Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Denne torsk har været den halve vej rundt om jorden og tilbage. Sådan blev den billigst for alle (bortset fra kloden)

EN LAAANG REJSE For nogle af Royal Greenlands torsk går rejsen til køledisken fra Grønland over Aalborg og Rotterdam til Qingdao i Kina og retur via Hamborg til Polen, inden de bliver kørt til Danmark. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


21. november 2018
10 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Danske fødevarer rejser tusindvis af kilometer for at blive forarbejdet i udlandet, inden de rejser tilbage og ender i danske kølediske. Det er konsekvensen af et komplekst globalt fødevaresystem, hvor varer bliver flyttet i jagten på profit. Fra et økonomisk synspunkt giver det umiddelbart mening. Men kan klimaet holde til det?

Det følgende kan virke bizart:

Når fiskerivirksomheden Royal Greenland fanger en torsk i det nordlige Atlanterhav kommer den først til Grønland, hvor den bliver fileteret. Derefter sejles nogle af fileterne via Aalborg til Kina, hvor de med håndkraft bliver skåret ud i stykker og portioner. Herefter er der nogle af de torskestykker, der sendes til Polen, hvor de for eksempel bliver paneret. Og så kan de ellers blive sendt retur til Danmark.

Nogle torskestykker har sejlet og kørt over 50.000 kilometer over en periode på flere måneder. For at blive skåret ud og paneret.

Vi flytter,” som Paul Watkiss, en økonom fra University of Oxford sagde det for ti år siden, da han havde undersøgt den europæiske fødevareimport for EU, varer rundt i verden på en måde, der ser virkelig bizar ud.”

Alligevel er der umiddelbart intet odiøst i det, som Royal Greenland gør. De fleste andre store fødevarevirksomheder gør som dem. Og de gør det, fordi det kan betale sig.

Årsagen er jo det, der hedder globalisering”, siger Jørgen Eivind Olesen, der er professor og sektionsleder ved Institut for Agroøkologi på Københavns Universitet over en telefon.

Med det mener han, at transporten af fødevarer er så billig, at virksomhederne ikke længere behøver tage højde for, hvor meget den koster. Prisen på arbejdskraften er til gengæld en faktor, for den varierer meget i pris. Det kan, ganske enkelt, bedre betale sig at få en kineser til at skære fisken ud, fordi lønforskellene er større end det, transporten koster.

Så vidt er det simpel matematik. Men fra et klimamæssigt synspunkt går regnestykket ikke op. Ifølge Jørgen Eivind Olesen giver det et unødigt udslip af CO2, når vi transporterer varer til den anden ende af verden og retur for at få dem forarbejdet:

Det er, synes jeg, at sidestille med spild,” siger han.

Vi er alle sammen enige om, at vi ikke skal spilde fødevarer. Men unødig transport af de her fødevarer, hvis man lige så godt kunne lave forarbejdningen tættere på, det er også en slags spild.”

Det er svært at sige præcist, hvor stort spildet af CO2 til atmosfæren er fra fødevaretransport – og hvor meget af transporten der kunne være undgået, hvis man indrettede systemet på klimaets præmisser. Ser man på fødevaresystemet i det hele taget, er det heller ikke sikkert, at det overhovedet er transporten, der efterlader det største klimaaftryk i produktionen af fødevarer samlet set.

Alligevel er det uigennemskuelige klimaregnskab bag fragten af fødevarer rundt i verden værd at opholde sig ved. For spildet eksisterer af den ene årsag, at det økonomisk set kan betale sig. Transport af fødevarer er i dag så billig, at det ikke giver økonomisk mening at forarbejde torsken samme sted, som den er fanget. Og det gælder ikke kun for torsken. Den globale eksport er i dag 4.000 gange større, end den var i begyndelsen af 1900-tallet. I 2017 slog EU rekord med en im- og eksport af fødevarer på næsten to billioner kroner.

Systemet for produktionen af fødevarer er tilmed blevet så kompleks en størrelse, at vi nu ikke længere bare indtager fødevarer et andet sted, end de er produceret (som det har været tilfældet, siden kineserne begyndte at fragte te til Europa via Silkevejen for 2.000 år siden). I dag er der langt flere led i kæden fra friskfanget torsk til dit middagsbord. Fødevarerne skal blandt andet forarbejdes, pakkes, sælges og leveres, og det foregår gerne forskellige steder i verden.

Det er svært at sige, hvor meget CO2, der udledes på den bekostning. En rapport fra FNs klimapanel vurderer, at landbruget alene står for 10-12 procent af den globale udledning af drivhusgasser, men hvis vi ser på hele fødevaresystemet – altså forarbejdning, pakning og transport – vokser udledningen til over det dobbelte.

I forbindelse med en undersøgelse af storbyers selvforsyning har Københavns Universitet før beskrevet, at alene transporten af fødevarer stod for 15 procent af de drivhusgasser, der bliver udledt globalt. Men det skal man nok tage med et gran salt. Andre undersøgelser viser, at transporten kun står for 15 procent af den udledning, der kommer fra animalske produkter.

Et overblik over klimaomkostningerne ved den rejse, som verdens fødevarer foretager, er med andre ord så godt som umuligt at få. Så i stedet spurgte jeg som det første:

Hvor meget udleder torsken?

Ruteplanlægger for torsk

Når Royal Greenland fanger torsk i det nordlige Atlanterhav kommer fisken til Grønland, her fileteres nogle af torskene, inden de sendes med Royal Arctic Line på en 4.500 kilometer lang sejltur til Aalborg. I Aalborg omlades torskene til containere og sættes på et skib, der sejler 1.100 kilometer til Rotterdam. Herfra sejler torskene 22.800 kilometer til Quingdao i Kina, hvor torskefileterne skæres ud i loins, haler og portioner. Derefter sejler nogle af torskestykkerne 23.400 kilometer til Hamborg. Herfra bliver torskestykkerne distribueret til Europa, men der er også nogle af dem, der bliver kørt med lastbil 570 kilometer til Koszalin i Polen, hvor de bliver færdigforarbejdet og pakket, inden de for eksempel kører 900 kilometer til Aalborg, hvor de ender i frysedisken.

I foråret beskrev de største danske fiskeriorganisationer som Danish Seafood Association, Danske Havne og Danmarks Pelagiske Producentorganisation, hvordan afstandenes faldende betydning er resulteret i, at forarbejdningen af fisk i højere grad foregår hvor som helst i verden”. I det, der var en rapport til Folketinget, skrev de også, at de manuelle processer såsom filetering ved håndkraft allerede var blevet udflyttet til Østeuropa og Kina, hvor lønnen var lavere.

Til gengæld har vi i Danmark en mere maskinel forarbejdning. Og den importerer vi for flere milliarder kroner fisk til.

Der er med Jørgen Eivind Olesens ord en international arbejdsdeling”. De steder, hvor arbejdskraften er billig, udfører man de opgaver, der kræver mange menneskehænder, og de steder, hvor arbejdskraften er dyr, udfører man de mere tekniske og maskinelle opgaver.

Det er denne arbejdsdeling, der kommer i spil, når Royal Greenland sender torsk til Kina eller rødspætter fra Vesterhavet til Polen og retur. Hvis de skulle forarbejde fisken i Danmark eller Grønland, ville det foregå på maskine, og så ville mere af fisken gå tabt.

Vi kan få meget mere ud af fisken ved at transportere den til steder, hvor forarbejdningen i højere grad foregår ved håndkraft,” siger Hanne Kvist, director, Group Market Development & Marketing i Royal Greenland.

GLOBETROTTERTORSK Dette er en torsk Foto: Joachim Adrian, Ritzau Scanpix

På den måde handler det for Royal Greenland først og fremmest om at få mest muligt ud af hvert kilo fisk for at undgå spild af produktet. Argumentet er altså, at de ved at spilde lidt CO2 på transporten undgår madspild, der også har store konsekvenser for CO2-udledningen.

Beregninger fra den grønne tænketank Concito viser, at den skibstransport, som Royal Greenland primært fragter deres fisk ved, udleder en tiendedel af, hvad transport med lastbil udleder. Og det er ingenting, i forhold til hvad transport af fødevarer med fly udleder. Derfor har levende hummere, der flyves ind fra Canada, eller den friske tunbøf en større klimapåvirkning end Royal Greenlands torsk, selv om den har sejlet verden rundt.

Royal Greenlands torsk skal dog fryses ned på den lange rejse, hvilket også kræver energi og giver en udledning af drivhusgasser. Beregninger viser, at klimaeffekten fra frosne pillede rejer er tre gange så stor, som den er for friske rejer, især fordi rejerne skal fryses, tøs op og pilles, og så fryses ned igen.

Til forsvar for en grønnere verden

Journalistikken skal ikke bare beskrive klimaforandringerne; den skal være med til at løse dem. På Zetland vier vi mindst én dag om ugen til væsentlige historier om natur og klima, ligesom vi har kastet os ud i – om muligt – at gøre Zetland CO2-neutralt. Vi stabler også arrangementer på benene, viet til dét, det hele handler om: den natur, vi er en del af. Vi gør det bedst sammen, så byd endelig ind med idéer og perspektiver.

Royal Greenland fortæller selv, at de ikke har regnet på, hvilket klimaaftryk der er, ved at transportere torsk til Kina og retur. Men to studier fra Norge ser blandt andet på klimakonsekvensen af at få forarbejdet torsk i Kina i stedet for i Norge. Begge undersøgelser viser, at udledningen vokser fra omkring 2,5 kilo CO2 per kilo torsk til lige under 4 kilo CO2 per kilo torsk ved at få torsken forarbejdet i Kina. Særligt transporten får CO2-udledningen til at stige, men selve forarbejdningen udleder også mere CO2 – især fordi Kinas energi i høj grad er baseret på kul og olie.

Det er da heller ikke alle, der er enige i, at man behøver at transportere fisken for at få mest muligt ud af den. For en del kloge hoveder siger, at man får mest ud af en fødevare, når man forarbejder den tæt på der, hvor den er høstet, fanget eller opdrættet.

Jo mere arbejde man kan gøre på det inden for landets grænser, jo mere værdi høster man af ressourcen,” siger Chris Kjeldsen, der forsker i fødevarenetværk ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Da jeg spurgte Hanne Kvist, hvorfor nogle af Royal Greenlands torsk skulle til Kina og retur, fortalte hun, at de faktisk forsøgte at sende færre torsk af sted på den rejse. Royal Greenland prøver at rykke mest muligt af forarbejdningen til Grønland, så det sker så tæt som muligt på det sted, fisken er blevet fanget, da det også giver bedre kvalitet og færre mellemvarer. Blandt andet har Royal Greenland rekrutteret arbejdskraft fra Kina til Grønland, så de kan have en større forarbejdning lokalt.

Vi vil gerne færdigforarbejde så meget som overhovedet muligt i Grønland,” sagde Hanne Kvist.

Men så længe der er spild fra at filetere torsk på maskiner, og Royal Greenland ikke har hænder nok til at lave forarbejdningen i Grønland, vil de stadig se en fordel ved at transportere torsken til Kina for at blive forarbejdet i hånden, fortsatte hun.

For hvor bizart det end kan virke, så betaler det sig for dem.


I næste artikel i denne serie ser vi nærmere på, om det bedre kan betale sig at få forarbejdet danske pølsetarme i Kina i stedet for at holde produktionen lokalt.