Israel er ved at skabe et nyt Mellemøsten. En fodboldklub i Jerusalem forklarer hvordan

Og viser, hvor svært det er at lave gamle fjender til nye venner.

Foto: Nir Elias / Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

11:02

Den her historie handler egentlig om mellemøstlig storpolitik af den slags, der kan give verdenspolitiske rystelser, men vi begynder lige et andet sted: På Teddy Stadium til en kamp mellem Beitar Jerusalem og Bnei Sakhnin i Israels bedste fodboldliga. Det er januar 2018, og daværende minister for sport og kultur, Miri Regev, er på stadion. Hun står blandt Beitar Jerusalems tilhængere og bliver filmet til en slags kampagnevideo. Imens begynder fansene at synge om at sætte ild til modstanderholdets hjemby Sakhnin, en overvejende muslimsk by i det nordlige Israel. Miri Regev smiler.

POLITISK FODBOLDIsraels daværende minister for sport og kultur, Miri Regev, på tribunen til en kamp mellem Beitar Jerusalem og Bnei Sakhnin. +972 Magazine, den 23. januar 2018

Beitar Jerusalem er ikke Israels bedste klub – det er mere end ti år siden, de sidst vandt det nationale mesterskab – en det er nok den vigtigste. Den er, som videoen med Miri Regev giver indtryk af, tæt forbundet til højrefløjspartiet Likud, der siden 1977 har været Israels dominerende parti. Beitar Jerusalem spejler Likuds zionistiske ambition om at stadfæste det jødiske folks ret over Det Hellige Land, Palæstina. Klubben har som den eneste i den israelske liga, Ligat ha’Al, aldrig haft en arabisk spiller på holdet. Det tætteste, de er kommet, har været to muslimske spillere fra Tjetjenien, men den yderligtgående fangruppe La Familia fik presset begge ud af klubben kort efter deres ankomst. Beitar vil være ren for altid,” skrev de på et banner, og da den ene af de to tjetjenere scorede i sin første hjemmekamp, udvandrede hundredvis fra stadion.

Mandag skete der imidlertid noget virkelig opsigtsvækkende. Beitar Jerusalem-ejer Moshe Hogeg fløj til De Forenede Arabiske Emirater for at lukke en aftale med en gruppe arabiske investorer, heriblandt et medlem af Abu Dhabis royale familie, Sheikh Hamad Bin Khalifa Al Nahyan. De har nu købt 50 procent af klubben, altså den klub, hvis fans åbent vedstår, at de racister og hader alt, der har med det arabiske Mellemøsten at gøre.

Meningen kan være svær at få øje på, men den er der. Og den har slet intet med fodbold at gøre. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu er ved at flytte rundt på Mellemøstens traditionelle konfliktlinjer i et omfang, der stiller krav til en gentænkning af regionen. Mangeårige fjender er ved at blive til venner.

Beitar Jerusalem er kun en lille brik, men den er en af de mest spektakulære. Efter i årevis at have sunget om at brænde arabiske hjem ned er klubben nu pludselig delvist ejet af De Forenede Arabiske Emirater. Der er tale om tyk symbolpolitik, men det kan betale sig at tage Beitar Jerusalem alvorligt, også selv om man ikke kunne være mere ligeglad med fodbold. Forstår man den, forstår man Israels udenrigspolitiske projekt i disse år – og forstår man dét, så forstår man den nok vigtigste udvikling i Mellemøsten lige nu.

Israels plads i Mellemøsten har i mange år været paradoksal. Landet har et særdeles veludrustet militær og en af regionens mest udviklede økonomier, men alligevel har de været isoleret uden tætte allierede og faste samarbejdspartnere. Forklaringen er historisk – og selvfølgelig religiøs: Etableringen af staten Israel i 1948, i Anden Verdenskrigs kølvand, skete uden anerkendelse fra de omkringliggende arabiske lande. De mente, den jødiske indvandring til Palæstina, dengang et britisk mandatområde, var illegitim. Siden er fulgt 70 års nabokrige. I en splittet region har støtten til palæstinenserne været en af de få dagsordener, der har kunnet forene de arabiske lande.

Så dybe skillelinjer sander ikke til bare sådan lige med det samme, men i disse måneder sker der altså virkelig noget. Man er begyndt at snakke om et nyt Mellemøsten”. I september rejste Benjamin Netanyahu til USA, hvor han flankeret af præsident Donald Trump underskrev såkaldte normaliseringsaftaler med udenrigsministrene fra Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, to traditionelle fjender. I oktober fulgte en lignende aftale med Sudan, og efter alt at dømme nærmer israelerne sig også Saudi-Arabien. Så sent som i slutningen af november fløj Netanyahu til Riyadh for at mødes med den saudiske kronprins Mohammed bin Salman, der allerede i 2018, i et interview med det amerikanske magasin The Atlantic, anerkendte jødernes ret til et hjemland i Israel.

Som det står nu, er det kun et spørgsmål om tid, før også Saudi-Arabien laver en normaliseringsaftale med Israel,” siger Lars Erslev Andersen, mellemøstforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Det er ikke sådan, at israelerne aldrig før har haft forbindelser til de arabiske lande. Landets premierministre har også tidligere koordineret politik med arabiske statsledere, men det, der er sket de seneste måneder, er alligevel på et helt andet niveau. Forskellen er,” siger Lars Erslev Andersen, at det har været ad hoc indtil videre. Nu er de forbindelseslinjer, vi egentlig godt vidste var operative fra tid til anden, blevet både udbygget og gjort officielle,” siger han.

Det er ikke helt til at gennemskue, præcis hvor den emiratiske overtagelse af Beitar Jerusalem placerer sig i den kontekst. Er klubben blevet presset af Likud-partiet til at tage kontakt til Abu Dhabi? Eller er det Abu Dhabi, der har rakt ud til klubben? De eksakte kommandolinjer fortaber sig. I september fortalte ejer Moshe Hogeg, at han var i dialog med den emiratiske investorgruppe, og så var der ikke rigtig mere nyt, indtil aftalen mandag blev offentliggjort. Sikkert er det dog, at ejerskiftet fremkalder en række afgørende perspektiver for det 21. århundredes Mellemøsten.

Skåret ind til benet kan man sige, at Israels forsøg på at ommøblere Mellemøsten handler om to spørgsmål. Et principielt om landets legitimitet og et politisk om hele regionens magtbalance. Det principielle først: Hvis Israel får mulighed for at stikke en kile ind i den arabiske blokade, så griber de den. Israel hungrer efter at blive anerkendt af så mange lande som overhovedet muligt. På den måde kan de sabotere den palæstinensiske sag.

Sådan har det altid været,” siger Lars Erslev Andersen. Det er et eksistentielt spørgsmål for dem.” Alene derfor er normaliseringsaftalerne med De Forende Arabiske Emirater, Bahrain og Sudan værdifulde.

Men så har Israel også nogle specifikke interesser til fælles med netop de lande samt ikke mindst Saudi-Arabien. De er forenet i en opposition til to af Mellemøstens stormagter: Iran og Tyrkiet. Både Israel og golfmonarkierne frygter iranernes voksende økonomiske og politiske indflydelse samt deres støtte til militante grupperinger som Hizbollah i Libanon og Houthi-bevægelsen i Yemen. Hvis det stod til dem, fik de et ordentligt gok i nødden,” siger Lars Erslev Andersen. Hvad angår Tyrkiet, handler det om deres nære forhold til Det Muslimske Broderskab, den politisk-islamiske bevægelse, der vandt frem i de første år efter Det Arabiske Forår, og som Israel og deres nye venner er arge modstandere af.

Netop Det Arabiske Forår, altså den protestbølge, der skyllede ind over den arabiske verden for ti år siden, er vigtigt lige at have med i tankerne. Det, der først lignede historiske demokratiseringer, slog siden om i en række kaotiske begivenheder – fra Libyen i Nordafrika til Syrien i Levanten – og i deres skygge har de største regionale magter forsøgt at trumfe deres egen dagsorden igennem. Nu er resultatet ved at tage form. Israel og golfmonarkierne står sammen, Tyrkiet har opbakning fra Qatar og Libyen, mens Iran har Irak, Syrien og Libanon i ryggen.

Nogle kalder det for det post-amerikanske Mellemøsten. Efter i årevis at have været massivt til stede i regionen har USAs indflydelse været vigende det seneste årti. I deres fravær har andre kunnet gribe initiativet. Det betyder dog ikke, at USA – eller resten af det internationale samfund for den sags skyld – bare er ligeglade med de aktuelle omrokeringer i Mellemøsten. Slet ikke. De nye normaliseringsaftaler blev for eksempel underskrevet i Washington, fordi amerikanerne har en klar interesse i, at to af deres tætteste samarbejdspartnere i regionen – Israel og De Forenede Arabiske Emirater – også kan med hinanden.

Den israelske historiker Moshe Zimmermann har til The New York Times sagt, at det emiratiske opkøb af Beitar Jerusalem stiller fansene i et alvorligt dilemma. Det, de har været vant til at være i opposition til, er de nu pludselig en del af.

Klubben er grundlagt i 1936 som et højreorienteret, zionistisk fællesskab, og især siden 2005 og dannelsen af La Familia er nogle af Israels mest nationalistiske, ja, racistiske, holdninger blevet ventileret på Teddy Stadium. Ham, der overhovedet har gjort ejerskiftet muligt, er til gengæld en af deres store helte: præsident Netanyahu. Uden normaliseringsaftalen med De Forende Arabiske Emirater havde kongefamilien i Abu Dhabi næppe vist interesse i Beitar Jerusalem.

For La Familia ser hadet umiddelbart ud til at være størst. For nylig blev en mur ved Teddy Stadium malet over med graffiti. Mohammed er død” og Død over arabere”, stod der. Alt imens taler Abu Dhabi-sheiken, Sheikh Hamad, om, at klubben snart vil få sin første arabiske spiller.

Der er lagt op til en intens magtkamp i Beitar Jerusalem – akkurat ligesom der er i selve Israel. Landets forhold til den arabiske verden fremstår ikke længere som et mellem ærkefjender, men snarere som et mellem en gift mand og hans elsker.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: