Den dukker op med jævne mellemrum – omskæringsdebatten.

Diskussionen hører til de mest følsomme og følelsesladede herhjemme. Ofte udarter debatten sig til en mudderkastning, hvor tilhængere af omskæring karakteriseres som religiøse mørkemænd (m/k) og modstanderne som forfølgere af religiøse minoriteter.

Men både fortalere og modstandere af et forbud mod omskæring af mindreårige drenge har vigtige, overbevisende og tunge argumenter, som hver fløj burde kunne anerkende. Uanset om man – når argumenterne er afvejet – lander i den ene eller den anden lejr.

Jeg har sat mig for at udkrystallisere argumenterne på begge sider. Og derefter finde frem til min egen personlige konklusion.

Lad os begynde med tilhængerne af et forbud, som ifølge en meningsmåling fra 2016 nu omfatter hele 87 procent af den danske befolkning og har støtte blandt politikere i en række partier.

Et stærkt argument mod omskæring er det helt principielle om, at man uden samtykke foretager et irreversibelt kirurgisk indgreb – eller overgreb – på et menneskes krop, uden at det har givet samtykke. Der er dermed indiskutabelt tale om et indgreb, der er svært foreneligt med forestillingen om det enkelte menneskes fysiske ukrænkelighed. Desuden medfører ethvert kirurgisk indgreb – som omskæring – en risiko for komplikationer. En række studier viser, at omskæring af drengebørn medfører en forhøjet risiko for en række gener og følgesygdomme. Variationer af disse argumenter hører vi blandt andet hos Lægeforeningen, Børnerådet, Børns Vilkår og Dansk Kirurgisk Selskab. De mener, at omskæring bør begrænses til de tilfælde, hvor det er medicinsk påkrævet. Eller bør det forudsætte samtykke?

De fysiske risici ved omskæring af drenge fik dog en mere blandet vurdering fra Sundhedsstyrelsen i et notat fra 2013:

”Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der ikke er tilstrækkelig sundhedsfaglig dokumentation til generelt at anbefale omskæring af drengebørn. Samtidig er der ikke sådanne risici ved indgrebet, når det foretages korrekt og af kompetente læger, at styrelsen finder anledning til at anbefale et forbud af rituel omskæring af drengebørn.”

Generelt peger forskning ikke i en entydig retning.

Det amerikanske akademi for børnelæger (AAP) konkluderer ligefrem, at de sundhedsmæssige fordele overstiger risici, når det gælder omskæring af nyfødte drengebørn.

I et stort dansk metastudie fra 2016 konkluderes det også, at der ikke er evidens for, at omskæring af drengebørn fører til nedsat seksuel funktion.

Heroverfor har en række læger, inklusive danskeren Morten Frisch, skrevet en videnskabelig artikel, der kritiserer AAP’s konklusion og fremhæver, at de påståede sundhedsmæssige fordele overdrives, samt at studier, der peger i retning af sundhedsmæssige risici, udelades.

I et stort og systematisk dansk registerstudie fra 2016 konkluderes det, at omskæring af drengebørn væsentligt forhøjer risikoen for forsnævring af urinvejsåbningen – en konklusion, der dog ifølge flere danske læger ikke stemmer overens med de praktiske erfaringer på danske hospitaler.

Okay, men der er også andre væsentlige argumenter, der ikke handler om den fysiske risiko.

Det handler for eksempel om barnets ukrænkelighed. Omskæring af drengebørn er et meget klart eksempel på et indgreb i barnets fysiske integritet: Voksne mennesker afskærer en del af barnets krop, som ikke kan genskabes. Det er her, at det værdiliberale argument om hensynet til barnets fysiske ukrænkelighed slår stærkest igennem.

Spørgsmålet er dog, hvor meget vægt dette hensyn skal have. For der findes en række andre situationer, hvor voksne i dag lovligt kan udsætte deres børn for skade, uden at barnet kan eller overhovedet får mulighed for at sige fra. Et godt eksempel er rygning i hjemmet. Ifølge Sundhedsstyrelsen medfører rygning i hjemmet en øget risiko for en lang række sygdomme for børn – som luftvejssygdomme og tilmed vuggedød. En undersøgelse fra 2005 konkluderede, at passiv rygning var skyld i 1.900 indlæggelser af børn om året.

Endnu mere skadeligt er rygning under graviditet, der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke blot øger risikoen for lav fødselsvægt hos barnet, men også risikoen for børnedødelighed ved fødslen eller i det første leveår. Alkohol er også en væsentlig risikofaktor for barnet under graviditeten.

Spørgsmålet er således, om samfundet også i disse situationer bør gribe ind med forbud af hensyn til barnets fysiske integritet, eftersom det ikke kan sige nej til at blive udsat for røg og alkohol. Risikoen for alvorlige fysiske skader er jo endnu større og mere alvorlig, end når det gælder omskæring.

Oven på det argument kan lægges en ligestillingsvinkel: Når vi beskytter piger mod alle typer af omskæring – og endda kalder det kønslemlæstelse – ud fra netop hensynet til barnets ukrænkelighed, bør drenge også beskyttes.

Det argument kræver, at omskæring af piger og drenge kan sidestilles, også i forhold til indgrebets intensitet og skadevirkning. (Der findes forskellige former for omskæring (kønslemlæstelse) af kvinder – fra den ‘milde’ grad, hvor hele eller en del af klitoris fjernes, til den værre version, der kan betyde sammensyning af vulva, så der kun er en lille åbning for urin og menstruationsblod, ofte ledsaget af en fjernelse af klitoris, de indre kønslæber og en del af de ydre kønslæber.)

Uden på nogen måde at være ekspert på området synes det klart, at komplikationerne og eftervirkningerne ved omskæring af piger er langt hyppigere og også typisk mere alvorlige end for drenge. Endvidere er der ikke nogen sundhedsgavnlige effekter af omskæring af piger, i modsætning til hvad visse studier finder, for så vidt angår omskæring af drenge. Et WHO-studie fra 2006 viser, at selv den mildeste form for omskæring af piger medfører en øget risiko på 15 procent for, at børn født af omskårne kvinder dør under eller efter fødslen.

Men der er også en anden afgørende forskel på omskæring af piger og drenge.

Omskæring af både drenge- og pigebørn er oftest rituelt eller religiøst betinget. Men for pigerne skal lægges en yderligere begrundelse: nemlig at omskæring af piger oftest er udtryk for et ønske om at kontrollere kvinders seksualitet. Kønslemlæstelse af piger hviler således ofte på en forestilling om, at kvinder skal være rene, dydige, og at omskæring nedsætter en kvindes sexlyst og dermed formindsker risikoen for, at hun har sex før ægteskabet og/eller begår utroskab. Der er med andre ord tale om en ekstremt misogynistisk og patriarkalsk praksis, som den somaliske kvindeforkæmper Layla Hussein rørende har fortalt om flere steder.

Der findes millioner af forældre i Vesten med progressive holdninger til ligestilling mellem kønnene, der vælger at lade deres drengebørn omskære. Og der er millioner af omskårne drengebørn, som fuldt ud accepterer og efterlever moderne sekulære værdier. De forældre, der udsætter deres piger for kønslemlæstelse, vil derimod typisk høre til befolkningsgrupper, der viderefører og fastholder misogynistiske forestillinger om kvindens rolle i samfundet. Med andre ord: Der er en væsentlig forskel på begrundelsen for og konsekvenserne af omskæring af pige- og drengebørn.

Lad os flytte blikket og se på argumenterne imod et forbud.

Religionsfrihed – og minoritetsbeskyttelse – er det argument, vi oftest finder blandt tilhængere af omskæring af drengebørn (eller modstandere af et forbud). Det skyldes selvfølgelig, at det i Danmark helt overvejende er muslimer og jøder, der af religiøse grunde omskærer drengebørn, og at dette ritual er centralt for begge trosretninger.

Religionsfrihed er en central værdi i et frit demokrati, men det er efter min opfattelse ikke et argument, der kan stå alene eller bør være afgørende i omskæringsdebatten. Religionsfrihed bør nemlig ikke kunne anvendes til at foretage handlinger, der ellers ville være forbudt. Det fremgår også af grundlovens paragraf 70, at ”ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt”.

Ingen i den offentlige debat ville tillægge religionsfriheden afgørende vægt, hvis ægyptiske og somaliske foreninger påkaldte sig bestemte fortolkninger af islam som begrundelse for kønslemlæstelse af piger.

Det jødiske samfund i Danmark har fremført, at ”med et forbud mod omskæring af drenge vil det være slut med jødisk liv i Danmark”. Det gør indtryk på de fleste, også mig. Men lad os fortsætte argumentet. Forestil dig, at der fandtes en jødisk menighed, der insisterede på at efterleve Tredje Mosebog 20.9: “Hvem som helst, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.” Her ville alle være enige om, at den type religiøst påbud måtte afvises blankt.
Mere overbevisende er indvendingen om, at et forbud mod omskæring af drenge griber for vidt ind i familielivet og forældrenes ret til at bestemme over deres børn. Den ret gælder uafhængigt af, om forældrene ønsker at opdrage deres børn efter religiøse eller sekulære værdier.

Det er klart, at der også her er grænser – vigtige grænser – for, hvor hensynet til forældrenes frihed stopper, og barnets ukrænkelighed begynder. Tilhængere af forbud kunne pege på revselsesretten, som jo er blevet afskaffet, netop af hensyn til barnets fysiske ukrænkelighed. Spørgsmålet er dog, om denne sammenligning holder. På den ene side kan man sige, at en enkelt lussing ikke medfører samme risiko for fysiske sundhedsskader som omskæring. Men at slå sit barn er udtryk for en straf. Det at forvolde smerte er vævet ind i formålet med at slå sit barn. Endvidere lærer forældrene deres børn, at vold er et legitimt middel til at disciplinere og løse konflikter med, hvilket kan skabe en ond cirkel, hvor fysisk afstraffede børn selv begår vold mod andre og egne børn. (Børn, der har været udsat for fysisk afstraffelse, er også mere aggressive, tilbøjelige til selv at begå vold, mangle empati og blive deprimerede, om end det kan være vanskeligt at fastslå direkte årsagssammenhæng).)

Hvordan skal disse argumenter og hensyn så vejes mod hinanden?

Det er naturligvis et spørgsmål, som kun kan besvares af den enkelte. Og som nævnt bør det anerkendes, at begge sider i debatten kan fremføre stærke argumenter.

I min optik kan der ikke herske tvivl om, at omskæring af drengebørn udgør et betænkeligt indgreb i barnets fysiske integritet, og risikoen for komplikationer og følgevirkninger øger betænkelighederne. Jeg er personligt glad for, at min far ikke sørgede for, at jeg blev omskåret, selvom det var fast praksis i hans familie. Jeg forstår til fulde voksne mænd, der føler sig krænket af, at deres forældre fik dem omskåret som børn og dermed frarøvede dem muligheden for selv at bestemme over egen legemsdel.

Men: Indgrebet er i min (lægmands)vurdering dog ikke så intensivt og risikofyldt, at det bør tilsidesætte forældrenes ret til at bestemme over barnet her. Det ville i så fald åbne for nogle temmelig vidtgående sammenlignelige forbud – som eksemplerne med passiv rygning og/eller rygning og alkohol under graviditet.
Samtidig adskiller begrundelsen for indgrebet sig afgørende for begrundelsen for kønslemlæstelse af piger og revselsesret. Det er centralt, synes jeg.

Når et forbud så samtidig i praksis vil være rettet mod to identificerbare minoritetsgrupper, falder min samlede vurdering ud til fordel for fortsat at tolerere omskæring af drengebørn.

Der kan dog være stærke grunde til yderligere at regulere selve udførelsen, så risikoen for skade minimeres. Det er naturligvis også helt legitimt for modstandere af drengeomskæring at fortsætte med at kritisere omskæring, i håbet om at flere muslimer og jøder i fremtiden vægter den sociale misbilligelse højere end ønsket om at følge kulturelle og religiøse praksisser. En sådan kritik bør ikke føre til anklager om islamofobi eller antisemitisme.

Derfor min konklusion: Selvom ønsket om forbud mod drengeomskæring er båret af anerkendelsesværdige værdiliberale principper, vil det samlet set føre til en for vidtgående indblanding i familielivet og en kriminalisering af almindelige, velfungerende og omsorgsfulde forældre. Derfor kan jeg ikke støtte tanken om et forbud, selvom jeg anerkender dets grundlæggende præmis.