Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Lene Dyrbak er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Verden har aldrig været et bedre sted at leve. Det er bare ikke gået op for de fleste af os

SOLSTRÅLEFortvivles du også over verdens tilstand? Læs videre, og fat håb. Illustration: Jørgen Stamp / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Fra teenagefødsler til terror, fra sundhed til mordrater – langt de fleste mennesker i verden tror, at deres samfund er på vej i den gale retning. Men reelt er det modsatte langt oftere tilfældet. I Danmark er vi blandt de mindst pessimistiske, men vi undervurderer stadig markant, hvor godt det faktisk går. Hvad skyldes sortsynet?

At leve i 2018 er at være vidne til et verdensomspændende paradoks.

Verden har aldrig været et bedre sted at leve, men det er bare ikke rigtig gået op for de fleste af os.

Tag nu for eksempel sådan noget som mord. Dem bliver der begået færre og færre af langt de fleste steder. Alligevel tror folk for det meste, at der bliver myrdet flere nu end førhen eller i det mindste lige så mange.

Analyseinstituttet Ipsos MORI har undersøgt de faktiske forhold i 38 lande og derefter spurgt 29.000 mennesker om deres opfattelse af den lokale mordrate.

Kun i fem af de undersøgte lande er mordraten ikke faldet siden år 2000, og på tværs af alle landene er den faldet med 29 procent i gennemsnit. Alligevel tror hele 76 procent af de adspurgte, at mordraten i deres hjemland er uændret eller ligefrem steget. Kun syv procent har rigtigt fat i udviklingen.

Og det fortsætter. Teenagefødsler, for eksempel. De er raslet ned over hele verden gennem årtier, i rige lande såvel som fattige.

Men folks opfattelse er overhovedet ikke fulgt med. I samtlige lande, hvor Ipsos MORI har spurgt, skyder folk langt over mål. I Danmark er vi tættere på at ramme rigtigt end så mange andre steder, men vi skyder stadig helt ved siden af. Reelt føder blot 4 ud af 1.000 15-19-årige danske kvinder i løbet af et år, men vi tror, tallet er 80. På verdensplan, altså medregnet lande som Angola, Bangladesh og Congo, er gennemsnittet blot 44 teenagefødsler om året per 1.000 unge kvinder.

Terrorisme er et andet eksempel. Det er de færreste lande, hvor der rent faktisk er blevet dræbt flere ved terrorangreb i perioden efter terrorangrebene den 11. september 2001 sammenlignet med de 15 år, der gik forud. Men de fleste tror, det forholder sig lige omvendt.

Endnu mere skævt rammer folk, når de bliver spurgt, hvor mange indsatte i deres hjemlands fængsler der monstro er udlændinge, altså født uden for landets grænser. I gennemsnit er det 15 procent, men folk tror, at det er næsten dobbelt så mange (i Danmark er det reelle tal 28 procent, men vi tror, det er næsten halvdelen af alle indsatte, der er udlændinge).

Undersøgelsen fra Ipsos MORI rummer også en række andre spørgsmål om for eksempel sukkerindtag og selvmord, og samlet set er vi i Danmark tredjebedst blandt de adspurgte befolkninger til at ramme rigtigt, kun overgået af nordmændene og svenskerne.

Det ændrer bare ikke ved, at vi er alt for sortsynede på vores samfunds vegne.

Det kan man blandt andet også se i rapporter fra Justitsministeriets Forskningskontor.

80 %

af danskerne (cirka) troede – fejlagtigt – at mængden af biltyverier, indbrud, røverier, ungdomskriminelle og straffelovsovertrædelser enten var steget eller forblevet på det samme niveau over en femårs periode, da de blev spurgt i efteråret 2016. I virkeligheden var alle tallene faldet.

Lidt anderledes er det med voldsforbrydelser. Dem tror folk også er i vækst, og her sås faktisk en kraftig stigning i anmeldelser i 2016 efter en periode med fald. Tallene er dog ret små; under to procent af befolkningen udsættes årligt for vold, og sandsynligvis er den langsigtede tendens – baseret på offerundersøgelser tilbage fra 1987 – at volden er faldende og i hvert fald ikke stiger, selv om der skete en stigning i 2016 isoleret set.

Dertil kommer, at der kan ligge nogle talgymnastiske forklaringer bag en del af stigningen i 2016, ligesom meget tyder på, at folk generelt er mindre villige til at acceptere selv mindre fysiske aggressioner end tidligere og derfor oftere anmelder dem som egentlig vold.

Tilbage står, samlet set: I Danmark er vi, ligesom i alle mulige andre lande, tilbøjelige til at tro, at samfundet udvikler sig i den gale retning, selv om det meste bliver bedre hele tiden.

Det er et globalt fænomen, som Ipsos MORI og Justitsministeriet langtfra er de første til at dokumentere, og som gælder mange andre områder end dem, jeg har nævnt her.

Hvorfor er det sådan?

Her kommer et par bud fra nogle af dem, der har tænkt allermest over netop dét spørgsmål.

Deres forklaringer handler om det menneskelige sind … og om nyhederne.

Først den svenske rockstjerne-statistiker Hans Rosling (må hans sjæl hvile i fred) og sønnen, Ola Rosling, der har viet deres liv til at oplyse folk om verdens reelle tilstand.

De identificerer tre årsager til, at vi har galt fat i fakta.

  1. Personlig bias. Vi laver generaliseringer om verden ud fra, hvad vi selv oplever.
  2. Forældet viden. Det, vi lærer om verden i skolen, er typisk overhalet af virkeligheden, allerede når vi lærer det. Men det forhindrer os ikke i at holde fast i den forældede viden hele livet.
  3. Nyhederne. De handler mestendels om usædvanlige, enkeltstående (og for det meste ubehagelige) begivenheder, sjældent om gradvise forbedringer. Det ville have været en nyhed, hvis omtrent 200.000 mennesker i går havde undsluppet fattigdom med ét slag. Men det var det ikke, for det sker hver dag og har gjort det i årevis.

Oven i de tre kilder til fejlagtige fakta, siger Roslingerne, kommer vores menneskelige intuition, som får os til at overdrive trusler og drage forhastede konklusioner på baggrund af ret få oplysninger.

Det var i sin tid smart til ræsonnementer a la den der løve var farlig –> alle løver er nok farlige –> jeg må hellere undgå løver.”

I dag er det knap så smart, når man skal danne sig meninger om noget så komplekst som et moderne samfund og måske ovenikøbet får sine input fra medierne, som beviseligt er blevet mere og mere dystre i deres billede af verden over de seneste mange år.

Roslingerne uddyber i øvrigt deres pointer på ganske underholdende vis i den her video:

Bonusinfo. Ola Rosling har udviklet nogle tommelfingerregler, der kan gøre det lettere at gætte, hvordan verden udvikler sig. Nummer ét lyder: Tror du, det går den gale vej, så går det nok i virkeligheden den rigtige.

Harvard-professoren Steven Pinker, hvis speciale er det menneskelige sinds kringlede virkemåde, graver endnu dybere end Roslingerne – og når frem til nogenlunde samme konklusion.

Pinker er på vej med et kampskrift mod pessimisme, bogen Enlightenment Now – The Case for Reason, Science, Humanism, and Progress, og har i årevis turneret med det budskab, at næsten alting – stik mod de flestes opfattelse – faktisk bliver bedre.

Han udpeger tre psykologiske årsager til den udbredte pessimisme, som alligevel florerer:

  • Vi er tilbøjelige til at lægge mere vægt på det negative end det positive. Et væld af psykologiske eksperimenter bekræfter, at negative begivenheder sætter dybere spor i sindet end positive, og at vi har lettere ved at forestille os dårlige ting end gode.
  • Vi er tilbøjelige til at længes efter en gylden fortid. Måske fordi vi hver især får mere at bekymre os om, i takt med at vi bliver ældre – og samtidig udvisker vores negative minder.
  • Moralske argumenter virker stærkest, når de hviler på en forfaldsfortælling. Vi er glade for at knytte fællesskaber omkring moralske domme, og i den proces vinder ofte personer og argumenter, der fremfører, at det hele er for dårligt.

Oven i de tre psykologiske faktorer lægger Pinker en fjerde, som har at gøre med måden, vores hjerner fungerer på:

  • Vi bedømmer sandsynlighed ud fra, hvad vi kan huske konkrete eksempler på. Vores hjerners mening om verden beror ikke på statistik, men på, hvad vi kan huske. For eksempel: hvis man har let ved at genkalde sig eksempler på terrorangreb, er man tilbøjelig til at tro, at terrorisme er et meget udbredt fænomen (hvilket det som bekendt ikke er, på nær nogle ganske få steder i verden).

Denne sidste mekanik danner ifølge Steven Pinker en giftig cocktail i samspil med mediernes måde at fungere på. Medierne rapporterer om de ganske få fly, der styrter ned, ikke alle dem, der lander planmæssigt, som stjernejournalisten Nicholas Kristof har formuleret det.

Resultatet er, at en masse mennesker – måske endda flere og flere – går omkring med et fejlagtigt verdensbillede præget af død og ulykke, fremmanet af mediernes tiltagende prioritering af negative begivenheder og forstærket af vores hjerner og sinds naturlige tilbøjeligheder.

En konklusion, som i øvrigt flugter med analysen hos Ipsos MORI, hvis tal jeg begyndte med. Bobby Duffy, leder af Ipsos MORIs institut for socialforskning, bemærker, at folk ofte tager mest fejl af de emner, som medierne dækker mest intenst.

Hvad mon alt det sortsyn betyder for vores humør, vores omgang med hinanden, vores tro på fremtiden, vores demokrati og de beslutninger, vi træffer – som mennesker og som samfund?

Steven Pinkers kommende bog forsøger over 576 sider at mane pessimisme og fejldiagnoser af verdens tilstand i jorden ved hjælp af tal og fakta, som viser, hvor godt det faktisk går.

Bogen er skrevet som et forsvar for fornuft og videnskab, fordi professoren mener at kunne bevise, at oplysningens grundværdier mere end noget andet er årsagen til verdens fremskridt.

Men også fordi han er bekymret for, at fornuften og videnskaben er ved at glide i baggrunden.

Jeg siger intet om fremtiden,” skriver han, Statistikkerne viser, at oplysningens grundidéer virker, men der er ingen garanti for, at de overlever og bliver ved med at vinde frem. Det kræver en indsats.”

Men hov … nu er den her historie lige ved at ende som endnu en fortælling om, at verden er på vej af lave, og alting bliver værre, nu blot fordi folk er sortseende og har mistet troen på den fornuft og videnskab, der har skaffet dem tag over hovedet, tøj på kroppen og sunde tænder.

Men det er sådan set ikke sikkert, at det er dén vej, det går.

Indflydelselsrige mennesker og organisationer samler sig i stigende grad om det budskab, at verden faktisk bliver bedre og bedre.

Da Microsoft-grundlægger og filantrop Bill Gates ved årsskiftet fik lov at redigere en hel udgave af det hæderkronede amerikanske magasin Time, dedikerede han hele skidtet til optimisme på verdens vegne. Herhjemme puttede Weekendavisen for nylig Steven Pinkers nye bog på forsiden med Flemming Rose som pennefører, og Udenrigsministeriet og udviklingsorganisationerne har for længst samlet sig om projektet Verdens Bedste Nyheder for at fortælle om verdens fremskridt.

Roslingerne og Steven Pinker har turneret med det glade budskab i årevis med ganske stor succes – Rosling med foredrag og videoer, som har nået millioner af mennesker; Pinker med bogen The Better Angels of Our Nature – Why Violence Has Declined, som handler om, hvordan verden hele tiden bliver mindre voldelig, uanset om man kigger på tal for mord, voldtægter, børnemishandling eller krig. Og til de tre data-optimister slutter sig endnu en informeret optimist med betydelig gennemslagskraft, den tyske Oxford-økonom Max Roser, der har grundlagt det svært anbefalelsesværdige datamedie Our World In Data, hvor man hurtigt kan danne sig et overblik over den seneste viden om alt fra turisme til terrorisme.

Måske virker dét.

I Sverige er de for eksempel blevet bedre til at gætte rigtigt om verdens tilstand de senere år, har Ola Rosling dokumenteret.

Og hvad mere er: Som Steven Pinker har bemærket, så er pessimisme på samfundets vegne ikke ligefrem et nyt fænomen. Fremskridtet har aldrig været populært blandt intellektuelle, som han bemærker – tværtimod har det til alle tider været populært at beskrive sædernes forfald. Allerede i oplysningstiden var oplyste mennesker for eksempel stærkt bekymrede for skriftsprogets fremtid. Lyder det bekendt?

Så næste gang du fortvivles over nyhedsstrømmen og tror, at verden ramler, terroristerne kommer, og kriminaliteten stiger – slå koldt vand i blodet, gem telefonen, kvæl computeren, og sluk fjernsynet. Gå ud i verden, løft hovedet, sug luften ind, lyt til fuglene, kig på de andre mennesker, og fortæl dem, at det hele går meget bedre, end de tror.

Måske kan vi ligefrem få det til at fortsætte sådan.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem