“Omsorg. Påpasselighed. Måske ligefrem ømhed.” Fornuft alene kan ikke gøre verden grønnere, siger denne teolog

HORISONT“Der er nogle af mine jævnaldrende, der falder hen i depression, når det, de har kæmpet for, fuser ud. Men jeg har aldrig haft følelsen selv. Jeg er bare blevet ved med at se det samme,” siger Ole Jensen. Cinemagraf: Jonas Pryner for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

22:31

Derfor skal du læse denne artikel

Det var en misforståelse af skabelsesberetningen i Bibelen og en fejludvikling af historiske og fatale dimensioner, der gav mennesker carte blanche til at herske over naturen. Det mener teologen Ole Jensen, der i 1970’erne formulerede en skarp kulturkritik og efterlyste et helt nyt natursyn med rod i agtelse frem for brutalitet. Vi spurgte, hvilke vendepunkter i hans liv der førte til dén erkendelse.

I begyndelsen af 1950’erne, dengang danske familier begyndte at flytte i parcelhus og fik oliefyr og centralvarme og badekar og en støvsuger fra Nilfisk, da bilimporten steg og hvert år tilførte op mod 100.000 nye biler til de danske landeveje, dengang det lykkedes videnskabsmænd fra den amerikanske hær at fremstillede en 65 tons tung superbombe, der sprængte en hel koralø i Stillehavet væk under en prøvesprængning, dengang var Ole Jensen en ung knægt fra Aarhus-egnen, som et par gange oplevede det, han i dag kalder nærværsoplevelser”.

Der var ikke noget eksotisk ved oplevelserne, siger han. De var for så vidt ganske elementære, eftersom temmelig mange mennesker kan have dem”. Alligevel sidder de stadig i ham, nu hvor han er 81 og kalder dem frem i sit sofahjørne i en lejlighed i Risskov. Han har fløjlsbukser på, ternet skjorte. Gennem vinduesrammen bag ham triller formiddagstrafikken af sted. Hans kone, Iris, er gået til slagteren efter smørrebrød.

Jeg gik ned ad en lille vej, og så pludselig var verden … så stod den stille et evigt sekund. Hvor alting bare er der. Og der mangler ingenting,” siger Ole Jensen, og så er det væk … Det er erkendelsen af det dyrebare. Sådan helt fysisk, det, at tilværelsen er dyrebar, det er noget kosteligt.”

Ole Jensen er teolog og fik tidligt øje på den hastige udryddelse af plante- og dyrearter og klimaforandringerne som en realitet. Han har været professor, domprovst, højskoleforstander, rektor på Præsternes Efteruddannelse, medlem af Etisk Råd, og i 1976 skrev han bogen I vækstens vold, der dengang gik som varmt brød, blev oversat til flere sprog, og som man stadig kan dumpe ind i hos antikvariater rundtomkring. I bogen formulerede han en omkalfatrende kulturkritik og gav sit svar på, hvad der skal til for at løse naturens krise. Som teolog havde det svar hverken rod i størrelser som fornuften, økonomien eller fysikken – men i etikken. Han argumenterede for, at det er en fejludviklet kristendom, der ligger til grund for hele det natursyn, der har drevet den vestlige kultur (og dermed efterhånden hele verden) til at mene, at vi som mennesker har herredømmet over jorden, og at naturen udelukkende er til for vores skyld. Der er, skrev han, brug for et andet natursyn. Et agtelsens natursyn.

Selve skabelsesberetningen, lyder Ole Jensens argument, peger på livet som et under. At noget findes – at mennesket, universet, bjergene, tissemyren, krokodillen og mælkebøtterne er til – er grundmiraklet”. Og dét mirakel begrunder, hvorfor vi skal beundre naturen, siger han. Hvorfor vi skal passe på skaberværket.

‘Der skal blive lys, og der blev lys’, står der allerførst i skabelsesberetningen. Det er jo de gamle hebræerens forsøg på at sige det, som vi stadig famler efter at kunne sige: Miraklet er, at noget er til. Der er ikke tomhed! At noget fylder, er et mirakel. Skridtet fra tomhed til fylde er alting. Og det kalder agtelse frem.”

Men kristendommen, mener Ole Jensen, slog ind på en forkert kurs. Den blandede sig med de græske filosoffers dualisme, der gjorde ånd til det fine og resten – naturen, kroppen, sanserne eksempelvis – til noget, der bare er til rådighed.

Så udviklede kristendommen sig til at blive en ulykke for den vestlige kultur,” siger han. Magtudfoldelsen over naturen blev ensidig og balanceredes ikke med agtelse og respekt.”

Og det var sådan set dér, mener han, hele miseren begyndte.

Engang var der en ret vild praksis for, at Danmarks store teologiske intellektuelle havde noget at sige om det samfund, de var en del af – K.E. Løgstrup og Hal Koch eksempelvis – men det findes ikke rigtig længere. Måske fordi der ikke er så mange af den slags teologiske intellektuelle tilbage, eller måske fordi teologien og samfundsdebatten ikke rigtig kan finde ud af, hvad de egentlig har at sige til hinanden. Som et par fætre, der har glemt, de faktisk er i familie.

Lige præcis Ole Jensen er imidlertid en af de største undtagelser til dén nye regel, og han er det sikkert, fordi han selv er gjort af netop traditionen fra Hal Koch og Løgstrup som bekendt af den første og elev af den anden. Og selv om det er længe siden, at Danmarks Radio kunne finde på at vie en timelang sort-hvid-udsendelse til Ole Jensens teologiske kritik af det vestlige natursyn, er hans kritik måske mere aktuel i dag end nogensinde. Så jeg har skrevet til ham og spurgt, om han vil fortælle mig om de vendepunkter i sit liv, der førte til, at han formulerede sin kulturkritik. Det vil han gerne.

De intense nærværsoplevelser” i hans ungdom hører til første vendepunkt, siger han, da jeg er blevet bænket over for ham i Børge Mogensen-sofaen – eller rettere: De var hans første station”, som han kalder det. De andre stationer på vejen mod hans færdigformulerede, ætsende kulturkritik – otte stationer i alt – har han skrevet ned på sin computer og printet ud, inden jeg ankommer.

Er vi klar?” spørger han mig og lægger an til at begynde fra en ende af.

Ja,” svarer jeg. Ja, vi er klar.”

Det var ikke meningen, at Ole Jensen skulle have været student. Det lå i hvert fald ikke i kortene. Han troede, han skulle være tømrer ligesom sin bror. Men under en træningstime i redskabsgymnastik faldt han ned i en salto, så det smækkede i ryggen, og en hvirvel skred ud, hvorefter han blev låst inde i et korset i fem år uden nogen udsigt til at kunne blive tømrer. Men han var kvik i pæren, så Ole Jensen gik i gymnasiet, og her begyndte han at læse digte og skrive dem selv. Især Thorkild Bjørnvigs digte ramte ham. Aftenstilhed, som var jeg alene / med solsorteskriget / Men alt er til stede,” skrev Bjørnvig i digtet September, der blev en af Ole Jensens favoritter, og som han kunne spejle sine egne oplevelser af et øjebliks vildt nærvær i.

Den der poetiske, naturreligiøse åbenhed, som nogle af hans digte gav udtryk for, de gjorde et stærkt indtryk på mig,” siger Ole Jensen. Jeg havde meget tidligt en sans for det, der skulle varetages.”

Sansen for det, der skulle varetages – eller sansen for livet som noget mere og dybere og rigere end bare resultatet af materie og biologi og fysik – fik et ordentligt skud”, da Ole Jensen begyndte på Askov Højskole. På det tidspunkt, i 1950’erne, var Askov en centrifugalkraft i samfundsdebatten, og i midten af den centrifugalkraft var skolens forstander Knud Hansen. Han blev, siger Ole Jensen, den anden station på vej til erkendelsen af behovet for et nyt natursyn.

Han lærte mig to-tre afgørende ting. Den ene var, at man kunne have et kulturkritisk syn på verden. Jeg kom med sådan en naiv, tror jeg, europæisk tanke om, at dybest set var tingene i orden, og dybest set var vi på den rigtige kurs, men det rørte han ved,” siger Ole Jensen. Det andet var, at jeg lærte begrebet agtelse af ham. Det blev et grundbegreb for mig.”

Inden Knud Hansen blev højskoleforstander, var han præst i Assens, og allerede under krigen tilbage i 1944 havde han i sit kirkeblad skrevet om, at menneskets forhold til naturen ikke var præget af ydmyg respekt, men af brutalitet. Vores forhold til jorden, skrev han, er ikke længere præget af undseelse, men rovdrift”. Undseelse,” skrev han, er bevidstheden om, at livet er en gave, en gave, der krænkes og foragtes, hvis man møder den med hovmod. Uden undseelse vil verden efterhånden blive øde og tomhed.”

September, Thorkild Bjørnvigs digt, blev trykt første gang i hans debutdigtsamling fra 1947, Stjærnen bag Gavlen. Bjørnvig og Ole Jensen blev i øvrigt gode venner.

Med andre ord, uddyber Ole Jensen fra sofaen: Eftersom liv er en gave, kommer det med forpligtelsen til at tage vare på det.

Helt nede dybt i mennesker findes der en glæde ved at være til, også selv om den glæde i vores kultur næsten er totalt uerkendt. Det er ikke til at forklare, hvorfor mennesker i de mest forfærdelige vilkår for enhver pris vil være i live, medmindre det er, fordi livet for os helt uvilkårligt er værd at leve,” siger han.

Evolutionsbiologernes forklaring om, at livsdriften alene kan begrundes med behovet for artens overlevelse, giver Ole Jensen ikke meget for. Det er ikke et tilstrækkeligt argument,” siger han. At livet er værd at leve, er en grundfølelse. En anonym livsrespekt. Som er indgydt i os. Og hvis den skal udfoldes, så er den anledning til agtelse.”

I dag, tilføjer han så, udfolder vi ikke den agtelse.

Jeg hælder mere kaffe op, og vi går videre til næste station på vejen til Ole Jensens færdige erkendelse af behovet for et nyt natursyn. Den station, siger han, viste sig, da han som 22-årig fik sit første barn i 1959. 20 år forinden, i 1939, havde en schweizisk videnskabsmand fundet ud af, at det kemiske stof DDT kunne benyttes til at bekæmpe insektbårne sygdomme og dermed fungere som landmændenes nye supervåben mod afgrødedræbere. Snart blev DDT brugt over det meste af kloden, på mark efter mark, som malariabekæmper og som lusemiddel under verdenskrigen i hovedbunden på tusinder af soldater. Mennesket med sin nyligt opdagede gift har endelig fået overtaget i vores ældgamle kamp,” lød det i en amerikansk promoveringsvideo af midlet fra 1946, der anviste, hvordan DDT eksempelvis kunne bruges til at bekæmpe uvelkomne insekter omkring brændestakke, ved grillen”. Det kemiske stof, viste det sig imidlertid, rejste op gennem hele fødekæden, hvor det endte i kædens sidste led, mennesket.

Min kone læste, at der er mere DDT i normal dansk modermælk end de anbefalede grænser. Vi fik et chok. Det var et tidligt økologisk wake-up call. Og jeg kan tydeligt huske, hvad det var, der chokerede os: Det var, at det var det mest elementære. Kilderne. Kilderne! Modermælk burde være det reneste, det uforgiftede. Det var sådan en fornemmelse af, at det var en krænkelse. Det var ligesom brøndpisserne i gamle dage, der besudlede brøndene – det er noget af det mest usle, nogen kan finde på,” siger han og ligner en, der stadig lige har fået nyheden om, at insektgift overføres til hans nyfødte barn. Det helt elementære med kilderne, som skal være rene … Dét fik jeg en fornemmelse af der.”

Fjerde station kom i kraft af K.E. Løgstrup og – igen – Thorkild Bjørnvig. I 1962 skrev Løgstrup, den store teolog, en artikel, hvori han brugte Bjørnvigs digt Dag og nat, der handler om, hvordan menneskets magtfuldkomne behandling af naturen har speedet udryddelsen af plante- og dyrearter op med en hastighed, der langt overstiger naturens egen evne til at reproducere sig selv. I digtet kukker gøgen, men hvor man i gamle dage sagde, at gøgen tæller sine leveår med sin kukken, så talte den nu, skrev Bjørnvig, hver uddød art.

Løgstrup citerer digtet og siger, at den vesterlandske kulturudvikling er endt i vandalisme og udryddelse, det er en afstumpet kultur, skriver han. Kristendommen er blevet vor vestlige kulturs ulykke – det siger en teologisk professor!” siger Ole Jensen. Den der rivende hastige destruktion af arterne er begyndt på det tidspunkt, og det rykker helt ind i centrum hos mig, på samme måde som kilderne. Hvor skammeligt er det dog ikke at krænke det der fantastiske skaberværk. Det er ikke bare dumt. Det er skammeligt.”

Knud Hansen, Ole Jensens højskoleforstander, udfoldede sit syn på agtelse i en bog om Dostojevskij fra 1973. “Uden gensidig agtelse,” skrev han i forordet, “går menneskelivet til grunde.”

Med Løgstrup fik Ole Jensen plantet kimen til sin doktordisputats, der i første omgang tegnede til – med hans egne ord – at blive et meget nørdet forehavende om nogle tyske teologer” og det natursyn, som kendetegnede kristendommen både før og efter 1920, som ellers inden for teologien plejer at markere et brud. Disputatsen skulle læses, som han siger, af omkring 100 mennesker på kloden og ikke mere”.

Det går op for mig, at det samme natursyn har præget kristendommen – både før og efter 1920 – nemlig en magtholdning: At alt det andet er til tjeneste for os,” siger Ole Jensen.

I skabelsesberetningen siger Gud det sådan set selv: At menneskene skal blive frugtbare og talrige”, og at de skal herske over det hele. I et berømt filosofisk værk fra 1637 tog videnskabsmanden Descartes teten op og konkluderede, at mennesket skulle undersøge naturen systematisk for at gøre os til herskere over og ejere af den”. Udsagnet, siger Ole Jensen, kom med et guddommeligt mandat – en license to kill i praksis.

Lige siden,” som han siger, har vi ikke gjort andet end at foretage naturbeherskelse.”

Det nye magtforhold mellem menneske og natur kom med indlysende fordele. Mere mad. Sygdomsbekæmpelse. En vilje til at bekæmpe lidelse.

Hele udviklingen går ud på at få magt over naturen. Og det kan man godt forstå, så længe naturen er så stærk, at det, mennesket kan gøre ved den, bare er at kradse lidt i overfladen. Men så kommer dampmaskinen. Og industrialiseringen. Så vender det. Nu kan vi røre ved elementerne. Nu kan vi forstyrre elementerne. Det kan vi med artsudryddelsen, urskovsdøden, og endelig kan vi det med atmosfæren.”

Ole Jensen kigger på sine noter foran sig. Vi er nået til næste station, næste vendepunkt. For i 1972, undervejs i arbejdet med sin disputats, rejste han til Oslo for at holde en gæsteforelæsning, som han havde givet titlen Teologisk argumentation for tesen: Forurening er blasfemi.

Og så oplever jeg noget, der bliver skelsættende,” siger han og kigger op.

Efter forelæsningen gik han ned ad en trappe lidt bag en berømt norsk teolog, Jacob Jervell, der talte højt til flokken af sine beundrende elever rundt om sig. Han gjorde tykt grin med Ole Jensens forelæsning og mente tydeligvis ikke, at en størrelse som forurening havde noget at gøre i en teologisk forelæsning.

HA HA HA HA,” imiterer Ole Jensen fra sofaen. Det var meget ubehageligt. Jeg var ung og usikker over for denne berømthed. Men det går op for mig: Teologien forskanser sig i bevidsthedens verden.”

Ånden, med andre ord, er det, der optager teologien. Den ydre verden og kroppens verden derimod er den ikke opmærksom på. De skal bare beherskes.

Det var Jervells hånlige kommentar, der fik Ole Jensen på sporet af, hvordan kristendommen blev påvirket af den græske filosofis dualisme og dens idé om, at idéernes verden står over sansernes. Erkendelsen fik ham til at skrive et nyt stort kapitel i sin disputats, der på den vis udviklede sig fra at være en teologinørdet specialitet til at handle om hele den vestlige kulturs udvikling.

Hans kommentar er med til at gøre, at jeg opdager, at – for Søren – det her handler ikke bare om en teologisk udvikling. Det handler om det hele. Det handler om hele vores civilisationsform. Vi har gjort åndens verden til det fine, sanseverdenen er ikke. Dyrene, råstofferne, naturen – alt det gælder det bare om at domesticere. Herredømmetænkningen behersker alting.”

I 1973 rejste Ole Jensen til Indien som gæsteprofessor og holdt her en prædiken, hvori han gjorde opmærksomhed på, at med herredømmetænkningen kom en industri, der var i færd med at føre til klimaforandringer” og gøre atmosfæren varmere”. To år senere forsvarede han sin afhandling for fulde huse i Aarhus, og en bogredaktør greb fat i ham for at få ham til at skrive en mere folkelig udgave af det, han var kommet frem til. Bogen, I vækstens vold, vendte op og ned på hans liv.

Jeg skriver den på en måned og får formuleret det, jeg egentlig gerne vil sige. Det vigtigste er alt sammen lige der. Det ændrer mit liv. Den ramler lige ind i den økologiske bevidsthed, som på det tidspunkt er stærk i Danmark – vi er i 1970’erne – og jeg bliver trukket ud af mit elfenbenstårn til en masse debat og foredragsvirksomhed. Jeg ser samtidig en ny forpligtelse. Jeg synes, det haster. Mine akademiske studier har ført mig frem til noget, jeg ikke bare kan holde for mig selv.”

I 2011 udkom Ole Jensens bog På kant med klodens klima, der kan læses som en kort, opdateret udgave af I vækstens vold fra 1976. “Den bør læses, før det er for sent,” skrev Henrik Jensen i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad.

Så Ole Jensen forlod universitetet, hans kulturkritik og efterlysningen af et nyt natursyn var færdigformuleret, og lige siden har han, som han selv formulerer det, sagt det samme”, når nogen har spurgt ham, som jeg gør nu: At skabelsesberetningen i kun én endimensionel tolkning efterlader os med et brutalt herredømme over kloden. Man kan også læse den sådan, at Gud beder mennesket om ikke bare at herske over naturen, men også passe på den. Og man kan læse ud af den, at den kristne gud er en sansende gud, der ser sit værk og ser, at det er godt for sind og sans”, som Ole Jensen formulerer det.

Før herredømmemandatet får vi beundrings- og varetagelsesmandatet. Før vi skal bruge naturen, skal vi beundre den,” siger han. Vi har lov til at gøre naturen til en ressource, hvis vi samtidig har så meget respekt for dens skønhed, dens herlighed, dens gavekarakter, at vi afbalancerer vores brug af den med agtelsen for den.”

Og hvad betyder agtelse helt præcis?

Omsorg, tilbagegiven. Påpasselighed. Måske ligefrem ømhed, medfølelse med den lidende klode, dens arter, dens dyr. Der er en helt ny vending, som vi ikke foretager,” siger han. Som vi ikke har foretaget endnu.”

Ole Jensens kone er tilbage med det højtbelagte. Vi skal til at slutte.

Jeg spørger ham, om han er optimist.

Jeg er ikke optimist,” svarer han. Optimisme er man på grundlag af en kalkulation: Hvad er udsigterne nøgternt betragtet? Og så synes jeg faktisk, udsigterne er desperate. Hele den måde, samfundet er indrettet på – opvarmning af huse, hele produktionsmåden, infrastrukturen, det er den, der skal afvikles på ti år. Det er ikke sandsynligt. Men håb er noget helt andet end optimisme. Håb er altid på trods. Og for mit vedkommende tror jeg, at håbet grundlægger sig i følelsen af, at livet er kosteligt. At vi har fået det skænket.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: