Denne artikel har vores medlem Knud Anker Iversen foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til Knud Anker Iversen – det er medlemmerne, der gør det muligt for os at udkomme.

ARGUMENT_
Pinker er professor i psykologi ved Harvard University og en af verdens mest indflydelsesrige personer ifølge magasinet Time.

Demokratiet virker. Oplysningen virker. Fornuften sejrer hver dag. Opsang til skeptikerne

17. april 2018 | Globalisering | 8 min.

Her kommer en indsigt, der kan være let at glemme:

Selv om det går værre for nogle lande og byer end andre, så bliver verden generelt et stadig sikrere og mere velstående sted.

Den positive udvikling gælder især for demokratiske lande, der skiller sig ud ved højere vækstrater og velfærdsniveauer. Demokratier har generelt også færre krige og folkemord, nærmest ingen hungersnød. Og så har de gladere, sundere og mere veluddannede borgere.

De gode nyheder er, at et stort flertal af verdens befolkning nu lever i et demokrati. Men i nogle af landene – ikke mindst USA – har fremkomsten af populistiske politiske partier og ledere med autoritære tendenser skabt en umiskendelig følelse af pessimisme, som får mange til at frygte for demokratiets fremtid.

Men har folk egentlig grund til at være bekymrede?

Mange glemmer, at det liberale demokrati er en forholdsvis ny idé. De fleste af demokratiets centrale elementer – magtens deling, menneskerettigheder, borgerrettigheder, ytrings- og forsamlingsfrihed, pluralistiske medier og frie, retfærdige valg – slog først igennem i det 20. århundrede. Indtil for et par hundrede år siden lå de fleste samfund og svingede mellem anarki og forskellige former for tyranni.

Regeringer før den moderne æra skabte kun marginale forbedringer i borgernes liv. Folk blev ofte holdt under kontrol ved brutal undertrykkelse. Nådesløs despotisme holdt ved de fleste steder, fordi alternativet – en hobbesiansk tilstand af anarki – var endnu værre. Demokratiets succes var langtfra uundgåelig.

Tværtimod skete udbredelsen af den demokratiske regeringsform efter det 18. århundrede ret rykvist. Ifølge Samuel P. Huntington – den nu afdøde, berømte politolog ved Harvard University – skete det i tre bølger.

Den første bølge begyndte i det 19. århundrede, anført af USA. Landet havde udviklet et konstitutionelt demokrati, som blev beundret vidt og bredt for dets kontrol over den udøvende, lovgivende og dømmende magt og privilegier. I løbet af det 19. århundrede efterlignede særligt vesteuropæiske lande den amerikanske model. Og i 1922 fandtes der 29 demokratier rundtomkring i verden. (Antallet faldt senere til 12 i 1942).

Ifølge Huntington kom den anden bølge efter de allieredes sejr i Anden Verdenskrig og toppede i 1962 med 36 demokratier rundtomkring i verden. Også den bølge ebbede noget ud. I 1975 var antallet faldet til 30 på grund af kommunistiske kup og modstand fra autoritære regimer rundtom i verden.

Den tredje bølge var nærmest en tsunami. Militære og fascistiske regeringer væltede over det hele i 1970’erne og 1980‘erne. Efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev antallet af demokratier i verden effektivt tredoblet. Og ved begyndelsen af præsident Barack Obamas tiltræden i 2009 fandtes der 87 demokratier verden over.

Når man ser tilbage, virker perioden umiddelbart efter Den Kolde Krig som en guldalder for demokratisk konsolidering. Men det var også en tid, hvor den hæsblæsende udvikling gav anledning til nye bekymringer om, hvor sunde de mange unge demokratier egentlig var.

I dag er tiltroen til den demokratiske styreforms fortsatte fremmarch ved at dø hen. Akademikere taler i dystre toner om demokratiets problemer; de bruger ord som “tilbagerulning”, “recession” og endda “depression”. Andre frygter, at demokratier udhuler sig selv og bliver “delvise”, “lav-intensitets”, “tomme” og “illiberale” demokratier. I den slags demokratier gennemføres der stadig valg, men der lades hånt om borgerlige rettigheder og kontrol med magthaverne.

De fejlslagne fredelige revolutioner i Georgien, Ukraine og Kirgisistan mellem 2003 og 2005 var også yderst demoraliserende. Det samme gjaldt fiaskoen med Det Arabiske Forår i Egypten, Libyen, Syrien og andre steder i Mellemøsten og Nordafrika. For nylig har autoritære regeringer i yngre demokratier som Ungarn, Polen og Tyrkiet – og i gamle demokratier som USA – fået alarmklokkerne til at ringe. Og den vedholdende strøm af negative nyhedsoverskrifter i andre demokratier har været med til at forstærke følelsen af, at illiberale tendenser og nationalistisk populisme er på fremmarch. Demokratiske vagthunde som Freedom House er overbeviste om, at verden er blevet stadig mindre fri.

En strøm af nye bøger har også bidraget til den snigende dommedagsfølelse. Tag for eksempel bogen How Democracies Die af forskerne Steven Levitsky og Daniel Ziblatt fra Harvard University. Her argumenterer de for, at demokratier oftest ikke går ud med et brag, men med en klynken, i takt med at demagoger som Donald Trump i USA underminerer kontrolforanstaltningerne.

I en anden bog – The People vs. Democracy – advarer demokrati-forskeren Yascha Mounk, også fra Harvard, om, at det liberale demokrati er ved at vige for “udemokratisk liberalisme” og “illiberalt demokrati”. Førstnævnte beskytter de grundlæggende rettigheder, men uddelegerer magt til ikke-folkevalgte teknokratiske organer som Europa-Kommissionen. Sidstnævnte har demokratisk valgte ledere, men de vælger så at se stort på mindretalsrettigheder. Overordnet set frygter Mounk og andre for, at unge mennesker, også i Vesten, er ved at vende sig bort fra demokratiet som en styreform.

Alligevel er der grund til at tvivle på, at demokratiet faktisk er på tilbagetog rundtomkring i verden.

Først og fremmest er der ikke noget klart bevis på en dramatisk nedgang i opbakningen til demokratiet på tværs af de fleste lande, inklusive USA: Det betyder ikke, at den nuværende stigning i antallet af autokratier skal ignoreres; men det antyder dog, at rygterne om demokratiets død er stærkt overdrevne.

Meningsmålinger, som viser faldende global støtte til demokratiet, bør også tages med et gran salt. Det er, trods alt, svært at afdække folks appetit på demokrati i lande, som styres af autoritære regimer. For respondenterne er nødt til at være forsigtige med at lufte den slags holdninger offentligt.

Faktisk tyder forskning fra Center for Systemic Peaces The Polity Project på, at demokratiseringens tredje bølge er langt fra at ebbe ud. Og den kan endda på sigt bane vejen for en fjerde bølge. I 2015 er det seneste år, The Polity Project har data for. Her var der 103 demokratier verden over. Det svarer til halvdelen af verdens befolkning. Hvis man tilføjer de 17 lande, der er klassificeret som mere demokratiske end autokratiske, stiger andelen af verdensbefolkningen, der bor i et demokrati, til to tredjedele. Til sammenligning levede kun sølle 1 procent af verdens befolkning i et demokratisk land i starten af 1800-tallet. Selv når man anerkender, at der er mange nuancer inden for demokratisk regeringsførelse, bør denne statistik alene mane til eftertanke hos demokratiets dommedagsprofeter.

Og nej. Den demokratiske modstandsdygtighed bør ikke blive en kilde til selvtilfreds magelighed. Demokratiets fortsatte udbredelse er langtfra sikret. Hvis man ser nærmere på pluralisme, politisk deltagelse og respekt for borgerrettigheder, er der pludselig indtil flere demokratier, der viser tegn på tilbagefald. Ifølge magasinet The Economists demokratiske indeks er det kun 19 lande, og de fleste af dem i Vesteuropa, som kan beskrives som “fulde demokratier” i modsætning til “mangelfulde demokratier”, “hybridregimer” eller “autoritære regimer”. Af de 167 lande i indekset viser 89 tegn på forringelser i 2017 i forhold til året før.

Blandt de lande, der er på en glidebane mod autoritære styreformer, finder vi nogle nyere konvertitter til den demokratiske styreform. Det gælder for eksempel Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovakiet. Filippinerne, der ledes af en anden illiberal populist, Rodrigo Duterte, gør det ufortrødent af med sine liberale begrænsninger. Nogle af de populistiske ledere i de lande er blevet inspirerede af andre folkevalgte stærke mænd som Recep Tayyip Erdoğan i Tyrkiet og Vladimir Putin i Rusland.

Erfaringer fra landene her viser, at den demokratiske regeringsmodel langtfra er den eneste regeringsmodel, selv om den foretrækkes af størstedelen af verden. Desuden byder teokratier i den islamiske verden og Kinas autoritære kapitalisme på alternativer, som er attraktive for autokrater og populister, fordi de på kort sigt skaber nogle økonomiske fordele.

Men set i lyset af alle de eksistentielle trusler er det stadig værd at huske på noget vigtigt: Demokratiets succes skyldes ikke kun proceduremæssige institutioner som valg eller kontrolinstanser, selv om de har været afgørende. For nu at omskrive Winston Churchill, så kan man sige, at demokratiet, trods dets mange fejl, stadig er at foretrække frem for alternativerne. Når det kommer til alt, så giver demokratier deres befolkning mulighed for at afsætte sine repræsentanter uden at skulle ty til blodsudgydelser.

Som forskeren John Mueller ved Ohio State University bemærker, så giver velforvaltede liberale demokratier folk frihed til “at klage, protestere, demonstrere, strejke, organisere sig, true med udvandring eller løsrivelse, råbe, udgive, flytte deres penge, udtrykke mangel på tillid”. Og endnu bedre, “regeringen har det med at reagere på tilråbene”. Mueller minder os om, at selv de voksne liberale demokratier er i evig udvikling og kræver konstant pleje og forædling. På det mest grundlæggende plan er demokratier vellykkede, når de forstår at beskytte borgere mod vold og stærke mænds besnærende påstande om, at de alene repræsenterer folkets vilje.

For at et demokrati kan blomstre, skal dets borgere være overbeviste om, at demokratiet er det foretrukne alternativ til teokrati, kongers guddommelige ret, kolonial paternalisme eller autoritært styre. I de seneste par århundreder har mennesker rundtom i verden erkendt, at dét er tilfældet. Derfra bredte tanken sig om liberalt demokrati.

Trods deres begrænsninger har demokratier vist sig utroligt effektive til at tøjle deres regeringers mere dystre tendenser. Et eksempel er menneskerettighederne, som er blevet lovfæstet vidt og bredt siden 1948, da FN vedtog den universelle menneskerettighedserklæring. Et andet eksempel er dødsstraf, som engang var den globale norm. De seneste prognoser tyder på, at dødsstraf vil blive helt afskaffet verden over i løbet af det næste årti.

Den slags markante ændringer er en vigtig påmindelse. Vi skal fortsætte med at kæmpe for frie og retfærdige valg, mindretalsrettigheder, trykkefrihed og retsstatsprincippet. Selv om mange demokratier har stået over for en tillidskrise de seneste par år, så er deres ekstraordinære sejre – og deres fortsatte overlegenhed i forhold til alternativerne – stadig en god grund til optimisme.

Artiklen er skrevet sammen med politologen Robert Muggah, medstifter af Igarapé Institute og The SecDev Foundation.

Copyright: Project Syndicate. Oversat af Miriam D. Swietek.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem