Bonusforældre kan sagtens blive en gave i børns liv. Men det tager tid at lære at elske

Mange sammenbragte familier stiler efter at blive en rigtig kernefamilie. Og det er fejl nummer et.

Illustration: Matheus Costa for Zetland
  • 25. november 2021
  • 16 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Når de holder fester i 32-årige Christine Nørgaards familie, kalder de det Eksernes fest’. Det foregår typisk sådan, at hendes mor inviterer til et cocktailparty, hvor alle dukker op. Der er Christine Nørgaards biologiske far med sin nye kone, der er hendes mor med sin nye mand, og så er der Piet, som er Christine Nørgaards eks-bonusfar, og som boede sammen med hendes mor, fra Christine var to år, til hun var 24.

Min mor og far har altid bevaret kontakt og været gode venner. Og de har begge været gift igen flere gange. Der er altid god stemning, og alle er gode venner. Ingen er sure eller jaloux. Det er bare rart. Selv som voksen kan det være en rar ting, at forældrene kan sammen,” siger hun.

Christine Nørgaard bor i København og er lærer på en friskole i forstaden Vangede, og så er hun Zetland-medlem. Hun var en af de mange, der skrev til mig – og tusind tak for det – da jeg efterlyste erfaringer med at have en særlig god bonusfar eller bonusmor. Og Christine Nørgaards relation til Piet er så stærk, at hun slet ikke er i tvivl om, at de altid vil blive ved med at ses, selv om han altså ikke længere danner par med hendes mor.

Det er i øvrigt også noget, der går igen i de mange fine mails, jeg har fået fra jer. At I har bevaret kontakten til jeres bonusmor eller bonusfar. Flere fortæller endda, at I som voksne har ladet jer adoptere af jeres bonusmor eller bonusfar for ligesom at forsegle relationen og kærligheden. For rigtig mange børn giver det deres liv ekstra værdi, at de har en tredje eller fjerde voksen i hele deres barndom. Sådan var det også med Piet, da Christine Nørgaard var lille. Han havde mig rigtig meget som lille, fordi min mor er læge og skulle på arbejde. Han har altid gerne villet mig. Han har også lavet lektier med mig og fulgt mig til gymnastik. Han har fungeret som en forælder, og det tror jeg er rigtig vigtigt, at man går ind i alle dele af et barns liv, og at man ikke bare er en legeonkel,” siger Christine Nørgaard.

Når man dykker ned i feltet sammenbragte familier’, er det tydeligt, at det er et følelsesmæssigt minefelt. Og måske derfor er fortællingen om den onde stedmor eller stedfar sejlivet. Vi kender rollen fra alt fra Askepot til Snehvide. Og relationen mellem papbørn og papforældre er bestemt ikke ukompliceret. Men ofte er der også en stor værdi i at have en ekstra voksen i sit liv. Ja, faktisk kan det være netop denne bonusvoksne, der gør forskellen, som Christine Nørgaard også oplevede med Piet. Papforælderen kan vise sig at være lige præcis den ekstra ressource, der gør, at hverdagen ender med at hænge bedre sammen, end den ellers ville gøre, hvis den biologiske far og mor bliver boende alene med delebørnene efter skilsmissen. I socialt belastede familier med misbrug eller kriminalitet er det i nogle tilfælde ligefrem en solid bonusfar eller bonusmor, som er redningsplanken, der gør, at barnet ikke kommer til at gentage forældrenes dårlige mønstre. Det skal jeg nok uddybe lidt senere i artiklen.

Når det er sagt, så findes der naturligvis også mange fortællinger om det modsatte. Om svære relationer mellem papforældre og papbørn. Om nyetablerede familier med dine, mine og vores børn, som måske alt for hurtigt ønsker at skabe en ny kernefamilie, hvor alle skal kunne lide hinanden hurtigst muligt. Men det er fejl nummer et, hvis bonusbørn og bonusforældre skal udvikle en naturlig og kærlig relation.

Lektor og familieforsker på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse under Aarhus Universitet Ida Wentzel Winther siger det meget godt, da vi taler sammen om den sammenbragte familie: Den store udfordring er ikke, at to ny voksne finder hinanden og bliver forelskede, men hvordan man håndterer de familier, man havde i forvejen. Det handler også om, hvilke værdier der bliver de dominerende i det nye hjem, og hvordan det praktisk udfoldes. Hvem skal have hvilke værelser, hvilke regler er der?”

Så hvorfor har bonusforældrene så dårligt et ry? Og hvad skal der til for at undgå at blive til klichéen, når man træder ind i et barns liv? For det første skal man lægge et par stærke fortællinger fra sig. Både den om den onde stedmor og den om kernefamilien. Og så skal man give relationen tid til at udvikle sig og acceptere, at det er svært. Vi er nu en gang mennesker. Og at bede ens børn elske et menneske, de ikke selv har valgt, det er ikke en lille ting. Kærligheden tager tid.

Lad os først kigge nærmere på de her sammenbragte familier for bedre at forstå, hvad der er på spil, når nye forældre og søskende pludselig skal bo under samme tag. Og hvad den gode vej er til at få det til at lykkes.

Det ved Søren Marcussen en hel del om. Han er psykoterapeut hos Center for Familieudvikling, en non-profit-ngo, der arbejder for at styrke trivslen i de danske familier – også de sammenbragte familier. For over 80 procent af dem, der bliver skilt, ender med at gå ind i nye familier. Og en del af de nyetablerede familier finder ud af, at de får brug for hjælp til at få familiefusionen til at fungere, og det er altså noget af det, Søren Marcussen beskæftiger sig med som psykoterapeut. Og han vil gerne slå fast, at det er både svært og tidskrævende – og helt, helt normalt, at en sammenbragt familie ikke fungerer fra dag 1. Det handler især om, at alle væbner sig med tålmodighed. For jo tidligere de nye familier bliver etableret efter skilsmissen, og jo hurtigere de går frem, jo sværere bliver det for børnene at følge med.

Det er vigtigt at huske, at det jo ikke er børnene, der er blevet forelsket, siger han: Mor og far er forelskede. Det er børnene ikke. I kernefamilien elsker alle alle. Men når mors eller fars kæreste flytter ind, er det et nyt menneske for mig, som jeg først skal lære at kende.”

Mange børn oplever, at de taber tid med deres forælder, fordi deres mor eller far er nyforelsket. Pludselig skal alt foregå på en familieagtig måde. Og børnene kan begynde at få svære og ambivalente følelser. Måske skal de også forholde sig til nye søskende. Og det er meget spændende i begyndelsen, inden deres forælder flytter sammen med den nye kæreste, og en sammenbragt familie opstår. For den nye familie kan både vise sig at være en styrke og en svaghed for børnene, siger Søren Marcussen. Bonusforældre og bonussøskende kan både være risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer. Det er ikke enten eller. Det er både og.”

De nye familiemedlemmer kan altså godt være en risiko for børnene, hvis de ikke trives eller ikke føler sig hjemme. Men hvis relationerne kommer godt fra land, kan både ekstra søskende og ekstra forældre vise sig at være en kæmpe gave for alle parter. Sådan oplevede Christine Nørgaard det både med sin bonusfar Piet og med sin biologiske fars nye kone. Det er en voksen, man kan gå til, når de andre forældre er åndssvage. Det at have flere forældre er virkelig en bonus, for der er altid nogle, der ikke er åndssvage,” siger hun.

"I dag er Benedicte en form for voksen veninde. Hun er tålmodig og lytter, og har en masse gode tanker om livet. Hun er så åben og deler ud af usikkerheder, hun selv har stået med i min alder, og det giver mig altid en god jordforbindelse. Vi holder af hinanden som mennesker."

Lisa, Zetland-medlem, om sin stedmor Benedicte

I hverdagen kan det være dejligt, at der er en ekstra voksen. Det øger chancen for, at i hvert fald en af dem ikke opfører sig åndssvagt. Eller for, at der er en god papmor at tale med pigeting om. Men de positive konsekvenser kan også række ud over dagligdagen. I nogle tilfælde kan en bonusmor og bonusfar være helt afgørende for børnenes fremtid. Være den, der faktisk bryder en uheldig livsbane.

En ny analyse fra Rockwool Fondens forskningsenhed viser, at særligt en stedfar kan have positiv effekt i socialt belastede familier, hvor barnets biologiske far er kommet ud i kriminalitet. Jeg ringer til forsker ved Rockwool Fonden og sociolog og ph.d. Anne Sofie Tegner Anker for at høre mere om, hvad tallene viser. De viser, at den øgede risiko ved at have en dømt far er mindre, når man bor sammen med en stedfar, som ikke er kriminel, sammenlignet med intakte familier,” siger hun.

Det er en kendt problematik, at børn, der har en kriminel far, selv er i større risiko for at følge i hans fodspor. Og ja, det gælder altså primært for fædrene, fordi det er dem, der kommer i fængsel. Forskning har længe peget på, at der er en stærk social arv i kriminalitet. Men resultaterne af det nye studie, som baserer sig på mere end 600.000 børn født i årene 1985-1995, viser, at den sociale arv i kriminalitet også afhænger af familieformen. Og det interessante er, at selv om moren forlader den kriminelle far og bor alene med børnene, siver den kriminelle adfærd nemt videre alligevel. Der mangler en dæmning til at stoppe strømmen. Og det kan stedfaren være.

Når en kriminel far bliver suppleret med en ikke-kriminel stedfar, bliver sammenhængen mellem fars og barnets kriminalitet reduceret markant. En forklaring kan være, at stedfaren formentlig er en bedre rollemodel og viser en anden vej, forklarer Anne Sofie Tegner Anker. Til gengæld viser deres resultater også, at reduktionen er klart størst i de tilfælde, hvor barnet kun oplever at bo sammen med én stedfar.

Zetland-medlemmet Nicklas er en af dem, der har oplevet, hvad det betyder, at der kommer en ny farskikkelse ind i livet. Det var, da han var seks-syv år. Hans biologiske far var flyttet til udlandet, og de havde kun meget lidt kontakt.

Jeg følte mig rigtig hurtigt inkluderet i min bonusfars liv. Jeg blev en del af hans familie, hans venner og bekendte. Det gjorde, at det føltes rigtigt at omtale ham som far over for folk. Samtidig involverede han sig i mine venner, og de lærte ham godt at kende. Jeg er overbevist om, at når en familiestruktur ændrer sig, så er en af succeskriterierne helt klart inklusion og tilhørsforhold,” skriver Nicklas.

I dag har han stadig kontakt med sin biologiske far, men kun sporadisk. Jeg ser ham ikke som en far, nok nærmere som en slægtning. Det er måske netop derfor, at min bonusfar er så vigtig for mig, fordi han udfylder den far-rolle, som har manglet i mit liv.”

Når den sammenbragte familie opstår, har børnene som regel allerede oplevet en skilsmisse. Men hvad nu, hvis den sammenbragte familie går i stykker igen, hvad sker der så med de dyrebare relationer, man måske har dannet? Er det kun blodets bånd, der tæller? Det er det i hvert fald i Familieretten. Hvis de to voksne i en sammenbragt familie går fra hinanden og ender i konflikt, har de ikke nogen rettigheder over for de børn, de måske alligevel har boet sammen med i mange år. Relationer, man har kæmpet for at opbygge over flere år, kan fordufte som sæbebobler i vinden.

Det er nogle af de spørgsmål, Ida Wentzel Winther, lektoren fra Aarhus Universitet, vi mødte tidligere, er optaget af i sin forskning, der blandt andet har fokuseret meget på søskenderelationer. Hendes forskergruppe interesserer sig for det, hun kalder de lange og brede familier og alt, hvad det indebærer. Og lange og brede familier, det er de sammensatte familier, der kan bestå af mange bonussøskende og tidligere og nuværende bonusforældre på begge sider. Altså lidt a la Christine Nørgaards familie. Og hvem er så egentlig ens rigtige familie, når det kommer til stykket? Hvis der opstår en konflikt mellem forældrene, kan børnene komme meget i tvivl om, hvem der er deres søskende. Kan min bonusbror så stadig være min bror? Mange børn synes stadig, det er deres søskende, selv om forældrene går fra hinanden, men nu må de måske ikke længere se hinanden eller forbinde sig,” siger Ida Wentzel Winther.

Desværre ender cirka halvdelen af de sammenbragte familier med at gå i stykker efter to-tre år. Og der kan det virkelig kræve en indsats at holde fast i de nye familiemedlemmer, man lige havde investeret en masse i og kom til at holde af.

Da Christine Nørgaard var omkring 12 år, blev hendes mor og Piet faktisk separeret i en periode. Nu skulle Piet også være med i deleordningen, så Christine Nørgaard boede i en periode tre forskellige steder. Hun havde tre forskellige primære voksne, selv om hun aldrig har opfattet Piet som sin biologiske far. Og der boede jeg om mandagen hos min mor, om tirsdagen hos min far og om onsdagen hos Piet og om torsdagen hos min mor, og så skiftede jeg i weekenderne. Men det var ikke noget, jeg tænkte over, for selvfølgelig skulle jeg bo hos Piet. Så han har virkelig været en forælder.”

På samme måde har hun også noteret, at der nok også var forskel på måden, Piet elskede hende og hendes lillesøster, som var Piets og hendes mors datter. Det var ikke på nogen jaloux måde, men mere en konstatering af, at kærligheden ofte er anderledes. Der er en forskel på biologisk og bonuskærlighed. Sådan oplevede hun det i hvert fald.

Tre gode råd til den sammenbragte familie


1. Lad være at kopiere kernefamilien og forstå I er unikke.

2. I må acceptere, at det tager tid og er svært.

3. Have nogle klare dialoger om forventninger til hinanden som forældre.


Kilde: Psykoterapeut Søren Marcussen


I min research til artiklen her er det bemærkelsesværdigt, at betegnelsen stedmor og stedfar ikke er populære betegnelser. Så hellere være bonus, pap eller plastik. For selv om det ofte bliver karikeret, er især den onde stedmor en karakter, der også fylder i moderne sammenbragte familier. Det fortæller familieforsker Ida Wentzel Winther. Hun siger: Jeg har talt med børn, som fortalte, at der i det sammenbragte hjem kun var billeder af stedmorens børn, men ingen billeder af dem selv. Stedmorkarakteren er både noget, man kan blive stemplet som og en rolle, man kan blive tillagt. Og selvfølgelig er det også en rolle, nogle stedmødre fylder ud.”

Ida Wentzel Winther drømmer om en dag at forske til bunds i stedforældrenes rolle. For selv om der er meget mytedannelse og eventyr over det, så har hun også i sin forskning set tegn på, at Askepots onde stedmor måske ikke var grebet helt ud af den blå luft. Hun siger: I nogle tilfælde er der en ond stedmor eller stedfar. Oftest en ond stedmor, viser vores materiale. Eller det går i hvert fald ikke supergodt i relationen. Der kan det godt have en betydning, at der findes denne her opfattelse, det her script om den onde stedmor. Det kan blive en del af et game, hvor man provokerer hinanden og ender med at leve op til billedet fra eventyret.”

Christine Nørgaard har også hørt skrækhistorierne om sammenbragte familier, som slet ikke fungerede sammen. Det er først som voksen, hun for alvor har tænkt over, hvad det egentlig var, Piet gjorde, dengang han blev en del af hendes liv. Og hvor heldig hun var. For nogle år siden blev hun nemlig kæreste med en mand, der havde en lille datter fra et tidligere forhold. Pludselig kunne hun selv risikere at blive den onde stedmor. Og det satte virkelig tanker i gang om, hvordan Piet havde grebet det an. Det gik op for hende, at det ikke nødvendigvis var ligetil. De besluttede, at hun gerne ville kaldes ekstramor’. Ordet bonusmor var for ladet. For hvad nu, hvis den lille pige ikke opfattede det som en bonus?

Jeg tænkte på, hvor svært det kan være at gå ind i et barns liv og lære at elske det og samtidig være i et forhold til deres mor eller far. Man skal både tilpasse sig og være sig selv. Det gjorde, at jeg så tingene i et nyt lys i forhold til Piet. Det er alligevel mange år, han har skullet leve med mig som et ekstrabarn, og det har han bare gjort godt,” siger hun.

Og hvad er det, der kendetegner de gode relationer mellem bonusbørn og bonusforældre? Der findes ikke en opskrift, der virker for alle, men at give hinanden tid til at lande og lære hinanden at kende er vigtigt. Connect before correct, som psykoterapeut Søren Marcussen siger.

Og så lader det til, at mange bonusbørn nyder, hvis bonusforælderen kan noget andet end deres biologiske forældre, siger Ida Wentzel Winther. Måske kan han eller hun danse hiphop eller er sådan en, der løber på skøjter, er kreativ, tegner eller strikker. En ekstra forælder kan både være med til at skabe ro, tid og struktur, som ens far eller mor måske ikke har evnet, mens de har været alene. Men det kan også være, at vedkommende åbner døren til en helt ny verden af interesser.”

Selv om næsten halvdelen af alle ægteskaber forliser, er det med drømmen om kernefamilien i baghovedet, at mange etablerer sig i sammenbragte familier. Og lige netop den drøm er pudsigt nok årsagen til, at en del af de nye familier ender med at kuldsejle igen.

Selv om der findes 37 forskellige familieformer, er det stadig kernefamilien, der er drømmen. Familien, hvor alle som regel elsker alle, fordi de altid har været der. Det er den familieform, der er den mest kendte. Det er den dominerende fortælling. Og selv i 2021 er det den model, vi har indlejret som den rigtige måde at være familie på.

Og som psykoterapeut Søren Marcussen siger, er det også et forsøg på at genetablere en drøm, som de har mistet. Der kan ligge meget sorg i at acceptere, at man ikke længere er en kernefamilie, og nogle prøver for hurtigt og for ihærdigt at genskabe netop den. Og så er det, at relationerne bliver svære. For alle elsker ikke alle lige fra begyndelsen. Vilkårene er nogle andre, og måske er det faktisk den største erkendelse at nå frem til, hvis livet i den sammenbragte familie skal lykkes. Både bonusforældre og bonusbørn må erkende, at deres relation er noget andet end i den biologiske familie. At parkere drømmen om kernefamilien er nøglen til at få det nye til at lykkes. Og så kan det altså netop lykkes. Vilkårene er bare anderledes.

Men det noget andet’ kan sagtens vise sig at have en kæmpe værdi, ligesom Piet blev en tredje voksen for Christine Nørgaard og fortsat er det. Og ligesom hun nu selv er en ekstravoksen i sin syvårige nu eks-bonusdatters liv.

"Selvfølgelig var der konflikter igennem årene, og nogle gange syntes jeg han var streng. Men grundlæggende så har han lært mig en masse fornuftige ting og værdier, som jeg sætter stor pris på i dag. Blandt andet at man kan tage en trøje på før man skruer op for varmen."

Katrine, Zetland-medlem, om sin papfar

Rigtig mange af jer Zetland-medlemmer kan fortælle hyggelige, rørende og varme historier om jeres vigtige relation til jeres ekstravoksne. Hør for eksempel, hvad Johanna Middelboe skriver om sin bonusmor Birte, som dannede par med hendes far et par år, og som kom til at spille en helt central rolle, da hendes egne forældre blev skilt, da hun var ni år. Johanna oplevede, at Birte gjorde hendes far glad efter skilsmissen. Og så satte Birte en masse glæde i mig med sin store omsorgsfuldhed og kærlighed. (…) Jeg er utrolig taknemmelig for at have haft den ekstra forælder gennem den store del af min opvækst. Jeg tror aldrig, man kan få for mange omsorgsgivere og supportere.”

Og der er mange tilfælde, hvor relationen mellem bonusbørn og bonusforældre bliver en ekstra ressource, siger også Søren Marcussen fra Center for Familieudvikling: Mange oplever, at der bliver tilsat en ressource til familien. Det er en beskyttende faktor. Det giver også mere kontinuitet og hverdagsrytme. Også når de flytter hjemmefra. Er der nogen, der passer på min mor og far? De har brug for, at far og mor elsker en anden end bare dem,” siger han.

Kærlighed. Og hvem der elsker hvem og hvordan. Det er jo i bund og grund også meget det, det handler om. Det er også Christine Nørgaards erfaring. At kærlighed ikke bare opstår øjeblikkeligt mellem stedbørn og stedforældre. Men at den sagtens kan opstå hen ad vejen. Ja, og det er det med, at forældrene forventer, at man skal elske børnene, som hvis det var ens egne børn. Og det kan man ikke. Man elsker dem på sin egen måde, og man har en anden rolle.

Som Christine Nørgaard siger, er det ikke nemt at være bonus eller ekstra-noget-som-helst. Men det giver uden tvivl en ekstra portion kærlighed til livet. Selv om hun ikke længere er sammen med sin bonusdatters far, håber hun, at de kan blive ved med at være en del af hinandens liv. I sidste uge hentede hun sin eks-bonusdatter efter skole og havde hende hjemme på overnatning. Christine Nørgaards brede og lange familie er blevet endnu bredere. Og det lader til, at Eksernes fest’ består i fremtiden.