Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Emily Salomon er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Dagens gode nyhed: Det er gratis at redde klimaet (især hvis vi skynder os)

Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


Når vi danskere diskuterer, hvordan vi bør handle over for klimakrisen, kommer det ofte til at handle om én bestemt ting. Nemlig penge. Klimainitiativer er super, så længe de ikke koster velfærd, siger den socialdemokratiske regering. De må heller ikke hæmme væksten, tilføjer oppositionen. Eller koste konkurrencekraft og arbejdspladser, supplerer erhvervsliv og fagbevægelse.

Den underliggende præmis for det hele er, at skruer vi for hurtigt op for ambitionerne, bliver det for dyrt. Vi kan kun være så grønne, som vi har råd til. Ambitiøse forslag bliver hyppigt udstyret med en prisseddel, som ender med at trække dem til bunds.

Den brede opfattelse af, at den grønne omstilling koster mange penge, er måske den allermest grundlæggende årsag til, at dette efterårs klimaforhandlinger på Christiansborg i den grad er trukket i langdrag. Og derfor spærrede jeg øjnene op, da jeg midt i oktober så et tweet fra chefen for Den Internationale Valutafond, Kristalina Georgieva. Hendes udsagn udsprang af fondens halvårlige flagskibsrapport, World Economic Outlook (der er en form for vejrudsigt for verdensøkonomien) og lød nogenlunde sådan her: Grøn omstilling er en god forretning. Punktum.

Den Internationale Valutafond er en af verdens vigtigste økonomiske institutioner. Den har 190 medlemslande og producerer analyser, rådgiver regeringer og låner penge ud til trængte medlemslande. Den er sat i verden for at holde verdensøkonomien stabil, og på den baggrund er fonden de senere år blevet en vigtig stemme i klimadebatten. Miljøøkonom-uddannede Kristalina Georgieva har nemlig gang på gang understreget, at en stabil økonomi forudsætter et stabilt klima. Men det, hun nu meldte ud, var alligevel banebrydende.

På et tidspunkt, hvor Danmark og en masse andre nationer forsøger at finde ud af, hvordan man bedst og billigst løser klimaudfordringen, leverede Kristalina Georgieva og hendes økonomer nemlig en detaljeret økonomisk konsekvensberegning med et budskab, der nok vil overraske mange: Der er ikke nogen modsætning mellem hurtig klimahandling, vækst og arbejdspladser. Det er markant andre toner end dem, vi typisk hører i den hjemlige klimadebat. Så lad os se nærmere på sagen.

Den Internationale Valutafonds talknusere har analyseret konsekvenserne af en kombination af tre politikker, som tilsammen kan få menneskehedens CO2-udledninger til at gå i netto-nul i 2050, hvis tilstrækkeligt mange lande indfører dem. De tre politikker er:

  1. En lånefinansieret grøn genopretningspakke, som investeres i ting som vindmøller, solpaneler, atomkraftværker, elbiler og energieffektive bygninger. Altså i alle den grønne omstillings byggeklodser, kunne man sige.
  2. En CO2-afgift, som begynder lavt, men stiger gradvist. Afgiften er afgørende, fordi den tilskynder folk til at spare på energien og flytter økonomisk aktivitet fra ting, der udleder meget CO2, over til ting, der kun udleder lidt eller slet ingen CO2.
  3. Økonomiske overførsler til dem, der tjener mindst. Det sikrer, at de ikke bliver fattigere på grund af CO2-afgiften, som jo vil øge deres udgifter til for eksempel benzin og diesel.

De her tre politikker er så blevet kørt gennem en økonomisk simulation, og resultaterne er slående.

For verden som helhed vil de tre initiativer have den effekt de første 15 år, at økonomien vokser hurtigere, end den ellers ville have gjort. De følgende år vil der være en mindre nedgang sammenlignet med en verden, hvor vi intet foretager os – men på den anden side af 2050 er der til gengæld udsigt til en enorm, positiv effekt, som afspejler al den død og ødelæggelse, vi kan undgå ved at begrænse temperaturstigninger, havstigninger, hedebølger, tørke, skybrud, skovbrande og oversvømmelser.

Hvad angår antallet af arbejdspladser, er billedet ret meget det samme: et boost på kort sigt efterfulgt af en lille nedgang på mellemlang sigt, som så går i nul igen cirka midt i århundredet med kurs mod en opadgående tendens derefter (der er ikke regnet på jobs på den anden side af 2050).

Oveni kommer, at der kan spares en masse liv – og penge – ved at begrænse luftforurening, særligt i lande, der brænder masser af kul og olie af i dag.

For Europa er nyhederne endnu bedre. Den klimapolitiske tretrinsraket, som studiet undersøger, ligner nemlig en decideret no-brainer på de her kanter. Effekten er simpelthen øget velstand fra dag ét, og så langt øjet rækker. Ingen nedgange undervejs.

Hovedforfatteren på rapportens klimaafsnit er økonomen Florence Jaumotte, som arbejder for Den Internationale Valutafond i Washington. I telefonen forklarer hun mig, at de europæiske lande generelt er længere fremme i den grønne omstilling end resten af verden – og dét er forklaringen på, at en mere offensiv klimapolitik vil være så god en forretning lige præcis her.

Hvis man allerede har en pæn andel af kapitalen investeret i den grønne sektor, er det lettere at skrue op for aktiviteten, end hvis man begynder fra nul, og der kommer en stærkere reaktion på infrastruktur-stimulussen,” siger Florence Jaumotte.

Det lyder måske lidt teknisk, men reelt er det helt lavpraktisk: I Danmark har vi for eksempel en del vindmøllefabrikker og et godt setup til at sejle møllerne ud på havet. Derfor kan vi både sætte vindmøller op hurtigere end andre og få mere økonomisk fremgang ud af det.

Et studie betalt af vindindustrien anslog tidligere på året, at hver gigawatt havvind, som sættes op i Danmark (svarende til cirka to store havvindmølleparker), kan give næsten 15.000 årsværk i danske virksomheder, heraf knap 5.000 i selve vindmølleindustrien og resten i andre brancher som afledte effekter. Det betyder, at havvindmøllebranchen har potentiale til at skabe flere jobs, end den danske olieindustri nogensinde har gjort.

Florence Jaumotte og kollegerne har ikke regnet på jobeffekter af deres politik-pakke for Danmark specifikt, men vores gunstige position inden for vindmøller og andre grønne industrier betyder sandsynligvis, at jobregnskabet vil være bedre for Danmark end for de fleste andre lande, siger hun.

En oplagt indvending mod den her slags regnestykker er, at de handler om en situation, hvor hele verden omstiller sig og derfor høster gevinsterne ved et stabilt klima, når vores børn og børnebørn engang er blevet voksne. En grundlæggende præmis er altså ofte, at alle (eller næsten alle) skal gøre noget, så alle kan få en fordel. I praksis har det bare vist sig uhyre svært at få tilstrækkelig mange lande til at gøre noget, og derfor kan regnestykkerne godt komme til at føles lidt verdensfjerne.

Men det allermest interessante ved beregningerne fra Den Internationale Valutafond er, at bundlinjen – i hvert fald i vores del af verden – er positiv, allerede før man indregner den gevinst ved et mindre destruktivt klima, som det kræver mange landes indsats at opnå.

Enkeltlande har gode grunde til at indføre de her politikker ud fra deres egne nationale interesser,” siger Florence Jaumotte.

En væsentlig grund er det boost, som den grønne genopretningspakke giver til økonomien. På kort sigt sætter genopretningspakken selvfølgelig gang i økonomien og sætter folk i arbejde, fordi der kommer flere penge i omløb. Men samtidig lægger den også fundamentet for mere vækst på længere sigt, fordi den er en investering i den grønne infrastruktur, som fremtidens økonomi skal hvile på – intelligente elnet, højhastighedstog, ladestandere til elbiler, energibesparende teknologi og så videre. Jo mere der er til rådighed af den slags, jo lettere glider hele økonomien. Og fordi det er så billigt for stater at låne penge lige nu, siger Florence Jaumotte, vil det for de fleste lande stort set ikke kunne mærkes på statsfinanserne (og dermed velfærden), hvis politikerne beslutter at låne penge til en stor grøn genopretningspakke – så længe der kradses penge ind på en CO2-afgift. Hvad Danmark angår, får vi i øjeblikket ligefrem penge for at stifte gæld.

Tanken om en CO2-afgift er selvfølgelig det, der får dele af erhvervslivet og fagbevægelsen til at stejle på grund af frygt for, at vi taber konkurrencekraft. Altså at danske produkter bliver dyrere, så ordrer og arbejdspladser bliver snuppet af konkurrenter i udlandet. Sagen er bare, siger Florence Jaumotte, at det faktisk er svært at finde forskningsmæssigt belæg for, at den slags effekter skulle være særligt store, måske på nær i særligt fossiltunge industrier – kulkraft, cementproduktion, den slags – hvor opgaven så bliver at hjælpe de ramte mennesker og regioner over i noget nyt og grønnere. Samtidig, siger Florence Jaumotte, kan der meget vel være konkurrencefordele ved at satse grønt, for eksempel kunne Danmark fastholde og forbedre sin plads i verdenseliten inden for vindenergi ved at ekspandere i den sektor.

Hvis der er så gode økonomiske argumenter for at sætte fuld turbo på den grønne omstilling lige med det straks, hvorfor har vi så en dansk klimadebat, som tager udgangspunkt i, at det bliver for dyrt, hvis det går for stærkt?

Ifølge økonomisk vismand Lars Gårn Hansen bør man stoppe op og tænke over, hvilket alternativt scenarie Florence Jaumotte og kollegerne sammenligner deres foreslåede pakke af klimapolitikker med. Vi befinder os lige nu i en meget speciel økonomisk situation, hvor en pandemi har skudt verdensøkonomien i sænk. Ifølge Florence Jaumotte og hendes chefer i Den Internationale Valutafond giver det os en oplagt mulighed for at slå to fluer med ét smæk: Vi kan bruge de penge, der alligevel skal bruges på at få gang i økonomien, til også at gøre den grøn. Men, siger Lars Gårn Hansen, hvis man sammenligner en billig grøn stimuluspakke med ingen stimuluspakke, er det måske ikke så underligt, at scenariet med stimuluspakke ser bedre ud.

Omvendt kan det også være, at danske ministerier, institutioner og kommissioner undervurderer de økonomiske gevinster ved en grøn omstilling. Florence Jaumotte siger selv, at hendes og kollegernes beregninger adskiller sig fra andres ved at indregne de økonomiske effekter af at investere i grøn infrastruktur, så man faktisk kan se, hvilken gavn den slags kan gøre for økonomien.

Endelig kan der ligge en væsentlig forklaring på vores hjemlige klimaet eller pengene’-debat i, at vi har en tendens til at glemme proportionerne. For selv om diverse danske beregninger typisk siger, at den grønne omstilling koster noget, så siger de sjældent, at den koster meget. Isoleret set kan milliardbeløbene måske nok virke voldsomme, men når man holder dem op mod hele økonomien, skrumper de i sammenligning. Lars Gårn Hansen og kollegerne i De Økonomiske Råd har tidligere regnet på de økonomiske effekter af at gøre Danmark fossilfrit i 2050 og er kommet frem til, at det vil koste i omegnen af fire måneders økonomisk vækst – fordelt over 30 år.

Det er mange penge, men jo ikke et voldsomt velstandstab i det store billede,” siger han.

Uanset hvad, så er der dog endnu et vægtigt økonomisk argument for at sætte hurtigt ind med klimaindsatsen, siger Florence Jaumotte.

Efterhånden som klimaforandringernes mere drastiske skadevirkninger kommer nærmere, kan der komme et punkt, hvor folk indser, at nu er vi virkelig nødt til at gøre noget. Og hvis man begynder sent, så bliver det meget dyrt. Så enkeltlande har god grund til at begynde indsatsen tidligt, selv om andre ingenting gør.”

Det er næsten det samme argument, som Klimarådets formand, økonomiprofessoren Peter Møllgaard, forleden leverede herhjemme sammen med en kraftig kritik af regeringen for at lade for stor en del af klimaindsatsen frem mod 2030 være op til nye teknologier sidst i årtiet. I den anledning udtalte han:

Hvis regeringen ikke allerede nu træffer flere politiske beslutninger om en større del af indsatsen, risikerer vi at stå i en situation, hvor vi skal indhente en masse, fordi vi er kommet for sent i gang med de ting, som vi ved virker.”

Regeringen har tidligere forsvaret sig mod kritik af sine klimaplaner ved at sige, at der er flere initiativer på vej.