Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

“Det, de har gang i, er utroligt på så mange punkter.” I Hirtshals er en flok borgere gået sammen om at bygge vindmøller uden offentligt tilskud

STÅR SELV – HELT UDEN FORSVAREntreprenørerne er i færd med at støbe fundamentet til Danmarks første vindmøller, der producerer strøm uden subsidier. Foto: Hirtshals Havn / Presse

Derfor skal du læse denne artikel

Vindenergi er blevet så effektiv og konkurrencedygtig, at den i stigende grad klarer sig helt uden statslige støttekroner. Herhjemme indtræffer gennembruddet på en forblæst havn. Nøglepersonen er en usædvanlig bonde, der ikke aner, hvordan han ellers skulle give noget tilbage til lokalsamfundet.

Jens Peter Lunden skubber et sikkerhedsgitter til side og træder ind på et fladt, nyanlagt grusareal. Det ligner ingenting på et forblæst afsides område af Hirtshals Havn. Han peger på en markerings-træpæl, der stikker op af et tildækket hul cirka seks meter dybt.

Her kommer den første nok til at snurre,” siger Jens Peter Lunden.

Til daglig driver han et landbrug, men Jens Peter Lunden fungerer også som formand for den lokale Hirtshals Havnefond. Den er dedikeret til at få banket fire vindmøller op. Møllerne skal knejse i en halvbue på denne udvidede del af havneområdet inden udgangen af 2019.

Der er ikke meget bemærkelsesværdigt at se på området af Hirtshals Havn lige nu. Men der er allerede nu en hel masse bemærkelsesværdigt at sige. I det hul, som Jens Peter Lunden peger på, skal nemlig ikke rejse sig hvilken som helst vindmølle.

Der skal rejse sig noget, som har potentiale til at blive en milepæl ikke bare i dansk kontekst, men på verdensplan.

Det er der to grunde til. Den ene er, at vindmøllerne er købt og betalt af havnefonden uden nogen form for offentlige subsidier overhovedet. Den anden er, at folkene i Havnefonden – med landmanden Jens Peter Lunden i front – med de fire vindmøller baner vej for en anderledes ejerskabsmodel for vedvarende energi.

Vindmøllerne er ikke ejet af en mellemstor eller multinational energikoncern, men en lokal fond og de lokale selv. Dét gør projektet usædvanligt. For det er naturligvis ikke strømmen fra de fire vindmøller i sig selv, der kommer til at gøre nogen nævneværdig forskel i kampen mod klimaforandringer.

Det, de har gang i, er utroligt på så mange punkter,” siger Kristian Borch, seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet, da jeg taler med ham i bilen på vej op til Hirtshals.

Nærmest ufatteligt, fordi de lokale tilsyneladende bakker op om projektet og endda ser muligheden for tiltrængt vækst.”

PIONERPROJEKTJens Peter Lunden (til højre) viser arnestedet for den første mølle. Til venstre landmand, lærer og Zetland-medlem Lars Knudsen, der var så flink at gøre mig selskab og hjælpe med baggrundsviden om vindforhold under besøget i Hirtshals (Tak, Lars). Foto: Mads Nyvold

Siden industrialiseringen tog fat, har den globale økonomi og vores samfundsstruktur i stigende grad været afhængig af stabil adgang til energi. En nødvendighed, når der skal gang i fabrikkerne, lys i lamperne på gadehjørnet og varme i de små hjem. For at sørge for adgangen til sort energi (olie og gas er dyrt at hente op af undergrunden), har stater subsidieret udvindingen massivt.

Hele 6,4 procent af det globale BNP går til understøttelse af kul-, olie- og gassektoren, viser beregninger fra Den Internationale Valutafond (IMF). Og for det meste kan det også for vedvarende energi kun betale sig at investere i og drive, hvis projekterne har offentlige støttekroner i ryggen. Også for vindmøller, der globalt set er den mest voksende og mest oplagte type teknologi til at producere strøm uden at pulse flere drivhusgasser op i atmosfæren.

Men nu er der begyndt at skyde undtagelser op såsom vindmøllerne i Hirtshals. De indvarsler en ny tid med nye ejerskabsformer, hvor grøn energi er konkurrencedygtig på rene markedsvilkår uden offentlige støttekroner i ryggen.

Det var nu ellers ikke for at være banebrydende eller skrive danmarkshistorie, at projektet i Nordjylland blev iværksat. Projektet begyndte i 2016, da en håndfuld driftige erhvervsfolk samledes i Hirtshals. De stirrede ind i en fremtid med udfordringer.

For det første var der alle energiselskaberne fra udlandet eller med hovedsæde i københavnsområdet. De var godt i gang med at konsolidere sig på de bedste steder til at drive vindmølleparker ud for og langs den jyske vestkyst.

For det andet var der det voksende strømforbrug fra byens livsnerve og primære indtægtskilde, fiskeriet. Nedkølingen, bearbejdningen af fisk og ventilationen til dambrug fordrer elektricitet.

Havnebyen stirrede ind i en fremtid, hvor de som kernekunder ville se flere af deres kroner forsvinde i pengetanken hos et udenbys energiselskab. Den lokalt forankrede Hirtshals Havnefond blev stiftet. På et areal lejet af havnen skal den opstille, eje, drive og sælge overskudsproduktion fra vindenergianlæg.

Fire styk Vestas V136-vindmøller skal sørge for det. Elproduktionen herfra vil svare til 14.250 gennemsnitlige husstandes årlige elforbrug. 2.000 husstande tegner Hirtshals sig for.

Møllerne producerer altså masser af overskudsstrøm. Den strøm kommer i højere grad til sin gode ret, når der er tale om et anlæg uden subsidier. Det indebærer to store fordele at være fri af offentlige støttekroner.

Energiprojekter, der agerer på rene markedsvilkår, er fri fra statslig indblanding i, hvordan strømmen skal anvendes. De råder helt og holdent over anvendelsen. De kan for eksempel afgøre, hvor meget af strømmen der skal dedikeres til husholdninger og det lokale erhvervsliv.

Energiprojekter, der agerer på rene markedsvilkår, bliver i stand til at skabe mere langsigtede, forudsigelige forretninger. Sådanne energiprojekter står eller falder altså ikke, hvis de politiske vinde skifter i takt med regeringsrokader. Hvilket netop er tilfældet i disse år, hvor politiske flertal i USA, Europa samt såmænd også Danmark har valgt at udfase de offentlige støttekroner til vedvarende energi.

Men udfasningen ser ikke ud til at ramme den grønne omstilling lige så hårdt, som man kunne tro. En stor del af forklaringen skal findes i, at vedvarende energikilder såsom vindmøller og solceller lige nu er i færd med at bevise, at de er konkurrencedygtige og kan stå helt på egne ben.

TAPPER VESTENVINDENS KRÆFTERStøjniveauet fra møllerne forventes at ligge under 60 decibel, der er den generelle støjgrænse på en havn. Foto: Hirtshals Havn / Presse

Gennembruddet kom i den tyske del af Nordsøen. Her vandt den danske energikoncern Ørsted for 29 måneder siden et udbud om at opføre to havvindmølleparker uden subsidier. I marts 2018 kunne det svenske energifirma Vattenfall prale med et tilsvarende konkurrencedygtigt projekt i Holland. To måneder senere meddelte det franske forsyningsselskab Engie, at ni vindmølleparker uden statslige støttekroner var på vej i Spanien. De fire Vestas-møller i et lokalt forankret ejerskab udgør det danske islæt af denne internationale udvikling.

Det er intet mindre end en værdirevolution inden i den grønne omstilling,” lød det fra Kristian Borch, da han ringede mig op på vej til Hirtshals.

Kristian Borch er seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet med speciale i sociale konflikter i forbindelse med ny teknologi. Han undersøger, hvad der går galt, når store vindmølleprojekter bliver stoppet på grund af massive protester fra lokalbefolkningen.

Kristian Borch var blandt de allerførste i verden, der for otte år siden indså, at udbredelsen af nye gavnlige teknologier til drivhusgasreduktion ikke afhænger af deres kvalitet. Snarere deres mulighed for nem og konfliktfri implementering.

Det er ikke nok at lave dimser, der virker og faktisk løser store dele af klimaudfordringen. Ingeniører har det med at overse, at et afgørende punkt ofte er, at folk også skal være glade for at få de dimser sat op,” siger Kristian Borch.

Den helt store historie handler slet ikke teknik. Det er meget mere enkelt,” siger han og fremhæver ejerskabskonstruktionen.

I en tid, hvor flere borgere og byer bremser vindmølleprojekter og forsøger at få de roterende vinger så langt væk fra deres åsyn, er Hirtshals gået stik modsat til værks. Her ser vi en lokalt forankret fond. De tager initiativ til at få vindmøllerne opført og endda tæt på en byzone.

Helt almindelige mennesker fra Hirtshals, der altså ligesom energiselskaberne har luret, at selv om vedvarende energi ret beset er uendelig, så er pladserne til at opstille vindmøller begrænset. De, som hapser disse pladser, snupper ofte en lukrativ fortjeneste.

Kristian Borch siger, at udviklingen i Hirtshals er kommet bag på ham. I en tid med voksende modstand mod vindmøller på land har fondsmodellen været en udslagsgivende faktor for lokalsamfundets opbakning til at smække fire roterende, støjende, industrielle energikilder op få kilometer fra bymidten. Projektet er overrumplende og så nyt, at han og hans forskerhold slet ikke er nået derop endnu.

I mange andre tilfælde tilfalder gevinsten primært et stort energiselskab eller en enkelt bonde, som tjener på at stille sin mark til rådighed for vindmøller, mens alle andre udenfor skal glo på en mere eller mindre spoleret udsigt,” siger han.

Bonusinfo. Mindst 600 meter til nærmeste beboelse er det generelle afstandskrav til vindmøller.

Utilfredshed særligt på grund af spolerede udsigter har der dog trods alt også været mod vindmølleprojektet i Hirtshals.

Hjørring Kommune modtog 13 indsigelser og bemærkninger i sommeren 2016 i forbindelse med en såkaldt foroffentlighedsfase. Bemærkelsesværdigt stammer kun to af dem fra Hirtshals.

I et brev fremgår det, at det lokale japanskejede Nordic Seafood gerne havde set projektet begrænset til kun tre vindmøller. Den fjerde vindmølle gruede selskabet for ville stå så tæt på deres domicil med glasfacader, at den kunne skræmme nye medarbejdere væk.

Vores bekymring går først og fremmest på, at støjgener, skyggekast og lysmarkeringer fra vindmøllerne med meget stor sandsynlighed vil forringe arbejdsmiljøet (…),” skrev salgsdirektør Lars H. Olsen til kommunens teknik- og miljøforvaltning.

Den anden Hirtshals-bemærkning er en e-mail fra en vindmølle-begejstret beboer. Han anbefalede, at der opføres møller endnu højere og dermed kraftigere end de projekterede 180 meter høje Vestas-møller.

De resterende 11 henvendelser stammer alle fra sommerhusejere og grundejerforeninger i tilknytning til Kjul Strand, der ligger nord for havnen. Ejendommene her kommer til at have den tætteste placering til vindmøllerne, som de derfor forsøgte at bremse.

Nogle af de berørte beboere gruer for syns- og hjerneforstyrrelser fra møllerne. Andre er bekymrede for tab af herlighedsværdi. Eksempelvis Solveig og Eigil Mørck, som bor i Hjørring, men har sommerhus på den tilstødende Kjul Strand. De skrev til teknik- og miljøforvaltningen:

På Gammel Skagen klapper man solen ned (det kan man mene meget forskelligt om), men på Kjul Strand vil møllevingerne om sommeren, klippe’ solen ned, hvilket bekymrer fastboende, sommerhusbeboere og gæster/turister på stranden.”

MILITÆRE BEKYMRINGERForsvaret havde oprindelig nedlagt veto mod møllerne, fordi de roterende vinger ville forstyrre signalerne fra en radar, der overvåger skibstrafikken. Løsningen blev, at kommunen opstiller en supplerende radar uden for eventuel påvirkning fra møllerne. Foto: Hirtshals Havn / Presse

Da jeg ringer til Jens Kirketerp, administrerende direktør for Hirtshals Havn, lægger han heller ikke skjul på utilfredsheden ved Kjul Strand. Men han fremhæver samtidig den ifølge ham store opbakning i Hirtshals.

Havnedirektøren peger på to faktorer, der kan have gjort eventuelle modstandere mere positivt stemt.

Den første faktor er den lokale forankring ved selve fonden og ejerskabet af en af møllerne ved køb af aktier. Aktier, som i første omgang er forbeholdt personer bosiddende i en 4,5 kilometers radius. På den måde vil de, som risikerer irritationsmomenter ved møllerne, også have chancen for at tjene noget ekstra.

Så vidt jeg har hørt, er ejerskabet allerede overtegnet. Folk har været vilde for at købe,” siger Jens Kirketerp.

Den anden faktor er, at befolkningen i Hirtshals givetvis har et lidet romantisk forhold til havnen og havet. Begge er til for at blive brugt.

Folk er vant til lidt larm og øjebæer. Først hvis havnen er stille, bliver de bekymrede. De har accepteret, at vindmøllerne udgør en økonomisk forudsætning for fortsat positiv drift af det sted, hvor mindst ét familiemedlem sandsynligvis har et job.

Vi har kun os selv heroppe. Der er eddermame langt til København. Forstået på den måde, at vil vi udviklingen, skal vi selv sørge for den. Støttemidler finder ikke vej hertil. Folk oplever, det er vanskeligt at låne penge til projekter alene ved synet af ens postnummer,” siger Jens Kirketerp.

Det her projekt er slet ikke grøn filantropi. Vi ville da oprindelig gerne have haft del i de statslige støttepenge, men fortsatte, da det ikke var muligt. Afgørende var, at vind stadig er en god forretning,” siger Jens Kirketerp.

3

af møllerne skal ejes af Hirtshals Havnefond og øge beskæftigelsen. Den sidste mølle sælges som aktier til borgerne.

Det har ikke kun krævet en drøm om profit at få projektet realiseret. Kristian Borch fremhæver, at det må have krævet god planlægning i kommunen, opbakning fra borgere og erhvervsliv samt en X-faktor i skikkelse af Jens Peter Lunden.

Han virker til at være en ildsjæl, der både har de rette kompetencer og forstand på, hvad han gør,” siger Kristian Borch.

Efter en spadseretur på grusarealet med arnestedet for den første vindmølle inviterer Jens Peter Lunden på en guidet rundvisning i Hirtshals. Inden i hans Toyota Land Cruiser viser og beretter han om, hvordan vindmøllerne ud over at levere strøm skal give et ekstra boost til havnebyen. Om hvordan overskudsstrøm fra en vindmølle placeret ved færgelejet eksempelvis skal fungere som en lokal, klimavenlig brændstoffabrik, der producerer klimaneutral gas til skibstrafikken.

Fra bagsædet i Land Cruiseren prøver jeg at udfritte Jens Peter Lunden og forstå hans rolle. Han kom ombord, da vindmølleprojektet mødte modvind og var ved at gå i stå.

Jeg fik da på puklen om, hvorfor en landmand som mig skal blandes ind i det her projekt, men det er, fordi jeg har erfaring med vindmøller og energikilder,” siger Jens Peter Lunden.

Her skal det så også indflettes, at Jens Peter Lunden ikke er nogen gennemsnitlig landmand med en eller to bitte husstandsvindmøller.

Præcis ti minutters kørsel væk fra havnen driver han Asdal Hovedgaard med planteavl og svinebedrift. Gården har han udbygget med to enorme biogasanlæg. Anlæg, der altså omdanner lort og andre organiske affaldsprodukter til klimavenlig gas. Læg hertil seks vindmøller, hvoraf de tre er de største landvindmøller sat op i Danmark.

Produktionen af gassen og strømmen fra Jens Peter Lundens landbrug forsyner både Hjørring og Vrå med el, varme og gas. Ja, altså når overskydende gas produceret via de nordjyske grises gylle ikke suser hele vejen ned til Portugal via en opkobling til det europæiske naturgasnet.

For i 2013 fik verdens største investorejede energiselskab E.ON øje på Jens Peter Lundens forretningstæft. E.ON købte halvdelen af aktierne i hans energiforetagender og indgik et strategisk partnerskab med den nordjyske landmand.

Uden for blokken nævner flere i Hirtshals, at Jens Peter Lunden er den type, som formår at gøre på en dag, hvad andre ellers bakser med i en uge. At det er, som om han hele tiden tænker i forretningsmuligheder og stordrift, men skam også er hjælpsom, særligt når det gavner nærmiljøet. At han er en organisator uden sidestykke, forlyder det blandt andet.

I et større portræt i Landbrugsavisen betoner Jens Peter Lunden, at han er drevet af at sætte ting i gang for pengenes såvel som klimaets og miljøets skyld. For ingen klimabalance uden avance.

Bundlinjen vægter mest, da det er den, der sørger for, at miljø- og klimagevinsten fastholdes i det lange løb,” har Jens Peter Lunden udtalt til Landbrugsavisen.

13

vindmøller roterede i Danmark i 1978. I dag er vi oppe på over 6.290 styk – både af de små husstandsmøller og store industrimøller.

Fra bagsædet nævner jeg seniorforskerens betragtninger om den lokale forankring og andelstanken over for Jens Peter Lunden, da han parkerer Land Cruiseren.

At Hirtshals med sin fond anviser vej for en ny ejerskabsmodel, der kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis tilsvarende fonde kan snuppe små bidder vindprofit for næsen af de mellemstore og multinationale energikoncerner. Dét perspektiv har den nordjyske landmand ikke skænket en tanke.

Jeg har mest tænkt på, at her i lokalsamfundet skal man bidrage med noget. Jeg kan ikke finde ud af at stå og kaste håndbolde og være træner for børnene. Men jeg kan finde ud af at gå i gang med at sætte møller op,” siger Jens Peter Lunden.

Og her er det også vigtigt at fremhæve, at vindmøllerne i Hirtshals har en særlig fordel. De nyder godt af vestenvinden der ruller ind over kysten. Vinden netop her har en hyppighed og styrke noget nær optimal til vindenergi.

Trods de gunstige forhold opstod den største udfordring ifølge Jens Peter Lunden, da der skulle indhentes lån fra bankerne. De var ikke overbevist om, at vindenergi var nået til et punkt, hvor den producerede strøm kunne være så billig, at en hel vindmøllepark kunne løbe rundt uden statslig støtte.

Jeg måtte igennem tre bankdirektører. Den fjerde var mit sidste forsøg, men den bank vurderede heldigvis, at projektet var sikkert nok.”

En udslagsgivende faktor, der overbeviste banken, var også, at Hirtshals Havnefond kunne fremvise en såkaldt PPA-aftale (Power Purchase Agreement).

Disse aftaler har hidtil mest været et amerikansk fænomen, for i USA er energiproduktion og forsyning væsentlig mindre reguleret end i Europa. PPA-aftaler går grundlæggende ud på, at forsyningsvirksomheder eller firmaer udi finansiel elhandel indgår en aftale med en producent om at aftage strøm ved en fast pris i en årrække. Producenten deler dermed et stykke af kagen, men sikres til gengæld en minimumsindtjening.

KIGGER IND I FREMTIDENEn visualisering skabt af Hirtshals Havn, der regner med, at udsigten med tre af vindmøllerne kommer til at se sådan ud. Visualisering: Hirtshals Havn / Presse

PPA-aftaler dukker netop nu op i Europa i stigende grad. De er særlig velegnede i vedvarende energiprojekter drevet på rene markedsvilkår uden subsidier. Udbredelsen af disse PPAer netop nu er dermed også en vigtig brik, når man skal forstå, hvorfor energiprojekter uden statslig støtte popper op i flere og flere europæiske lande.

Hirtshals Havnefond indgik således også en PPA-aftale for at bane vej for sit projekt.

I en verden med færre eller slet ingen støttekroner til mere grøn energi er det disse finansielle elkøbsaftaler kaldet PPAer og det lokalt forankrede ejerskab de elementer, der tilsammen gør Hirtshals-projektet bemærkelsesværdigt.

Til sammenligning troner der eksempelvis i forvejen tre vindmøller på Hvide Sande Havn med en tilsvarende ejerskabskonstruktion. Men Hirtshals’ kommende møller udmærker sig ved både at være konkurrencedygtige og fri for offentlige støttekroner. Det er første gang nogensinde for et anlæg med vedvarende energi i Danmark. Et forsøg på at give landbrugets andelsbevægelse et nyt kapitel i energisektoren.

Mange sogne rådede tidligere over egne vindmøller ejet i lav. I fællesskab høstede man så fortjenesten,” sagde Kristian Borch og fremhævede, at disse lav og dermed andelstanken er oplagt i kombination med de nye grønne energiformer, særligt i de såkaldte udkants- og randområder i Danmark.

De egne er fattigere og bliver affolket, men de råder over de bedste steder for vindenergi. Formår de at gå sammen om at finde en løsning, har de et middel til at standse afviklingen ved selv at høste den største del af fortjenesten fra vindmøller. I en fondsmodel kan de geninvestere fortjenesten i lokal infrastruktur og erhvervsliv.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem