Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
Efteråret er reality-tv-tid, og i den anledning genudgiver vi denne artikel fra 2018. Den er, uden omsvøb, din perfekte undskyldning for at binge-watche 'Den Store Bagedyst' og alt hvad du ellers begærer af realityprogrammer. For kigger man ind under den poppede fernis, er reality-tv den moderne udgave af de fortællinger, der til alle tider har skabt vores menneskelige civilisation. Her er syv eksempler på det.
Har du fået nok af reality-tv? Jeg har ikke. Jeg indrømmer det blankt. I de seneste år er der kun kommet mere og mere tv, hvor det, man kalder ‘rigtige’ mennesker, lægger deres ‘rigtige’ liv frem til offentligt skue – eller hvor de frivilligt lader et programkoncept hacke deres tilværelse på en eller anden vis. Det er et regulært realityboom, vi er vidne til i øjeblikket, og alene sidste år blev der produceret i alt 270 timers nyt dansk reality-tv, ifølge en opgørelse fra Politiken.
Umiddelbart ville den mest logiske konsekvens af den overflod være, at både jeg og alle andre for længst havde nået kvalmegrænsen. Men jo mere der kommer, jo mere har jeg lyst til at se. Dengang hvor udvalget af dansk reality stort set kun bestod af Big Brother og De Unge Mødre gad jeg ikke bruge mange minutter på det. Men i dag, hvor alle kanaler fra DR 1 til Kanal 4 synes at sprøjte nye danske realityserier og -koncepter ud på ugebasis, er det nærmest umuligt for mig at holde mig væk.
Dertil kommer de udenlandske serier som Keeping Up with the Kardashians, Project Catwalk og Real Housewives of Beverly Hills – uimodståelige guilty pleasures, når jeg endelig har en times udmattet ro efter en lang dag med arbejde og familielogistik i det, de kalder et voksenliv. Og giv mig for himlens skyld aldrig adgang til Hayu, den nye streamingkanal, der udelukkende har realityprogrammer.
Og det er ikke kun mig, der ser med: DR 1’s Kirsten Giftekniv-program Gift ved første blik kører lige nu på femte sæson og har i øjeblikket over en halv million seere per afsnit. Familien fra Bryggen har 11 sæsoner bag sig, og kan stadig hive seertal på mellem 150.000 og 300.000 hjem. Bonderøven, et af DR’s allerførste forsøg med realitygenren, er på sæson 20 og er i øjeblikket det tiende mest sete program på dansk tv. Og DR 3’s Prinsesser fra Blokken, en realitydokumentar om en flok hårde piger fra Københavns vestegn, er kanalens mest streamede program nogensinde.
Hvorfor er reality blevet så stort? Hvorfor er vi – med de seertal tør jeg godt skrive “vi” – så vilde med de intime, følelsesladede og ofte dybt banale fortællinger? Groft sagt er der tale om time efter time af fremmede menneskers navlepilleri, i en uigennemskuelig hybrid af udvalgt virkelighed og redaktionel vinkling. Så hvordan kan det være, at vi bliver så engagerede i det – og kaster os ud i ophedede diskussioner og analyser af deltagernes personlighed og psykologi?
Det findes der faktisk et oplagt svar på. Og det er ikke engang et, vi skal have dårlig samvittighed over.
I 2014 udgav den amerikanske journalist og forfatter Christopher Booker en bog med titlen The Seven Basic Plots – Why we tell stories. Hans teori var, at hele den vestlige kulturs fortælletradition er bygget op omkring syv grundlæggende plot. Alle fortællinger følger et af disse arketypiske grundplot, som hvert indeholder en lektion i selve det at være menneske.
De handler om at udvikle sig og modnes, om de kræfter, der driver os eller slår os omkuld, og om, hvordan vores moralske og etiske ståsted former sig med erfaringens fylde. Booker, hvis arketype-tænkning er inspireret af en af psykoanalysens fædre, Carl Jung, mener, at disse plot er selve årsagen til, at vi overhovedet fortæller historier. De er det stof, som oldtidens myter, sagn og folkeeventyr er gjort af. Vi har simpelthen brug for dem, og hele tiden i nye, tidssvarende versioner, for at give mening til selve vores eksistens.
De syv plot er ikke reserveret litteraturen. Tværtimod findes de i alle de formater, mennesket gennem tiden har fundet ud af fungerer, når man skal dele fortællinger med hinanden. De løber som en understrøm gennem hele kulturhistorien i teater, opera, film, musik, billedkunst og tv-serier.
Måske, tænkte jeg og greb min iPad, er det i virkeligheden det, vi ser, når vi ser reality-tv? Er det, uden at vi ved det, de syv arketypiske fortællinger om menneskelivets vilkår, som vi genkender og responderer på? Ligger der urmyter gemt et sted nede under reality-tv’ets kulørte overflade?
Svaret er: ja. Åh ja. Også i den grad.
Her er Christopher Bookers syv grundlæggende plot og syv eksempler på den form, de har fået i det seneste års mest fængslende danske reality-tv.
Plot nummer 1: Overvind monsteret
Hovedpersonen drager ud for at overvinde en ydre fjende, der truer hovedpersonen selv og/eller dennes familie og hjemstavn.
Klassiske eksempler: Perseus-myten. Beowulfkvadet. C.S. Lewis: Løven, heksen og garderobeskabet. Kurosawas film De syv samuraier.
Reality-versionen: Luksusfælden, TV3:
Gennem ti år og 20 sæsoner har TV3 fortalt samme historie, afsnit for afsnit: Her er et ganske almindeligt menneske eller to, der trisser rundt uden at fatte, at en grusom fjende er vokset frem og nu truer med at ødelægge deres tilværelse. Det er gælden. Den var fin nok, da den var lille, men som årene er gået, er den blevet enorm, og hvis de ikke handler nu, vil den knuse dem, deres hjem og deres fremtid. Hovedpersonerne mander sig op – nu er det tid at kæmpe imod. Og som i de gode gamle eventyr er der rådgivere, der tilbyder dem hjælp. Hvis vores helte lytter til de vise råd – dropper smøgerne, sælger bilen og omlægger til fast forrentning – vil de sejre. Men hvis de ikke lytter og pulser videre, mens det næste sms-lån bliver godkendt, så ve dem. For da forsvinder rådgiverne igen, og monsterets gældsgab åbner sig for at opsluge hus, hjem og Toyota Corolla.
Den centrale problemstilling handler om mod, modenhed og hovmod, og det er en klassisk folkelig fortælling, der aldrig forsvinder. Åbenbart heller ikke fra TV3’s sendeplan.
Plot nummer 2: Fra pjalter til penge
Den fattige hovedperson kommer til penge, blot for at miste dem igen. Men det lykkes at vinde rigdommene tilbage, i takt med at hovedpersonen udvikler sig som menneske.
Klassiske eksempler: Eventyrene om Aladdin og om Askepot. Charles Dickens: Store Forventninger.
Reality-versionen: Paradise Hotel, TV3:
Realitygenrens gameshows falder ofte ind under dette plot. For hvad sker der med deltagerne i Robinson Ekspeditionen, Temptation Island, Divaer i junglen, Et ton cash eller Big Brother, der alle begynder på mere eller mindre bar bund, men straks viftes om næsen med særlige præmier og privilegier på vej mod slutspillets store pengepræmie? Vil de holde på venskaber og principper eller kompromittere deres moral? Det er den petriskål, vi sidder og stirrer ned i, når reality-konkurrencerne er på skærmen, og ingen af dem er mere intens end Paradise Hotel.
Alle aspekter af sociale og seksuelle moralbegreber er til konstant forhandling mellem deltagerne på luksushotellet i Mexico, mens de vinder og taber partnere og pengepræmier til hinanden, efterhånden som spillet udvikler sig. Vi ser, hvordan magt og rigdom korrumperer, og hvor udsatte vi bliver i det øjeblik, vi opnår de ting, alle andre også begærer. Den menneskelige udvikling for deltagerne kan virke tvivlsom. Men det er kun, indtil man ser tårerne vælte ned ad kinderne på en storsvedende, mahognibrun fitness-tyr i et lidt for lille jakkesæt, når hans bedste kammerat forråder ham og tager hans dame ved parceremonien på Paradise Hotel.
Plot nummer 3: Den store søgen
Dette plot kaldes på engelsk The Quest: hovedpersonen begiver sig ud på en vanskelig rejse for at nå et mål – som regel er det en særlig genstand eller person, der skal findes. Men den store gevinst er i virkeligheden den selvudvikling, hovedpersonen gennemgår undervejs.
Klassiske eksempler: Wolfram von Eschenbach: Eposset om Parzival og den hellige gral. J.R.R. Tolkien: Ringenes Herre. De originale Indiana Jones og Star Wars-film.
Reality-versionen: Gift ved første blik, DR1:
Er der en større præmie i denne verden end den store kærlighed? Ikke for deltagerne i DR’s Gift ved første blik, der har søgt i halve liv og mere til efter det menneske, der skal fuldende dem. Som otte gralsriddere drager de ud, modige og håbefulde, klar til at kæmpe for kærligheden i fem uger, inklusive en bryllupsrejse til Venedig, hvis man er heldig. De har klare forestillinger om, hvad de leder efter, og ikke mindst, hvem de selv er. Men de forestillinger kommer i skred, så snart de første udfordringer dukker op. Og for de fleste par forsvinder kærlighedens hellige gral ud af syne igen, mens de kredser om den dybe gåde, som Gift ved første blik i virkeligheden handler om: Hvem er vi egentlig, og hvem bliver vi i mødet med den anden?
Det er store og svære spørgsmål, som deltagerne fra Gift ved første blik gør alle os andre en tjeneste ved at udforske, så vi kan få lov til dels at spejle os, dels at kloge os på sikker afstand.
Plot nummer 4: Ud og hjem igen
Hovedpersonen forlader sit hjem og rejser til fremmede og ofte farlige egne og vender hjem rig på erfaring.
Klassiske eksempler: Homer: Odysseen. Samuel Coleridge: Den gamle sømand. J.R.R. Tolkien: Hobbitten. Lewis Carroll: Alice i Eventyrland.
Reality-versionen: Irina – En Diva Vender Hjem, DR3:
DR3’s programserie fra sidste sommer om bloggerstjernen Irina Babenko og hendes rejse tilbage til Ukraine, som hun forlod da hun var 10 år, er en elegant tvistet version af ‘Ud og hjem igen’-plottet. Fortællingen har det ekstra lag, at det fremmede, fascinerende land, der ser dragende smukt ud på afstand, faktisk er Irinas oprindelige hjemland. Men det Ukraine, hun husker, og som hun håber på at gense, har ikke meget med realiteterne at gøre. Det er en idyllisk fantasi-version, set gennem en dengang 10-årig skøjteprinsesses øjne. Derfor viser hjemstavnen sig at være endog meget fremmed for Irina Babenko. Landet er i væbnet konflikt, for bare at tage ét eksempel.
Som en moderne Alice i Eventyrland lærer Irina Babenko ikke kun sit drømmerige, men også sig selv at kende på godt og ondt: Hendes barndomsminder mister deres uskyld i mødet med krasse realiteter. Men samtidig finder den voksne Irina Babenko en dybere, mere oplyst og i sidste ende stærkere forbundethed til sine ukrainske rødder. Og som en klassisk dannelsesroman smitter hendes nye indsigter af på os, der følger hendes rejse.
Plot nummer 5: Tragedie
Hovedpersonen er et grundlæggende godt menneske, men som alle andre har han/hun menneskelige fejl og svagheder – og som begivenhederne udfolder sig, er det de svagheder, der leder til hovedpersonens undergang.
Klassiske eksempler: Shakespeare: Othello og Macbeth. Tolstoj: Anna Karenina. F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby.
Reality-versionen: Ku’ godt må godt – fortælling fra et åbent forhold, DR3:
Malou og Alex er fra Aarhus og de elsker hinanden. De skal giftes. Og de lever i et åbent forhold. De må date andre og dyrke sex med andre, og på papiret er det et flot, idealistisk frigørelsesprojekt i kærlighedens navn. Sagen er bare, at Malou scorer mere end Alex. Og at Malou er god – lidt for god – til at minde Alex om, at det ikke kører for ham. Det tærer på Alex, der er den klassiske tragiske helt, i familie med Shakespeares Othello: Et menneske, der har alle de bedste intentioner, men hvis idealisme går hånd i hånd med naivitet. Og langsomt brydes han ned i den skærsild, han har fået anbragt sig selv i – og som Malou konstant fyrer op under.
Alex mister sig selv, og han bliver alt det, han ikke vil være: usikker, kontrollerende, smålig og jaloux. Serien er ikke slut endnu, så det hele kan nå at ændre kurs. Men lige nu, efter tre afsnit, har Alex og Malous historie alle tragediens mest grusomme træk.
Plot nummer 6: Komedie
En morsom, let fortælling, ofte med en central konflikt, der bliver mere og mere kompliceret for hovedpersonen. Men alt løser sig til sidst i en lykkelig slutning.
Klassiske eksempler: Shakespeare: Stor ståhej for ingenting og En skærsommernatsdrøm. Jane Austen: Emma. Charles Chaplins Moderne tider og Guldfeber. Tv-serierne Seinfeld og Friends.
Reality-versionen: Familien på Bryggen, TV3:
Familiesagaen om Kessler-klanen er den perfekte komedie. Et persongalleri af festlige originaler og skæve eksistenser, hvis blotte væren i verden er garant for komik. Ligesom Chaplin, Gøg og Gokke, og de drilske elverfolk i En Skærsommernatsdrøm, så tager Brygge-flokken deres helt egen etik og logik med sig, hvor de går og står – og det gør deres tilværelse til et fortløbende harmonikasammenstød med den måbende omverdens normer. Men Linse og kompagni kommer altid igennem strabadserne. For moralen, som programmet har givet videre afsnit for afsnit gennem 11 sæsoner, lyder sådan her: hvis blot man er sig selv, så kan man overkomme alt – fra uopdragne hundehvalpe, kræsenhed og kærestesorger til sygdom og død – så længe man har gode mennesker omkring sig og godt humør.
Plot nummer 7: Genfødsel
En særlig hændelse indtræffer, hvilket tvinger hovedpersonen til at blive et andet – og ofte bedre – menneske.
Klassiske eksempler: Jeanne-Marie Leprince de Beaumont: Skønheden og udyret. Charles Dickens: Et juleeventyr. Henrik Ibsen: Peer Gynt.
Reality-versionen: Simona overlever, DR3:
Rigtig mange realityshows handler om, hvordan et plaget menneske går igennem hårde tider, men vender sin skæbne og ender med at stå som en ny og bedre person. Præcis som rigtig mange bøger, film og teaterstykker gør. Og nej, reality-tv har sjældent den kompleksitet, vi får hos Dickens eller Ibsen. Men reality har et es: De mennesker, det handler om, er ikke produkter af nogens fantasi. De eksisterer faktisk.
I Simona overlever bliver vi vidner til førstehåndsfortællingen om en barndom med svigt og misbrug, og vi kan ikke berolige os selv med, at det “kun er en historie”. For det er Simona, som reality-fans vil kende fra DR3’s Prinsesser fra Blokken, der stiller sig foran kameraet og selv fortæller, hvad hun oplevede på sin barnekrop. Og hvordan hun efter en ungdom i komplet kaos af stoffer, sprut og selvskadende adfærd så sin dæmon i øjnene, fik styr på sin tilværelse, fik overgrebsmanden dømt – og i dag tager det hele én dag ad gangen i sit nye og bedre liv.
Hvis Simona havde været en fiktiv figur, havde hendes historie om at rejse sig fra afgrunden virket som en kliché. Men Simona findes. Og derfor er man både rystet og rørt. Det er det klassiske eksempel til efterfølgelse: hvis Simona kan klare det, så kan du også!
Reality-tv har sin særlige styrke i virkeligheden. Det er det materiale, den henter fra det levede liv, der giver genren kant og gør, at den føles sexet, nyskabende og nutidig.
Men i bund og grund lever den i kraft af urgamle, mytiske fortællinger, som vi har tænkt os selv ind i, siden vi overhovedet begyndte at sætte ord på, hvad det vil sige at være menneske.
Jo mere jeg ser på realityprogrammer med øjne, der leder efter plottet, jo mere tror jeg på, at det er dét, der er årsagen til genrens sejrsgang i vores kultur.
Selv om rystede kameraer, grynede billeder og selvoptagede forløb skal få os til at tro, at det, vi ser, er rå, uredigeret realitet, så er reality-tv fortællinger. Og det er der ikke noget galt i. Tværtimod er det måske netop det, der giver reality-tv sin ikke bare brede, men muligvis universelle appel til os mennesker.