Første gang Claus sendte live, ændrede hans liv sig. Facebook gjorde ham til corona-rebel

Han transformerede sig fra at sælge telefonabonnementer til at sælge en parallelvirkelighed.

Foto: Anthon Unger, Ritzau Scanpix
  • 23. januar 2021
  • 15 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Lørdag den 9. januar nærmede han sig Rådhuspladsen i København i en sortskinnende dunjakke. Claus Kristiansen, en 29-årig sælger fra Kalundborg, gik hurtigt. Klokken var lidt over 18, og han var allerede forsinket til sit eget arrangement, en demonstration mod regeringens corona-restriktioner, da politiet stoppede ham. Politiet skulle registrere hans navn, før han kunne tilslutte sig de mange hundrede, der var mødt op. Jeg laver lige en live,” sagde Claus Kristiansen til betjentene i en liveoptagelse, han sendte på sin Facebook-profil. Så folk ved, jeg er forsinket.” En Bettina delte liven og hyldede ham. Tak for dig, Claus ❤️,” skrev hun. Halvanden time senere sendte han live igen.

Frihed for Danmark, vi har fået nok,” hørte man ham nu råbe. Han stod over for kampklædte politibetjente, der med hollændervogne med skarpt isblåt lys på taget havde afspærret H.C. Andersens Boulevard. Kameraet rystede. I ryggen havde han en stor flok sortklædte demonstranter, der råbte med. Mange var hidkaldt fra Men In Black, Denmark-gruppen på Facebook, oprettet af et sammenrend af syv-otte mænd fra hooliganmiljøet og aktivister fra højre- og venstrefløjen. Siden den 13. december har Facebook-gruppen tiltrukket over 15.000 følgere med indkaldelser til demonstrationer og actionfyldte videoer af sortklædte demonstranter med røde romerlys og paroler som Nej til tvangsvaccination”, Nej til enevældige magtbeføjelser” og Nej til ødelæggelse af folkestyret” skrevet over filmoptagelserne. På H.C. Andersens Boulevard gik et kanonrør af i mængden. Arrgh, fuck mand,” skreg Claus Kristiansen. Det gjorde fucking nas, det der.”

Men han stoppede ikke liven, kameraet kørte. Facebook var trods alt årsagen til, at han var der til at begynde med.

Før han havde en følgerskare af corona-skeptikere på Facebook, og før han arrangerede demonstrationer på Rådhuspladsen, var Claus Kristiansen en telefonabonnementssælger i slut-20’erne med undercut-frisure fra Kalundborg. I årevis var hans Facebook-væg feriebilleder med kammerater sydpå og drukbilleder fra privatfester om et sofabord. Opslag om, at han havde fået en tatovering, svedt over en skoleopgave, besøgt sin mormor og morfar. Men også citater som dette fra skuespilleren Al Pacino om hans kriminelle fortid: Som barn bad jeg til Gud om en cykel, men indså, at Gud fungerer anderledes. Så jeg stjal en cykel og bad Gud om tilgivelse.” Hans opslag tiltrak sig kun opmærksomhed fra hans nærmeste. Men det ændrede sig, som regeringen lukkede mere og mere ned for Danmark, og Claus Kristiansen i august begyndte at lufte sine ophobede frustrationer på Facebook.

Scroller man ned ad hans Facebook-væg i dag, finder man daglige liveudsendelser. Claus Kristiansen filmer sig selv tale live fra sit køkken eller togkupeen på vej hjem fra arbejde, hvor han uden mundbind freestyler over mor Mette” og regeringens seneste indgreb i hr. og fru Danmarks” frihed. Vi er ved at give dem nøglerne til hele pisset. De kan tage alt fra os. Nu skal vi sige: Nok er nok.’” Lives om denne kan få tusindvis af visninger, hundredvis af likes, kommentarer og delinger. Jeg forstår det ikke helt,” grinte han, da vi talte i telefon om hans transformation. Fra tid til anden deler han også misinformation og konspiratoriske opslag om corona, mundbind og vacciner, som han finder rundt om på internettet og deler videre til følgerskaren. På det seneste med hilsner som #WWG1WGA, som står for When We Go One, We Go All, populært blandt QAnon-konspirationsteoretikere.

Claus Kristiansens Facebook-væg fortæller historien om, hvordan Facebook kan transformere et menneske. Fra aldrig at dele politiske holdninger på Facebook til at dele dem dagligt og influere tusinder af corona-frustrerede danskere på mindre end seks måneder. Men ved at snakke med Claus Kristiansen lærte jeg vigtigheden af at stille spørgsmål til alt. Og det svære spørgsmål i debatten om Facebooks rolle som superspreder af misinformation er det her:

I hvilken grad har Facebook faktisk et ansvar for Claus Kristiansens og ligesindede danskeres polarisering i corona-debatten? Gøder Facebook jorden for mere ekstreme holdninger og følelser af skepsis og mistillid til politikere, myndigheder og medier i den danske befolkning? Eller har Facebook blot taget holdninger og følelser, der hele tiden har eksisteret, og gjort dem synlige? Hvis nogen kender svaret på, hvad Facebook gør ved et menneskes holdninger, er det måske Claus Kristiansen.

Da Mette Frederiksen holdt sit første corona-pressemøde den 11. marts 2020, sagde hun, at vi ikke skulle gå i panik. Det husker Claus Kristiansen tydeligt fra den aften, da vi taler sammen. Efter pressemødet gik han ned for at købe øl. Og der stod køer af mennesker med lokumspapir,” griner han. Scenen var uvirkelig for ham, danskerne opførte sig som paniske får. Jeg har altid spurgt, hvorfor jeg skal hoppe, hvis nogen sagde, jeg skulle hoppe. Aldrig spurgt hvor højt,” siger han.

Claus Kristiansen har altid, også før Facebook, været en Rasmus Modsat, der brændte krudt af på alt det forkerte”. I dag brænder han det samme krudt af på sin aktivisme og arbejdet som sælger. Men mistilliden til systemet”, som han kalder dem, der bestemmer over ham, lejrede sig i ham som helt ung. Han frekventerede flere ungdomsinstitutioner – “en rigtig institutionsdreng”, griner han. I dag er hans far død af kræft, og sin mor og søskende ser han ikke. Allerede som ung var forholdet til forældrene svært, hans opvækst rodløs. Fra den ene til den anden til den tredje institutionen … Jeg endte på en institution på Lolland, hvor der var ledsaget udgang, hvis man lavede ballade. Det var sidste stop.” Han var også en tur med skoleskib. Og en tur i fængsel. At være på den anden side af systemet”, efterlod ham med dårlige oplevelser”, siger han.

Før corona kom til Danmark, flirtede han med politik og konspirationsteorier. Men ikke før august 2020 havde han i et offentligt opslag på Facebook givet udtryk for sine politiske synspunkter. Den 11. august delte Claus Kristiansen et skærmbillede fra den danske Facebook-side Truenami. Siden deler de rigtige nyheder”, meget af det YouTube-videoer fra konspirationsteoretikere og opslag, der af faktatjekkere er blevet vurderet som falske oplysninger”. Som opslaget INFLUENZA ER UDRYDDET!!” Til skærmbilledet fra Truenami, hvor en Dennis havde skrevet, at man godt kan afvise at bære mundbind i den offentlige transport, skrev Claus Kristiansen:

Jeg er simpelthen nødt til at dele det her! … Hver dag er [der] så mange skeptikere, der ikke synes, at det giver mening at engagere sig i det, fordi hvad kan lille mig gøre af forskel” … Det skal jeg fucking fortælle jer! Vi gør ingen forskel helt alene, men vi er aldrig alene. Det er det, dér er pointen! Vi er mange sammen, og vi bliver flere hver dag!” Senere delte han også et opslag, hvor en kaldte Sundhedsstyrelsen kollaboratører med en dybt fascistisk statsmagt”. Fire likes og et hørt” i kommentarsporet. Så, den 2. september, sendte Claus Kristiansen sin første Facebook-live.

Han havde sat sig på en bænk, tændt en smøg og fortalte med et kækt drenget smil, som er blevet hans signatur-grimasse, at han i hvert fald ikke bar mundbind i toget, fordi når Mor Mette” siger det, stoler han ikke på det. Fandeme så. I samme gavflabstil leverede han tvivlsomme påstande om mundbinds effekt, før han afsluttede svadaen med en opsang til sine seere om at møde op til demonstrationer. Helt ærligt, mand, gør noget!” 11 likes, 20 kommentarer og to delinger. Ikke før var han nået ud til så mange mennesker. Facebook havde belønnet hans nye jeg, der talte ind i kameraet. Du er modig og god til at oplyse, Claus!” kommenterede en.

To dage senere gik han live igen. Succesen blev gentaget, igen og igen. Pludselig havde han følgere. Det er lidt stressende at være så aktiv,” siger Claus Kristiansen i dag. Og egentlig ville han gerne være fri. Men problemet, siger han, er, at vi medier ikke bringer hele sandheden. Jeg ser det som et nødvendigt onde at være på Facebook. Jeg er godt klar over, at hvis jeg skal have nogen mulighed for at komme ud til folk, er det dér. Held og lykke med at stå med en megafon på Rådhuspladsen.”

Udviklingen i Claus Kristiansens Facebook-væg illustrerer, hvordan Facebooks algoritme belønner løgne, urigtige informationer og konspirationsteorier med likes, hjerte-emojis, heppe-kommentarer og delinger fra brugere, som Facebook udser sig som mest interesseret i at se netop den slags indhold. De danskere, der i dag udgør hans følgerskare. Denne pludselige indflydelse ændrer også afsenderens adfærd, mennesket bag profilen, Claus Kristiansen. På få måneder transformerede han sig fra at sælge telefonabonnementer til at sælge en parallelvirkelighed.

For at tale med en som Claus Kristiansen giver mig følelsen af, at vi i Danmark i disse måneder lever side om side i to virkeligheder. I den ene virkelighed, den, jeg befinder mig i, er corona dødsensfarlig (jeg har selv hostet lungerne ud efter en positiv test). I den anden virkelighed er corona en hoax, et fupnummer. Eller, som Claus Kristiansen mener, i hvert fald ikke så farlig, som myndighederne bilder os ind.

Titusindvis af danskere har det seneste år forpuppet sig i et mangegrenet netværk af Facebook-grupper og -sider, hvor konsensus er, at regeringen, myndighederne og traditionelle medier overhovedet ikke er til at stole på, hvad angår corona-indsatsen, og hvor man bagatelliserer eller simpelthen fornægter virussets eksistens. Kritik og frustrationer over regeringens corona-strategi er helt reelle, men i disse miljøer er kritikken og frustrationerne også iltet af en daglig diæt af misinformation, usandheder og løgne. Meninger, blogindlæg og YouTube-videoer af tvivlsom sandhedsværdi mixet med gakkede konspirationsteorier fra QAnon-verdenen i ét kaotisk miskmask. Lige nu, midt i en epidemi, er det alvor.

Men for bedre at forstå, hvordan en ung mand fra Kalundborg endte med at lede en demonstration af sortklædte frihedskæmpere” med kanonrør på Rådhuspladsen, skal man forstå Facebook Live. For ud over at have en sælgers talegaver nyder Claus Kristiansen også godt af Facebook-algoritmens gunst, når han tænder for live-funktionen.

Når du laver et opslag,” forklarer han over telefon, så er det tre-fem procent af dine venner, der ser det. Men hvis jeg laver en live, får alle en notifikation om, at jeg laver en live. Det optimerer mine muligheder for at nå ud til så mange mennesker som muligt.” Derudover, siger han: I stedet for at læse noget i et kvarter-20 minutter, så er det lettere at forholde sig til en, der taler. Jeg sætter ord på det.”

Live har også en anden fordel. Det bliver ikke faktatjekket. I begyndelsen blev Claus Kristiansens misinformerende opslag om corona ofte slettet, han kom i karantæne, og fortsatte han stilen, ville profilen ende med at blive lukket. Men Claus Kristiansen opdagede tidligt, at han med live-funktionen havde fundet et loophole fri for sanktioner.

Så da først likes, hjerte-emojis, kommentarer og delinger oversvømmede hans lives i et antal, han ikke var vant til, havde han også en tilskyndelse til at blive ved. At sende lives var som et selvforstærkende feedback-loop: Jo flere lives han sendte, des flere følgere, flere likes, kommentarer og delinger fik han. Det var Facebook, der belønnede ham, og hvem kan ikke lide belønninger? Suset fra mange likes løfter bare humøret. Men på Facebook, hvor så meget af vores offentlige samtale foregår, har det også en slagside, når frustrationer, iltet af viral misinformation online, skvulper over i vores fælles virkelighed, den fysiske.

Tilbage på Rådhuspladsen i København var Claus Kristiansen fremme ved demonstrationen. Den, han havde anmeldt. Han så ud over et menneskehav med fakler. Vi er her alle sammen, fordi vi er fucking utilfredse med, hvad der foregår i vores fucking lorteland,” lød det fra scenen. De sortklædte fra Men In Black, Denmark-gruppen og andre, der var mødt op, hujede. Fra højttalere bragede Men In Blacks egenproducerede hymne, Mette Ciao. Vi marcherer, vi protesterer – Mette Ciao, Mette Ciao, Mette Ciao, Ciao, Ciao – når det brænder, når det synger, så er det os fra Men In Black. … Vi går klædt i sort, se mine øjne bag masken, marcherer i flok fra Borgen til Rådhuspladsen. De prøver at presse os ned med loven om tvangsvacciner, men bliver de ved med det, vælter vi mange regimer.”

En 30-årig kvinde fandt nu vej til scenen. Hun tog fat om megafonen. Er I klar til at gå rundt og smadre byen på en ikke-voldelig måde? Bare lige for at gøre København opmærksom på, at vi er her … Er vi færdige med at acceptere det lort, så lad os smadre det, venner – folkestyret, folket i Folketinget, smadre systemet. Tak skal I have. Fuck systemet. Fuck politiet. Fuck det hele, mand.” Talen fik politiet på stikkerne, fortæller ledende politiinspektør Peter Dahl i Københavns Politi mig over telefon. Da demonstranterne ville ned ad Strøget, satte politiet en prop i, hvilket er politisprog for en barriere af betjente. Frygten var, det ville ende med hærværk som i december, hvor Men In Black demonstrerede.

Efter flere arrige tilråb fra demonstranterne, brag fra kanonrør og stenkast mod politiets prop stormede betjentene i ét koordineret ryk frem, durk ind i demonstranterne. Claus Kristiansen stod i forreste geled. Flere blev ramt af knippelslag, en blødte fra en flænge i øjenbrynet, en pressefotograf blev skubbet bagover. Rådhuspladsen var et inferno badet i rødt romerlys.

Ved 20-tiden havde Claus forladt sin demonstration og sendte igen live. Jeg har aldrig nogensinde været omringet af så meget politi i mit liv,” sagde han. Han traskede lidt rundt. Jeg vil appellere til alle mennesker, om du er fucking rocker eller advokat, læge eller bandemedlem. Kom ud, og forsvar dit land, vi har brug for alle, vi har også brug for muskler.” Det var læren fra aftenens demonstration. Det var bare det. Vi kom væk, jeg kommer hjem, ikke nogen dikkedarer dér, så hvis I ikke hører fra mig i morgen, så er jeg blevet anholdt på min bopæl.” Men, grinte han kækt, det er risikoen.” Den aften anholdt politiet 18 personer, blandt andet for stenkast. Over telefon siger Peter Dahl: Vi har dokumentation, og vi gennemgår det nu for at finde ud af, hvem der gjorde hvad, og dem, der gjorde noget, kommer vi ud og besøger. Så banker vi på deres dør og siger, at de skal følge med os.”

Tilbage står spørgsmålet, om Facebook rent faktisk gøder jorden for mere ekstreme holdninger og følelser af skepsis og mistillid, eller om Facebook blot synliggør ekstreme holdninger og følelser, der allerede findes. Så vidt jeg ved, findes der ingen forskning, der giver et klart svar. Det bliver hurtigt en hønen eller ægget-diskussion. Men i 2018 fremviste Facebooks egne forskere en diaspræsentation til ledelsen, hvor der stod, at vores algoritmer udnytter menneskehjernens tiltrækning mod splittelser”. Og, skrev forskerne, fortsatte algoritmerne, vil brugerne blive vist mere og mere splittende indhold i et forsøg på at få brugernes opmærksomhed og øge tiden på platformen”. Facebook har siden tweaket algoritmen, så den oftere viser opslag fra familie og venner end offentlige opslag.

Derudover mener forskere som Michael Bang Petersen, der studerer sociale mediers effekt på den menneskelige psyke, at der er indikationer på, at mennesker, der i forvejen er politisk frustrerede over et eller andet, lad os sige at bære mundbind, bliver mere frustrerede af at interagere i debatter på sociale medier om det, der nager dem. Pludselig har de tanker og følelser af en karakter, som vi oftest ser hos radikaliserede personer. Simpelthen fordi det er sværere at aflæse andre og regulere ens egne følelser på de sociale medier end ude i det virkelige liv,” sagde han i 2019.

Når jeg spørger Claus Kristiansen, hvilken effekt, om nogen, Facebook har haft på ham, er svaret, at han altid har stillet spørgsmål ved alt og alle, der siger, at tingene er på én måde, og at han skal rette sig derefter. Det er hans Rasmus Modsat-refleks. Før var jeg ikke politisk aktiv udadtil. Men jeg har altid interesseret mig for de mind games, der er i politik. Og det, der er sket nu, er, at det er gået op for mig, at vi bliver censureret. Man hører ikke kritikerne. Men dem, der siger, at corona er farlig, og åh nej, vi har 1.900 døde’, og at vi skal vaccinere og gå med masker – dem, hører man.”

Så da han så sine landsmænds lemminge-agtige panik i supermarkedskøen og Mette Frederiksen som systemets øverste kommandør, der skulle styre landet gennem en krise, antændte det noget inde i ham, der fandtes, før Facebook blev en central del af hans liv. Men live-funktionen var den perfekte ventil. Det kommer vi ikke uden om. Her kunne han lufte sin ekstreme skepsis og antiautoritære trodsighed. Og da Facebook ikke faktatjekker misinformation i lives, men belønner aktiviteten og dirigerer den hen til det mest modtagelige publikum, er han og Facebook en farlig perfekt kombination.

Men det hører også med til historien om hans hurtige opstigning blandt corona-skeptikere, at da han blev vækket, fandtes der allerede et netværk af Facebook-grupper, hvor misinformation og usande teorier om 5G, vacciner, you name it, blev delt mellem titusindvis af danskere. Facebook havde vendt et blindt øje til dem. Og da corona kom til Danmark med restriktioner og snakke om vaccinationer, var det, som om hele det miljø af corona-benægtere og -skeptikere, vaccinemodstandere, 5G-konspirationsteoretikere, personer, der sværger til alternativ medicin og behandling, og folk, der generelt er meget systemkritiske, fandt sammen om én fælles virkelighed. En, hvor corona enten er opdigtet af en deep state, eller, som Claus Kristiansen mener, langt mindre farlig, end hvad nedlukningen og begrænsninger i vores frihed berettiger. I den virkelighed blev telefonabonnementssælgeren et fremadstormende ungt håb, og til hans demonstration på Rådhuspladsen den 9. januar så Danmark hans virkelighed, den, der eksisterer på Facebook, i alt sit kaos.

Selv om han deltager ved flere demonstrationer og tager togture uden mundbid, ser Claus Kristiansen stadig sin mormor og morfar hver uge. De betyder meget for mig,” siger han – og i samme åndedrag: Og jeg har ikke lyst til at slå dem ihjel.”

Min morfar har det lidt svært ved det, jeg gør. Han ville ikke kramme mig. Så det gør jeg ikke, men min mormor krammer jeg, som jeg altid har gjort. Det har altid været dem, der har taget sig af mig.”

Jeg spurgte ham, hvordan han forholder sig til, at han, hvis han tager fejl, udsætter dem for stor fare. Han er stille lidt. Hvis der rent faktisk var en dødsensfarlig epidemi, ville jeg som alle andre passe på. Men tanken om, at de to skal sidde inde og dø i deres lejlighed og ikke se deres venner, er ikke til at holde ud. Men ja, har jeg bare taget én procent fejl, så er det mit ansvar, hvis de bliver syge.”