Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Vores verdensorden blev skabt i en tysk by i 1648. Og vi er aldrig sluppet ud af den

Da Rusland angreb Ukraine, var det et angreb på en 400 år gammel fred.

Foto: Wikimedia Commons

Maria Magdalena Haidenbucher virkede, sådan i sin dagligdag, ikke vildt interesseret i krigen. Den var ellers lige der, inde på søens bred og rundtomkring i Europa i det hele taget, men hendes dagbog handlede mest om alt andet end lige netop den. Den handlede om, hvad der skete på hendes kloster, om de kvinder, der kom og blev nonner og gik, om dødsfald i det hele taget. Og om vejret. Abbedissen i nonneklostret Frauenwörth, der ligger på en lille ø ude i den sydtyske sø Chiemsee, var en hverdagens kvinde. Eller også fortrængte hun bare al den død og ødelæggelse, hun kunne. I så fald er det måske forståeligt.

Men så blev det året 1648. Var det fortrængning, der var på spil for
Maria Magdalena Haidenbucher, blev den nu sat effektivt ud af spillet, for fjenden kom nærmere og nærmere. Især svenskerne, der var på den protestantiske side af krigen, bevægede sig langt sydpå. De havde indtaget en del af Prag og belejret resten. En dag, skrev abbedissen i sin dagbog, kunne nonnerne høre kanonerne tordne i det fjerne, og alle troede, at hele Bayern ville blive knust”. Mens næsten alle nonnerne flygtede, blev den 71-årige abbedisse på sit kloster. Hun bad til Gud om hjælp. Nu var det alvor.

Og så, som abbedissen i Frauenwörth knælede med samlede hænder, og svenskerne i Prag bankede løs på den endnu ikke erobrede del af byen, blev der nordpå, oppe i det nordvesttyske Westfalen, mere konkret i byerne Osnabrück og Münster, indgået en aftale. Kanonerne blev stille. Med den såkaldte Westfalske Fred sluttede Trediveårskrigen, i hvert fald i Det Hellige Tysk-romerske Rige, altså det, der med lidt god vilje senere blev til Tyskland. Og alting blev forandret.

Og nu tænker du måske: Hvad fanden! Hvad foregår der her, hvorfor taler vi om Den Westfalske Fred? For den er godt nok længe siden, denne fred. Svaret er, at freden er vigtig, fordi vi her kan se fundamentet for noget, der igen i dag er under angreb. Nemlig den suveræne nationalstat.

De kommer der og siger: Aha! Vi er suveræne. Hvem er suveræne? Det er vi.” Sådan siger Gunner Lind, han er historiker på Københavns Universitet. Den politiske verden, man har haft i middelalderen med kejseren og paven som noget, der er oven over fyrsterne … den er slut nu.”

Årsagen til, at vi taler med Gunner Lind, og at det, vi taler om, er noget så arkaisk som en krig, der sluttede for næsten 400 år siden, er altså en moderne krig, den i Ukraine. I april skrev Andriy Yermak, en af Ukraines præsident Zelenskyjs mest toneangivende rådgivere og i øvrigt også hans stabschef, i Time Magazine en tekst, hvori han anførte, at Ruslands angreb på hans land dybest set var et angreb på principperne i Den Westfalske Fred. Her var altså en vinkel på krigen, vi endnu ikke havde hørt, nu blev perspektiverne godt nok lange. Jeg spidsede ører. Eller øjne. Angrebet var, skrev Yermak, et på national suverænitet”. På kompromiser som vejen til at løse konflikter mellem nationale interesser”. Som sådan var det et angreb på noget meget moderne, forstod man, på selve den måde, vi har bygget vores internationale samfund op på. På idéen om, hvordan nationer findes i verden. På vores … system, dybest set.

Det fik mig til at tænke på nationalstater og på suverænitet, på denne Westfalske Fred, et af de absolut mest epokegørende vendepunkter i den moderne menneskelige historie. For med det kan vi komme ind i et interessant spørgsmål: Hvordan formes vi stadig i dag af dette vendepunkt? Hvilken rolle spiller det i krigen i Ukraine?

Svaret viser os ind til et limbo, som vores internationale system lige nu befinder sig i. Og som der vist ikke rigtig er nogen, der har et rigtig godt bud på, hvordan vi kommer ud af.

Ingen vej tilbage

Verden er uforudsigelig, og mennesker, lande, organisationer og dyr bliver hver dag tvunget til at brænde broer, genopfinde sig selv, satse alt eller starte forfra. Vi dedikerer sommeren til historier om dem og det, der har ingen vej tilbage.

Der findes i Prag et vindue, som man egentlig bør stave med stort V. Altså Vindue. Det bør man, mener nogle historikere, fordi det var ved det, at en af Europas mest ødelæggende og skelsættende konflikter begyndte. Ud ad Vinduet ser man en skråning, der går ned mod floden Vltava, og på den anden side af denne Malá Strana, Lillesiden, et af byens allerældste kvarterer. Og fordi Prag er for evigt, er denne udsigt, den, man ser i dag, nogenlunde den samme som den, tre mænd så, da de blev kastet ud ad Vinduet en majdag i 1618. Det var Vilém Slavata af Chlum, Jaroslav Bořita af Martinice og deres skriver, en mand ved navn Philipp.

Defenestrationen i Prag blev begyndelsen på Trediveårskrigen. De to herrer (og Phillip) var repræsentanter for kongen af Bøhmen, Ferdinand II, som året efter blev tysk-romersk kejser, men måske endnu vigtigere kan man sige, at de var repræsentanter for katolicismen. Kongen var nemlig katolik.

Forestillingen var dengang den samme, som vi i dag forbinder med den islamiske verden, nemlig forestillingen om, at religion og stat naturligvis hænger sammen,” siger Gunner Lind. Man kunne ikke forestille sig, at folk kunne have forskellig tro og være ligeberettigede medlemmer af samfundet. Så derfor var det en stor udfordring for en god katolik som fyrste, at hans undersåtter var kættere.”

Problemet for kongen var, at der havde været reformation i Europa, og at der i Prag nu blæste nogle stærkt protestantiske vinde, og så gik det altså hverken værre eller bedre, end at et møde mellem byens spidser og kongens håndgangne mænd endte med, at sidstnævnte blev smidt ud ad Vinduet. De tre mænd overlevede defenestrationen, selv om der var 21 meter ned. Katolikkerne mente, at det skyldtes beskyttelse fra engle, alternativt Jomfru Maria, mens protestanterne bedyrede, at det nu mere var, fordi de tre faldt ned i en mødding. Uagtet årsagen klarede de den altså. Skriveren Philipp blev siden adlet af kejseren og fik navnet Baron von Hohenfall, hvilket er lidt sjovt, da det oversat fra tysk betyder noget i retningen af Baron af Højenfald.

Men altså. Trediveårskrigen var lang, således de 30 år, og jeg vil ikke gå i alt for mange detaljer, men kort sagt udspillede den sig i store dele af Europa, og næsten alle var på et eller andet tidspunkt involveret. Danmark, anført af Christian IV, var med to gange. Det gik dårligt. Kejseren af Det Tysk-romerske Rige var en central kombattant hele vejen igennem, og det blev franskmændenes Louis Solkongen’ XIV og Sveriges dronning Christina også senere. Krigen var defineret af store personligheder med masser af historisk vingesus, for eksempel den franske kardinal Richelieu og den svenske kong Gustav II, der i modsætning til sin danske kollega var rigtig, rigtig god til at føre krig. Den begyndte som en slags religionskrig, men endte i en mere storpolitisk versionering.

Man kan sige, at det starter med en ting, så kommer der nogle andre temaer ind og faktisk også til en vis grad nogle nye aktører,” siger Gunner Lind. Så derfor er den altså lidt svær at køre kort, ikke?”

Det var en enormt blodig krig, man regner med et samlet tabstal på mellem fire og otte millioner mennesker. I dele af Tyskland forsvandt op mod halvdelen af befolkningen. I den bayerske soldat Augustin von Fritschs dagbog kan vi læse, hvor brutal krigen var. Han beskriver en storm på byen Rheinfelden i 1633:

Da vi rykkede frem over borggården, råbte kommandanten, oberstløjtnant von Anlau, til kaptajn Zinckh: Ak, fætter og broder Zinckh, giv mig og mine soldater pardon.’ Til dette svarede han: Fætter, du er en skurk, der kæmper mod din kejser og dit fædreland.’ Han gennemborede hans krop med sin partisan, så han faldt til jorden. Derefter huggede vi dem alle sammen ned uden at give pardon, for vores soldater var rasende, eftersom mange af dem var blevet skudt til døde eller knust, da vi gik over Rhin-broen.”

Trediveårskrigen var altså ikke for sarte sjæle. Men det er krig sjældent. Og krigen som sådan er for så vidt heller ikke det mest interessante ved lige netop denne krig. Det er i stedet freden, der fulgte den. For det er her, historiens fangarme når helt op til os og den virkelighed, vi står i i dag.

Krig er et voldeligt opgør om, hvem der skal have sin vilje. Der kan være flere årsager til, at sådan en ender. Nogle gange kan det være, at dem, der udkæmper krigen, ikke kan mere, at de er blevet slidt op. Andre gange kan det være, at der ikke længere er nok at vinde i forhold til det, der er at tabe. Hvad Trediveårskrigen angår, har vi at gøre med lidt af begge.

Ham, som har mest på spil, fordi han er en tysk magt, altså kejseren, indser, at han ikke kan få det bedre, end han har det nu, og at det, hvis han bliver ved, nok bliver værre,” siger Gunner Lind. Og de andre er også slidt helt enormt ned.”

I 1644, efter 26 års europæisk storkrig, begyndte repræsentanter for de forskellige parter, vigtigst den tysk-romerske kejser, den franske konge og den svenske dronning, at mødes i Westfalen. Katolikkerne var koncentreret i byen Münster, mens protestanterne have base i Osnabrück, cirka 50 kilometer oppe ad landevejen. Man kan måske forestille sig disse renæssancebyer, rimelig små, som så pludselig bliver oversvømmet af delegerede, som 194 (!) forskellige stater sendte ind i dem. Det har været mudret og ildelugtende. Der var ikke meget plads, men på andre parametre har man alligevel haft det storartet. De 29 mand, der udgjorde den bayerske delegation, for eksempel, måtte deles om 18 senge, men kunne så til gengæld glæde sig over muligheden for at drikke to-tre liter vin om dagen. Og i en ambition (som man i øvrigt havde fin succes med) om at markere sig gjorde de 200 franskmænd i Münster en dyd ud af at ødsle med pengene ved at holde nogle helt enorme fester.

Selve forhandlingerne gik dog ikke let for sig. De første seks måneder gik med at diskutere, hvem der skulle sidde hvor, og hvem der måtte gå ind i forskellige rum før hvem. De spørgsmål blev de franske og spanske repræsentanter aldrig enige om, så de mødtes ikke direkte. Pavens udsending, Fabio Chigi, nægtede at tale med kættere, men det gjorde måske så heller ikke så meget, da hans arbejdsgiver i det hele taget blev kørt ud på et sidespor og endte med slet ikke at underskrive freden. En pointe, vi vender tilbage til. For den er vigtig.

De starter med en hel masse diskussion om, hvordan det skal køre,” siger Gunner Lind. Skal vi have nogle mæglere, og hvem skal det så være? De diskuterer formen. Der er rigtig mange procedurespørgsmål, fordi ingen af parterne vil give noget.”

Når man er færdig med at forestille sig mudder og for få senge, kan man med fordel gå videre til en masse meget fine mænd med meget fine kniplinger og silke og guldkæder. Tusinder af dem. En af kransekagefigurerne er den svenske hovedforhandler, Gabriel Oxenstierna, søn af den tids absolut største svenske statsmand, Axel Oxenstierna.

Og Gabriel,” fortæller Gunner Lind, han sidder dernede i Münster eller Osnabrück, jeg kan ikke lige huske hvilken, og skriver frustrerede breve hjem til Stockholm: Det er simpelthen ikke til at holde ud, og vi kommer ingen vegne. De spilder tiden med petitesser, og alle mulige små abekatte skal blande sig i alt muligt. Og de har idiotiske standpunkter, som ikke har nogen gang på jord. Så skriver Axel tilbage til ham: Min søn. Du skal vide, med hvor liden visdom verden regeres.” Gunner Lind griner lidt. Og det var jo dengang. Der er grænser for rationaliteten, og de forskellige aktørers rationalitet er ikke den samme.”

Men altså. Til sidst blev de enige. Og skrev en tekst, eller egentlig to, for freden er ligesom delt op i to enkeltdele. Gunner Lind har læst freden.

Det er mange år siden, men det har jeg,” siger han.

Selv om den er på latin.

Ja, nu er jeg vant til 1600-tallet, ikke?”

I freden står blandt andet, at en række tyske stater får ret til, som det hedder, at føre krig og slutte traktater. Friskt oversat til nutidsdansk betyder det, at de bliver til suveræne stater.

Det er helt slut med middelalderens tanker om, at der er en kristenhed med nogle, der er øverst, og at det er kejseren og paven.”

Og heri har vi noget vigtigt. Den Westfalske Fred er et opgør med en hierarkisk forståelse af, at der findes en gudgiven autoritet, som alle andre må underlægge sig. Ud af det vakuum, kejserens og pavens tabte magt skabte, rejste staten sig. Suveræn. Der opstod en skolegårdslogik, hvor der før havde været en drøm om en lærer i et klasselokale, som bestemte alt, en kilde til retfærdighed og fred i en tid, hvor den rå magt var synlig hele tiden.

Begrebet suverænitet var indtil da et nærmest rent akademisk anliggende, ordet var teoretisk. Efter freden, ikke længere. Fordi man i Westfalen skulle løse et konkret problem, en krig, satte man gang i et tektonisk skifte.

Man får det system, som stort set bliver ved indtil Versaillesfreden i 1918 og Folkeforbundet,” siger Gunner Lind. Der er ingen diskussion om, at verden er delt ind i suveræne stater, som anerkender hinanden som suveræne. Det system, som kommer ud af fremkaldervæsken der midt i 1600-tallet, det er det system, som regerer, indtil man begynder på Folkeforbundet og andre multilaterale ting. Og som vi jo stadig lever i. For FN, som vi har nu, og alle andre multilaterale samarbejder og traktater, de ændrer ikke fundamentalt ved, at vi lever i en verden af suveræne stater.”

Med FN har vi forsøgt at indføre om ikke en ny skolelærer, så et elevråd. Men alle, der har siddet i et elevråd, ved også, at det er en voldsomt skrøbelig affære, og det ændrer ikke på den sandhed, at der kommer til at være slagsmål i skolegården. FN og multilaterale samarbejder kan ikke erstatte Gud eller kejseren som den øverste autoritet. Man kan melde sig ud af multilaterale samarbejder, Storbritannien gjorde det for ikke superlænge siden med sit Brexit. Man kan blæse dem en hatfuld, som Gunner Lind siger, der er ingen udøvende magt i dem. Under dem ligger stadig det system, som blev skabt for næsten 400 år siden i to byer i Westfalen. Efter man var blevet enige om, hvem der skulle sidde hvor.

Og det er måske problemet. At man om noget måske kan sige, at krigen i Ukraine er et eksempel på, at det westfalske system stadig er gældende.

Der er Ukrainekrigen jo superpædagogisk” siger Gunner Lind. Der kan man se, hvordan korthuset kommer brasende ned, fordi pludselig er det de suveræne stater med deres krigsmagt, som kommer i fokus.”

For samtidig er krigen et eksempel på, at det multilaterale system har fejl i sig. I sin tekst i Time Magazine plæderer Andriy Yermak, præsident Zelenskyjs rådgiver og stabschef, for, at vi skaber et nyt system. For det, vi har nu, er i stykker. Vladimir Putin har erstattet retsstatsprincippet med den stærke mands ret. Det er en regression. Det nuværende internationale sikkerhedssystem er næsten udløbet,” skriver Yermak. Det er gennemråddent. Dets efterladenskaber er kollapset og har begravet verdensordenen under sig. At forsøge at genoplive det er nyttesløst.”

Jeg synes, det var en sjov tekst,” siger Gunner Lind, fordi han prøver at sige: Kan vi lave nogle praktiske mellemting, som har en udøvende magt, og som garanterer og gør nogle ting, som FN burde kunne gøre? Men som ikke i samme grad beror på, at alle skal kunne være med i klubben, og der derfor ikke kan ske ret meget. Det viser jo de frustrationer, vores situation lige nu kan efterlade. Men jeg ved ikke, om det har nogen gang på jord.”

I virkeligheden udstiller alt det her, at det internationale system befinder sig i et slags limbo. Menneskeheden har i nu cirka 100 år, lige siden afslutningen på Første Verdenskrig i 1918, befundet sig i et gigantisk eksperiment, et forsøg på at lave vores verden fundamentalt om. Vi har skabt en lang række multilaterale netværk, for eksempel FN, EU eller verdenshandelsorganisationen WTO, for at undersøge, om vi kunne erstatte nationalstaten med noget andet. Vi er endt med en hybrid. Vi har lidt af det ene og lidt af det andet.

Og det er jo egentlig lidt vildt, at vi er det. For suverænitet som princip karambolerer på en måde med vores globaliserede virkelighed. Verden er mere forbundet end nogensinde før, så det, det sker i ét land, har næsten øjeblikkelige konsekvenser for et andet. Det ser vi særligt i forhold til klimaforandringerne. CO2-udledning sker lokalt, men påvirker globalt. Spørgsmålet er, om der derfor er brug for, at vi gentænker den traditionelle forståelse af suverænitet. Om det her århundredgamle princip stadig holder, eller om vi har brug for at ommøblere vores verden lidt.

Foreløbig er vi dog i et slags limbo.

Og det er en mellemtilstand, vi har været i temmelig længe,” siger Gunner Lind. Og som vi, hvis jeg skal vove et gæt, vil være i meget længe endnu.”

Hvis vi forestiller os, siger Gunner Lind, at vi en dag opfinder et ægte multilateralt system, et, der kan erstatte Den Westfalske Fred fuldt og helt, vil vi kunne se tilbage på denne tid som en mellemperiode. Det har krigen i Ukraine udstillet. Så måske venter vi nu på et vendepunkt. Ligesom Maria Magdalena Haidenbucher gjorde i 1648.