Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Jesper var 30 år, da hans livsdrøm blev aflivet. Nu må han sande, at det ikke er nemt at genopfinde sig selv

Da Jesper Balle mistede sine mink, mistede han også hele sit livsgrundlag.

Foto: Lea Meilandt for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


15. september 2021
28 min.

Hele Jesper Balles liv havde handlet om mink. Fem år før han blev født, havde hans far etableret den farm, som Jesper nu ejede halvdelen af. Han havde troet, at han om et par år ville eje den fuldt og helt. Derfor havde Jesper ikke sovet mange timer, da han ved halvsekstiden den 5. november 2020 satte sig ind i sin bil sammen med hunden Maxie og kørte de små ti minutter hen til farmen i Øster Assels på Mors. Morgenen var, som morgener i november er flest: våd, råkold og mørk. Inde i farmens lille pelseri trak Jesper i kedeldragt og kraftige læderhandsker. Dagen før havde Mette Frederiksen beordret alle danske mink aflivet, og Jesper, hans kone og hans forældre havde samme eftermiddag besluttet, at de lige så godt kunne få det overstået så hurtigt som muligt. Jesper havde brugt aftenen på at ringe til de medhjælpere, der alligevel skulle have været med til at pelse, og spurgt, om de kunne møde ind klokken syv dagen efter. Men inden klokken syv havde han allerede hevet mere end 200 mink ud af deres bure for at lade dem møde deres endeligt i en kasse fyldt med kulilte. Ni dage senere var alle farmens 11.000 dyr døde. Kun uvis fremtid stod tilbage.

Jesper Balle fik ti år i den branche, som han brugte de fleste vågne timer på, og som han havde planlagt at blive i, indtil han skulle på pension. Ti år, hvor han nøje udvalgte de dyr, der skulle avles videre på, og hvilke skind der med årets mode og tendenser ville kunne indbringe mest. Han var lige blevet 30 år, da han blev formand for den lokale afdeling af Dansk Pelsdyravlerforening og kom med i det i pelsbranchen så prestigefyldte skindudvalg i Kopenhagen Furs nordjyske afdeling. Men en beslutning truffet i hast 400 kilometer væk hev skindtæppet væk under den unge minkavler, der pludselig skulle genopfinde sig selv.

Jeg mødte Jesper Balle første gang om formiddagen den 4. november 2020. Jeg skulle interviewe ham om de coronaudbrud, der siden sommeren havde spredt sig mellem nordjyske minkfarme. Senere samme dag holdt statsminister Mette Frederiksen et pressemøde, hvor hun meddelte regeringens beslutning om, at alle danske mink skulle aflives af frygt for den såkaldte cluster 5-mutation. Da jeg talte i telefon med Jesper Balle efter pressemødet, var han ked af det, men mest af alt var han i chok. Siden har jeg talt med ham jævnligt, og jeg har besøgt ham både i hans barndomshjem, hvor han og faren Arne drev Balles Mink, og i det nedlagte landbrug, hvor han bor med sin kone, Christina, og deres børn, Jonas og Sofie.

Undervejs gik det op for mig, at Jesper Balles historie er meget større, end jeg først troede. Jeg indså, at en af grundene til, at jeg har holdt kontakten med ham, er, at jeg kan spejle mig i hans historie. Da jeg for syv år siden fik en alvorlig hjernerystelse, blev mit liv sat på pause, og jeg anede ikke, om jeg nogensinde kunne komme til at arbejde som journalist igen. Det her er nemlig ikke kun historien om en mand og hans mink eller om den historiske beslutning om at afvikle en branche. Det er historien om at blive skubbet af sporet, bedst som man troede, at livet kørte på skinner. Det er historien om, hvad man stiller op med sig selv, når den sti, man har fulgt hele sit liv, pludselig viser sig at være en blindgyde. Det kunne have været historien om den professionelle atlet, der får en kronisk skade på toppen af sin karriere, eller om iværksætteren, der satser alt og mister det hele. Det er historien om at starte forfra. Men det er naturligvis også historien om Jesper Balle.

TOM “Der bliver pludselig meget plads på mine forældres ejendom, som de ikke ved, hvad de skal bruge til. Det bliver svært. Mine søskende frygter også, at når jeg skal ud og have noget arbejde, og det bliver hverdag, og min far bare kommer til …” Foto: Lea Meilandt for Zetland

Knap en uge efter det skæbnesvangre pressemøde besøgte jeg Jesper i pelseriet på Balles Mink. Der stod folk ved alle de arbejdsstationer, han havde vist mig ugen før: bordet, hvor de døde mink lå i dynger og ventede på at få klippet poterne af. Maskinen, der ved hjælp af hydraulik trak skindet af, så øjne og numsehul forsvandt, mens snuden, knurhårene og kransen rundt om øjnene blev siddende. Og den kæmpestore tromle, hvor skindene blev tørret i varmt savsmuld. Rundtom på det kolde stengulv lå nyligt aflivede mink og kølede af, og der lugtede tungt af rovdyr, pels og blod.

Jeg spurgte Jesper, hvordan han havde det.

Jeg har det fint nok lige nu, hvor adrenalinen kører, og vi kører på smertestillende for at kunne bevæge fingrene,” sagde han. Jeg tror først, det kommer bagefter, når vi skal have ryddet op på farmen og tømt redekasserne, kørt halmen ud og vasket det hele. Det bliver en hård jul at komme igennem.”

I pelseriet luntede en gammel sort hund rundt. Laust, holdets yngstemand, klappede den lidt på hovedet, før den hapsede en afklippet minkpote fra gulvet. For et bybarn som mig var synet grænseoverskridende. For Jesper var det bare sådan, det var.

Jeg ved ikke lige, hvor lækkert det er, men det har vores hunde altid gjort,” sagde han og rynkede lidt på næsen, mens han pegede på forældrenes 13-årige labrador.

Den der hund er så gammel, at den har svært ved at tygge den. Jeg kan huske fra min barndom, når vi stod og klippede poter, så sad hundene ved siden af og ventede.”

Den potegnaskende hund bragte minder frem. Jesper Balle gav sig til at fortælle om sin barndom på farmen, hvor han og hans søskende hvert år hjalp med at pelse dyrene.

Det var hårdt, men det var sjovt, og det er timer, jeg nødig ville have undværet. Det var sådan noget, jeg godt kunne have tænkt mig, at mine børn skulle opleve,” sagde han, mens vi gik ud til den aflivningsvogn, som Jespers far lige var kommet med.

Og det var et håndværk, jeg rigtig gerne ville have lært videre til både mine egne og min brors børn,” sagde han og tøvede ukarakteristisk, mens han stirrede ned i kassen, hvor 40-50 endnu varme mink lå. Han tog et af de døde dyr op og strøg det over pelsen, mens han fortsatte.

Af mine børn tror jeg egentlig, det var min datter, der allermest ville have kunnet gå videre i det. Hun elsker at være her. Selv sådan en aflivningskasse her, hvor der ligger døde dyr; i går var hun herovre, og hun fandt en kasse at stå på, så hun kunne nå ned og gribe fat i dyrene, når de skulle ind i tromlen. Hun er en pige på seks år!”

Han smed minken tilbage i kassen og gik tilbage for at fortsætte arbejdet. Jespers overlevelsesstrategi var tydeligvis at holde sig i gang for at holde tankerne på afstand. Men selv om han forsøgte, kunne han ikke lade være med at gå og tænke over regeringens beslutning. Nogle uger før havde han set Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut i fjernsynet. Viruseksperten havde advaret om, at den mutation, som oprindeligt var blevet fundet i mink på en farm i Nordjylland og senere spredte sig til mindst 41 andre farme, risikerede at spænde ben for kampen mod coronapandemien. Man mente dengang, at cluster 5-mutationen var op til fem gange mere smitsom end den oprindelige coronavirus, og man var ikke sikker på, at vaccinerne ville virke ordentligt imod den. Jesper håbede inderligt, at eksperterne ville få ret. Hvis cluster 5-mutationen skulle vise sig slet ikke at være så farlig som frygtet, ville det hele have været for ingenting.

Det ville hverken gøre det mere eller mindre svært, det, vi står i nu, men det ville gøre det nemmere at komme over bagefter,” sagde han.

Dengang vidste han ikke, hvad vi ved nu: at cluster 5-mutationen blot var den første af en lang række mutationer – og ikke så smitsom og virusresistent som frygtet. Den erkendelse skulle komme til at plage Jesper Balle i de næste mange måneder.

TAG “Lige nu mangler vi penge for at kunne komme i gang med vores nye liv. Vi står jo tilbage, som om vi var 16 år igen, og skal finde ud af, hvad vi skal bruge vores liv på.” Foto: Lea Meilandt for Zetland

Efter ni lange arbejdsdage var alle dyrene aflivet. Holdet havde arbejdet 10-12 timer om dagen for at få den tempobonus, som regeringen havde lovet minkfarmerne, hvis de blev færdige med aflivningerne inden for ti dage. Nogle dage efter fik Jesper, uden at han helt vidste hvorfor, lyst til gå en tur rundt på farmen. Da han så, at døren ind til hallen med burene stod åben, gik det for alvor op for ham, at livet som pelsavler var slut.

Hele mit liv, når jeg er kommet forbi den dør, og den ikke har været lukket, så går man hen og lukker den,” fortalte han mig i telefonen. Den har stået åben, siden vi var færdige med at aflive. Det er sådan nogle ting, man først bemærker nu. Hvor mange vaner jeg har haft, helt siden jeg var lille.”

Mens de havde aflivet og pelset, havde tingene stadig været nogenlunde, som de plejede at være, så han havde for det meste kunnet holde tankerne på afstand. Men nu var uvisheden om fremtiden begyndt at snige sig ind på ham. Ikke mindst fordi hans økonomiske situation stadig var langt fra afklaret. Vi ved ingenting,” som han sagde. Mest bekymret var han for sine forældre, Arne og Lis.

Der bliver pludselig meget plads på mine forældres ejendom, som de ikke ved, hvad de skal bruge til. Det bliver svært. Mine søskende frygter også, at når jeg skal ud og have noget arbejde, og det bliver hverdag, og min far bare kommer til …”

Han stoppede sig selv.

Vi har altid haft det der med, at man bare kunne gå om på farmen.”

Tanken om, at man kunne besøge sine forældre uden også at skulle ordne noget, lå åbenbart de arbejdsomme morsingboer fjernt.

De næste par uger gik med at lave skind af de dyr, der var pelsmodne”. Jeg besøgte farmen en eftermiddag i slutningen af november, hvor de allersidste dyr skulle pelses. Pelseriet lå mellem stuehuset og minkhallerne og bestod af tre rum: to rum, hvor de hele dyr blev bearbejdet, og så den pæne afdeling”, hvor skindene blev sat på stokke og til tørre. Et sjældent frostvejr gjorde det køligt i pelseriet. Tomas Haugstrup, en af de faste medarbejdere et par måneder hvert år, havde taget en sort fleecetrøje og en sort hue på for at holde varmen. Huen var foldet op over ørerne, og i det ene øre havde han en sølvørering. Havde det ikke været for de firkantede briller og Van Dyke-skægget, kunne han lige så godt have været en storbyhipster. Men i stedet stod han og betjente en mærkelig maskine, der lignede noget fra Walter og Trofast-filmene, med masser af knapper og en robotarm. Tomas drak kaffe af en lyserød prinsessekop. Arne kommenterede, at han var den eneste, der fik lov til at drikke kaffe, mens han arbejdede. Ellers kan vi simpelthen ikke få ham til at holde mund,” sagde han til de andres morskab. I det hele taget blev der grinet og drillet meget. Sandt at sige gik de fleste af deres jokes hen over hovedet på mig, for dialekten på det sydlige Mors kan selv for en nordjyde som mig være næsten umulig at forstå. En trillebør hedder for eksempel en hywlbo.

Tomas Haugstrup havde hjulpet til med minkene i mere end 20 år, lige siden Jesper var en bette knejt. Også Jespers storebror Mogens, der er otte år ældre, var ikke andet end en stor dreng, da Tomas begyndte at komme på farmen. Thomas var jævnaldrende med Jespers to storesøstre, og som ung var han kæreste med en af dem. Da hun fik en ny kæreste, blev Tomas alligevel hængende på farmen.

Og så kom der børnebørn, og de har også altid været med i pelseriet,” sagde han. Man kender dem alle sammen på alle mulige måder. Så kommer de lige over og får et bolsje eller en pebernød. Jeg har ligget på gulvet og tegnet med alle børnebørnene. Pelstiden har altid været en varm og hyggelig tid. Der er ingen stress. Det kører bare,” sagde han, men syntes vist alligevel, det blev for sentimentalt, så han tilføjede, mens han nikkede over mod den næsten to meter høje Jesper:

Og hvis det ikke kører, så løber ham det lange rær dér bare lidt stærkere. Så får vi lidt skældud, men så vender jeg som regel bare rundt og går den anden vej,” sagde han med et højt og stødende grin.

Thomas’ makker Kim Roesen er et mere stille gemyt. Han har ikke meget af sit røde hår tilbage, men jeg kan forestille mig, hvordan han så ud, da han og Jesper som 15-16-årige lå og kørte på tunede knallerter”, som Jesper udtrykker det. Kim Roesen har hjulpet til på farmen halvdelen af sit liv, og som voksen er han selv flyttet ind på naboejendommen.

Jeg har hjulpet, når der var noget. Det har jeg altid gjort. Også da jeg var knejt. Det er nok bare det, der ligger til naturen her på landet. Man hjælper hinanden der, hvor man kan.”

Egentlig er Kim mekaniker og reparerer landbrugsmaskiner, men de sidste otte år har han brugt november og december på at hjælpe til i pelseriet. Hans faste plads var ved skrabemaskinen”, hvor han fjernede fedt og sener fra skindet. Morsingboer er ikke kendt for store følelsesudbrud, men både Tomas og Kim fældede en tåre, da de sidste skind var kommet på plads i tørrerummene.

Jeg synes, det er sørgeligt,” sagde Kim. Det har været så dejligt at komme her og få et afbræk fra det hele. At komme ned til dem, man er sammen med hvert år, og få en snak med dem og hygge sig. Jeg synes, det er irriterende og træls, man ikke kan få lov til det længere,” sagde Kim.

Med undtagelse af en enkelt pensionist arbejder folkene som løstansatte i sæsonbestemte jobs, hvor det passer arbejdsgiveren godt, at de laver noget andet om vinteren. Både Tomas og Laust arbejder for eksempel på maskinstationer, der lejer maskiner og mandskab ud til landbruget, og her har man ikke så travlt i de kolde måneder. 19-årige Laust, den yngste på holdet, blev ansat kort tid før Mette Frederiksens pressemøde den 4. november 2020. Han er født på det nordlige Mors, men siden han var 16 år, har han boet i landsbyen Blidstrup på Sydmors sammen med sin kæreste. Han havde troet, han havde fundet det ideelle vinterjob på Jespers farm, og han var ked af, det skulle slutte så hurtigt.

Jeg ville gerne, det var blevet ved de næste mange, mange år. Vi havde ikke regnet med, det skulle ende så hurtigt, som det gjorde,” sagde han.

Da alle vogne med skind var blevet kørt på plads, samledes holdet til en dåseøl. De sludrede om, at regeringen ikke gjorde sig begreb om, hvor dyrt det ville blive at lukke minkbranchen ned. Stemningen var trykket. Nu er det slut,” konstaterede Jespers far, Arne, der som den eneste drak cola.

I mere end 35 år havde mink været omdrejningspunktet i hans liv. Han sagde, at han elskede alt ved det. Det bedste var om foråret, hvor han og Lis hver aften gik sammen ud og så til minkhvalpene. Som 64-årig var han begyndt at forberede sig på at trække sig tilbage, så Jesper kunne overtage hele farmen.

Det ville jo have været en fornøjelse for mig som ældre herre at kunne deltage en lille smule og gå og fryde mig over, at tingene kørte videre,” sagde han. Nu stopper vi i stedet, og det var så absolut ikke min drøm. Jeg har det dårligt med det, det indrømmer jeg. Jeg har det meget dårligt.”

ARNE “Det ville jo have været en fornøjelse for mig som ældre herre at kunne deltage en lille smule og gå og fryde mig over, at tingene kørte videre. Nu stopper vi i stedet, og det var så absolut ikke min drøm. Jeg har det dårligt med det, det indrømmer jeg. Jeg har det meget dårligt.” Foto: Lea Meilandt for Zetland

Humøret var højere, da holdet igen var samlet et par uger senere til den traditionsrige juleafslutning i stuehuset, hvor Arne og Lis bor. Bordet var dækket op med juledug, smørrebrød, øl og sodavand. Der blev brainstormet over, hvad man kunne bruge pelseriets tomme lokaler til. Bordtennis kunne være et bud. Et billardbord var derimod for dyrt, syntes Arne. Jeg spurgte Jesper, om ikke han skulle udnytte situationen og få sig en hobby.

Njaa,” sagde han. Hobby, det ved jeg ikke. Min plan er nok lidt at starte op som selvstændig. Så kan det jo blive min hobby,” sagde han uden at komme nærmere ind på planerne.

Det ville nok heller ikke blive på denne side af nytår, han kom i gang. Han var ikke engang gået i gang med at rengøre minkburene, der stod som tomme monumenter over det liv, han havde troet, han skulle leve. Men der var altid noget andet, han kunne bruge tiden på. Han havde jo også en smedeuddannelse, som han aldrig rigtig havde brugt til noget. En dag ringede en af hans kammerater, da der pludselig kom vand op af jorden ved hans hus. Hans bror Mogens var også ved at renovere sit hus, så han kunne nok godt bruge hjælp, og et par lokale smedemestre ringede også en gang imellem. Derudover brugte Jesper tid på at hjælpe en af de andre lokale avlere med at udvælge de skind, der skulle gemmes, så konen og datteren på sigt kunne få en frakke hver.

For en måned siden havde Jesper Balle regnet med, at han ville starte på noget nyt efter nytår, men de planer var udskudt på ubestemt tid. For nu skulle han altså snart i gang med at få rengjort de bure.

Men Jesper kom ikke i gang – hverken med at vaske burene eller finde ud af sin fremtid. Jeg talte med ham flere gange i de følgende uger og måneder, og hver gang havde han en undskyldning for, at han ikke var kommet videre med det, han havde sat sig for. Nogle gange var det en rigtig god undskyldning, som da de for en stund ikke vidste, om de måtte vaske hallerne som normalt, eller om de skulle gøre det efter særligt skrappe regler (og til en pris på 700.000 kroner), fordi hele holdet havde haft corona, da de var færdige med at aflive. Andre gange var det et midlertidigt job, der havde taget hans tid, som da han var begyndt at arbejde som ufaglært tagdækker hos en gammel skolekammerat. Det skulle bare have været et par dage, men kammeraten blev ved med at kunne bruge ham. Når jeg ringede til Jesper, havde han ofte fået en ny tanke, en ny idé. Men næste gang jeg talte med ham, var tanken droppet eller lagt på is. Det var ikke dovenskab, for Jesper var fuld af virketrang. Men så længe økonomien ikke var afklaret, turde han ikke investere i efteruddannelse eller dyrt værktøj.

Lige nu mangler vi penge for at kunne komme i gang med vores nye liv,” sagde han. Vi står jo tilbage, som om vi var 16 år igen, og skal finde ud af, hvad vi skal bruge vores liv på. Vi troede egentlig alle sammen, vi havde fundet det, vi skulle bruge i hvert fald en stor del af vores liv på, både i forhold til fritid og arbejde. Jeg har ikke haft så svært ved at sove, som jeg har haft de sidste 14 dage.”

Jeg forstod godt, hvad han mente, men samtidig begyndte jeg at få den tanke, at Jesper ikke havde lyst til at komme videre – at han forsøgte at forlænge fortiden ind i nutiden. Jeg ringede til Christina Mohr Jensen, som er lektor i klinisk psykologi på Aalborg Universitet og faglig leder i det psykosociale beredskab i Region Nordjylland. Til daglig arbejder hun og teamet i beredskabet med folk, som har været udsat for alvorlige ulykker, pårørende i drabssager eller andre ekstreme hændelser. Men siden den 6. november 2020 har beredskabet givet krisehjælp til flere tidligere minkavlere i Nordjylland, som oplevede deres eget traume, da Mette Frederiksen holdt sit pressemøde.

Jesper er ikke en af Christinas klienter, for selv om han opfordrer alle sine kolleger til at søge psykologhjælp, ville han aldrig kunne finde på at gøre det selv. Men hun fortalte, at de reaktioner, jeg beskrev, mindede meget om de reaktionsmønstre, hun så hos de andre minkavlere. Også de havde haft svært ved at sove, og flere vågnede ofte i løbet af natten med panik i kroppen, fortalte hun.

For mange af dem, vi taler med, er der ikke alene tale om tab af en indtægt, men også et stærkt sammenhold, en social og personlig identitet og i mange tilfælde en familiehistorie.”

Som månederne gik, oplevede mange af avlerne, at den umiddelbare – og ifølge Christina Mohr Jensen helt naturlige – krisereaktion stabiliserede sig, mens den hos andre kun bed sig mere og mere fast og begyndte at tage form af angst, depression eller tvangstanker.

Både for den akutte og mere langvarige stressreaktion er det, ud over fysiske symptomer, også meget almindeligt at opleve, at koncentrationen, hukommelsen og overblikket er forringet,” sagde hun. Man plejer at have mange bolde i luften, men er man stresset, bliver det ofte svært at holde fast i sine egne planer, omsætte tanke til handling for ikke at tale om at skulle gentænke sit liv. Og det kan i sig selv gøre én endnu mere stresset, når man ikke føler, at man er eller kan handle, som man plejer.”

I slutningen af januar 2021 faldt der endelig en politisk aftale på plads omkring kompensationen til Jesper Balle og de andre, nu forhenværende, minkavlere. 18,8 milliarder kroner lød det samlede beløb på. Men selv da følte Jesper ikke, at det var nok til, at han kunne se fremad. Han var selvfølgelig glad for det svimlende høje beløb. Men hvor stor en del hver enkelt avler ville få, stod stadig ikke klart. Og før det gjorde det, følte han ikke, han kunne begynde at planlægge sin fremtid.

Reelt set ved vi først noget, når de første taksationer kommer i gang,” sagde han i telefonen. Han havde hørt rygter om, at de første farme ville blive takseret i maj 2021, og at det først ville blive hans og hans fars tur allertidligst til efteråret. Han måtte leve fra dag til dag noget tid endnu.

HVERDAG “Jeg synes, det er sørgeligt. Det har været så dejligt at komme her og få et afbræk fra det hele. At komme ned til dem, man er sammen med hvert år, og få en snak med dem og hygge sig. Jeg synes, det er irriterende og træls, man ikke kan få lov til det længere.” Foto: Lea Meilandt for Zetland

Næste gang jeg så Jesper, besøgte jeg ham på det nedlagte landbrug, hvor han bor med sin familie. Maxie, et ellers godmodigt gadekryds på den tunge side af 40 kilo, viste sig som en ægte vagthund, da jeg kom, men Jesper fik hurtigt den halvgamle hund til at holde op med at gø.

Den er også ved at blive deprimeret. Den er jo vant til at være med omme på farmen hver dag,” sagde han og nussede hundens ører. Det er du slet ikke mere, vel?”

Det var morgen, frygteligt tidligt, og på det store badeværelse var Jespers kone, Christina, der spiller fodbold fire gange om ugen og ser ud derefter, i gang med at børste seksårige Sofies lange hår. Storebroren Jonas på ni år spillede computer. Før coronapandemien ejede familien kun en gammel bærbar computer, men på grund af hjemmeskolingen havde de anskaffet sig to stationære computere, og nu var begge børn blevet solgt til Fortnite. Christina beklagede, at hun bare gik rundt i skiundertøj, men hendes arbejdstøj var altid beskidt, sagde hun. Hun er gartner og arbejder en stor del af året i Jesperhus Blomsterpark. Om vinteren bliver hun hvert år fritstillet, så hun og Jesper sælger gran og kranse for at supplere økonomien. Derfor var den store have fyldt med stedsegrønne planter, så haven uden for køkkenvinduet selv på en tidlig forårsmorgen stod grøn og frodig.

Min plan er lavet lidt om,” sagde Jesper og satte to slags yoghurt og havregryn på bordet. Han skulle have brugt dagen sammen med sin kammerat Bo, som er tagdækker, men Bo havde åbenbart alligevel ikke brug for Jespers hjælp i dag. Jeg har ikke helt besluttet, hvad jeg skal i dag. Om jeg gider gå om på farmen og starte højtryksrenseren,” sagde han. Han gik i gang med at smøre madpakke til børnene, rugbrød med salami og krydderboller med Nutella.

Klokken lidt over syv kørte Jesper børnene i skole i en lille hvid varevogn med åbent lad. Da han kort tid efter kom tilbage, gik han med det samme ud i laden, hvor han ville gå i gang med at støbe et betongulv. Det skulle være hans værksted, når han forhåbentlig engang fik sit eget firma. Han havde faktisk fået tilbudt et job som pedel på et plejehjem, men selv om han selv havde søgt det og været entusiastisk omkring udsigterne til fast arbejde, havde han sagt nej tak, da det kom til stykket.

Det kunne jeg simpelthen ikke magte. Så var det pludselig definitivt slut.”

Hvis du på det her tidspunkt i historien er ved at blive en lille smule træt af Jespers vægelsind, så er du ikke alene. Det gik også ham selv på.

Det irriterer mig, jeg ikke ved, hvad jeg vil,” sagde han. Der er kun mig selv til at finde ud af det.”

Hver gang jeg havde mødt Jesper, havde han virket energisk og snakkesalig. Han havde altid haft en ny idé eller haft gang i et nyt projekt. Men det begyndte at gå op for mig, at han virkelig ikke havde det godt. Jeg spurgte ham, hvordan han så på sin fremtid.

Egentlig sådan, at min kone tænker, jeg skal gå til en professionel for at snakke om det. Fordi jeg fandme har svært ved at finde ud af, hvad fanden jeg skal. Lige meget hvad jeg har lyst til, kommer den der: Arh, skal du nu det? Man er usikker på sig selv lige pludselig. At gå fra at være rimelig sikker i sin sag, når man udtalte sig om det, man lavede, og de holdninger, man har til sit erhverv, til at … ja, hvad fanden skal man nu?”

Det med at være vægelsindet er ikke unikt for Jesper. Psykologen Christina Mohr Jensen fra Region Nordjylland fortalte mig, at udfordringer med at skulle gentænke sig selv og sin fremtid har været velkendte og meget forståelige temaer hos de avlere, som beredskabet har været i kontakt med. Jeg plejer at sige, at de står foran en hel masse åbne skabe. Og før de kan åbne flere låger, er de nødt til at lukke nogle af dem,” sagde hun.

Men,” tilføjede hun, noget, vi dog har en opmærksomhed på, er, hvis det hele bliver så overvældende, at man begynder at undgå mange forskellige ting, fordi det føles som den eneste måde, man kan finde ro eller undslippe at føle et overvældende ubehag, så er det noget, vi skal tage fat om.”

Man har en masse følelser knyttet til noget, som bliver så overvældende og ubehageligt at blive konfronteret med, at man trækker sig eller skubber det foran sig i forsøget på at passe på sig selv lige her og nu. Det udfordrende kan dog være, at problemerne bare vokser, og at man føler sig mere og mere indskrænket, fastlåst eller magtesløs i sin tilværelse. Vi har været ude på farme og gået rundt med nogle avlere, der ellers har undgået at komme der, fordi de for eksempel oplevede, at det triggede ubehagelige minder, fysisk og psykisk ubehag eller angst for at bryde sammen og ikke kunne samle sig igen,” forklarede Christina Mohr Jensen.

Ude foran laden spurgte jeg Jesper Balle, hvorfor han blev ved med at udskyde arbejdet med at vaske burene på farmen. Tja.” Han trak på det. Så længe jeg ikke er derovre, så tænker jeg ikke over det på samme måde. At komme derover, og det hele bare er tomt på et tidspunkt, hvor vi ellers ville have været i gang med at pelse vores forårshanner.”

Han stod lidt og så hen for sig, som om han for en stund forestillede sig, at det hele bare var en ond drøm. Hvis intet af det var sket, ville de på det her tidspunkt være i fuld gang med parringstiden.

Og så skulle vi have set frem mod hvalpene … Jeg kommer til at savne dem,” sagde han.

Det hjalp ikke på Jespers humør, at vaccinationsprogrammet nu kørte derudad på trods af adskillige varianter af virusset. Det var præcis det, Jesper havde frygtet, da han stod midt i aflivningen i november. At det ville føles, som om det hele var for ingenting. Det havde han svært ved at bære.

Jeg håbede, vi ville komme dertil, hvor der ikke var tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Den tvivl er nærmere gået i den anden retning. Man har handlet overilet. Christina siger, du kommer aldrig til et punkt, hvor du kan acceptere det, de har gjort’. Og det havde jeg virkelig håbet, jeg kunne,” sukkede han.

Det blev i øvrigt ikke den dag, han fik støbt det betongulv. Nogle timer efter at jeg var kørt hjem, fik jeg en sms fra Jesper med et billede taget fra et tag. Tagdækkeren Bo havde åbenbart fået brug for ham alligevel. Og gulvet kunne jo vente. Ligesom de beskidte bure. Man kan hurtigt få en ny plan,” stod der i sms’en.

HOBBY Jespers kone, Christina, spiller fodbold fire gange om ugen. Nu er Jesper selv blevet spillende træner for Sydmors IF’s Serie 6-hold. Foto: Lea Meilandt for Zetland

Onsdag den 16. juni 2021 var der årlig generalforsamling i Thy-Mors Pelsdyravlerforening, hvor Jesper Balle var formand. Den blev afholdt på Hotel Vildsund Strand, en strategisk placering, som skulle gøre både thyboerne og morsingboerne glade. Hotellet ligger nemlig i Thy, men med udsigt direkte til Mors. Denne dag havde 3F Thy-Mors imidlertid snuppet det gode lokale ud til fjorden, så morsingboerne måtte nøjes med udsigt til parkeringspladsen.

Set udefra kunne generalforsamlingen ligne en absurd seance, eftersom ingen af de fremmødte længere kunne kalde sig pelsavlere. Men hvis man forestillede sig, at det ville være en formssag at nedlægge foreningen, ligesom regeringen havde nedlagt medlemmernes erhverv, så tog man fejl. Inden generalforsamlingen havde Jesper Balle fortalt mig, at han håbede, han kunne overtale de andre medlemmer til at lade foreningen fortsætte.

Ingen af de fremmødte var – og er den dag i dag stadig ikke – blevet takseret, det vil sige fået vurderet, hvor stort et stykke af kompensationskagen de skulle have. Det betød også, at ingen af dem havde – eller har – fået udbetalt pengene. De fleste af dem havde fundet noget andet at lave eller var gået på pension, og en del minkavlere havde ved siden af minkene et andet landbrug, som kunne betale en del af regningerne. En lille hård kerne af landets forhenværende minkavlere havde valgt at samle sig under navnet Danske Mink med henblik på at starte erhvervet op igen, når forbuddet mod minkavl ophører den 1. januar 2022. Men langt de fleste mente, at det ville være umuligt at genoplive et aflivet fag.

Det var første gang, jeg så Jesper Balle uden arbejdsbukser eller kedeldragt. I stedet havde han en kortærmet, lyseblå skjorte med mønster af små ananas på, jeans og pæne lædersko. På hans stol hang en blå blazer. Håret, der som regel var skjult under en sort hue, var i dagens anledning sat med en voks. Det slog mig, at Jesper faktisk var forfængelig. Det gav bare sjældent mening for ham at gå i andet end solidt arbejdstøj.

A’ wil gerne byj’ welkommen til den her generalforsåmling. Långt om æ længe ko’ det la’ sig gyre å hold den,” lagde Jesper ud. Normalt, når vi talte sammen, skruede han sin dialekt ned på et minimum, men i aften var han blandt ligesindede, og dialekten var helt oppe på maks. Den kunne dog ikke skjule, at hans stemme bævede.

Ordstyreren gennemgik aftenens program som til enhver anden generalforsamling med valg til alt fra formand til revisorsuppleant. Da han nåede til punkt 9, foreningens fremtid, kunne han ikke lade være med at kommentere, at den så noget dyster ud. Bemærkningen fremkaldte en galgenhumoristisk latter i lokalet.

Det var første gang, Jesper skulle holde formandens beretning, og jeg kendte efterhånden Jesper godt nok til at vide, at når han stammer lidt, er det et tegn på nervøsitet. Hans hænder rystede, mens de holdt om det papir, hvor han havde nedfældet sin beretning om enden på dansk pelsavl. Da han sammenfattende konkluderede, at 2020 havde været et helt igennem forfærdeligt år, var han ikke den eneste i lokalet, der havde våde øjne.

Siden Jesper var lille, havde han hørt om foreningens legendariske busture til Kopenhagen Furs auktionshus i Glostrup, men selv havde Jesper aldrig været med. Derfor havde han håbet, at de andre medlemmer ville være med til at bruge nogle af foreningens penge på at tage af sted sammen en allersidste gang. Det var der ikke stemning for.

Vi kommer jo over til et dødt hus,” var der en, der sagde. Tørt konstaterede han, at han så egentlig hellere ville på bustur til Nyhavn. De blev enige om i stedet at holde en stor fest og lade pengene blive i lokalområdet. Ingen havde lyst til at tage over og se på alt det, der snart var forbi.

Til gengæld var der bred opbakning til Jespers forslag, da de nåede til punkt 9, foreningens fremtid. Spørgsmålet er, om vi skal tage 2022 med også som aktiv forening?” spurgte Jesper, og med det samme kom svaret: Ja, ja, ja, ja. Og 23 med også!” lød det rundtom fra bordene. Det var ikke nødvendigt med en afstemning, for der var helt tydeligt enighed. Pelsdyravlerforeningen skulle ikke lukke, bare fordi erhvervet var det.

Jeg synes, vi skal tage den med ro og så se, hvad der kommer til næste år,” var der en, der sagde, og så var det besluttet. Branchen var død, men foreningen ville leve videre.

Folk er ikke helt klar til at sige, at det var det’,” sagde Jesper bagefter.

Ti måneder efter vores første møde ringer jeg til Jesper Balle for at gøre status. Han er lige kommet hjem fra Aarhus, hvor han har været med til at lægge tagpap på et kolonihavehus. Jesper skulle egentlig bare have hjulpet sin gamle kammerat et par dage tilbage i januar, men selv om det, som han siger, er noget værre slæbearbejde”, har jobbet som ufaglært tagdækker været hans hovedindkomst de sidste otte måneder. Hvad han skal på lang sigt, ved han stadig ikke. Ligesom han ikke ved, hvad der skal ske med bygningerne og pelseriet på farmen. Eller hvordan han økonomisk kommer til at blive kompenseret.

Til gengæld har han faktisk fået sig en hobby, som jeg foreslog tilbage i december. Han er blevet spillende træner for Sydmors IFs Serie 6-hold, og nogle fra hans gamle håndboldklub har også spurgt, om han ikke vil komme og stå på mål igen. Spørgsmålet om, hvorvidt aflivningen af alle danske mink kunne have været undgået, som plejede at nage ham, fylder mindre og mindre, og når årsdagen kommer til november, regner han ikke med at have tid til at dvæle ved det. Han har nemlig besluttet sig for at stille op til kommunalvalget for Venstre den 16. november. Derfor har karriereplanerne også fået lov til at komme på pause.

Nu vil jeg ikke tænke så meget mere over, hvad jeg vil, før jeg ved, hvad der sker til kommunalvalget,” siger han.

Den 4. november 2020 blev Jesper Balles tilværelse vendt ubønhørligt på hovedet. Den fremtid, han så for sig, forsvandt som et fatamorgana i horisonten, og han blev tvunget til at genopfinde sig selv. Siden har han brugt adskillige dage og nætter på rastløst at spekulere over, hvad han nu skulle stille op med sig selv. Men i dag – ti måneder senere – har den forhenværende minkavler valgt at affinde sig med uvisheden. Den beslutning har hjulpet på både humøret og nattesøvnen.

Før var der nogle dage, hvor det hele bare kørte rundt i hovedet, og hvor man ikke vidste, hvad man skulle i livet,” siger Jesper Balle. Jeg har haft det meget bedre, siden jeg har sagt, at nu lægger vi det til side. Nu venter vi og ser, hvad der sker.”