“Jeg fortryder egentlig enhver joke, hvori der har været et ‘offer’.” For danske komikere er identitetspolitik ikke længere teoretisk

FORDOMMEStandup trækker ofte på generaliseringer, men nogle af generaliseringerne stigmatiserer bestemte grupper på en måde, så komikerne selv ved nærmere eftertanke fortryder dem. Kollage: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Når komikere fortryder gamle jokes, er det ofte nogle, der går på klichéer om bestemte grupper og kan opfattes som sexistiske, racistiske eller bare groft fordomsfulde. Både fordi tiderne har ændret sig og på grund af personlig modning ville de ikke lave den slags i dag. I den tredje Sangilds Skriftestol-artikel kommer otte af den slags beretninger.

Kan man udøve vold med ord? Det er en af de mere principielle debatter i en tid, hvor både fysiske og verbale overskridelser fylder mere i debatten end nogensinde før. En debat, der især handler om måden, man taler om køn, etnicitet eller minoriteter på.

Og en debat, der også rammer ind i denne serie om jokes, som komikerne fortryder. For der er mange af de komikere, jeg har spurgt, der fortryder jokes, der nedgør eller stereotypiserer minoriteter eller andre grupper.

Grundlæggende kan man betragte ord på to måder. Ud fra ét syn er de blot betegnelser, og det er brugen af dem, der afgør, hvad ordene indebærer. Modsat kan man betragte ord som mere omfattende størrelser, der blandt andet rummer hele den historie, de har været en del af. Det er forskellen mellem at betragte ordet neger’ som okay, hvis bare det ikke bruges nedladende, og så modsat at påpege, at det ord bærer på en racistisk historie, der ikke bare kan udviskes. En historie, der indebærer, at hvide mennesker var den neutrale, herskende norm, og negre’ var en slags undermennesker, der kunne gøres til slaver.

Det gælder ikke kun belastede ord, men klichéer, fordomme og stereotyper i det hele taget.

Midt imellem de to positioner står komikerne, der ofte spiller på sådanne fordomme og stereotyper – ganske enkelt fordi det er sjovt at adressere en udbredt opfattelse, som man normalt ikke siger højt. Tidens diskussioner om sproglige krænkelser er derfor et dilemma for rollen som komiker. Og da jeg for nogle uger siden spurgte en række danske komikere, hvilke jokes de fortryder, viste det sig, at mange af dem har valgt at drage en konsekvens, og at der er jokes, de ikke længere ville lave.

Her er otte komikeres beretninger – om en joke, der i bagklogskabens lys egentlig legitimerede voldtægt; om tykke kvinder, lesbiske, ældresex og meget andet.

Thomas Hartmann er ekstremt produktiv og har danmarksrekord i standup-udgivelser – omkring 25 timers standup udgivet på dvd. Han er kendt for sin logiske hjerne, krøllet og pedantisk på én gang. Og så er han en meget brugt joke-skribent, der ofte leverer ekstra jokes til andre komikere. Foto: Presse
Thomas Hartmann – Om, at EyeQ er grimme

Jeg fortryder egentlig enhver joke, jeg har lavet, hvori der har været et offer’, som vel at mærke ikke var en fiktiv person, der blev ramt på noget, de ikke kunne gøre for.

Et eksempel på dem, jeg ikke fortryder, er mine udfald mod Nik & Jays tekster. Her går jeg efter bolden, ikke manden, og vil til enhver tid stå ved min kritik, ikke mindst fordi jeg tror, det mest af alt er et spørgsmål om sjusk.

Et eksempel på en joke, jeg har fortrudt, er fra mit show Hartmann X, hvor jeg på en fantasifuld måde kalder medlemmerne af pigegruppen EyeQ for grimme. Jeg undskyldte det i sin tid over for mig selv med, at de jo ingenlunde var grimme, og at enhver derfor burde kunne se, at det bare var en joke. Nu har jeg tilpas meget mere livserfaring til, at jeg ved, at der er langt mellem piger og kvinder, som ikke er usikre på deres udseende, og den usikkerhed har jeg ikke lyst til at bidrage til, hvad enten den er velbegrundet eller ej.

Jeg har fået mere empati som menneske og dermed også som komiker, da min scenepersona er en meget direkte forlængelse af mit private jeg.

Sanne Søndergaards standupshows kombinerer ofte det personlige og det samfundsmæssige, og showtitlerne ‘Mandehader’ og ‘Sindssyg kælling’ er opkaldt efter skældsord, hun selv er blevet kaldt. Hun diskuterer gerne køn, såvel på scenen som uden for, og er ikke bange for at gå under bæltestedet og udfordre de bekvemme holdninger. Hendes kommende show ‘Kontroltaber’ handler om at have et anstrengt forhold til kontrol. Foto: Presse
Sanne Søndergaard – Stereotype lesbiske

I begyndelsen af min karriere havde jeg en joke om lesbiske. Det var, mens der kørte et program på tv, der hed De Fantastiske 5, hvor fem bøsser gav en heteromand en makeover. Jeg kan ikke huske de præcise formuleringer af den bid, men præmissen var: Hvorfor har vi ikke lavet det med lesbiske? Og der lavede jeg så en karikatur af lesbiske som nogle, der spillede håndbold og gik med netundertrøjer og den slags.

Mit ønske var egentlig at kommentere de stereotyper, tv-mediet skaber. Men når jeg lavede joken, kom det jo ud som en karikatur af lesbiske. Det var det, folk grinede af, men det ville jeg ikke erkende, for vi komikere er jo så selvretfærdige, så jeg dækkede mig ind bag, at jeg jo ikke kunne styre, hvordan folk fortolkede det.

Så var jeg ude at lave et job hos min gamle arbejdsplads, Dagbladet Information. Det gik rigtig godt … lige indtil den bid med de lesbiske. Stemningen døde fuldstændig, og folk sad bare og kiggede ned i deres tallerkener. Det er et af de værste job, jeg nogensinde har lavet.

Jeg troede egentlig, de ville synes, det var sjovt, også fordi jeg vidste, der var en bøsse på redaktionen. Men hvad jeg ikke vidste var, at de i mellemtiden havde fået en lesbisk praktikant. Alle sad og kiggede over på hende for at se hendes reaktion, og hun syntes bestemt ikke, det var sjovt.

Der gik stadig lidt tid, før jeg for alvor tog lektien til mig, men i dag er jeg langt mere bevidst om, hvordan jeg taler om minoriteter og marginaliserede mennesker.

Brian Mørk har lavet standup siden 2002, men er folkeligt set mest kendt for ‘Brian Mørk Show’, der kørte på TV 2 Zulu 2007-2008 og igen i 2011. Her var konceptet, at gæsterne improviseret skulle spille med på de løgnehistorier, Brian Mørk opfandt om dem. Siden blev det til en podcast med et ændret koncept, og sammen med Lasse Rimmer har Mørk lavet comedy-podcast-portalen lytbar.dk. Foto: Presse
Brian Mørk – Om ældresex og kvinder i krisecenter

Kan jokes blive upassende? Først var jeg ret sikker på, at jeg aldrig havde lavet jokes, jeg har fortrudt. De nemme jokes, man lavede i starten, var jo mere eller mindre en del af uddannelsen”.

Jeg er i det store hele en komiker, der mener, at hvis dine følelser bliver stødt af en joke, så er det dit eget problem, men når det er sagt, så er jeg faktisk også en komiker, der simpelthen ikke kan lide at såre nogen.

Så jeg rodede lidt i de gamle bøger og fandt to jokes, jeg er lidt ked af.

Den første lyder: Jeg lider af noget, der hedder odontofaskofobi. Frygten for, at der et eller andet sted er nogen over 60, der dyrker sex.”

Der er to ting, jeg ikke bryder mig om ved den joke. For det første havde jeg ikke engang researchet, hvad den fobi realistisk kunne hedde. Jeg digtede bare et ord. Det er dovent.
For det andet synes jeg jo ikke, at det er ulækkert, når ældre mennesker dyrker sex, og jeg ville være ked af, at der sad folk over 60 i publikum og følte, at de gjorde noget forkert.

Den anden joke, jeg fortryder, lød cirka sådan her: Eftersom voldsramte kvinder alligevel altid går tilbage til deres voldelige ægtemænd, burde krisecentrene så ikke lære dem noget, de faktisk kunne bruge? At dukke sig, for eksempel.”

Jeg synes overhovedet ikke, at voldelige parforhold eller kriseramte kvinder er sjove.

Jeg tror, man bliver blødere med alderen. Børn og empati og alt det.

Tjelle Vejrup fortæller historier fra sit liv som eksiljyde i København med fast parforhold og nu også et barn. Ud over sit standup har han været med i tv-programmer som ‘Rundt på gulvet’ og har skrevet til utallige programmer såsom ‘Live fra Bremen’ og ‘Kender du typen?’. Foto: Presse
Tjelle Vejrup – En voldtægtsjoke

I 2009 blev jeg som ret ny komiker nummer to til Danish Open i Stand-Up, hvor denne joke var blandt mine glansnumre’. Det var en tid, hvor standup skulle være edgy og grænseoverskridende.

Jeg var ikke den groveste dengang, men jeg lavede mange sexjokes og også mange, der, set i bakspejlet, var sexistiske. Den værste var den her, der handler om, hvor sjovt det er at liste sin tissemand ind i munden på en sovende kvinde.

Essensen af den var: Jeg vågner op ved siden af en pige, der er gået med mig hjem fra byen. Hun sover stadig, og så får jeg den sjove” idé at liste min tissemand ind i munden på hende. Hun vågner, og så har vi en fjollet samtale – imens hun stadig har den i munden.

Det gør ondt at huske tilbage på den. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg fik idéen, den var altså ikke baseret på en virkelig hændelse.

Det vilde er, at jeg ikke engang var klar over, at det var en voldtægtsjoke. Dengang troede jeg, helt seriøst, at seksuelle overgreb kun foregik, som de gør på film, med en farlig forbryder, der gemmer sig i buske for at overfalde kvinder, der går alene gennem en park. Det er jo fuldstændigt vanvittigt at tænke tilbage på. Folk grinede, og joken var en fast del af mit repertoire i et halvt års tid, inden jeg erstattede den med nyere materiale. Der gik, desværre, flere år, før jeg var moden nok til at indse, hvor forkert den var.

MC hedder egentlig Michael Christiansen og er den måske mest brugte joke-skribent i dansk standup; mere skrivende end optrædende. Han leverer jokes til komikere som Jonatan Spang og har bidraget til utallige tv-shows gennem tiden. Han var en af hovedkræfterne bag satireprogrammet ‘Tjenesten’ (på DR2 og P3) og skriver aktuelt på ‘Dybvaaaaad’. Sammen med kollegaen Carsten Eskelund laver han quizzen Den Hvide Lektie. Foto: Presse
MC – Om den tykke kvinde

Helt tilbage omkring år 2000 havde jeg en joke om det at være nervøs til julefrokoster, hvor jeg ikke kendte så mange, og der altid skete det samme: Man kigger rundt og får øje på hende den tykke ovre i hjørnet og tænker: Hende derovre, hende skal jeg ikke være sammen med. Det kommer ikke til at ske!” Og så står der sådan en flaske snaps på bordet foran en og siger: Skal vi vædde?”

Den joke virker bare upassende i dag, og jeg er ikke sikker på, om det gjorde den dårligere eller bedre, at jeg selv var buttet på det tidspunkt. Men hvorfor var den der? Jeg var en ny komiker, der spejlede mig i andre komikere i tiden, og prøvede ting af i forhold til publikum. Og joken virkede faktisk glimrende. Folk grinede jo. Og ingen kom bagefter og sagde: Den er lidt dum, den joke der, er den ikke?”

Problemet er jo, at joken har et offer, ganske vist fiktivt, og det gik man bare ikke så meget op i dengang. Hverken som komiker eller som publikum. At offeret i joken kunne opfattes som overvægtige piger generelt. Som ikke havde følelser.

Masoud Vahedi er en komiker på vej frem. Han har iransk baggrund, er vokset op i Løgstør, har været udstationeret som soldat i Afghanistan og har efterfølgende kæmpet med PTSD. Disse erfaringer danner alle baggrund for hans ofte overraskende og originale komik. Foto: Presse
Masoud Vahedi – Fordomme om dem fra Mellemøsten

Jeg fortryder, når jeg laver en joke, der misbruger og bekræfter en fordom i stedet for at udfordre den og dermed forstærker forkerte opfattelser.

For eksempel når jeg fortæller om, at jeg har været udsendt som soldat i Afghanistan og understreger: Som dansk soldat, hvis nogen skulle være i tvivl.” Hvad skulle folk ellers tro?

Eller når jeg fortalte om, at jeg var soldat i Afghanistan og kiggede gennem et sigtekorn og så … min far. Idéen er selvfølgelig fordommen om, at jeg som dansk soldat skulle kunne have min egen familie som fjende. Men der kommer jeg til at spille på, at folk ikke kan kende forskel på en iraner og en afghaner, i stedet for at udfordre den generalisering af udlændinge, der ligger bag. Alle tror for eksempel, at jeg må være muslim, fordi jeg kommer fra Mellemøsten; det er jeg overhovedet ikke.

Jeg kommer stadig indimellem til at gøre den slags, men stopper hurtigere mig selv og kommenterer det eller vender det som en anledning til at tale om publikums fordomme.

Mikkel Klint Thorius er en af de få danskere, der har et show på Netflix. Det hedder ‘Hvid skyld’ og er hans første onemanshow fra 2017. Han er særdeles aktiv på de små standupscener, og i 2017 vandt han TV 2 Zulus ‘Comedy Fight Club’. Hans standup spænder fra hverdagsobservationer til politiske emner. Foto: Presse
Mikkel Klint Thorius – Om østeuropæere

Jeg har ikke som sådan jokes, jeg fortryder, men masser, jeg ikke kunne finde på at lave i dag. Den, jeg er mindst stolt af, kan du høre i dette klip, 2 minutter og 20 sekunder inde:

Her er et klip med den gamle joke, Mikkel Klint Thorius fortryder. Video: Eventzonen

Man kan argumentere for, at det er racistisk og på ingen måde elegant, for i bund og grund siger jeg bare, at alle østeuropæere er prostituerede eller rengøringsdamer.

Når jeg ser den igen, gør det lidt ondt, for der er tre ting, der kan få en ny komiker til at lave den slags jokes:

Der er en hårfin grænse mellem at få publikum til at grine af fordommene og udstille dem og så egentlig at grine af ofrene. Det er et greb, som jeg især som ny beundrede hos mange komikere, men som ny har man simpelthen ikke evnerne til at gøre det rigtigt.

Inderst inde ved man i bund og grund godt, at den her joke nok ikke er i orden. Men man laver den alligevel, fordi man får en reaktion. Og en reaktion, uanset om det er et grin, et wooow”, eller hvad det nu er fra publikum, er bedre end stilhed. Stilheden er det mest skræmmende for en ny komiker.

For det tredje kunne komikeren jo rent faktisk mene det, når han fortæller racistiske eller fordomsfulde jokes. Den type komiker kommer dog ikke frem i dag, der er ikke et publikum til det, og komikerne gider heller ikke se på den slags, så de mennesker får simpelthen ikke scenetid. I hvert fald ikke i det københavnske open mic-miljø, hvor jeg har min færden.

Jeg er ked af, hvis jeg har stødt nogen eller gjort nogen ked af det, for det er aldrig intentionen. Men jeg synes også, at det er noget værre pis at skulle finkæmme sit bagkatalog for jokes, der ikke ville være okay i dag. Måske var de heller ikke okay dengang, men at trække nutidens moral ned over fortiden, synes jeg ikke er fair, når vi snakker standup. For man kan se, at publikum griner.

Molly Thornhill er en af de unge komikere på vej frem. Ud over standupkomiker er hun også skuespiller og sanger. Det var hende, der skrev og sang kvindelandsholdets EM-sang. Hun var et af de unge håb, der blev præsenteret på Zulu Comedy Galla i 2015. Hun er lesbisk, hvilket ofte er hendes udgangspunkt, når hun står på scenen. Foto: Presse
Molly Thornhill – Om, at de andre er grimme

Da jeg debuterede som komiker for seks år siden, lavede jeg følgende joke: Nu tænker I sikkert, at det er underligt, at jeg som kvinde står på den her scene, fordi jeg ikke er grim.”

Den joke fortryder jeg. Min tanke var at retfærdiggøre min ret til at stå på scenen, koste hvad det vil. Jeg kæmpede med fordommen om, at pæne kvinder ikke er sjove. Når jeg fortalte, jeg lavede standup, kvitterede folk ofte med bemærkningen: Du ligner ikke én, der kan være sjov.”

Jeg fik også at vide af en kollega, at det kunne være en udfordring for mig på en comedyscene, at jeg var for pæn. Mit udseende fyldte derfor meget for mig det første år, jeg optrådte. Jeg satte mit hår op og gik i løsere tøj, fordi jeg frygtede ikke at blive taget alvorligt som komiker. Jeg sløjfede joken efter at en anden kollega påpegede, at det var usympatisk over for de andre kvindelige komikere, hvilket hun havde ret i.

Jeg havde også en variant af den samme joke, bare om lesbiske: Folk tror ikke på, at jeg er lesbisk, fordi jeg ikke er grim.” Der havde jeg samme tilgang: Jeg vil accepteres af alle, og det må blive på bekostning af nogle andre. Jeg indser nu, at jeg har internaliseret folks fordomme om homoseksuelle, fordi jeg i mange år var blevet konfronteret med bemærkninger som: Du ligner ikke en lesbisk. Du er for pæn. Det tror jeg ikke på, du er. Du skal bare finde den rigtige mand.” Og så videre. Så for at føle mig rigtig, haglede jeg andre lesbiske ned.

Jeg har også indset, at jeg har et ansvar for, hvordan jeg positionerer mig selv som marginaliseret person. Joken om, at jeg ikke ligner en lesbisk, fordi jeg ikke er grim, lavede jeg til Zulu Comedy Galla 2015’. Jeg har ikke lavet den siden, og jeg har også fået slettet klippet fra YouTube. I nogle år forsøgte jeg at retfærdiggøre joken ved at bilde mig selv ind, at jeg jo bare italesatte heteroseksuelles fordomme om lesbiske.

Men det passer ikke. Jeg var en kujon.

Så vidt den tredje runde af Sangilds Skriftestol. Når man kigger på, hvad der er grænseoverskridende eller vækker anstød, er konteksten helt afgørende, altså den større betydningssammenhæng, joken indgår i.

Komikerens, afsenderens etos’ betyder meget for, hvordan joken opleves, og om man synes, den er sjov – altså, hvem taler, virker det som om vedkommende vil det godt? Og den videre kontekst: Hvad handler showet i øvrigt om? Hvad er pointen, som joken er en del af? Og så naturligvis: Hvilket rum tales der til? Hvem er publikum? Hvad er rammen for det hele? Der kan være forskel på, hvad man kan sige sammen med ens venner og på en scene, hvor folk ikke nødvendigvis forstår, hvor det kommer fra.

For nogle komikere er det dog et princip, at man skal kunne sige alt – ligegyldigt hvilken kontekst der er tale om. I næste og sidste afsnit af artikelserien, vil du kunne læse beretninger fra komikere, der intet fortryder, hvad enten det er af princip, eller fordi de ikke mener, de har noget konkret at fortryde.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem