Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Engang skulle sportsstjerner holde mund om politik. I dag tager de protesterne med ind på banen

  • 25. september 2019
  • Sport
  • 8 min.
LYT TIL MIGDen amerikanske fodboldspiller Megan Rapinoe holder tale foran rådhuset i New York. På den politiske måde. Foto: Sam Simmonds / Polaris / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

En landsholdsspiller lægger sag an mod det amerikanske fodboldforbund for at gøre op med kønsdiskrimination. En anden fodboldspiller stjæler sig til kameratid for at protestere mod våbenlovgivningen. Flere og flere sportsudøvere vil sætte politisk dagsorden, og faktisk ser det ud til, at det rykker noget – både i sporten og i samfundet.

Alejandro Bedoya er en almindelig fodboldspiller. Han er 32 år. Han er fra USA. Han spiller i Philadelphia Union. Han har tidligere spillet i Sverige, Skotland og Frankrig. Han ligner også en almindelig fodboldspiller. Han er hverken høj eller lav. Han er stærk, men atletisk. Han har kort, mørkt hår. Han har en næse, der godt kunne se ud til at være blevet ramt af et par albuer gennem årene.

For ikke så længe siden, i begyndelsen af august, gjorde han til gengæld noget, der ikke er almindeligt. I stedet for at juble, som fodboldspillere normalt jubler, da han scorede i en ligakamp mod D.C. United, vristede han sig fri af sine holdkammeraters omfavnelser og fandt en tv-mikrofon bag det ene hjørneflag. Kongres, gør noget nu!” råbte han ind i den, med direkte adresse til Amerikas lovgivende forsamling på Capitol Hill i Washington, D.C. Stop gun violence, kom nu.” Så vendte han om og løb tilbage til sin banehalvdel.

Timingen var ikke til at tage fejl af: Samme weekend var 31 blevet dræbt og mere end 50 såret i masseskyderier i Dayton, Ohio, og El Paso, Texas. I de dage lavede amerikanerne ikke andet end at skændes om våbenlovgivningen: for lempelig eller helt okay? For lempelig, alt for lempelig, mente Alejandro Bedoya, der allerede før kampen havde tweetet kritisk om nationens afslappede forhold til skydevåben.

Det var altså ikke indholdet af midtbanespillerens opråb på Audi Field i Washington, der var sensationelt. Men selve handlingen var. Alejandro Bedoya holdt sig ikke til at kritisere politikernes nølen på våbenområdet online, han gjorde det heller ikke i et interview, nej, han gjorde det midt under en kamp.

Vi er ikke uvante med, at sportsfolk har meninger om andet end den sport, de dyrker, men de plejer at komme til udtryk enten før eller efter det, det hele handler om: spillet, kampen, den fysiske udfoldelse. Der er tradition for, at netop det rum er helligt, hævet over politiske trakasserier og verdens gang i øvrigt.

Selv om grænsen mellem sport og politik efterhånden er blevet kompromitteret så ofte, at den står som et luftkastel i dag, klæber sportens interessenter sig som regel til en fortælling om den ubesmittede sportspræstation. Den fortælling råbte Alejandro Bedoya i stykker. Og dermed blev han et eksempel på en tendens, der vokser sig større og stærkere i disse år. De sportsfolk, der ofte er blevet fremstillet som tomme muskler uden viden om eller interesse i den verden, der omgiver dem, bryder i højere og højere grad ind i debatten, både den sportspolitiske og den offentlige. Det påvirker vores opfattelse af, hvad en atlet er – men meget muligt også mere end det.

KVÆLERTAGI 2014 blev Eric Garner, en ung sort newyorker, kvalt ihjel af politibetjente under en anholdelse. Basketballstjernen LeBron James mindedes ham efterfølgende med en T-shirt, der havde påskrevet nogle af Garners sidste ord. Foto: Robert Deutsch / USA Today Sports / Ritzau Scanpix

Atlet-aktivisme er ikke et nyt fænomen. Faktisk er det næsten lige så gammelt som sporten selv. Den irske længdespringer Peter O’Connor er eksempelvis ikke gået over i historien, fordi han vandt guld ved OL i Athen i 1906, men fordi han benyttede vindercermonien til en protestaktion, i anledningen af at de irske atleter var blevet tvunget til at stille op under Storbritanniens faner.

Eksemplerne bliver flere og mere substantielle, jo længere op i det 20. århundrede man fortsætter: I 1950 chokerede den femdobbelte Grand Slam-vinder Alice Marble for eksempel amerikansk tennis, da hun i et indlæg i magasinet American Lawn Tennis opfordrede arrangørerne af US Open til at invitere afroamerikaneren Althea Gibson – aldrig før havde den store newyorkerturnering haft sort deltagelse. Men mest kendt er nok de amerikanske 200-meterløbere Tommie Smiths og John Carlos’ knyttede Black Power-næver ved OL i Mexico City i 1968.

Alligevel bliver atlet-aktivismen givet stor opmærksomhed i disse år. Fra adskillige sider lyder det nemlig, at den vokser – og ikke bare vokser, men gør det i højt tempo og nye retninger. I maj afholdt det amerikanske magasin The Atlantic en foredrags- og interviewrække om politiske atleter — både før og nu — og også Play the Game, en enhed under Idrættens Analyseinstitut, der arbejder for at fremme demokrati i international sport, ser et nybrud. Deres årlige konference, der løber af stablen næste måned, og som gæstes af stort set alle, der er værd at lytte til i den globale sportsdebat, bliver afholdt under overskriften Athlete power on the rise.

Det vrimler med eksempler, der dokumenterer udviklingen. I den seneste tid er det skudt op med uafhængige initiativer, der på den ene eller anden måde er sat i verden for at varetage de åbenmundede atleters interesser, blandt andet ambitiøse Global Athlete, der har den britiske banerytter Callum Skinner som talsperson, og i USA har basketballstjernen LeBron James og quarterbacken Colin Kaepernick etableret sig som stærke antiracistiske stemmer: James i forbindelse med politidrabene på unge sorte mænd. Og Kaepernick i forbindelse med sin tvist med Donald Trump, som i 2017 krævede ham fyret, fordi han under afspilningen af The Star-Spangled Banner, der indleder enhver kamp i National Football League (NFL), havde knælet for at markere sin modstand mod forråelsen af det amerikanske samfund.

James og Kaepernick er uden tvivl de mest prominente eksempler på tidens atlet-aktivisme, men de er næppe de mest sigende for den udvikling, der sker blandt politisk engagerede sportsfolk lige nu. Den sorte atlets modstand mod den hvide magt er en velkendt sportshistorisk figur, særligt i USA, hvor der er en reel tradition for, at der med sportstalent følger en forpligtelse til samfundssind. Det nye, og det, der understreger, at atlet-aktivismen virkelig er on the rise, er, at den er blevet mere varieret, i indhold såvel som i form. Atleterne vil ikke længere bare høres, de vil have magt.

BLACK POWERUnder en medaljeceremoni ved OL i Mexico City i 1968 stak 200-meterløberne Tommie Smith og John Carlos en knyttet næve i vejret i sympati med Black Power-bevægelsen, der i de år dominerede den afroamerikanske kamp mod raceundertrykkelse. Foto: AP, Ritzau Scanpix

Den 10. juli skinnede solen i New York. Den skinnede især på Megan Rapinoe, nykåret fodboldverdensmester med USAs landshold og efterhånden også internationalt sportsikon. Iført runde solbriller og med håret, som vanligt, farvet pink talte hun på vegne af sine holdkammerater til de tusinder af fans, som efter en hyldestparade gennem byen havde samlet sig foran rådhuset på Lower Manhattan. Først takkede hun alle, der skulle takkes, helt i tråd med talekonventionerne, men så, halvvejs igennem, blev atleten Rapinoe til aktivisten Rapinoe.

Vi må lytte mere og snakke mindre,” begyndte hun. Alle, der er her. Alle, der ikke her. Alle, der ikke har lyst til at være her. Vi må alle gøre verden til et bedre sted.” Hun smilede, men hendes tonefald var formanende. Det var et opråb, et kald til kamp for tolerance og ordentlighed.

Megan Rapinoe er repræsentativ for den nyere atlet-aktivisme af to årsager. For det første: På én og samme tid har hun blikket vendt indad og udad. Ind mod sportens forbund, som hun kræver gentænkt – og ud mod samfundets institutioner, som hun kræver demokratiseret. I forbindelse med sommerens verdensmesterskaber kritiserede hun FIFA, fodboldens verdensforbund, for at prioritere herresiden på bekostning af kvindesiden, ligesom hun i flere tilfælde har udskammet Donald Trump for hans racisme.

For det andet: Hun stiller sig ikke tilfreds med at have en stemme. Hun vil bruge den til at skabe forandring. I foråret kritiserede hun ikke bare det amerikanske fodboldforbund, men var blandt initiativtagerne til et søgsmål, der med henblik på at omskrive forbundets vedtægter anklagede de ansvarlige for institutionaliseret kønsdiskrimination”.

PROTESTQuarterbacken Colin Kaepernick blev verdenskendt i 2017, da han for at markere sin modstand mod det amerikanske samfunds uligheder valgte at knæle under afspilningen af nationalsangen. Protestaktionen blev hurtigt kopieret af flere andre amerikanske atleter. Foto: John Bazemore / AP / Ritzau Scanpix

Atlet-aktivismens opdrift har konsekvenser. En af dem er, at den åbenlyst bryder med en stereotyp opfattelse af atleten som et skyklapsmenneske, hvis liv udelukkende består af træning og kamp og træning og kamp, og som ikke ænser, at den sport, han eller hun dyrker, er en del af en større sammenhæng. Den smuldrer simpelthen, når atleter engagerer sig i debatten, som Alejandro Bedoya og Megan Rapinoe har gjort det de seneste måneder. Samtidig påvirker udviklingen de krav, vi stiller til atleter. For kan en sportsstjerne, der kan gøre en reel forskel, hvis han eller hun bruger sin magtfulde stemme, tillade sig at tie stille?

Det er et spørgsmål, der hænger tæt sammen med en anden følgevirkning. Atleter er stadig mere indflydelsesrige skikkelser i offentligheden. Sociale medier og den influencer- og kendiskultur, de (også) er del af, giver dem en platform til både at påvirke sporten indefra og mobilisere opstande, der som sådan ikke har noget med sport at gøre.

Den russiske løber Yuliya Stepanova gjorde det, da hun i 2014 sprang ud som whistleblower og bidrog til afdækningen af Ruslands massive dopingmisbrug, der siden har fået det internationale atletikforbund, IAAF, til at udelukke samtlige russiske atleter. Colin Kaepernick gjorde det, da hans protester førte til en bredere debat om både amerikansk patriotisme og nationens undertrykkelse af etniske minoriteter.

Begge eksempler viser, at atlet-aktivismen ikke bare er varm luft. I den form, den har nu, er den både sports- og samfundspolitisk virkningsfuld.

Den moderne atlet dribler, kaster, sparker, løber og hopper, men ikke kun det. Eller som Megan Rapinoe formulerede det i sin New York-tale:

Vi er atleter, men også meget mere end det.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem