det så lyde eller stå, hun er på få år blevet et globalt, kulturelt fænomen, og måske giver det mening. Der er noget på spil her, og det noget giver sig helt umiddelbart til udtryk i succes.

I sidste uge slog den amerikanske sangerinde rapperen Lil Nas X’s hiphop/country-kærlighedsbarn Old Town Road af førstepladsen på singlehitlisten Billboard Hot 100, hvor nævnte hiphop/country-kærlighedsbarn ellers havde ligget i rekordmange 19 uger, og 12 af 13 numre fra hendes debutalbum har nået samme liste, hvilket er det højeste antal for nogen kvindelig musiker nogensinde. Hun er den første kunstner født i det 21. århundrede på toppen af albumhitlisten Billboard 200, og så har hun i år haft det næsthøjeste salgstal, når man alene kigger på første uge efter udgivelsen. Hun er 17 år gammel.

Og det er jo noget, sådan virkelig noget, men at det giver mening, at Billie Eilish er blevet et fænomen, har med andet end hendes musik at gøre, for sagen er den, at hun fortæller en historie om noget større, om en generation, der har mødt en verden, der ikke kun, men så i hvert fald også defineres af en frygt for fremtiden. Hun trodser de forventninger, man måtte have til en ung kvinde, især hvad angår, hvordan denne unge kvinde ser ud og opfører sig. Billie Eilish er altså ikke bare en popstjerne. Hun udfordrer enhver konsensus om, hvad det vil sige at være netop det, og bliver dermed, som det jo så ofte sker, til den nye konsensus.

Måske kunne det i det lys være interessant med en forklaring, og den kommer her. Til dig, der ikke selv er 17 år, men som har hørt eller læst (eller ingen af delene, alle er for så vidt velkomne til at læse videre, og jeg lover at gøre det relativt kort) navnet Billie Eilish.

Og i øvrigt – hvis du vil have den bedste oplevelse med den her artikel, så vil jeg anbefale dig at lytte til den. Jeg spiller eksempler i lydversionen.

Hvordan lyder hun?

Godt. Billie Eilish laver sin musik sammen med sin bror, 22-årige Finneas, og det er interessant, i hvert fald hvis man skal tro på interviews, de har lavet, fordi det giver dem en meget umiddelbar dynamik, når de arbejder, der er ingen forstillelse imellem dem, intet lag af fernis. De har begge netop forladt børneværelset, og derinde kan man sige, hvad man vil, som man vil det. At lytte til debutalbummet WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO? føles som at træde ind et lukket rum, som jeg læste det i en anmeldelse, og det er rigtigt.

Det mest interessante ved den musik, de to søskende så skaber, er nok, hvor mange forskellige ting den er. Det vidunderlige ved pop er, at den som genre kan hente inspiration fra alle genrer, og Billie Eilish falder ikke ned i én kasse, hun bor blandt meget andet både nede i EDM-kassen (electronic dance music), i den følsomme ballade-kasse og i den noget tungere, mere industrielle kasse. Hendes største hit, bad guy, begynder med et fire til gulvet-beat, altså en, to, tre, fire og så forfra, det er dansabelt, det kører bare derudad, men det er også mørkt, især teksten. Hun hvisler nærmest, når hun synger, at:

I’m that bad type /
Make your mama sad type /
Make your girlfriend mad tight /
Might seduce your dad type.

Og så stopper alt, og så forvrænges hendes stemme. Hun lyder lidt som et monster:

I’m the baaaaad guy.

Uha.

I et andet hit, when the party’s over, synger hun lyst og sfærisk om et forlist forhold. Det er en fremragende klaverballade på højde med sange fra kunstnere, som har langt mere levet liv at skrive på ryggen af, og i et tredje hit, bury a friend, er hun igen monsteret, helt konkret det, der bor under sengen. Her bliver det for alvor uhyggeligt:

Today, I’m thinkin’ about the things that are deadly /
The way I’m drinkin’ you down /
Like I wanna drown, like I wanna end me.

Teksten fordeler sig hen over en mærkeligt opbygget struktur. Den er langtfra almindelig for en popsang; der kommer blandt andet en underligt placeret bro et sted, hvor man normalt ville lægge et omkvæd, og der er også lange sekvenser af drabelige dronelyde, som ligesom destabiliserer sangen, men slet ikke så meget, at den bliver utilgængelig. Den er blevet afspillet 448 millioner gange på Spotify alene.

Sidst er Billie Eilishs stemme et kapitel for sig. Den er, ligesom hendes musik i sig selv, i stand til at gå fra det klaustrofobisk intime til det næsten storladne, men fællesmængden er melankolien, stemmen er næsten altid mørk, og der er en stille overlegenhed i den, som, igen, hun næsten virker for ung til at have.

Hvor kom hun fra?

Internettet. Det begyndte med, at en på det tidspunkt 14-årig Billie Eilish i 2016 lagde sit første nummer, Ocean eyes, på musiktjenesten SoundCloud, hvor alle kan uploade det, de nu går og laver (jeg siger ikke, at jeg kender nogen, der engang lavede en sang om, hvor hurtig og stærk Michael Laudrup er, og lagde den derop, men jeg siger heller ikke, at jeg ikke gør det), og selv om det egentlig bare var meningen, at hendes danselærer skulle høre det, gik nummeret viralt.

En masse andre brugere af SoundCloud lavede remix af sangen, og nogle af disse remix nåede ud af internettet og helt over til den etablerede pladebranche, og pludselig havde Eilish en kontrakt hos pladeselskabet Interscope Records, der blandt mange andre udgiver Eminem, Lady Gaga og Kendrick Lamar. Så. Store kanoner.

Siden gik det, som det gik. I 2017 udgav hun ep’en dont smile at me (sic), som, ligesom pladen, der efterfulgte den, formåede at bestå af både tung trap, croonede ballader og også et enkelt hit med noget, der lignede en spansk guitar. I 2018 udgav hun sammen med sangeren Khalid lovely, som kom med i et afsnit af Netflix’ populære ungdomsserie 13 Reasons Why, og så kom hun på tv, så opbyggede hun et kæmpe følge på Instagram, og så blev det hele bare større og til sidst stort. Rekordstort. Det var vi jo omkring indledningsvist.

Hvad er hun?

Anderledes. Vi kan begynde på Instagram (35,5 millioner følgere), hvor Billie Eilish er blevet et modeikon på grund af sin stil, hun går i kæmpe trøjer, kæmpe bukser, det hele er oversized, pangfarver, der skrives i de amerikanske fashionmedier regulære oder til hende. Det er nærmest kostumer, vi er ude i, ikke tøj, og det er langtfra normalt. Hun går med masker, pigge, kontaktlinser, der får hendes øjne til blot at ligne hvide huller, men parret med hendes konstant afmålte (engang var hun kendt for ikke at smile, men den holder altså ikke helt, i hvert fald ikke længere) ansigtsudtryk, så fremstår det hele enormt ubesværet og på en paradoksal måde også meget menneskeligt. Som jeg læste i The New Yorker i en ekstremt The New Yorker-agtig sætning: Eilish føles som et mirakel på et kulturelt tidspunkt, hvor vi alle sammen prøver virkelig hårdt på at sortere de virkeligt virkelige mennesker fra dem, som kun er snu og ambitiøse nok til at kende den rigtige måde at kuratere og præsentere en autentisk udseende følelse.”

Hendes stil sætter spørgsmålstegn ved, hvordan en ung, kvindelig popstjerne skal se ud. Billie Eilish er ikke, som jeg læste det et sted, en sexet selfiekliché, hun er sin egen, en oprørsk 2019-punker, der kombinerer og leger med normative forståelser for mode, køn og musik. Hendes æstetik er både en modgift til og en fordrejning af den hyperfeminiserede popstjernearketype, eksempelvis: I you should see me in a crown giver hun en meget lidt stilfærdig fuckfinger til de mænd, der måtte se hende som et sexobjekt.

Millioner af især de yngre identificerer sig med hende. I sine sange synger Billie Eilish ikke bare om det hjerte, der som bekendt rimer på smerte, men om den kollektive angst, en generation, som står over for en fremtid defineret af klimaforandringer, global ustabilitet og politisk opbrud, kan føle, Billie Eilish taler til og fra en generation, som er vokset op med en intim forståelse for, hvad det vil sige at være bekymret. Det er det, hun skriver op imod. Sidste år gav hun et interview til Vanity Fair:

Det har været temmelig mørkt på det seneste – verden, mener jeg.”

all the good girls go to hell synger hun om, at Hills burn in California”, på ilomilo handler det om selvmord blandt teenagere (The world’s a little blurry / Or maybe it’s my eyes / The friends I’ve had to bury / They keep me up at night”), og på xanny, en i øvrigt næsten helt afpillet produktion, der så pludselig bliver larmende overstyret, behandler hun den brug af angstmedicinen Xanax, som i nogle år har præget dele af den amerikanske, men også danske, ungdom. Måske er en lære af Billie Eilish, at hendes generation i høj grad er bevidst om smerte.

ANDERLEDESOg hverken momsstealinyaboyfriend eller dennis.brd er vilde med det. Det er der virkelig mange andre, der er. Screendump fra Billie Eilishs Instagram.

Hvad vil hun?

Det samme som så mange andre. Tror jeg. Jeg har ikke spurgt hende (jeg gad ellers godt).

Billie Eilish spejler sin generation, fordi hun vil det hele. Hun mikser genrer (og kan i øvrigt ikke lide begrebet), stil, normer; det hele er meget postmoderne, med hende er meget få ting, som de altid har været. Hendes ligegyldighed over for og oprør mod det normale er den samme, som definerer store dele af det, man kalder generation Z (dem, der kom efter millennials, altså født omkring de sene 1990’ere, tidlige 00’ere), og på den måde er hun stilskabende, avantgarde, men på samme måde er hun også et produkt af sin tid.

Nogle gange skriver Billie Eilish en sang bygget på en fortælling om, at hun er et monster, men andre gange skriver hun en, der kunne være løftet direkte fra siderne i en teenagers dagbog. Hun er mange ting, samtidig med at hun insisterer på sin ret til ikke at være nogen ting, og måske er det det, der har gjort hende til et fænomen og en generations stemme. Måske.

Måske er hele pointen ved Billie Eilish, at hun er meget svær at sige noget som helst endegyldigt om. Det, man ser, det, man måske forstår, er, at hun rammer noget i tiden, hun konfronterer det etablerede og giver stemme til en følelse af afmagt, men det, hun er, har vi måske ikke rigtig set før.

En ny tids popstjerne.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem