Det er ikke så længe siden, midten fik skylden for det hele. Selvransagelsen kendte ingen grænser på midten af dansk og europæisk politik; selv socialdemokraterne ville til at være socialdemokrater igen. Det var midten, den neoliberale midte, nødvendighedens politik, rationalitetens jernbur, det var hele denne kolde DJØF-agtige tankegang, der havde produceret sin modreaktion: Trump, Brexit, DF’s jordskredsvalg, den populistiske bølge.
Sådan lød forklaringen, i al fald mange steder i midten af 2010’erne: Midten havde gjort politik til et regnestykke, ikke en kamp eller et kompromis, men en bøjen sig i støvet for nogle økonomiske nødvendigheder.
Filosoffen Hannah Arendt skrev engang noget i stil med, at politik var det omvendte af nødvendighed. Politik er handling. Der er frihed involveret; politikerne kan gøre hvad som helst. Og hvis der var noget, der prægede populismen, så var det at gøre hvad som helst, bare man kunne gøre noget, der ikke var bydende nødvendigt med henvisning til et regneark. Forlade EU for eksempel eller vælge en til præsident, der i de fleste tænkelige sammenhænge var uden for pædagogisk rækkevidde.
Men det var dengang. Nu har vi fået nogle flere kriser og derefter en midterregering og følgelig et regeringsgrundlag, der hedder Ansvar for Danmark. Midten er tilbage.
Meget har den dog ikke rørt på sig endnu, regeringen, siden den dannede sig selv for godt tre uger siden. Så mens vi venter på, at arbejdsfællesskabet – som midterregeringen kalder sig – kommer i arbejdstøjet, har jeg læst en bog, der handler om midten, en bog, man roligt kan sige udfordrer idéen om midten, og hvad midten står i midten af.
Altså: Hvad mener vi med midten?
Oprør fra midten udkom i 1978.
Forfatterne var forfatteren (der også nogle gange kaldes filosof) Villy Sørensen, den radikale folketingspolitiker Kristen Helveg Petersen (far til Niels og farfar til Rasmus og Morten Helveg Petersen) og endelig professor i halvlederfysik og samfundsdebattør Niels I. Meyer. Bogen solgte 120.000 eksemplarer på et år, hvad der i sig selv gør den bemærkelsesværdig. Godt nok læste folk bøger i 1970’erne, men interessen for Oprør fra midten var så omfangsrig, og debatten så vedvarende, at der et par år senere kom endnu en bog, hvor forfatterne tog til genmæle over for deres kritikere. Midten var med andre ord noget, der optog folk.
Villy Sørensen skulle angiveligt – ved en fortalelse – have omtalt bogen som Oprør mod midten, en temmelig sigende fortalelse, hvis det altså var en fortalelse. For forfatterne er netop ikke ude på at lokalisere en eller anden form for gylden mellemvej eller formulere et lunkent kompromis. Når de talte om et oprør fra midten, var det ikke den tids SV-regering, de talte om. “Højreorienterede taler om samfundets venstredrejning, venstreorienterede om dets højredrejning,” skriver de indledningsvist i en formulering, der er lige så aktuel i dag. Imens bøjer de gamle partier sig ind mod midten, “der således bliver stedet, hvor kræfterne neutraliserer hinanden og alting bliver ved det gamle.”
Den kritik har vores nye regering allerede mødt: At den er et sammenrend, et kompromis af de bestående magtbastioner, af fagbevægelsen, erhvervsorganisationerne, landbruget, dem, der vil forandre alt med det formål, at ingenting for alvor forandrer sig, i særdeleshed ikke deres egen magt. Som statsministeren sagde, da hun præsenterede den nye midterregering: “Hvis Danmark skal forblive det bedste land i verden, har vi brug for reformer.”
Det var på det bestemteste ikke denne form for midte, forfatterne i 1978 ønskede sig et oprør fra. Det var slet ikke midten som et møde mellem nogle i forvejen bestående positioner, de var interesserede i, men midten som politisk mulighed, som et vakuum, noget endnu udefineret. Det eneste sted, hvorfra man ifølge forfatterne i slut-1970’erne kunne skabe noget egentligt nyt. Og noget nyt var der brug for. “Europa og Danmark står over for flere mere komplekse og kritiske udfordringer, end vi har gjort i årtier,” står der i vores nye regerings regeringsgrundlag, og udgangspunktet, selve grundstemningen, i Oprør fra midten minder foruroligende meget om vores nuværende situation. Også slut-1970’erne var krisetider – for nu at sige det mildt.
Sådan rent faktuelt er der selvfølgelig store forskelle: Den økonomiske situation i 1970’erne var temmelig meget mere alvorlig. Som Anker Jørgensen citeres for i bogen, stod det på daværende tidspunkt klart, at vi “ikke kommer i himlen, men vi skal prøve at undgå at komme i helvede”. 200.000 mennesker var arbejdsløse i 1978 – 8,3 procent af kvinderne, 6,6 procent af mændene – og udlandsgælden enorm. Det minder ikke så meget om vores aktuelle situation, hvor arbejdsløsheden er noget, vi går og venter på sådan for alvor skal indtræffe, noget, vi kan læse om i prognoserne. Og hvor det er udlandets gæld til os, der er enorm. Der er heller ikke nogen kold krig længere, ikke i traditionel forstand, men derimod en varm krig ikke så langt herfra.
Til gengæld er der som sagt noget mærkeligt genkendeligt i selve stemningen, i fornemmelsen af, at tingene under ingen omstændigheder kan fortsætte som hidtil. Gud er død for længst, og videnskaben, teknologien, økonomien, disse ellers så rationelle menneskelige sysler, har sociale, psykologiske og miljømæssige konsekvenser, vi dårlig nok fatter omfanget af. “Før i tiden var det muligt at tro på noget, som man ikke kunne vide. Nu synes det ikke muligt at tro, hvad vi ved,” som det hedder i en meget Villy Sørensensk formulering. Og ligesom vi i dag – halvt i længsel, halvt i foragt – går og kigger tilbage til de naive og optimistiske 1990’ere, dette utopiske årti med vækst og fred, så forfatterne dengang tilbage til 1960’erne med en vis forbløffelse. “Det er,” som de skriver, “forbavsende kort tid siden, det var en almindelig talemåde, at ‘vi har det godt i det lille Danmark’; dengang, i de nu så ‘glade tressere’, var det endnu muligt at føle, at gode tider blev bedre.”
Men nu – altså i 1978 – er noget fuldkommen og fundamentalt galt. Og “det er vores yndlingshypotese, at det ikke er mennesket, der er noget i vejen med”, som det hedder med humanistisk opbyggelighed. Det er samfundet, den er gal med. Og hvad er det da, der er galt med samfundet i 1978? En del. Jeg citerer:
“Det materielle fremskridt har ikke udlignet forskellen mellem rig og fattig, hverken nationalt eller internationalt; den politiske udvikling har på papiret givet alle del i styret, men i realiteten øget afstanden til myndighederne; det sociale fremskridt har givet de enkelte større sikkerhed, men også revet dem løs af de mindre fællesskaber; de videnskabelige og tekniske fremskridt har – i form af kaprustning, forurenet miljø, rovdrift på naturens ressourcer – skabt større problemer, end de har løst; velfærdssamfundet kan opvise et stigende antal psykiske lidelser, der synes forårsaget af selve samfundsmønstret.”
Det moderne samfund – det moderne liv – begynder her at ligne en form for horror story, måske noget med David Lynch, hvor alt det, der på overfladen ser godt og fornuftigt ud – og måske har været fornuftigt engang – ender i “dræbende modsigelser”. Også det kunne være skrevet i dag; ulighed, en smadret natur, et slemt skrantende klima – og en uforklarlig masse dybt ulykkelige mennesker. Eller det vil sige: For forfatterne er ulykken, uligheden og rovdriften overhovedet ikke uforklarlige fænomener. Tværtimod. De forsøger nemlig at komme til bunds i problemerne, og på bunden ligger angiveligt idéerne.
Den første del af Oprør fra midten er således et opgør med de to herskende ideologier. Det var dengang, der faktisk var to herskende ideologier, liberalismen og marxismen. Og hvad er der så galt med dem? For det første, at de begge forudsætter økonomisk vækst. De er, som det hedder, udviklingsideologier. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men for Marx var kapitalismen ikke noget, der skulle rulles tilbage til en eller anden mere harmonisk fortid, men til gengæld noget, som skulle – og ville – overkommes, gennemleves. Kapitalismen var et stadie i den store historie. Og for det andet, at både liberalismen og marxismen gør økonomien til det styrende princip, til noget, der har forrang i vores forståelse af virkeligheden. Som det hedder:
“Vi er stadig præget af troen på en ‘usynlig hånd’, der styrer den økonomiske udvikling, at den er et ‘naturligt forløb’. Det forholder sig omvendt: Den økonomiske udvikling har været præget af kunstige indgreb i naturen, hvis økologiske system snarere kan siges at være reguleret af en usynlig hånd – der dog ikke er mere usynlig, end at den kan slå hårdt, når en vis grænse nås.”
Ifølge forfatterne er vi – i 1978 – faretruende tæt på et økologisk kollaps; der har vist sig at være grænser – naturlige grænser – for vækst. Og når forfatterne skriver, at “hvis der er grænser for vækst, er der også grænser for disse udviklingsideologiers gyldighed”, ja, så er det den moderne verdens bærende løfte – bevægelsen, fremad – der stilles spørgsmål ved.
I Oprør fra midten er krisen derfor ikke et moment, hvor man må underkaste sig en i forvejen vedtaget nødvendighed. Krisen er netop det øjeblik, hvor man skal gentænke, hvad der i virkeligheden er nødvendigt. “På et tidspunkt, hvor den økonomiske vækst er bremset af dårlige konjunkturer, burde konjunkturerne være bedre for en politik, der accepterer, at væksten skal bremses,” som det hedder. Det er lidt noget andet end midterregeringen, hvis “kerne”, som det hedder i regeringsgrundlaget, er “en stærk og robust økonomi”, hvilket som bekendt betyder vækst.
Men hvad er det så, vi skal have, hvis ikke vi skal have vækst? Et “humant ligevægtssamfund” såmænd, et samfund, der tager afsæt i “menneskets behov”, som Villy Sørensen og de andre forfattere altså mener at kende. Det er et samfund, hvor alle modtager borgerløn. Hvor virksomhederne er drevet af medarbejderne og ejet af staten. Hvor alle som udgangspunkt tjener det samme, og hvor arvemulighederne er stærkt begrænsede. Hvor reklamer er erstattet af forbrugerinformation, hvor markedet er noget, samfundet bruger, når det er praktisk, ikke omvendt. Hvor demokratiet er forankret lokalt; i lokalting, der vælger repræsentanter til et kommunalting, der vælger repræsentanter til Folketinget, der desuden er blevet suppleret af et fagting. Der er mange flere af den slags radikale og meget konkrete forslag, og man ender med at spørge sig selv, hvad den slags har med nogen som helst form for midte at gøre.
Dermed er vi tilbage ved midten som et vakuum, som det tomme midtpunkt, hvorfra hvad som helst kan dukke op. For det er pointen: For forfatterne dengang er midten ikke et sted, hvor man siger en lille smule ja til både højre og venstre, men et forsøg på at tænke forfra. Det er midten, ikke som et politisk kompromis, men som et vilkårenes kompromis; naturens og menneskenes kompromis.
Men derfra – altså forfra – ender de så med at havne et temmelig venstreorienteret sted. Men det er en venstreorienterethed, der ikke har sine rødder i marxismen, og som ikke er revolutionær, men gennemført – ja, til udmattelsesgrænsen – demokratisk. Måske man endda kunne kalde den en konservativ venstreorienterethed, netop i den forstand, at den tager sit udgangspunkt i idéen om det begrænsede – de begrænsede naturressourcer, menneskets begrænsede natur – og i ønsket om et “humant ligevægtssamfund”, en form for helhedstanke, en drøm endda, om at det hele går lidt i stå eller falder endegyldigt på plads på en rar måde. Til gengæld tager forfatterne så konsekvenserne af dette lidt konservative udgangspunkt til sin fulde radikalitet.
Og det er nærmest rørende at læse den slags, mens det trækker op til nogle angiveligt meget besværlige overenskomstforhandlinger, blandt andet i spørgsmålet om afskaffelsen af store bededag. Den nye regering har præsenteret sig selv som et modigt nybrud, et nødvendigt nybrud endda, og der er jo åbenlyst også planer om egentlige nybrud: nedlæggelse af jobcentrene, afbureaukratisering, SU-reform. Men de grundlæggende principper, væksten, fokus på økonomien, på arbejdsmarkedsreformer, forbliver præcis de samme, som de har været det i årtier, selv om også de, selvfølgelig, som det fremgår af bogen, kunne udfordres – også fra midten, også i krisetider.
Og tilbage står spørgsmålet om midten; hvad det egentlig er for en størrelse. Midten er “en platform, hvorpå man kan placere sig, hvis man blot hævder at være der”, lød det i en kommentar Berlingske i slutningen af 1970’erne, sidst Danmark havde en midterregering, og det er en god formulering. Midten kan være hvad som helst, der kalder sig midte. Den er substansløs, ikke bundet af nogen doktrin, hvad der ikke gør den mindre ideologisk, men altid gør det sværere at få øje på ideologien. Midten er uklar, svær at få hold om. Selv Danmarks midte er der tvivl om.
Kort- og Matrikelstyrelsen har på videnskabelig vis regnet sig frem til, at den skulle ligge i Rørvig. Men de har fraregnet Bornholm. Rørvig er altså Danmark-minus-Bornholms midtpunkt. Danmarks egentlige midtpunkt derimod ligger et sted ude i Øresund, hvor der ikke bor nogen danskere. Dét er midten af Danmark: enten flydende eller begravet på bunden af havet. Men selv dette midtpunkt, der altså både er videnskabeligt og inkluderer Bornholm, forudsætter, at Danmark er en cirkel, hvad Danmark ikke er. Midten forbliver et vakuum.
Og oprøret fra midten blev aldrig til noget, ikke som egentlig udført politik, selv om nogle af de konkrete idéer – for eksempel borgerløn og social værnepligt – stadig er i omløb, og selv om man på venstrefløjen for længst har forladt Marx og revolutionen til fordel for en mere konservativ, mere bæredygtig og blød humanistisk linje. Midter-oprøret forblev en utopi, selv om det netop var tanken, at tankerne skulle kunne omsættes til politisk handling, hvad de sidste par kapitler handler om. “Når man betænker, hvad alternativet er,” lyder den allersidste linje, “er det umuligt at acceptere, at det demokratiske ligevægtssamfund kun skulle være en utopi.”
Men det var det.