Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

“Hope is not a strategy.” Da corona kom til Danmark, tog en sky jurist tøjlerne fra Brostrøm

Man må gerne skændes. Men det er bedst at være ærlig om det

Illustration: Marco Melgrati for Zetland

Nogle mennesker trives bedst om natten. De tænker bedst i mørket uden omverdenens blikke, uden forventningen om at sige noget, være noget. På det sidste har jeg fået en fornemmelse af, at det måske også gælder landets højest placerede embedsmand, Statsministeriets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen.

Vi ved allerede, at hun har det bedst i skyggerne. Hun giver ikke interviews, og i telefonen afviser en person tæt på hende venligt, men bestemt at fortælle mig om hende. Hun vil bare gerne gøre sit arbejde, lyder begrundelsen. Som tidligere justitsminister Søren Pind har fortalt P1 Morgen, er Barbara Bertelsen hende, der ikke vil kendes”.

Vi ved ikke, hvem Barbara Bertelsen er. Men vi ved, at hun har ændret danmarkshistorien. Og så ved vi, at hun gjorde det om natten.

Forrige fredag, den 29. januar, fremlagde en ekspertgruppe bestående af fem professorer med Jørgen Grønnegård i spidsen resultatet af fem måneders arbejde. I forsommeren bad et bredt flertal i Folketinget eksperterne se nærmere på, hvordan vi i Danmark klarede den første tid med corona – fra før virusset overhovedet var kommet til Europa, og indtil vi i april kunne begynde at lukke samfundet langsomt op igen. Formålet var ikke at placere skyld eller ansvar for de ting, der var gået dårligt, men at lære af processen. Det handler om at blive klogere og dermed sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden, så vi står stærkere, hvis en lignende krise og pandemi igen rammer Danmark,” som partierne bag bestillingen formulerede det.

Arbejdet er mundet ud i den 595 sider lange beretning Håndteringen af covid-19 i foråret 2020. Den gør os klogere på, hvad der gik godt, og hvad der gik dårligt. Men den gør mere end det. På trods af den tørre titel er rapporten en rasende spændende og dramatisk fortælling om de måneder, som vi i dag ved har haft afgørende betydning for, at Danmark klarede sig relativt mildt igennem coronakrisens første bølge.

Jeg har læst mig gennem rapporten og talt med kilder, der var en del af forløbet, og andre, der har betragtet det på afstand (ikke alle har ønsket at stå frem med navn). Tilsammen fortæller de en åbenhjertig historie om en tid, der har tvunget politikere til at lægge stridsøksen til side – og eksperter til at revurdere hele deres faglige fundament.

I sidste ende handler historien om faglige sværdslag og om, hvordan vi risikerer at forbinde dem med noget dårligt, når de måske i virkeligheden er den bedste vej til de rigtige beslutninger. Især når uenigheden ikke bliver gemt væk i mørket.

Sidst Verdenssundhedsorganisationen WHO trykkede på den helt store knap og erklærede en pandemi, var Else Smith chef i Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse, inden hun senere blev direktør. Det var i 2009, og svineinfluenzaen nærmede sig landet. Hun husker, hvordan den daværende regering lod sundhedsmyndighederne stå for både håndtering og kommunikation omkring truslen. De havde tillid til dem, fortæller hun. Når der var pressemøder, var det nogle små beskedne nogle, hvor der sad små beskedne typer fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut,” husker hun i dag.

Da et nyt coronavirus 11 år senere begyndte at brede sig i Kina, var billedet nogenlunde det samme. I Grønnegård-rapporten kan man læse, hvordan sygdomsudbruddet helt overvejende” blev håndteret af seruminstituttet og Sundhedsstyrelsen uden nogen særlig indblanding fra ministre eller deres magtfulde departementschefer.

Sundhedsmyndighedernes arbejde handlede på det tidspunkt mest om at finde ud af, hvad det egentlig var for en sygdom, vi havde med at gøre. Ingen vidste rigtig, hvor alvorlig den var, om man kunne stole på oplysningerne fra Kina, eller hvor sandsynligt det var, at virusset ville komme til Danmark.

Den 21. januar blev der holdt det første af mange møder i kriseledelsen i Sundhedsstyrelsen, der ud over Søren Brostrøm bestod af en række af styrelsens ledere. Vores vejledning for MERS er fortsat et godt udgangspunkt,” står der i mødets referat. Med andre ord: Sygdommen er alvorlig, men også meget langt væk.

Samme aften skete der noget, der skulle vende fuldstændigt op på både trusselsvurderingen og magtbalancen. Departementschef Barbara Bertelsen trådte ind på scenen.

Det er næsten, som om de historiske kriser følger i hælene på Barbara Bertelsen. Da hun i 2015, efter 17 år i centraladministrationen, landede stillingen som departementschef i Justitsministeriet, måtte hun begynde sin første arbejdsdag 36 timer før planlagt. En ung mand ved navn Omar Abdel Hamid el-Hussein havde dræbt to mænd under et terrorangreb i København. Nu måtte Barbara Bertelsen før tid kaste sig ind i arbejdet som øverste embedsmand under daværende justitsminister Mette Frederiksen. Med ansvaret for både politi, efterretningstjenester og domstole.

Og det er langtfra den eneste gang, Barbara Bertelsen har stået midt i begivenhedernes centrum. Det tætte samarbejde med Mette Frederiksen begyndte efter sigende under den store lockout af lærerne i 2013, hvor Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, og Barbara Bertelsen spillede en vigtig rolle som vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen. Siden hentede Mette Frederiksen hende så til justitsministeriet. Her skulle hun være Mette Frederiksens allierede i forsøget på at tippe magtbalancen fra et – mente Mette Frederiksen – trægt og konservativt embedsværk og over til politikernes fordel. I Justitsministeriet spillede Barbara Bertelsen under skiftende ministre nøgleroller i alt fra håndteringen af de flygtninge, der et halvt år efter terrorangrebet vandrede på de danske motorveje, til telemastskandalen, der i 2019 førte til, at 5.000 retskendelser skulle undersøges for fejl.

Den 13. januar 2020 nåede Barbara Bertelsen så helt ind i midten af embedsværkets komplicerede spindelvæv, da hun tiltrådte som departementschef i Statsministeriet.

Efter kun otte dage i stolen, mens Sundhedsstyrelsen endnu så coronavirus som en usandsynlig trussel på linje med MERS, begyndte Barbara Bertelsen at holde øje med myndighedernes håndtering. Den aften, den 21. januar, sendte hun en mail til en gruppe af Statsministeriets øverste embedsmænd, hvor hun linkede til en nyhedsartikel med overskriften Ny dødelig virus spreder sig til USA. Samtidig bestilte hun en redegørelse om det danske krisestyringssetup. Hun ville både vide, hvordan man konkret fulgte med i virussets spredning og eventuelle mutationer, og så ville hun vide, hvad man gjorde, hvis sygdommen blev til en alvorlig pandemi, som kan udvikle sig lynhurtigt både i udbredelse og mutation/farlighed”, skrev hun.

UKENDT Barbara Bertelsen bliver kaldt et af landets mest magtfulde mennesker. Alligevel er internettet nærmest støvsuget for både billeder og videoer med departementschefen. Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix

Det kan i dag være svært helt at forstå, hvor specielt det er, at Barbara Bertelsen engagerer sig personligt i håndteringen så tidligt. Så lad mig lige minde om, at den 21. januar er før, sygdommen overhovedet er kommet til Europa, og ti dage inden Verdenssundhedsorganisationen WHO erklærer en global sundhedskrise.

Det gør de først den 31. januar. Og her er Barbara Bertelsen igen på pletten. I en ny mail til sine ledende medarbejdere linker hun til en ny forskningsartikel og skriver, at det ser ud, som om personer, der ingen symptomer fremviser, kan smitte andre. Kombineret med oplysningerne om 14 dages inkubationstid har vi en lidt bøvlet situation ift. containment.” (Fik jeg i øvrigt sagt, at Barbara Bertelsen er vestjyde?).

Mike Barnkob, der er læge og postdoc ved Odense Universitetshospital, har læst rapporten, og han lægger ikke skjul på, at han er temmelig imponeret over Barbara Bertelsens tidlige forståelse af de detaljer, der gør corona så farlig. Jeg har en ph.d. fra Oxford i immunologi,” fortæller han. Alligevel tog det mig tre måneder at lave den mentale sammenkobling mellem asymptomatisk spredning, og hvad det betyder for faren af det her virus. Den laver hun allerede i januar, og det irriterer mig grænseløst, at hun har fanget det så tidligt,” fortæller han grinende.

Problemet med den asymptomatiske spredning er, at den gør sygdommen ekstremt svær at inddæmme, fordi de smittede kan give sygdommen videre uden at være klar over det. Det fangede Barbara Bertelsen altså allerede i slutningen af januar, ligesom hun også langt før de fleste var bekymret for en anden af krisens vigtigste udfordringer. I en mail den 9. februar skrev hun, at Danmark kan få et problem med kapacitet på intensivafdelinger med konsekvenser for andre alvorligt syge”.

Begge Barbara Bertelsens forældre og i øvrigt også hendes bror er godt nok læger. Men hun spottede det tilsyneladende selv.

Barbara Bertelsen var altså tydeligt optaget af coronavirus fra et meget tidligt tidspunkt. Hendes ministerium oversvømmede praktisk talt Sundhedsstyrelsen med spørgsmål og bestillinger om alt fra pandemiberedskab til placering af infostandere i lufthavnene. Det giver måske umiddelbart meget god mening, at landets øverste embedsmand engagerer sig i en trussel af den størrelse. Men der ser også ud til at være en lidt mere ømtålelig årsag. Juristen Barbara Bertelsen stolede efter alt at dømme simpelthen ikke på, at sundhedsmyndighederne havde forstået situationens alvor

Jeg har forsøgt at få et interview med Søren Brostrøm om håndteringen, men han har ikke ønsket at stille op. Heller ikke Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, Barbara Bertelsen, sundhedsminister Magnus Heunicke eller statsminister Mette Frederiksen har ønsket at give interviews.

I stedet må vi stole på rapportens udlægning. Og den viser, hvordan Sundhedsstyrelsen med Søren Brostrøm i spidsen gennem hele forløbet ser ud til at have været de mindst bekymrede. Og det giver egentlig ret god mening. Mens Statens Serum Institut kun skal tænke over, hvordan man minimerer smitterisikoen for den konkrete sygdom, og mens departementscheferne i praksis forsøger at beskytte deres ministre mod politiske bomber, har Sundhedsstyrelsen et langt bredere blik på tingene. Her skulle man vægte coronarisikoen op mod andre sundhedstrusler.

I begyndelsen var der ifølge rapporten ikke synderlig stor forskel på, hvordan Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut vurderede truslen fra corona. Til gengæld var der internt i Sundhedsstyrelsen bekymring for, at seruminstituttet talte frygten op, mens Sundhedsstyrelsens hovedprioritet ifølge mødereferater var at forebygge panik og skabe ro i Danmark”.

I løbet af februar blev Barbara Bertelsen mere og mere kritisk over for Søren Brostrøms styrelse. Hun oplevede ifølge rapporten, at de notater, hun modtog fra styrelsen, virkede for optimistiske sammenlignet med de nyhedsartikler, hun læste om situationen i blandt andet Italien, der begyndte at spidse til. I en intern mail sendt den 11. februar kritiserede hun Sundhedsstyrelsen for at kommunikere for optimistisk, inden hun sluttede mailen med en sætning, der meget vel kan gå over i historiebøgerne: Hope is not a strategy.”

Den 20. februar fyldte Henrik Dahl 60 år. I dagene op til havde Liberal Alliances sundhedsordfører derfor nok at se til med at planlægge Folketings-reception og privat fødselsdagsmiddag for 40 venner. Men i baghovedet lå frygten for, at corona snart skulle komme til Danmark. Og også han skulle snart blive mistroisk over for myndighedernes håndtering.

I løbet af februar var hans økonomiinteresserede Facebook-venner begyndt at poste opslag om, at de asiatiske børser reagerede meget voldsomt på det nye virus. En af dem var den liberale mæcen Lars Seier Christensen, der blandt andet sendte Henrik Dahl en artikel, der forklarede, hvordan eksponentiel vækst gjorde sygdommen nem at undervurdere.

Virusset var ikke kommet til Danmark, så Henrik Dahl havde ingen skrupler over at holde sin fødselsdag (tænk, de tider fandtes faktisk). Men en forestående rejse begyndte at give en lidt underlig følelse. I Folketinget er der tradition for at holde uge 10 mødefri, så politikerne kan rejse ud i verden og komme klogere hjem. Sammen med Sundheds- og Ældreudvalget havde Henrik Dahl planlagt en tur til Israel, hvor de blandt andet skulle studere medicinsk cannabis.

Der var umiddelbart intet i vejen for at rejse. Udenrigsministeriet frarådede det ikke. Og så sent som den 16. februar var Søren Brostrøm gæst i Deadline-studiet på DR2. Der er lav til moderat risiko for, at vi får indført tilfælde af coronasmitte, men vi kan snildt håndtere det med det beredskab, vi har i Danmark,” sagde han ved den lejlighed. Man skal heller ikke være bange for at rejse på vinterferie sydpå eller til Asien,” fortsatte han. Man skulle bare tænke sig om, inden man tog til Kina.

Henrik Dahl var ikke overbevist. Han læste, hvad videnskabsjournalister skrev om virusset i forskellige medier. På den baggrund begynder jeg også at forme den selvstændige mening, at jeg ikke tror, myndighederne tager det her helt alvorligt nok,” fortæller han. Derfor beslutter jeg mig for, at det ikke lyder, som om det her er en god idé.”

Studieturen til Israel blev aflyst, og med det valgte Henrik Dahl og resten af udvalget at ignorere myndighedernes anbefalinger, fordi de, eller i hvert fald Henrik Dahl, ikke stolede på dem. Og det var måske meget heldigt. Samme dag som beslutningen kom frem, trådte Danmark nemlig ind i en helt ny og langt mere alvorlig fase, hvor en efterhånden velkendt konflikt bliver optrappet, og hvor Søren Brostrøm til gengæld går til kamp for et andet vigtigt princip: åbenhed.

Radikale Venstres sundhedsordfører Stinus Lindgreen er altid den første, der står op derhjemme. Om morgenen er der ro, og han bruger de tidlige timer på at få smurt madpakker og sat morgenmad frem, inden resten af familien står op. Derfor tog han heller ikke telefonen, da den den 27. februar ringede klokken seks om morgenen med hemmeligt nummer. Kort efter fik han en sms fra sundhedsminister Magnus Heunicke, der bad ham ringe tilbage. Stinus Lindgreen spurgte, om det ikke kunne vente. Det kunne det ikke. Ministeren fortalte ham, at det første tilfælde af coronavirus var konstateret i Danmark. Og da det drejede sig om en TV 2-journalist, var det kun et spørgsmål om tid, før medierne ville breake den store nyhed.

I de dage arbejdede Søren Brostrøm og Kåre Mølbak tæt sammen om at udvikle et strateginotat, der beskrev myndighedernes vurdering af truslen. Kåre Mølbak havde set på tallene fra krydstogtskibet Diamond Princess, hvor 20 procent var blevet smittet. Han vurderede det som et muligt worst case, og at det var mere sandsynligt, at omkring ti procent af befolkningen ville blive smittet. Det indebar et skift i den danske strategi fra at inddæmme virus til at afbøde og mindske konsekvenserne.

Søren Brostrøm ville sikre, at der var åbenhed og gennemsigtighed, og ville derfor offentliggøre dokumentet. Men det blev svært. Rigtig svært. Dagen efter det første danske smittetilfælde blev konstateret, fik han besked om, at Statsministeriet nu ønskede at være i loop ved nye info-aktiviteter”. Med andre ord: Alle nye forslag skulle sendes forbi Barbara Bertelsens departement og godkendes, før de kunne offentliggøres.

Den kommando accepterede Søren Brostrøm ikke. Senere samme dag svarede han, at han desværre ikke kan indlægge forsinkende eksterne godkendelsesled. Så alt bliver godkendt af mig eller på mit ansvar. Du er selvfølgelig velkommen til at orientere [Statsministeriet] om, hvordan jeg er nødt til at gøre det.”

Senere samme aften fik Søren Brostrøm en mail fra Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels, der skrev, at han i en time havde talt i telefon med Statsministeriet, der havde en oplevelse af, at Sundhedsstyrelsen ikke ville samarbejde med andre myndigheder. Per Okkels sluttede sin mail med de kryptiske ord: Det her skal vi. Det her kan vi blive skudt på. Alt er alt. Vi bliver nødt til at give dem alt.”

Samme aften svarede Søren Brostrøm i en kortfattet mail: OK, vi prøver.”

SORT/HVIDT Søren Brostrøm bliver kritiseret for at tage for let på corona i for lang tid. Hvad færre husker, er, at få kæmpede så meget for åbenhed om beslutningerne som ham. Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix

Tovtrækningen om strateginotatet fortsatte. Statsministeriet vil have medtaget et worst case-scenarie, hvor hver fjerde dansker bliver smittet, som både Søren Brostrøm og Kåre Mølbak syntes er urealistisk. Her får man i rapporten et ret godt indblik i, hvor langt embedsværket fra ministerierne træder ind på sundhedsmyndighedernes fagområder og forsøger at presse dem til ting, de ikke fagligt kan stå inde for. Samtidig bliver det tydeligt, hvordan særligt Søren Brostrøm er optaget af, at deres vurdering bliver offentligt tilgængelig så hurtigt som muligt. Og at han på det område støder panden mod embedsværkets mur.

Den 8. marts er det stadig ikke lykkedes at få notatet udgivet. I en intern mail beskriver Søren Brostrøm et kæmpe behov for at kommunikere transparent ift. vores faglige overvejelser, begrundelser, mellemregninger’ m.v.” Imens breder smitten sig hastigt i Danmark, og dagen efter, den 9. marts, skriver Kåre Mølbak til Sundhedsstyrelsen, at vi allerede nu kan have tusindvis af smittede i Danmark, der ikke er opdaget”.

I rapporten er der intet, der tyder på, at den kommende nedlukning på det her tidspunkt var ved at blive planlagt – selv om den kun er to dage væk. Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels beskriver i en mail en plan om at forlænge påske ved at lukke skoler og uddannelsesinstitutioner, eventuelt i ugen op til påsken”. Og på et partiledermøde samme aften bliver nedlukning tilsyneladende heller ikke diskuteret.

Så falder natten på.

Natten til den 10. marts sender Barbara Bertelsen en mail til en kreds af departementschefer. Hun argumenterer for, at Danmark er det samme sted på den eksponentielle kurve, som Italien var et par uger forinden. Hun linker til en artikel om de norditalienske sygehuse, der er på randen af kollaps, og understreger nødvendigheden af at undgå resortfnidder” og silotænkning”. Så skriver hun: De næste dage bliver afgørende ift. at formå i tide at have modet, agiliteten og handlekraften til uden tøven at træffe de rigtige beslutninger.”

Det er den første af tre afgørende mails, der de dage – eller snarere nætter – bliver sendt fra departementschefens computer.

Den 10. marts var der pressemøde i Statsministeriet. Grønnegård-rapporten fortæller ret opsigtsvækkende, hvordan Søren Brostrøm forsøgte at slippe for at deltage, fordi udmeldingerne på pressemødet ikke var blevet vurderet fagligt i hans styrelse, og fordi han mente, at sundhedsminister Magnus Heunicke burde stå for politiske udmeldinger”. Den gik ikke.

Pressemødet er i dag gået i glemmebogen, og det er der en god grund til. Restriktionerne, der bliver meldt ud, er forbavsende milde. Der er nye rejsevejledninger og forsøg på at undgå for mange mennesker sammen i den kollektive trafik. Den slags.

Parallelt med pressemødet bliver der ifølge rapporten planlagt nye restriktioner. Statsministeriet og de andre centrale spillere virker på det her tidspunkt til hele tiden at forsøge at komme et skridt foran virusset – for så at opdage, at virusset har taget to skridt mere, mens de sov.

Så, lidt over midnat, natten til den 11. marts, sætter Barbara Bertelsen sig igen til tasterne. Hun begynder på en ny mail. Pligtlæsning” skriver hun i emnefeltet, og adresserer den til Justitsministeriets departementschef. Hvad hun tænkte, ved vi ikke. Gid, vi gjorde.

I mailen linker hun til en videnskabelig artikel udgivet mindre end to døgn tidligere i det lægefaglige tidsskrift The Lancet. Artiklen handler om, at social afstand har potentiale til at reducere coronasmitten med 60 procent, men at det vil kræve karantæne, forsamlingsforbud, at man lukker uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, hvor der har været smitte, og at man isolerer husstande og hele byer. I artiklen står det også: Det er usandsynligt, at skolelukninger (…) vil være effektive, idet der tilsyneladende er en lav smittespredning blandt børn.”

En time senere, omkring klokken et om natten, skriver hun en ny mail, denne gang til samtlige departementschefer. Alle mand på dæk” lyder emnefeltet. I mailen skriver hun: Vi er ikke særligt immune over for den virus – hverken som individer eller som samfund. Den eneste forskel på os og Kina og Norditalien bliver, om vi som kollektiv formår at få smitteudbredelsen stoppet effektivt i tide, før sygehusene bryder sammen. Og det går hurtigt. Det skete på en uge i Norditalien. Vi har derfor som sagt kun dage – ikke uger – at handle i med tilstrækkelig kraft til at knække smittekurven.”

Næste formiddag, den 11. marts, sender Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels en mail til Barbara Bertelsen og en anden kollega. Han anbefaler dem på det kraftigste” at inddrage overordnet sundhedsfaglig rådgivning, før der træffes en beslutning”. Barbara Bertelsen svarer kortfattet: Ja, det siger sig selv.”

Kort efter sender Per Okkels en skitse over de nedlukninger, der er planlagt, til Søren Brostrøm. Samme eftermiddag svarer han i utvetydige vendinger, at børn ikke kan forventes at bidrage til smittespredning i betydende omfang”, og at Sundhedsstyrelsen derfor ikke kan anbefale en fuldstændig nedlukning af daginstitutioner og skoler. Han er bekymret for, at tiltagene går for vidt, at det kan få negative konsekvenser for folkesundheden, forsyningssituationen og transportmuligheder, og at der vil opbygges en pukkel” af andre patienter, som får forværrede gener og derfor bliver konverteret til akut behandlingskrævende sygdom”.

Så hvem lytter statsminister Mette Frederiksen til, da hun samme aften klokken 20.30 for anden gang på kun to dage indkalder til pressemøde? Sin departementschef, der natten inden har understreget, at vi kun har dage” til at knække smittekurven, eller den sundhedsfaglige toprådgiver, der frygter, at tiltagene går for langt?

Velkommen til endnu et pressemøde her i Statsministeriet,” indleder Mette Frederiksen. Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.”

I løbet af en uge, begyndende den 11. marts, annoncerer Mette Frederiksen de mest vidtgående restriktioner for danskernes frihed i mands minde. Fremover må man maksimalt samles ti personer, og både liberale erhverv, idrætsfaciliteter, fitnesscentre, storcentre og kulturliv lukker. Det samme gør daginstitutioner og skoler. Og, siger Mette Frederiksen, mens hendes blik skiftevis hviler på talepapiret og journalisterne i salen, det sker på myndighedernes anbefaling.

Siden Grønnegård-rapporten kom ud, har medier og politikere behandlet den som det, den er: et centralt stykke danmarkshistorie. Den historie, der måske har fyldt mest, er netop Mette Frederiksens sætning her. Den har hjemsøgt hende. De Konservatives Mai Mercado har kaldt den en løgn, og selv om Grønnegård-rapporten formulerer sig mere forsigtigt, bliver udtalelsen i den grad også kritiseret her. Redegørelsen giver ikke støtte til den formulering, som statsministeren bruger på pressemødet”, skriver eksperterne.

Men under dén diskussion ligger der i rapporten nogle ret dybe spørgsmål om, hvordan der egentlig bliver taget beslutninger, når vores land bliver truet af pludselige kriser.

Mike Barnkob fra Odense Universitetshospital læste rapporten, mens hans ti måneder gamle datter tog en lang lur (da jeg taler med ham, underholder pigen sig selv med at hive bøger ud af bogreolen i baggrunden). Og den rystede ham i hans faglige grundvold i en sådan grad, at han kort efter at have læst den gik på Twitter. Rapporten er en historisk thriller, hvor helten er departementschefen Barbara Bertelsen. Hvor efterlader det mit fag og fagfæller?” skrev han. Som læge er han opflasket med princippet om, at alle tiltag må og skal hvile på solid videnskabelig evidens. Det er et princip, han støtter helhjertet. Men,” siger han til mig, man har bare kunnet konstatere, at i den her pandemi har det ikke virket.”

Når han læser rapporten, virker det netop til at være princippet om en evidensbaseret tilgang, der gør, at særligt Sundhedsstyrelsen konsekvent undervurderer coronavirussets farlighed. Sygdommen er så ny, at den solide evidens endnu ikke findes. Og det var et princip, Barbara Bertelsen i højere grad kunne frigøre sig fra. Som Peter Kjær Mackie Jensen, der er lektor ved Københavns Universitets Center for Katastrofeforskning, forklarer mig: Hvis du skal have evidens for alting i en katastrofe, kommer du for sent.” Faktisk mener han, at Barbara Bertelsen har gjort præcis det, han uddanner sine studerende til: indsamle viden fra forskellige fagligheder, kondensere den – og træffe den bedste beslutning på det grundlag, der er tilgængeligt, uanset hvor smalt det grundlag så måtte være.

Men det står også klart, at når der kommer en hård, fast hånd ind og tager roret, så har det konsekvenser. Nogle af tiltagene var præmature”, som Søren Brostrøm på et tidspunkt formulerer det, og nogle eksperter kritiserer i dag ikke mindst beslutningen om at udskyde næsten al anden behandling i sundhedsvæsnet. Mens Søren Brostrøm tydeligvis undervurderede truslen fra corona, ser Barbara Bertelsen næsten ud til at have overvurderet den. Samtidig er Søren Brostrøm den karakter i rapporten, der kæmpede mest for, at regeringen og myndighederne skulle være mere åbne om baggrunden for – og ikke mindst uenighederne om – de historiske beslutninger, der blev taget i de dage i marts.

I sidste ende er det et af demokratiets vigtigste søjler: At man ved, hvem der har besluttet hvad og på hvilket grundlag. At beslutninger ikke bliver truffet i mørke. Og at uenigheder får lov at se dagens lys.



Liberal Alliances sundhedsordfører Henrik Dahl har gavmildt sagt ja til at bruge lidt af sin tid på at svare på spørgsmål her i bidragssporet. Ikke som uvildig ekspert, selvfølgelig, men som politiker med stor viden om forløbet – og holdninger til det. Vi har også spurgt Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Hvem ved, måske dukker han også op. Så hvad vil du gerne høre om? Stil dit spørgsmål i bidragssporet.