TikTok er ikke en dille, men det nye-nye internet. Beviset er 1,6 millioner mennesker, der ser Oscar fra Lyngby ‘føle den’

  • 1. november 2019
  • 20 min.
TIKTOKOscar her er Danmarks vist nok største tiktokker. Screenshots: Oscar Rosenstrøm / TikTok

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

En kinesisk app er ved at ændre ikke bare måden, de yngste bruger internettet på, men også de helt store magtbalancer i den globale tech-industri. Vi kan, med andre ord, lige så godt lære TikTok at kende én gang for alle. Frederik Kulager satte ud for at finde de største danske TikTok-stjerner og kom hjem med en 17-årig følsom fyrs livshistorie og en fascinerende fortælling om, hvor internettet er på vej hen.

Ingen i verden kan føle den’, som 17-årige Oscar Rosenstrøm kan på det sociale medie TikTok. Til mange af sine mest populære videoer filmer han sig selv kigge ind i telefonens kamera med sine store mørkebrune øjne, som kiggede han på en pige bag skærmen, måske en af de 1,6 millioner, der følger ham, hvoraf flertallet ifølge hans egen vurdering er – netop – piger omkring de 15 år. Mens han holder øjenkontakten, lipsyncer Oscar indøvede føle-føle-linjer fra en popsang skrevet af en rigtig kunstner med et knust hjerte.

Da Oscar Rosenstrøm var 15 år, havde han 800.000 fans på Musical.ly, som lærte børn og unge over hele verden at lipsynce. I dag er han 17 år, og nu tæller hans fanskare 1,6 millioner på TikTok, som Musical.ly hedder i dag, efter appen i 2017 blev købt af et kinesisk selskab i Beijing. Få i verden er bedre til at lege popsanger, mens de filmer sig selv mime teksten, end Oscar fra Lyngby. Her bor han med sin mor i et lille gråt rækkehus med sin kanin Dumbo. Men Oscar er blevet for gammel til at føle den’, som han kalder det, når han lipsyncer sange på sit værelse. Han forsøger sig med at lave sjove videoer, men så sjove er de heller ikke. Oscar vil i virkeligheden noget helt andet. Han vil være rigtig sanger, en musiker, og som den unge selvskabte internet-stjerne, han er, har Oscar en plan:

Han vil bruge sin 1,6 millioner store fanskare på TikTok til at katapultere sig frem som popmusiker. Fra sin profil på Instagram, hvor Oscar bliver fulgt af over 300.000 personer, offentliggjorde han i sommer sin første sang, Misfit, en blid popsjæler, han selv har skrevet og lavet musik til. I just want to go, far away from home,” synger han i omkvædet. Men sangen er ikke blevet et hit. På YouTube og Spotify er sangen sammenlagt blevet afspillet 70.000 gange. Da Oscar spiste 200 chicken nuggets i en video på sin YouTube-kanal, som 54.000 danske unge følger, blev fråseriet set knap 200.000 gange. Sådan er showbiz.

Historien om Oscar Rosenstrøms liv som tiktokker er historien om berømmelse i en ny hypersocial, digital tidsalder. Ingen i underholdnings- eller musikbranchen, ingen agenter, ingen bookere, ingen med traditionel legitimitet så at sige har nogensinde sagt god for Oscar. Han hentede TikTok til sin telefon i 6. klasse, filmede sig selv føle den’ og lagde resultatet op – og internettet sagde god for ham. Større legitimering findes ikke i dag. Med YouTube blev det muligt at bryde igennem som stjerne hjemme fra sofaen ved hjælp af et webcam, en mikrofon og et redigeringsprogram. TikTok har sænket barrieren for berømmelse endnu mere. Her er alt, hvad du har brug for, en telefon og lidt x-factor.

TikTok er internettets yngstes nye favorit-app og er i år blevet en seriøs udfordrer til Facebook Inc.s før så solide monopol på menneskelig interaktion online. Det toneangivende amerikanske tech-medie TechCrunch har kaldt TikTok introduktionen til det nye-nye internet”. Så hvis man som et menneske over 25 år tror, man kan slippe for at tage TikTok seriøst, er det nu, man skal tro om. Fordi: Siden TikToks lancering i 2017 er appen blevet hentet over en milliard (!) gange på telefoner rundtom i verden, og TikTok har i dag flere månedlige brugere end Snapchat og Twitter – over 500 millioner. Det er bims mange på så kort tid. Selskabet bag TikTok, ByteDance, har hovedsæde i Kinas hovedstad Beijing og specialiserer sig i apps, der bruger kunstig intelligens til at udvælge det mest virale indhold til sine brugere. Efter en investeringsrunde sidste år blev ByteDance anslået til at være 500 milliarder kroner værd, den højeste værdi for en startup i hele verden.

Vi har også tal på TikToks popularitet i Danmark. Teleselskabet 3, som har 1,4 millioner danske kunder, har sendt mig lidt statistik, som giver en idé om, hvor stort TikTok er blevet bare i år. Ser man på den samlede trafik på 3’s netværk, overgik TikTok sin videokonkurrent YouTube i at trække mest data i 13 dage mellem start-juli til midt-august i år. På de dage, hvor TikTok trak mere data end YouTube, kunne kun Netflix overgå TikTok – der skal trods alt mere data til at hente en HD-film end nogle korte videoer. 3 kan også se, at vores dataforbrug på TikTok var 30 gange større i sommer end forgængeren Musical.lys dataforbrug sidste sommer, og at TikTok har 20 gange flere brugere end Musical.ly. Det er helt vildt.

TikTok, med andre ord, har gjort det, der syntes umuligt for få år siden: at blive det første sociale medie, som Kina succesfuldt har eksporteret til hele verden. Ifølge analysebureauerne Sensor Tower og AppAnnie var TikTok sidste år den fjerdemest downloadede ikke-spil-app på verdensplan. Mere downloadet end Instagram (ejet af Facebook) og kun overgået af Mark Zuckerbergs andre tre apps: WhatsApp, Messenger og moderskibet Facebook. TikTok er også begyndt at tjene penge. Indtægter fra annoncer er anslået til 120 milliarder kroner i år ifølge erhvervsmediet Bloomberg. Oven i dét giver brugerne deres yndlings-tiktokkere en slags drikkepenge, når de livestreamer. På Musical.ly kunne Oscar Rosenstrøm modtage 5-10.000 kroner fra oftest mindreårige på at sende live i to-tre timer (på TikTok har han ikke lavet nogen lives). I hele TikToks økosystem løb drikkepengene i alt op i hele 40 millioner kroner, anslår Sensor Tower. Penge, som TikTok tager halvdelen af.

HJEMMEOscar har boet i rækkehuset i Lyngby i et år nu. Det er hjem. Foto: Andreas Houmann for Zetland

For de ikke-indviede er TikTok svær at beskrive. Appen føles som at sidde på første række til det mest gakkelakkede talentshow, du kan forestille sig. Fra første video suges man ned i et bundløst feed af få sekunder lange videoer, som fylder hele telefonens skærm. I en TikTok-video kan en ung kvinde danse koreograferede trin til et internationalt pophit med en skrubtudse i hånden, hvorefter næste video viser en ung gut som Oscar Rosenstrøm, der lipsyncer en rapsang, mens hans mor ryster på hovedet i baggrunden, hvilket bliver afløst af den næste video med en pige, der parodierer sin rengøringsfanatiske mor – og sådan fortsætter det, indtil ens hjerne er blevet til en blød klat, og man finder sig selv siddende og fnise ad et firben i trikot. Det er et fantastisk trip. Slående er det også for denne 28-årige beskuer, hvordan TikToks brugere – hvoraf størstedelen er født efter årtusindskiftet – med største naturlighed kan lave virkelig sjove videoer fra deres værelser, mange formentlig uden forældrenes kendskab, til et publikum, der kan tælle millioner. Det er generation showbiz, som folder sig ud her.

Det eneste, du (næsten) ikke finder på TikTok – og dér hvor appen virkelig adskiller sig fra videokonkurrenten YouTube – er snak. Nærmest ingen tiktokkere taler ind i kameraet som på YouTube. De mest populære videoer afspilles til en sang, som brugeren har valgt fra et sangbibliotek i appen, og kombinationen af korte videoer og musik er en farlig effektiv udløser af en hyperviral dominoeffekt, hvor brugerne remixer hinanden ud i det uendelige. På TikTok begynder det med, at én finder på noget skægt – en dans, en serie af ansigtsudtryk, whatever. Får videoen nogle tusind likes og kommentarer, samles den op af TikToks algoritme og injiceres i millioner af menneskers feed. Det inspirerer andre tiktokkere til at imitere trinene til samme sang, og så fremdeles indtil tusindvis, hundredtusindvis, ja, millioner af mennesker på TikTok har danset samme trin til samme sang. Det er klassisk meme-kultur, drevet af en sofistikeret algoritme, der booster de videoer, som får flest brugere til at gå bananas i likes og kommentarer, og som efterlader alle swipende efter mere. Tror du ikke på mig, så prøv at hente TikTok. Det er fysisk umuligt kun at se én video.

Men skal man virkelig forstå TikToks fremtidige potentiale, skal man forestille sig, hvad Instagram har gjort for vores muligheder for at dele billeder: Før Instagram delte vi uredigerede billeder i album på Facebook. Instagram ændrede det. Og mennesker, der var dygtige til at posere, tage og redigere billeder, kunne skabe sig et følge stort nok til at leve af det. De blev influencers og skabte en ny digital industri. Det er det, TikTok har gjort for korte videoer. TikTok er nemlig stadig så nyt, at det ikke domineres af få kendisser fra verden af i går – der er ingen chance for at blive den næste Ellen DeGeneres på Instagram. Det løb er kørt. Men på TikTok er det løb stadig åbent, og for en generation af unge, der har set almindelige mennesker som dem selv blive verdensstjerner på YouTube med et webcam til nogle hundrede kroner, øjner nogle nu muligheden for, at deres næste lipsyncede video på TikTok også kan indgravere dem i internettets walk of fame.

Der findes ingen officiel kortlægning af de største danske tiktokkere, som ikke var kendt, før TikTok gjorde dem kendt. Det, jeg har lavet her, er, så vidt jeg ved, den første. Så med det forbehold præsenterer jeg dem, jeg har lært, er blandt de kendteste danske tiktokkere’-listen.

Fra toppen: Denne histories hovedperson, @oscarrosenstroem (1,6 millioner følgere), kendt for sine ømme lipsyncs, @lukaslagersoon (140.000 følgere), kendt for sin blonde Backstreet Boys-frisure, @jenniferchu, kendt for sin makeup og sin medvirken i Jennifer er for klamDR1, hvor hun talte om mobning, @Osamanotbinladen (93.000 følgere), kendt for sine sketch, @clara.mikkel (73.000 følgere), kendt for at være et kærestepar, som laver dagbogsagtige videoer, @malleelisabeth (36.000 følgere), kendt for sine feel-good du er smuk, som du er’-videoer, og – rosinen i pølseenden – @lonnieandersen (14.000 følgere), som laver virkelig sjove lipsyncs, og som du skal møde nu.

I folkeskolen i Skive var der tre opfattelser af Lonnie Andersen. Nogle syntes, hun var irriterende. Andre syntes, hun var træls. Og resten,” siger hun, syntes bare, jeg var tyk.” Lonnie er 19 år og er lige flyttet til Rønne på Bornholm. Her er hun i lære som sælger i trælasten Bygma. I weekenderne laver hun sketchvideoer til sin TikTok-profil @lonnieandersen. Hun bliver fulgt af over 14.000 personer, og mens mange stadig er i færd med at lære, der er noget, der hedder TikTok, bliver Lonnie genkendt på gaden af folk, der allerede ved det. Det er ofte fnisende piger, der vil sige hej. De er altid søde,” siger hun. Da Lonnie engang var i byen i Skive, genkendte en pige hende. Hun pegede på mig og sagde: Ej, det er hende fra TikTok, se venner’ og sang så nogle af de sange, jeg har lavet videoer til. Det var opmærksomhed, jeg ikke var vant til, så jeg skyndte mig væk.”

Det var sidste år, Lonnie gik viralt. I en frokostpause på sit fritidsjob i en Fakta i Skive lipsyncede hun en popsang, mens et digitalt filter over hendes ansigt gjorde hendes øjne og mund store og ovale som honningmeloner. Midt i sangen havde filteret fejlet, og Lonnies mund var i stedet blevet smal med en spids, museagtig næse. What the fuuck,” griner Lonnie i videoen. Filter-fuck-up’et var for sjovt til kun at vise en veninde på Snapchat, så hun lagde videoen på TikTok. Dagen efter var det gået fuldstændig amok,” siger hun. Hundredtusindvis havde set den, tusindvis af likes og kommentarer. Jeg løb ind til min mor og sagde: Se, mor, se, min video har fået mange likes!’ Så sagde hun til mig: Jaja, det er fint med dig.’” Videoen er i dag blevet set 1,2 millioner gange, og dens popularitet blev begyndelsen på over hundrede TikTok-videoer fra Lonnie over samme tema: at vise, hvor lidt perfekt jeg er,” griner hun.

Det handler om selvværd, mener hun. Mange piger på TikTok vil gerne vise, de ser godt ud, hvor slanke de er med lange gelénegle, pænt tøj og sådan. I mine videoer har jeg støvet arbejdstøj på, og jeg har negle, som er lidt grimme, herre-negle nærmest, og jeg viser det hele frem.” Lonnie siger, hun aldrig har følt sig som en pige-pige”, og hun tror, det kommer af, at jeg ikke rigtig har kendt min far, så det har altid bare været min mor og mig hele livet, og vi har gjort tingene selv.”

I en af Lonnies første TikTok-hits, en video, som er blevet set knap 100.000 gange siden sidste efterår, lipsyncer hun til en sang af Lady Gaga, som hedder Donatella. Gagas tekst går: I am so fab, Check out, I’m blonde, I’m skinny, I’m rich, and I’m a little bit of a bitch.” Lonnie havde set på TikTok, at mange piger brugte sangen til at vise, at de var alle de ting”. Hun var ingen af delene. Så i videoen var Lonnie trukket i en sort hoodie med Dagli’ Beruset” skrevet over brystet, og når Lady Gaga synger I’m skinny”, laver Lonnie gåseøjne med fingrene, og ved I’m rich” ryster Lonnie på hovedet som for at sige ikke rigtigt, vel”, og da Gaga synger and I’m a little bit of a bitch”, tager Lonnie en pink solbrille på, strammer hoodien om sit runde hoved og smiler lykkelig ind i kameraet. 5.858 likes. Da jeg havde lavet videoen, vidste jeg ikke, om jeg skulle dele den. Måske ville jeg blive gjort grin med. Der, hvor jeg kommer fra, bliver man set ned på, hvis man skaber sig. Især på sociale medier.” Men, tænkte Lonnie, fuck det, jeg lægger videoen op.” Videoen var for sjov.

Det var engang, hvor Oscar Rosenstrøm altid var glad. Selvfølgelig ikke i virkeligheden, men på TikTok var han glade-Oscar. Jeg lavede T-shirts, hvor der stod positive vibes only’.” Dem solgte han til sine fans på TikTok (der som nævnt dengang hed Musical.ly, men for nemheds skyld omtaler jeg appen som TikTok). Det var den positive stemning, jeg kørte, så når jeg var ked af det, viste jeg det ikke på nettet.” Der var ellers nok af lejligheder: Oscars forældre blev skilt for nogle år siden, og forældrenes flytten rundt betød, han skiftede skole en, to, tre, fire gange. Hver gang var det lidt sværere at falde til. Jeg har mange gange gået i seng og grædt, og når jeg så vågnede, sagde jeg til mig selv: Det er en ny dag, der kan ske nye ting.’”

Oscar blev drillet for at hænge med pigerne indenfor, når drengene kastede med bold udenfor, og de sagde, jeg ikke hørte til, fordi jeg var ny”. På en skole i Værløse spyttede nogle drenge på hans ting, og han er blevet truet med en kniv og tæsk. De rottede sig sammen mod mig.” Der var også nogle, der havde et problem med, at han lipsyncede på TikTok. Det blev set på som cringe,” siger han. Tåkrummende. Du står med en telefon i hånden, du lipsyncer til en sang – det er noget, man gør ude i badet for sig selv, men her var det til alle mulige mennesker, hvor jeg stod og følte den lidt. Mange havde svært ved at forstå, hvad det skulle gøre godt for.”

Derhjemme havde han en tvillingesøster, som var handicappet. Så hun tog meget af vores forældres opmærksomhed. Jeg følte nok aldrig, der var plads til mig.” At lipsynce til følsomme sange på TikTok – at føle den’ foran telefonens kamera – var Oscars timeout fra virkeligheden. Og hans sange’ fortryllede hundredtusindvis af unge piger over hele verden. I sommerferien efter 8. klasse rejste Oscar med sin mor og tvillingesøster til VidCon i Los Angeles. Det er verdens største sammenkomst for influencers. Som @oscarrosenstroem havde Oscar skabt sig et navn på TikTok. Han mængede sig med youtubere og andre sociale medie-kendisser, som han havde idoliseret, siden han var lille, og fortalte sin mor om det. Jeg sagde til hende: Det kan ikke være rigtigt, mor, de vil være venner med mig – mig!’” Og så skete det her: Som i et moderne eventyr mødte Oscar en amerikansk Disney Channel-skuespillerinde, DeVore Ledridge. Hun var lidt ældre og havde, som han selv, fra en tidlig alder opbygget en fanskare online: over 700.000 følgere på Instagram. Særligt kendt var hun for sine makeup-tutorials. Men VidCon sluttede, og i Danmark begyndte Oscar i 9. klasse. Virkeligheden kaldte.

TikToks himmelflugt er ikke alene et lykketræf. Beijing-selskabet bag, ByteDance, er gået aggressivt til værks. Man har lokket influencers til fra YouTube, Instagram og Snapchat, og TikTok har indrykket annoncer på konkurrenternes platforme – i lang tid var TikTok en af de ti største annoncører på Facebook i USA. Nu hvor TikTok har en stor amerikansk brugerbase, har man åbnet kontorer, blandt andet i Silicon Valley, nede ad vejen fra Facebooks hovedkvarter, og headhuntet ansatte fra området. Det er i sig selv vildt. Men det skal ses i en vildere kontekst, som kan vende op og ned på andet end Mark Zuckerbergs imperium:

Internettet er snart et reelt world wide web. Over halvdelen af menneskeheden er i dag online, omkring fire milliarder mennesker, og hver dag kommer der nye til. Det ses på sociale medier. TikToks popularitet er det bedste bevis på, at det ikke længere er unge i Vesten, som solo dikterer, hvad det næste nye’ er. I stedet er det unge i såkaldte emerging markets, lande som Indonesien, Thailand, Nigeria og Indien, hvor unge kommer online for første gang – anslået 200 millioner af TikToks brugere er indere. Mange går på internettet fra en smartphone, og data bliver billigere og billigere, så data-tungt indhold som video kan streames uden at medføre økonomisk ruin. Således er TikTok den perfekte teknologi til at kapitalisere på internettet anno 2019. Og timingen er perfekt.

Mens Silicon Valley plages af et tech-backlash med milliardbøder og alvorssnakke om politisk regulering fra Washington DC til Bruxelles, udfylder Kina vakuummet, der er opstået. Facebook har desperat forsøgt at udfylde det med Lasso, en TikTok-efterligning, men brugervæksten er sløv. Unge vil underholdes på TikTok. Det er et historisk skift. I tre årtier har vi set mod USA efter det næste nye, men nu ser vi, for første gang, mod Kina for den slags teknologier, der på fundamental vis har det med at ændre, hvordan vi underholdes, kommunikerer, arbejder, dater og, ja, lever. Selvfølgelig: TikTok er løbet durk ind i de alvorlige problemer, der følger med, når man forbinder hele verden ét sted: anklager om at være jagtmarker for pædofile, organiseret teenage-mobning, beskyldninger om at skabe afhængighed, millionbøde for ulovlig data-profilering af mindreårige, og rekrutteringsvideoer fra Islamisk Stat har også floreret. Men om TikTok er særlig farlig eller bare normalt- farlig’ for en platform i den skala, må tiden vise. Og læser man vestlige mediers dækning af TikTok, synes angsten især at kredse om spekulationer i konsekvenserne af dets oprindelsesland: Kina. Kan det kinesiske styre, spørger flere kritikere, eksportere sit verdenssyn til resten af verden gennem TikTok?

Der er ingen tvivl om, at TikTok har kulturel indflydelse langt ud over Kinas grænser. Spørgsmålet er, om indflydelsen også kan gælde det politiske. Lige nu er TikTok et sted, hvor unge filmer sig selv lege, danse og synge med på sange. Ufarlige ting. Men Facebook begyndte også som et sted, hvor collegestuderende bedømte andre studerende som hot eller not. Lignende transformation kan TikTok gennemgå. Men til forskel fra Facebook og andre vestlige sociale medier er medier, som opererer i Kina, underlagt streng censur af det enevældige kommunistparti i Beijing. Som Yaqiu Wang fra Human Rights Watch i Hongkong sagde til The Washington Post i september: Regeringen har så meget kontrol over kinesiske virksomheder. Man har intet valg. Hvis det er politisk følsomt, er din virksomhed i fare.”

Derfor findes TikTok ikke i Kina. Kinesiske unge har kun adgang til ByteDances censurerede TikTok-kopi Douyin. Men selv om TikTok ikke opererer i Kina, mistænkes TikTok for at være underlagt lignende censur og overvågning. For eksempel peger en del kritikere på, at det kunne se ud til, at TikTok censurerer de igangværende pro-demokratiske protester i Hongkong. Søger man på #Hongkong i appen, ser man enkelte videoer fra protesterne, mens hashtagget især fører til videoer af glade hongkongere, som morer sig med appen. Og søger man på #Hong på TikTok, foreslår appen #Hotdance – ikke #HongKongProtest. Hashtagget er dog ikke censureret. Videoer med hashtagget #HongKongProtest har bare kun lidt over 20.000 visninger, mens videoer med hashtagget #Toast til sammenligning har omkring 52 millioner visninger. TikTok har imidlertid tidligere afvist at undertrykke indhold fra Hongkong-protesterne: TikTok fjerner ikke indhold, som kan være følsomt i forhold til Kina,” skrev firmaet i en pressemeddelelse i sidste uge: Vi er aldrig blevet bedt om at fjerne indhold af den kinesiske regering, og vi ville ikke gøre det, hvis vi bliver spurgt. Punktum.”

Alligevel bruger Facebooks Mark Zuckerberg mistanken til at stække sin kinesiske rival. Under en tale på et amerikansk universitet i sidste uge sagde han: Indtil for nylig blev internettet i næsten alle lande uden for Kina defineret af amerikanske platforme med stærke ytringsfrihedsværdier. (…) Der er ingen garanti for, at disse værdier vil overleve.”

STJERNEDet kan tage mellem 10 minutter og "hele dagen" for Oscar at lave en Tiktok-video. Foto: Andreas Houmann for Zetland

I 2018 mistede Oscar sin tvillingesøster efter et kort sygdomsforløb. Efter to måneders pause fra sociale medier delte han i juni 2018 sin sorg med sine fans, blandt andet lavede han en video om søsterens død på sin engelsksprogede YouTube-kanal, som har 106.000 følgere. Videoen er siden blevet set 4,1 millioner gange. Positive vibes only’-æraen var slut. Jeg var helt væk og kunne ikke længere komme på glade ting – og jeg kunne ikke skjule det længere.” Da Oscar havde færdiggjort folkeskolen, ville han væk. Han havde holdt kontakten til DeVore Ledridge, Disney Channel-skuespillerinden fra VidCon, og de var blevet kærester. DeVore boede i Los Angeles med sin mor i en lejlighed, og her flyttede Oscar ind som 16-årig. Min far var ikke glad.” Oscar drømte om at blive skuespiller og tog med DeVore på set i filmbyen. Men det eneste, jeg fik lov til, var at holde klaptræet. Det sagde jeg nej til.”

I begyndelsen følte Oscar sig ensom og lille mellem Los Angeles’ høje bygninger. Hvad fanden skal jeg her?” spurgte han sig selv, og svaret fandt han blandt DeVores celebre omgangskreds. De syntes, danskeren var eksotisk. Oscar lavede videoer til TikTok, hvor han følte den. Han var populær som aldrig før, og kæresteparret delte billeder af sig selv på Instagram, hvor de følte den sammen. Oscars popularitet eksploderede. Jeg gik fra 90.000 følgere på Instagram til 300.000 på et år.” Et billede af Oscar under Californiens blå himmel og gule sol kunne få 70.000 likes. Et billede i Danmark kunne få 30.000. Men jeg savnede Danmark. Jeg fandt hurtigt ud af, at folk var overfladiske. I Los Angeles kan du stå og synge falsk, og så står folk bare og klapper. Det er nok smart, hvis man vil have en karriere, men jeg vænnede mig aldrig til det.” Efter et år i Los Angeles gik Oscar og DeVore fra hinanden, og Oscar flyttede hjem i sommerferien. Hvad nu? Måske en HF?

Efter tre uger på HF følte han sig deprimeret”. Uddannelse måtte vente. Skulle han nogensinde blive rigtig musiker, ikke kun en, der lipsyncer på TikTok, krævede det hans fulde fokus. Efter tvillingesøsterens død var han begyndt at skrive sange. Samtidig havde han opdaget, at piger godt kan lide, når drenge græder lidt og viser følelser”. I en video, han lagde op i sidste måned, lipsyncede han med røde, våde øjne: I just need some time, I’m trying to think straight, I just need a moment in my own space, ask how I’m doing, I say ok, yea, but ain’t that what we all say.”

Videoen er blevet set 1,8 millioner gange. Selv om han tydeligvis har fat i noget her, at føle den, har han ikke længere samme drive”. Hver uge kommer der nye trends, og man skal hele tiden vide, hvad der hitter, for at kunne følge med.” Hans redning blev at møde den jævnaldrende youtuber Robin Rasmussen. Robin bliver fulgt af knap 150.000 på YouTube, hvor han er kendt som kysse-challenge-drengen’, fordi han lavede videoer, hvor han slog sten-saks-papir med fremmede piger på gaden, som, hvis de tabte, skulle kysse ham. Da Robin en dag lagde en video op, hvor han fortalte, han følte sig ensom, skrev Oscar til ham.

Hurtigt blev de to venner, og Robin viste sig også at drømme om en sangkarriere. Sammen har de lavet musik i nogle måneder nu som duoen Rosy. Vi håber at have en single klar om et år,” siger Oscar. Hvis vi ikke gør det ordentligt, vil folk se os som influencers, der prøver at lave musik. Vi vil gerne lave noget, hvor folk siger: Det kan godt være, de er influencers, men det her, det er eddermame godt. Det fortjener lige et like.’” Men først skal Oscar tage et opgør med sit image som ham, der føler den’, når han lipsyncer på TikTok. Mandag i denne uge lagde han en video op, hvor han leger, han går ned på en pige, mens hans ven er godt i gang. Oscar spiller rollen som sig selv, pigen og vennen – og skuespillet er mere harmløst, end det lyder. Sangen, Oscar havde valgt, var Paris fra The Chainsmokers, hvor tekstbidden, Oscar lipsyncede til, lyder: If we go down we go down together.” Den var lidt offensiv,” griner Oscar. Mange fans skrev til ham, at det slet ikke virkede som ham. Men det viser også, at jeg ikke er en Musical.ly-dreng mere. Jeg er blevet lidt ældre – og den side af mig skal de også se.” Igen. Sådan er showbiz.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: