Alle taler om karakterer. Men det er dannelsen, der er truet i den nye gymnasiereform

OLDÆVLHvad kan vi bruge oldgræsk til? Meget mere end vi tror, siger superforskeren Eske Willerslev. Foto: Polfoto

Derfor skal du læse denne artikel

Netop nu forhandler regeringen den nye gymnasiereform på plads. Medierne har været proppede med debatter om karakterkrav. Men den største ændring i reformen betyder måske, at gymnasiet ikke længere er almendannende. Det er dybt problematisk, mener flere fremtrædende forskere.  

Glem karaktergennemsnit og adgangskrav. I hvert fald et øjeblik.

I medierne har de politiske partier primært talt om tal, når det gælder gymnasiereformen: to, fire, seks og syv. De har diskuteret, hvor meget eleverne skal have i gennemsnit for at komme ind på gymnasiet. Men det virkelige drama udspiller sig i høj grad et helt andet sted.

Siden 1850 har gymnasiet haft som formål at danne eleverne. I gymnasiet har eleverne mødt demokratiets begyndelse i Antikken, de kristne grundtanker og de begivenheder, der førte til Berlinmurens fald. Men i det udspil til gymnasiereformen, som netop nu forhandles, vil regeringen opdatere” dannelsen, som den selv formulerer det. Fremover skal eleverne i stedet træne en række anvendelsesorienterede kompetencer. Den ændring ser lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Thomas Aastrup Rømer som en meget grundlæggende forandring”, som han siger over telefonen.

Vi har sat os for at finde ud af, hvad det er for en grundlæggende forandring, der er ved at ske, og hvad den kommer til at betyde for vores samfund på længere sigt.

Helt konkret foreslår regeringen at lægge fagene historie, religion og oldtidskundskab sammen til én faggruppe med en fælles eksamen. Sprogfagene skal have mere vægt på elevernes kommunikative kompetencer fremfor litteraturanalyse. Derfor skal læreplanerne justeres. Og så indfører regeringen med udspillet fire overordnede kompetencemål, der skal sive ned i alle fag: innovation, digitale-, globale-, og karrierekompetencer.

Men det egentlige opgør sker på side 23 i regeringens udspil – lige før de fire kompetencemål introduceres. Og det sker faktisk over ret få linjer. Der står sådan her:

Den traditionelle dannelsestænkning er udfordret af samfundsudviklingen og den enorme strøm af viden og information. Der er derfor brug for en opdatering af gymnasiets faglighed og kravene til elevernes almendannelse i løbet af gymnasiet. Målet er, at moderne almendannelse og studieforberedelse skal sikre, at eleverne bliver robuste og klædt på til at forstå og agere i fremtidens samfund.”

Oversat betyder det, at der har været en forældet form for dannelse, som skal skiftes ud med en nyere og mere moderne form for dannelse. Det er her, de fire kompetencemål kommer ind i billedet – som en slags erstatning for den traditionelle dannelse.

Thomas Aastrup Rømer fra DPU mener, at der ligger et større opgør gemt i de linjer i udspillet. Han er næsten harm i telefonen.

Det store billede er, at man ikke mere opfatter gymnasiet som en oplysningsinstitution, men som en kompetencecentral til at uddanne unge, der kan begå sig og blive robuste i konkurrencesamfundet. Det vender lige hele gymnasiet,” siger han.

Bonusinfo. “Hele udspillet vidner om et kæmpe demokratisk underskud, hvor det at uddanne medborgere er uden betydning.” Gymnasieforsker på Syddansk Universitet Dion Rüsselbæk Hansen i Information.


Thomas Aastrup Rømer taler om den danske dannelsestænker Johan Nikolaj Madvig, der reformerede gymnasieskolen i midten af 1800-tallet. Madvig introducerede almendannelsen til gymnasieskolen. Han ønskede, at eleverne skulle se Danmark fra et europæisk synspunkt. De unge skulle lære at være europæere, de skulle lære om den europæiske kunst, kritik og videnskab. Madvig bar den europæiske humanisme og oplysningstanke ind i gymnasiet, som Rømer siger, og den tanke har gymnasiet hvilet på lige siden.

Men adskiller den moderniserede og opdaterede dannelse sig så meget fra den traditionelle? De fire kompetencer, der fokuserer på det globale og det innovative, kunne vel godt lyde som god gammel vin på en lidt friskere flaske? Det mener Thomas Aastrup Rømer ikke. Slet ikke. Den kompetence, der skal lære de unge innovation, handler ikke om forestillingsevne, tænkning og kunst. Den skal lære eleverne at anvende deres fag til at undersøge og løse konkrete problemer”. Og den kompetence, der skal lære de unge om det globale, handler heller ikke om litteratur, kunst og historie. Her skal de unge arbejde målrettet med sprog- og kulturforståelse i undervisningen” for at kunne bidrage til løsninger af globale problemstillinger.” Noget lignende kan siges om de andre nye kompetencer, mener han.

Som den konservative partiformand Søren Pape tørt konstaterede i en kronik i Berlingske i april:

Det er jo nogle udmærkede kompetencer. Det har bare ikke noget med dannelse at gøre.”

Pape mener, at det er vigtigt, at de unge har en indsigt i demokratiets opståen, i værdien af ærlig debat, i historiske kendsgerninger og religionens betydning. For en vis dannelse rodfæster de unge i historien og giver en forståelse for omverdenen, mener han, og det er godt både for de unge, for arbejdsmarkedet og for samfundet.

Lignende indvendinger kommer fra Eske Willerslev. Den globalt respekterede DNA-forsker og professor ved Københavns Universitet er meget bekymret. Rystet faktisk.

Han mener, at vi mister noget fundamentalt ved at få de unge hurtigere og mere målrettet igennem systemet og ud på arbejdsmarkedet. Han fremhæver oldgræsk. De fleste vil tænke, hvad fanden skal vi bruge det til, som han siger. Oldgræsk kan ikke generere penge, måske er der fem i Danmark, der arbejder med oldgræsk, og når instituttet på Københavns universitet lukker om lidt, så er der slet ingen, der arbejder med oldgræsk. Så hvad skal vi med det?

Det er jo sindssygt vigtigt at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvordan vi har set verden. At forstå, hvordan vores udsyn har udviklet sig. Altså det er jo helt fundamentalt.”

Vi har brug for indblik i oldgræsk for at forstå den verden, vi lever og arbejder i nu, det er fundamentalt for vores forståelse af vores samfund.

I samme åndedrag (Willerslev taler virkelig hurtigt) nævner han kristendomsundervisning:

Altså, hvad søren skal vi bruge det til?”

Kirkerne lukker, folk gider ikke gå i kirke, men igen er den viden helt fundamental for at forstå, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Når vi læser Det nye testamente, så kan vi se, hvor hele vores lovgivning kommer fra, mener Willerslev. Her kan vi lære om, hvordan vi forstår, hvad der er rigtigt og forkert. Her kommer store dele af vores tankesæt fra.

Alle de her ting er jo med til at gøre, at du forstår, hvad du arbejder med, hvad det end er, i en større kontekst, som jeg tror, er vigtigt for at få et samfund til at fungere og for at skabe en fælles bevidsthed i samfundet,” siger han.

Det sidste Willerslev fremhæver er den manglende almendannelses betydning for demokratiet. Det er vigtigt, at folk er klar over, hvad det er for en historie, vi er en del af, som han siger, både nationalt og internationalt:

Hvis du skal tage nogle kloge valg, når du stemmer, så skal du kunne forstå, hvad det egentlig er for en kontekst, de her spørgsmål om flygtninge og økonomisk politik bliver sat op i. Ellers bliver det eddermame svært at forstå det og tage et valg.”

Eske Willerslev kalder sin egen gymnasietid den vigtigste del af sin uddannelse, fordi den gav ham et basalt fundament til at kunne operere i den verden, han lever i.

Den almene dannelse er kort sagt afgørende, mener Willerslev:

Jeg vil endda gå så langt som at sige, at det er en syg udvikling. Man har mistet jordforbindelsen og forståelsen for, hvad der i virkeligheden driver det her samfund. Hvad der er fundamentalt vigtigt i det her samfund. Det er rystende,” siger han.

Bonusinfo. “Ingen kan jo have noget imod de her kompetencer, men almendannelse handler om at gøre unge livsduelige i bred forstand,

sagde formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Anette Nordstrøm Hansen til Information i april.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre har løbende afvist, at gymnasiereformen sætter dannelsen over styr. Til Kristeligt Dagblad har hun sagt:

Når vi har fremhævet de kommunikative sider, er det ikke, fordi vi ikke længere mener, man skal læse Sartre i fransk eller Goethe i tysk. Men man kan komme til at gå så meget ned i de litterære nuancer, at det spænder ben for en bredere forståelse af sproget. Jeg har haft en række møder med gymnasiefolk, som netop har advaret imod, at litteraturanalyse fylder for meget i sprogfagene. Så igen: Det skulle nødig være et enten-eller, men gerne et både-og.”

Alternativet og senest Enhedslisten har til gengæld trukket sig fra forhandlingerne om gymnasiereformen. Og hos netop Alternativet har uddannelsesordfører Carolina Maier et bud på, hvad dannelse er og kan. Hun mener, at man har taget de normative spørgsmål ud af gymnasiet med reformen. Dannelse, sagde hun, da jeg mødte hende for nylig, er at kunne sætte sig ud over sig selv. At kunne se samfundet udefra med et kritisk blik, og at kunne stille spørgsmål som: Hvad er et retfærdigt samfund? Hvad er et godt liv? Hvad har værdi for mig?

Dannelse er et fælles sprog, som vi får gennem litteratur, kunst og kultur, som vi har brug for for at være sammen i verden, som vi har behov for at næres fra, og som giver os et perspektiv, når vi diskuterer, hvordan samfundet skal se ud,” siger hun.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: