Hvorfor foragt er den egentlige gift i både parforhold og politik (og hvad man gør ved det)

ØjenrulingHvis der jævnligt rulles med øjnene i et parforhold, er det er tegn på foragt. Og så er der en meget stor sandsynlighed for, at forholdet ikke holder længere. Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

AKTUEL IGEN. Vrede og højlydt uenighed er ikke et problem – hverken i politik, netdebatter eller vores parforhold. Nej, det er en foragt, der får den politiske samtale og ægteskaber til at krakelere. Det mener den amerikanske økonom og debattør Arthur C. Brooks. Torben Sangild dykkede ned i foragtens væsen i februar – og fandt en række vigtige indsigter om tiden i dag.

John Gottman har et særligt trick, der kan forudsige fremtiden.

Når den berømte amerikanske parterapeut ser den ene af to ægtefæller rulle med øjnene af det, den anden siger, er han ret sikker på, at forholdet ikke står til at redde. De rullende øjne ender med stor sandsynlighed i skilsmisse. Og vi taler om en mand, der har ry for at kunne forudsige, om et parforhold holder eller ej, med 94 procents sandsynlighed.

Det, John Gottman ser i de rullende øjne, er ikke vrede, ikke irritation, ikke uenighed. Det er foragt. Og foragt er en gift for et parforhold. Vrede er ikke et problem, lyder hans argument, vreden er lidenskabelig og frustreret og ender som regel i forsoning. Foragten er mere kølig, og når man foragter nogen, regner man dem for mindreværdige.

Og måske gælder den pointe ikke kun parforholdet, men også den politiske debat. Det mener i hvert fald den fremtrædende konservative økonom og samfundsdebattør Arthur C. Brooks, der snart udkommer med en meget omtalt bog om foragt som definerende følelse for politik og samfundsdebat i dag. Love Your Enemies – How Decent People Can Save America from the Culture of Contempt hedder bogen.

Arthur C. Brooks peger på, hvordan vi har talt og talt om vrede og uenighed, men det er ikke her, problemet ligger. Problemet er foragt. Brooks ser med bekymring på polariseringen i den amerikanske debat mellem republikanere og demokrater, der efterhånden forstummer i gensidig foragt frem for kritisk dialog. Og inspireret af terapeuten Gottman ser han foragt som den gift, der ødelægger den politiske debat.

Men hvad er foragt egentlig for en følelse? Og hvordan kan den siges at være definerende for tiden – og skabe så dybe rifter i samfundsdebatten og det politiske landskab?

Foragt kan defineres som filosoffen Arthur Schopenhauer gjorde det i 1851, nemlig som det at betragte en anden som værdiløs.

Man kan med fordel nuancere Schopenhauers definition og tale om grader af foragt, hvor man tillægger en anden (eller en gruppe) en fundamentalt ringere værdi end én selv. Foragt er det modsatte af agt, altså det modsatte af respekt. Man anerkender ikke den andens berettigelse, når man føler eller udviser foragt.

Foragt er egentlig to ting: en følelse og en gestus. De følges ofte ad, men behøver ikke gøre det. Man kan i princippet føle foragt uden at vise det, ligesom man demonstrativt kan udvise foragt uden egentlig at føle den. Vi ser foragt udspille sig i debatter, i skolegården, i trafikken, på arbejdspladsen og mange andre steder.

Foragten er grundlæggende kendetegnet ved tre elementer:

For det første er foragten hierarkisk og indebærer, at man giver den anden en lavere status, end man selv har – eller slet ingen status. Nogle gange er foragten dog tvetydig på dette punkt, idet man godt kan foragte dem, som har en samfundsmæssigt langt højere status end én selv. En kontanthjælpsmodtager kan foragte topchefer, politikere og de kongelige. Det er det, der kaldes opadgående foragt.

Der findes naturligvis også en nedadgående foragt – en foragt for dem, som allerede har lavere status. Den bekræfter så det eksisterende samfundsmæssige hierarki. Den var mere åbenlys i det førdemokratiske samfund, hvor adelen og overklassen uden videre foragtede pøbelen. I dag er denne foragt sjældent ude at blive luftet i offentligheden, men man kan mene, at der indimellem udtrykkes en foragt for kontanthjælpsmodtagere, der af nogle betragtes som dovne samfundsnassere. Men den er som regel noget mere forsigtig.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk taler i sin bog Masse og foragt om, at lighedsmageriet har taget overhånd, så massen, altså folket, nærmest per automatik foragter eliten – undtagen i sport, hvor vi hylder den.

Massen ser sig selv som det folkelige, autentiske menneske, og eliten er derfor ikke legitim i almindelige menneskers’ øjne, siger Sloterdijk.

Det er nok noget af en overdrivelse – kongehuset er for eksempel stadig ret populært. Men han har en pointe i, at demokratiet nok har udfordret den gamle opfattelse af, at der fandtes fornemme og mindre fornemme mennesker, og at det i nyere tid synes at have slået over i en foragt for alle former for eliter – økonomiske, intellektuelle, kulturelle, politiske.

For det andet er foragten totaliserende. Det betyder, at følelsen angår hele den foragtede person og ikke bare det aspekt eller den handling, som har givet anledning til foragten. Når man bare er irriteret eller vred på en person, kan man som regel godt skille irritationen fra personen som helhed. Men foragten går hen og bemægtiger sig hele den anden person som mindreværdig. Har man først nået foragten, vil nærmest alt, hvad den anden gør, blive set ned på. Og følelsen af foragt hænger ved, den forsvinder ikke bare sådan lige, modsat vreden, der hurtigt kan dampe af. Når man først foragter en person, skal der meget til, for at man genvinder respekten.

For det tredje er foragt forbundet med distance. Når man foragter nogen, søger man som regel at undgå dem fysisk. Eller, hvis det ikke er nogen, man er sammen med, så forsøger man at lægge mental afstand til dem og understrege, at man bestemt ikke hører til i samme kategori som dem og udelukker på forhånd at lytte til, hvad de har at sige, for eksempel i debatten på de sociale medier.

Og så er vi tilbage i parterapilokalet, hvor den ene ægtefælle ruller med øjnene ad den anden. Det er et udtryk for foragt, siger John Gottman, der har skrevet over 40 bøger om parforhold, er professor emeritus på University of Washington og sammen med sin hustru Julie Schwartz Gottman, der også er psykolog, har grundlagt The Gottman Institute. Når foragten først er blevet en del af et parforhold, er det næsten uopretteligt.

Et par kan skændes og råbe ad hinanden jævnligt; det er et tegn på, at de stadig er engageret i hinanden, det er ikke nødvendigvis ødelæggende for selve forholdet, selv om der kan være mere hensigtsmæssige måder at reagere på. Vrede fører gennem skænderi eller dialog ofte til forsoning.

Foragt er derimod en af de fire dommedagsryttere’ for ægteskabet, som Gottman kalder det, stærkt inspireret af Johannes’ Åbenbaring, kapitel 6, hvor fire ryttere rider ud på hver sin farve hest, der symboliserer krig, erobring, hungersnød og død.

Ægteskabets fire dommedagsryttere er mindre dramatiske. De er: Kritik af den anden person, at udvise foragt, at gå i forsvar og at lægge den anden på is. Mens de tre andre ikke er fatale, så er foragten den værste, fordi den er svær at ændre, når først den har indfundet sig i forholdet.

Foragten viser sig naturligvis på mange andre måder end at rulle med øjnene. For eksempel også når man er ondskabsfuld, sarkastisk, kynisk eller nedgørende i måden, man taler til (eller om) den anden. Altså ikke det muntert-ironiske drilleri, der kan være i nogle forhold, men de svidende bemærkninger, der er til for at nedgøre. I foragten sætter den foragtende sig som moralsk overlegen i forhold til den anden, og derfor er der noget definitivt ødelæggende over den.

Bonusinfo. Forskning viser, at foragt også er sundhedsskadeligt – ikke kun for den, det går ud over, men også for den, der foragter. At føle foragt er i sig selv stressende.

Men kan man overføre det til samfundsdebatten? Det mener Arthur C. Brooks, der er grundlægger af den konservative tænketank American Enterprise Institute. Han ser det som sin opgave at genetablere den dialog, der er gået tabt i de senere års amerikanske samfundsdebat. Og i sin kommende bog, Love Your Enemies, udfolder han, hvordan sådan en dialog skal finde sted.

Ifølge Brooks er det foragten, der har forgiftet debatten mellem demokrater og republikanere og endda splittet familier på grund af politisk tilhørsforhold. Problemet er ikke, at de to parter er stærkt uenige; det er, at de er begyndt at foragte hinanden frem for at mødes og tage debatten i gensidig respekt.

Han ser altså en stigende polarisering i disse år, der går hånd i hånd med foragten – både blandt politikerne selv, blandt offentlige debattører og blandt folk på de sociale medier. Han ser også en sammenhæng mellem foragt og populisme. Når der er økonomisk krise, som der har været siden 2008, vinder populismen, og dermed foragten, frem. Han undlader behændigt at nævne Trump, formentlig for ikke at personificere et langt bredere problem, men man fornemmer nok, at både Trumps og hans modstanderes hadefulde retorik er en del af miseren.

Han tager direkte afsæt i Gottmans idéer om foragt i parforhold og overfører dem på samfundsdebatten. Ligesom i parforholdet er vrede heller ikke et problem i samfundsdebatten, siger han. En hård tone er okay, så længe den ikke slår om i foragt.

Her er han uenig med den amerikanske filosof Martha C. Nussbaum, der gerne vil eliminere vreden fra både det personlige og det politiske liv, som jeg tidligere har skrevet om her på Zetland.

Mens Nussbaum ser vreden som forbundet med gengældelse, ser Brooks vreden som en måde at få renset luften på og bane vejen for en forsoning. Det hænger nok sammen med, at de taler om to forskellige ting: Nussbaum om vreden over en uretfærdighed, nogen har begået; Brooks om den mindre inderlige vrede over en uenighed i holdninger.

Konflikter er ikke problemet; problemet er foragt. Vreden siger I care; foragten siger du er værdiløs’,” som Brooks har formuleret det i podcasten The Ezra Klein Show.

I den politiske debat gælder det om ikke at lade sin vrede og uenighed kamme over i foragt for den, man debatterer med. Det sker, når man går efter personen og begynder at kalde vedkommende nedladende ting og delegitimerer vedkommendes fundamentale ret til at have en stemme i debatten. Racister og fremmedhadere udtrykker foragt for de fremmede. Men de (og de, der kan tillægges nogle beslægtede synspunkter) bliver så selv mødt med foragt i debatten.

Brooks mener, at alle har en fundamental ret til at blive hørt i debatten; også selv om de giver udtryk for synspunkter, vi finder forkastelige. Der er kun én vej frem, og det er at indgå i en dialog med dem og argumentere. Selv med rendyrkede racister.

Men hvordan kan man så kæmpe imod foragten?

I parforholdet, argumenterer Gottman, findes der en modgift – hvis man virkelig vil det. Modgiften er at standse brat op, stoppe al giftig adfærd, opbygge følelsen af respekt for den anden og opbygge en værdsættelseskultur’ i forholdet, som han kalder det. Det er ikke spor let, når først foragten er indtrådt, men det virker, hvis man kan praktisere det.

Så hvad gør man i den offentlige debat?
I sin egen podcast fra september 2018 mødte økonomen Brooks for første gang psykologen Gottman, hans primære inspirationskilde. Her lavede han et udkast til, hvordan man i forlængelse af parterapeutens indsigter kan skitsere nogle retningslinjer for en god debat, som han (efter lidt tøven fra Gottmans side) fik lov til at kalde Gottmans fire regler for et bedre Amerika”. Her kommer de fire regler:

Fokuser empatisk på andres bekymringer. Bag din debatmodstanders forkastelige’ holdning vil der ofte ligge en bekymring og ikke bare ondskab eller dumhed. Find ind til den bekymring, også selv om du ikke er enig i, hvor stort et problem der er tale om, eller hvad vi skal gøre ved det.

Sørg for at komme med fem gange så mange positive som negative ytringer på de sociale medier. Psykologisk set skal der fem positive, rosende ytringer til for at opveje én negativ i forholdet mellem mennesker, hvad enten det er parforhold, venskaber, kollegiale forhold eller dialoger på de sociale medier. Så hav som ideal, at du fokuserer på det positive.

Undgå at foragte nogen. Overhovedet. Selv dem, hvis holdninger du finder forkastelige, bør du ikke foragte, men indgå i en kritisk, argumenterende dialog med.

Lyt til dem, du debatterer med; indgå i en egentlig dialog. Hertil uddybede Gottman: Før du svarer, så sørg for, at du har forstået, hvad den anden faktisk mener.

Man skal ikke have færdes meget på de sociale medier for at se, at foragten også fylder en del i den danske debat. Polariseringen er måske ikke helt så entydig som i topartilandet USA, men den er her: Folket versus eliten; land versus by; fremmedhadere’ versus halalhippier’ og så videre.

I princippet skal man kunne diskutere engageret og skarpt og være rygende uenige og så bagefter sætte sig ved bordet og dele et måltid i gensidig respekt.

Som Brooks siger: Det handler ikke om at være mindre uenige, men om at være bedre uenige.”

Foragten er altså anderledes ødelæggende end vreden, siger Gottman og Brooks. Men måske er der en helt tredje følelse, vi også bliver nødt til at tale om. Foragten bliver først for alvor destruktiv, når den kombineres med afsky. For når man føler afsky for mennesker, er man i stand til at gøre forfærdelige ting ved dem. Det mener Ditte Marie Munch-Jurisic, der er postdoc på RUC som en del af forskningsgruppen Straf og Etik. Hendes ph.d.-afhandling handlede om afsky blandt soldater, og jeg spurgte hende om, hvad der sker, når foragten for mennesker kobles med afsky.

I foragten ser vi ned på andre, men afskyen er koblet til en fysisk væmmelse. Vi foragter kun mennesker, men vi føler også afsky over for dyr eller mad eller genstande. Hvor foragten sætter den anden som et mindreværdigt menneske, kan afskyen regne den anden som ikke længere et menneske. I afskyen ligger altså muligheden for en dehumanisering.”

Og når vi dehumaniserer andre, er der næsten ikke grænser for, hvad vi kan gøre ved dem.

Når foragten kobles med afsky, bliver den eksplosiv og samfundsødelæggende,” som Ditte Marie Munch-Jurisic siger.

Afskyen kan melde sig i forbindelse med alt fra grov mobning til tortur og folkedrab. Når man i skolegården får skabt en fortælling om, at et af de andre børn er ulækkert. Når man får skabt en fortælling om, at en anden race eller folkeslag er som dyr (rotter, grise, snyltere).

Man kan her væmmes så meget ved et andet menneske, at det ikke længere har krav på at blive behandlet som menneske. Eller en gruppe af mennesker – jøder, muslimer, homoseksuelle, eller hvad man måtte kaste sin afsky på.

Og selv i parforholdet kan afskyen sætte ind. Hvis man får fysisk afsky for sin partner – altså oplever vedkommende som ulækker – så er det virkelig ødelæggende,” konstaterer Munch-Jurisic.

Så næste gang du skændes med din partner, og næste gang du debatterer med nogen, du er stærkt uenig med, så vær ikke bange for vreden og uenigheden. Men der bør nok ringe en alarmklokke, når ondskabsfuldheden sætter ind. Eller når en af jer begynder at rulle med øjnene.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: