Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Jeg spiste Færøernes særlige Putin-hummer. Og forstår nu, at frihed har en pris

På Færøerne har man længe ikke kunnet sige penge uden at sige Putin.

Foto: Tróndur Dalsgarð for Zetland

Det er en anelse absurd, det her. Foran mig står Marni Gunnar Simonsen med en levende jomfruhummer i hånden. Rød med sorte pupilløse øjne og endnu sprællevende med kløerne desperat fægtende ud til alle sider. Marni er hummereksportør, og det lille væsen i hans hånd er ikke hvilken som helst hummer.

Den er Putins hummer. Eller rettere sagt: Den var Putins hummer.

Den restaurant, som jeg har leveret til i Moskva, har et designated room upstairs, som altid stod klar til Putin og hans kone,” siger Marni Gunnar Simonsen. Et højdepunkt i min karriere var for fire-fem år siden, hvor de ringede til mig. De havde lagt jomfruhummeren i et af deres akvarier. Så ringede de og sagde, ja, Putin havde været på besøg, og han havde selv taget jomfruhummeren op af akvariet. Han havde rullet skjorteærmet op og selv taget hummeren op. Det var ligesom højdepunktet i min karriere. At verdens mest magtfulde mand tog min hummer op selv.”

Jeg står på fiskerens terrasse i den færøske bygd Argir, en spadseretur sydpå fra hovedstaden Torshavn. Tågen er tæt, og det støvregner og blæser på færøsk, men det gør ikke spor”, siger Marni. At fornemme de naturkræfter – havets bølger, regnen og vinden – der har formet hummerens levested, gør blot smagsoplevelsen større. Hummereksportøren står i sit overdækkede udendørskøkken og instruerer mig i, hvordan hans mest magtfulde kunde – den russiske præsident Vladimir Putin – foretrækker sin jomfruhummer tilberedt.

Vi leger vel tv-køkken. Og ligesom alle andre fjernsynskokke har Marni Gunnar Simonsen snydt lidt. Uden at jeg har lagt mærke til det, står der pludselig en gryde og bulderkoger.

Han fører hummeren ned i vandet og begynder at tælle. En, to, tre … I de fleste kogebøger er fingerreglen, at en jomfruhummer skal have tre-fire minutter, men det er, som om vedtagne regler ikke rigtigt gælder Putin. For Ruslands mest magtfulde mand skal hummeren være så tæt på rå som muligt. Kogt i 12 sekunder for at være præcis. Akkurat så kort tid, at skaldyret fortsat fægter med fangarmene. Akkurat så kort tid, at jeg er i tvivl om, hvorvidt hummeren er død eller levende.

Putin style,” siger hummereksportøren og dirigerer halen ind i munden. Siden 2014 har færinger haft stort set eneret på at levere fisk og skaldyr til det russiske marked. Det gælder også Marnis jomfruhummere, der har været en fast del af repertoiret på Moskvas fineste restauranter, heriblandt Putins designated room på hans stamsted. En restaurant, Marni Gunnar Simonsen af sikkerhedsmæssige årsager” ikke kan afsløre navnet på. Der er jo mange, der ønsker manden død, som han siger.

Marni bider og tygger langsomt kødet – fører det rundt i munden, som var han i færd med at smage en årgangsvin. Dernæst knuser han hovedet og fjerner med en finger leveren, som han placerer på oversiden af sin højre hånd. Han presser lidt citron ud over leveren og spiser den.

Tør du?” Marni kigger på mig, som er han i færd med at undersøge, hvilket stof jeg – en kuldskær dansker – er gjort af.

I de 12 sekunder, min hummer ligger døende i det kogende vand, er det, som om tiden står stille. Jeg tænker på den syrede film The Lobster, hvor Colin Farrell ønsker, at han bliver forvandlet til en hummer, såfremt det ikke lykkes ham at finde kærligheden på et rekreativt kurophold.

Op, nu,” afbryder Marni, da hummerens tid er rindet ud. Øjnene er forventningsfulde.

Tænk på Putin, når du spiser,” siger han og griner, idet jeg sætter mine tænder i den grågennemsigtige hummerhale. Og tænke på Putin gør jeg. Det er til syvende og sidst på grund af ham og hans krig, at jeg er rejst herop.

For tro det eller ej: Der findes intet andet land i Vesten, der er mere afhængige af eksport til Rusland end disse stejle, grønne klippeøer. Det er derfor, man på Færøerne tøver med helt at tilslutte sig EUs sanktioner. Det er derfor, man fortsat tillader eksport af fisk og skaldyr til Rusland. Og derfor, russiske skibe endnu må fange fisk i færøsk farvand og lægge til kaj i deres havne. Mens Danmark og det meste af resten af verden lukker havne og udtænker nye sanktioner, diskuterer man på Færøerne, hvad man skal stille op, når verden, som man kendte den, ikke længere er til at kende.

PUTINS MIDDAG Marni Gunnar Simonsen har fast leveret jomfruhummer til Putin. Og ville stadig gøre det, hvis det sådan helt lavpraktisk var muligt. Foto: Tróndur Dalsgarð for Zetland

Historien her handler om hummere, krig og helt ekstrem storpolitik. Og efter at have researchet i flere uger kan jeg dokumentere, at trods Ruslands angreb på Ukraine har russiske skibe aldrig haft så travlt i færøske havne. Fiskeriet fortsætter. Og samarbejdet er så tæt, at en færøsk minister, kort før krigen begyndte, mødtes med en tidligere Putin-rådgiver for at lave en helt særlig frihandelsaftale. Alt det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

For når den her fortælling alligevel begynder i fredelige omgivelser hjemme ved Marni Gunnar Simonsen og hans enkeltmandshummereksportvirksomhed, er det, fordi historien handler om mere end handel for milliarder af kroner mellem verdens største land og et af verdens allermindste lande.

Når jeg sidder her og spiser rå hummer i støvregn, er det, fordi Marni og hans landsmænd er eksempler på, hvad der sker, når krige, vi aldrig nogensinde havde bedt om, pludselig banker på vores dør og tvinger os til at tage stilling. Til at handle eller til ikke at handle. Til at reflektere over, hvilken rolle vi som mennesker skal spille i den verden, krigen insisterer på, at vi er en del af. Også selv om bomberne kastes flere tusind kilometer væk.

Flere af de færinger, jeg taler med, sammenligner skillevejen, som Putin har placeret dem ved, med samarbejdspolitikken under besættelsen i Danmark. De er splittede. Nogle mener, man bør træde varsomt. At nøgleordet over for Rusland er damage control, så man ikke risikerer at gøre bjørnen vred og dermed ruinere den færøske økonomi. Andre mener, at pragmatismens tid for længst er forbi. Der findes det gode og det onde. Det er tid til at vælge side, siger de.

Det er ikke nemt”, er en sætning, som Marni Gunnar Simonsen bliver ved med at gentage. Hans sympati ligger selvfølgelig hos den ukrainske befolkning og de flygtninge, han den seneste tid har hjulpet til rette på Færøerne. Men,” siger han, jeg kan også huske, dengang krisen kradsede i 1990’erne. Dengang der ikke var noget arbejde, og 10.000 færinger forlod øerne. Det er nemt at gøre det, der er politisk korrekt – især for politikerne. De ved ikke, hvor svært det er at opbygge en forretning. Det er nemt at have moralen i orden, når man er den sidste, der mister sit job.”

Og den færøske økonomi er helt afhængig af den russiske lyst til at købe deres produkter. Den samlede eksport til Rusland var nul procent i 1990, nul procent i 2000, tre procent i 2010 og – hold nu fast – 26 procent i 2015. Her har den ligget nogenlunde lige siden.

Havde det ikke været for flyveforbuddet over Europa, havde Marni Gunnar Simonsen stadig eksporteret hummer til Rusland. Det indrømmer han gerne. At Putin ikke længere kan få sine hummere, handler mere om lavpraktik end idealer.

To døgn før krigen, den 21. februar, sendte Marni Gunnar Simonsen de foreløbigt sidste frostflamingokasser mod Moskva. 40 kasser med i alt 2.160 levende jomfruhummere fra den iskolde Kaldbaksfjord. Han har ikke hørt fra restauranten, siden krigen udbrød.

Men,” siger Marni, de må være løbet tør nu.”

FISK 25-årige Samson Samson er helt afhængig af guldet i havet. Foto: Tróndur Dalsgarð for Zetland

For at forstå det færøske dilemma skal vi tilbage til 2014. Mystiske såkaldt grønne mænd havde indtaget Krim i Ukraine som en tyv om natten. Snart efter var halvøen annekteret af Rusland. Så fulgte kampene i Østukraine, og udbryderrepublikkerne Lugansk og Donetsk erklærede med støtte fra Putin deres uafhængighed. Det hele kulminerede på tragisk vis, da et passagerfly med 298 personer ombord blev skudt ned af et russisk missil over Donbass-regionen.

Vesten svarede igen med fordømmelse og sanktioner. Og det var i ly af disse, at den daværende færøske lagmand Kaj Leo Johannesen udtænkte en plan. Han satte kursen mod Moskva for at deltage i et møde, han selv havde rykket for. Det, der skete i Ukraine, var selvfølgelig forfærdeligt, men det var også en mulighed. For selv om Færøerne er en del af Rigsfællesskabet og medlem af forsvarsalliancen Nato, står øgruppen uden for EU. Og da Rusland forbød al import af fisk og skaldyr fra EU, Norge og Island, var det, at lagmanden fik en idé.

Som han skriver i et par kortfattede sms’er til mig, følte han sig tvunget til at handle med Rusland”, da det ellers ville være ødelæggende for den færøske eksport. Ligesom han skriver, at selv om han støtter EUs sanktioner i dag, er det med at gøre verden op i venner og fjender” ikke hans kop te”.

Dengang fordømte lagmanden EUs sanktioner og understregede over for den russiske viceminister, at Færøerne – som det eneste land i Vesten – fortsat kunne lade fisken flyde til Rusland. At man var klar til at handle.

Som sagt, så gjort. Og året efter åbnede Færøerne sågar et diplomatisk kontor i Moskva, der skulle styrke handlen og de kulturelle bånd” mellem landene. På få år mangedobledes den færøske eksport til Rusland. Økonomien boomede med vækstrater i Kina-klassen. Arbejdsløsheden forsvandt. Befolkningstilvæksten slog nye rekorder. Huspriserne skød i vejret. Milliarddyre tunnelanlægsbyggerier med rundkørsler 187 meter under havets overflade blev sat i værk, og i 2018 oversteg det færøske BNP pr. indbygger for første gang det danske. Det var blankpolerede Audi’er og opvarmede swimmingpools. Det var friværdi og liv og glade dage. I hvert fald på Færøerne.

For i Danmark anså man det ikke ligefrem som et hædersbevis, at en del af Rigsfællesskabet og Nato i den grad plejede omgang med Putins Rusland. Og stemningen blev kun værre i 2018, da det kom frem, at Færøerne havde underskrevet en såkaldt hensigtserklæring om at indgå en frihandelsaftale med Den Eurasiske Økonomiske Union. En toldunion grundlagt af Putin, der foruden Rusland består af Lukasjenkos Hviderusland og tre andre tidligere sovjetrepublikker.

Færingerne,” sagde tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (RV), da jeg interviewede ham dengang, skylder sig selv at tænke sig rigtig godt om, før de tager et så ultimativt skridt, som det er at indgå en frihandelsaftale med Rusland. Det er helt fint, de handler med Rusland ligesom os andre, men derfra og så til at binde sig op i den tætteste interessesfære skal man tænke sig godt om. Det siger jeg ikke af hensyn til Danmark, men af hensyn til dem selv.”

Men de danske politikere talte for døve ører. Når det kommer til handel, er Færøerne herre i eget hus. Og Rusland havde for længst bevist, at de var øgruppens sande venner.

Sagen er prekær. For ganske vist bestemmer færingerne selv over deres fiskeri- og handelspolitik, men som så ofte før udviskes grænserne for, hvad der er handel, og hvad der er udenrigs- og sikkerhedspolitik, når vi er i krig.

I bogen Battle for Arctic Will argumenterer den russiske og Kreml-sindede politolog Artur Indzhiev for, at Putin længe har ledt efter et weak spot i den vestlige alliance. Og at dette svage punkt meget vel kunne vise sig at være Færøerne. Han skriver, at øgruppen kan udnyttes til at forstyrre sammenhængskraften i Nato”, og at Rusland bør udnytte de voksende spændinger” i Det Danske Rigsfællesskab til egne fordele”.

Jeg ringer til en højtstående færøsk embedsmand, der var en af de centrale folk bag styrkelsen af de diplomatiske forbindelser mellem Torshavn og Moskva, og som spillede en afgørende rolle i forhandlingerne om en frihandelsaftale med Putins Rusland og Den Eurasiske Økonomiske Union. Jeg vil gerne vide, hvor initiativet til samarbejdet kom fra. Forsøgte Rusland at gøre Færøerne til en trojansk hest i Nato, eller er bekymrede vestlige iagttagere ude på et overdrev?

Helt klart det sidste,” siger embedsmanden. For ham at se var det først og fremmest et politisk ønske fra Færøernes side at styrke relationen, øge eksporten og potentielt indgå en frihandelsaftale med Rusland. Det handlede om penge.

Den 23. november 2021 – nøjagtig tre måneder før den russiske invasion af Ukraine – mødtes Færøernes nuværende minister for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, med repræsentanter fra Den Eurasiske Økonomiske Union i hovedkvarteret i Moskva.

Som mødeleder deltog Putins tidligere rådgiver gennem knap ti år, Sergey Glazyev. Og blandt andre prominente deltagere kan nævnes den russiske politolog Sergey Mikheyev, der gik viralt, da han i bedste sendetid på russisk stats-tv i marts forsikrede Vesten om, at en atomkrig nemt kunne være lige om hjørnet.

Af mødereferatet kan jeg læse, at unionens repræsentanter var begejstrede for, at handlen med Færøerne var vokset med næsten 25 procent i 2021. Jeg kan også læse, at den færøske delegation bekræftede, at de fortsat ønsker at få etableret en frihandelsaftale med unionen, og at forhandlingerne skal fortsætte i Torshavn i 2022.

I dag – et halvt år og en krig senere – bagatelliserer Jenis av Rana mødet. Siden han kom til magten, har Færøerne været i full march mod Vesten, siger han. Han fortæller, at han mest af alt tog til mødet i Moskva for at knytte bånd til medlemslandet Armenien. Et land, han føler en særlig forbundethed til på grund af den forfølgelse, landets kristne har oplevet gennem historien. Noget, der slet ikke fremgår af mødereferatet. Men han nævner dog, at forhandlingerne om en frihandelsaftale med Putin og Putins venner i dag er suspenderet på ubestemt tid.

Krigen i Ukraine har, medgiver Jenis av Rana, placeret Færøerne i saksen. Hvis du forestiller dig, at Danmark pludselig mistede hele landets eksport til de tre største eksportmarkeder. Til Tyskland, til USA og til Norge. Det er dén situation, vi står i her på Færøerne, efter at krigen startede,” siger han.

At det overhovedet er kommet så vidt, er først og fremmest EUs og Danmarks skyld, mener ministeren. Havde det ikke været for København og Bruxelles, var Makrelkrigen nemlig aldrig kommet. Og så var Færøerne aldrig blevet tvunget’ i favnen på Vladimir Putin.

FOR NEMT Tórik Ábraham Rouah han gik ud af 10. klasse for at være fisker. Han er træt af at høre på bedrevidende kritik fra Danmark. Foto: Tróndur Dalsgarð for Zetland

Makrelkrigen. Man skal ikke have befundet sig længe på Færøerne, før man hører ordet her, der og alle vegne. Samtlige personer, jeg taler med, nævner den som selve årsagen til det tætte økonomiske samarbejde med Rusland i dag. Glem Ukraine, glem Krim, glem sanktionerne. Hvis ikke det havde været for Makrelkrigen mellem Færøerne og EU i 2013, var det aldrig kommet så vidt.

Så den historie må vi hellere lige få.

Efter en bitter strid om makrel- og sildekvoter i færøsk farvand besluttede EU i 2013, at samtlige europæiske havne skulle lukkes for færøske skibe, og at al eksport af færøsk fisk til Europa og til andre lande via Europa skulle bandlyses. Boykotten gjaldt også Danmark. Da valget stod mellem Færøerne og EU, stod Danmark på unionens side.

Det var David mod Goliat,” siger Jenis av Rana og konstaterer, at det var, da nøden var størst, at Rusland kom og hjalp”. Danmark gjorde intet.

I dag går ministeren teknisk set ind for, at Færøerne uforbeholdent tilslutter sig EUs sanktioner mod Rusland. Men der er ikke opbakning til en hård sanktionspolitik i Lagtinget. Under behandlingen af lovforslaget fik regeringsmedlemmer af udlandsudvalget nemlig indført et lille, men ret afgørende forbehold: Russiske skibe må fortsat fiske i denne del af Det Danske Rigsfællesskab. Og i modsætning til Danmark og EU er det op til de færøske virksomheder selv, om de vil droppe eksporten af fisk. De må med andre ord selv bestemme, om de har lyst til at miste deres levebrød.

BUSINESS AS USUAL Runavik Havn. Fred og ro. Og russiske fisk. Foto: Tróndur Dalsgarð for Zetland

Jeg er kørt til Færøernes tredjestørste by, Runavik, for at se de russiske skibe, der fredfyldt ligger ved kajen med lasten fuld af færøsk fisk. Her er ingen protester eller aktivister, der kræver russerne sendt væk. Der er bare stille og roligt. Det er her, jeg møder byens republikanske borgmester og tidligere sømand og havnemester, Thorbjørn Jacobsen.

Thorbjørn viser hjemmevant rundt i havnen. Bag ham er Mekhanik Sergey Agapov, et stort russisk fiskeskib, i færd med at læsse tonsvis af blåhvilling af til et fryseskib, der ligeledes bærer det russiske flag i stavnen. Skibet er penge. Penge til havnen, til dem, der kommer med forsyninger, eller dem, der bliver hyret til at reparere noget. Til byen.

Og forretningen er kun blevet større, siden krigen i Ukraine begyndte. Alene i årets første fem måneder blev der omlastet eller opbevaret 100.000 tons russisk fisk i de færøske havne. Det svarer stort set til den samlede mængde fisk, som russiske skibe omlastede hele sidste år. Russerne har altså mere end fordoblet fiskeriet, siden krigen begyndte, og EU besluttede at forbyde al eksport af fisk og skaldyr.

Borgmesteren mener, at øgruppen egentlig burde vælge side i konflikten. Koste, hvad det koste vil. Men samtidig forstår han godt de politikere og fiskere, der kæmper for at fastholde fiskerisamarbejdet med Putin. Det handler om overlevelse, siger han.

Som borgmester er jeg ikke sat i verden til at have en mening om, hvad vi skal have af samhandel med Rusland. Overhovedet ikke. Men som menneske mener jeg, at vi skal bruge alle de midler, vi har til at stoppe en mand, der er gået i selvsving, og som bryder alle traktater. Det gjorde man ikke i 1930′erne, da Berlin gik amok. Og det gør vi ikke i dag, når Moskva går amok,” siger han.

Føler du, at de tre skibe, du kigger på i din havn lige nu, er med til at holde Putin ved magten?

Skibene er en lille dråbe i et meget stort og fragmenteret billede, men altså, ja, alt hører sammen. Og alle har et ansvar,” siger Thorbjørn Jacobsen.

Runaviks republikanske borgmester og tidligere sømand og havnemester, Thorbjørn Jacobsen. Foto: Tróndur Dalsgarð for Zetland

Færøernes rigeste mand, direktør Regin Jacobsen, stod i sit hjem i bygden Glyvrar, da krigen brød ud. Når han tjekkede mobilen, læste han om byer, der blev bombet. Når han tændte for tv’et, så han kvinder og børn, der flygtede i stopfyldte togvogne og endeløse motorvejskaravaner 2.000 kilometer væk i Kyiv.

Siden Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, havde Regin Jacobsens virksomhed Bakkafrost – Færøernes med afstand største – solgt laks for milliarder til det russiske marked. Det er blandt andet den handel, der har gjort ham til Danmarks 33. rigeste mand med en formue på knap fire milliarder kroner i 2020.

I årevis støttede direktøren også åbent idéen om en frihandelsaftale med Putin og hans venner. Nu var det, som om alt var forandret. Han ringede til sine nærmeste ansatte, og to dage senere udsendte virksomheden en pressemeddelelse, hvori de suspenderede al eksport af laks til Rusland. Næsten 20 procent af virksomhedens samlede eksport.

Normalvis har jeg altid sagt, at vi ikke producerer politik, men madvarer, men der eksisterer en balancegang mellem ansvar og ligegyldighed. Og som situationen har udviklet sig, er vi nødt til at bruge alle midler til at vise, vi ikke kan være en del af det her,” siger Regin Jacobsen.

Jeg møder ham i Bakkafrosts hovedkvarter. En iøjnefaldende bygning, der grundet sin størrelse og Færøernes stejle klippelandskab er placeret på tonstunge betonsøjler i fjorden. I virksomheden har han ansat 1.700 mennesker, hvilket gør stedet til landets fjerdestørste by på hverdage mellem 8 og 16.

Regin Jacobsen sidder under hele interviewet med en iPad og læser højt. Han har tydeligvis forberedt sig og gentager de pointer, han mener er vigtige at få frem. Han ønsker ikke at kommentere på det officielle Færøernes manglende tilslutning til EUs sanktioner, men siger i stedet, at han godt kan forstå, at den økonomiske forbundethed af Rusland er et stort dilemma for særligt de virksomheder, der har al deres eksport i Rusland, eller for de fiskere, der lever af at fange torsk i russisk farvand. Nej, Regin Jacobsen taler som en direktør for et milliardforetagende med aktionærer i ryggen. Hvis han retter en kritik, er den subtil og indirekte, som da han under vores samtale pludselig refererer til den jødiske forfatter og nobelprismodtager Elie Wiesel.

Det var som overlevende fra Holocaust, at Wiesel efterfølgende kritiserede USA for at have tilladt amerikanske virksomheder at eksportere varer til Nazityskland helt frem til 1942, forklarer direktøren. Elie Wiesel sagde, at det ikke altid er let at gøre det rette, men at det heller ikke altid er rigtigt at gøre det, der er let. I det her tilfælde er der jo ingen tvivl om, at Rusland er gået langt over stregen. Vi er i dag i en situation, som minder om Anden Verdenskrig, og her er det vigtigt at erkende, at ligegyldighed kan pådrage os et ansvar.”

Jeg forlader Bakkafrost og kører nordpå mod Klaksvik. Det er her, i Færøernes næststørste by og ubestridte hovedstad, når det kommer til fiskeri, at modstanden mod at forvise russiske fiskeskibe fra færøske havne og mod at bandlyse eksporten til Rusland er størst.

Fiskerne i Klaksvik frygter, at russerne som modsvar til en boykot vil inddrage de færøske kvoter til at fange torsk i Barentshavet. En milliardforretning, der siden 1970’erne har gjort færøske barentshavsfiskere til nogle af landets rigeste. Velstanden ses på vejene i Klaksvik. I blankpolerede Mercedes’er og Audi’er sidder unge mænd i tøj, der ligner, de er på vej på havnen.

Det er her, jeg møder 25-årige Samson Samson, der er opkaldt efter sin bedstefar. Han står ved sin Mitsubishi L200 SUV-firehjulstrækker og er iført Shimano-hurtigbriller. Da jeg spørger, om bilen er betalt kontant, kigger Samson Samson undrende på mig.

På Færøerne er fiskeri big business, og en årsindtægt på en million kroner for at sejle i det russiske Barentshav er ganske normalt. Han kalder fiskeriaftalen mellem Færøerne og Rusland for et meget sårbart emne” og forklarer, at de tre fiskere, der ejer skibene, som sejler til Barentshavet, inden krigen foretog en milliardinvestering i nye, moderne skibe.

Hvis de ikke kan omsætte de skibe, så går det helt galt, tror jeg,” siger Samson Samson.

En anden barentshavsfisker, Tórik Ábraham Rouah, frygter, at han mister det arbejde, han har haft, siden han stak til søs efter 10. klasse. Han er træt af at høre på kritik fra Danmark og fra forretningsmænd som Bakkafrosts direktør Regin Jacobsen.

Det er nemt for Regin at sige det. Rusland køber ikke så meget laks. For os, der fisker i russisk farvand, kan vi ikke gøre noget. Vi kan ikke bare finde et andet sted at fiske. Vi kan ikke tage til Danmark eller et andet land,” siger han. Vi bliver kritiseret for at spise grindehvalkød, og nu bliver vi kritiseret for at handle med Rusland. Men Danmark køber gas – alle nationer gør noget forkert – også alle os, der bare prøver at gøre det rette. Og for os fiskere er det ekstremt vanskeligt bare at sige stop med fiskeriet, for det er bogstaveligt talt vores eneste ben at stå på. Det er kun fiskeriet.”

Tórik og Samsons chefer kaldes i færøske folkemunde for fiskeoligarkerne. Desværre ønsker ingen af dem at tale med mig, men under mit besøg bringer den færøske avis Dimmalætting et interview med en af dem, Anfinn Olsen. I artiklen står der, at fiskeoligarkerne inden krigen investerede 1,2 milliarder kroner i tre nye skibe, som er designet til at fange torsk i Barentshavet. I avisen kalder han det en økonomisk katastrofe”, hvis fiskeriaftalen mellem Færøerne og Rusland droppes.

Det her er,” siger fiskeoligarken, en meget svær situation, som rejser mange spørgsmål, som vi slet ikke er vant til at have i fiskeindustrien. Jeg tror ikke, der er nogen her, der forsvarer Vladimir Putin, men vi bliver nødt til at tænke på, hvilket formål sanktioner heroppe tjener, og hvem de skader, for det er i virkeligheden mest os selv, vi sanktionerer.”

Om aftenen er jeg igen hjemme ved hummereksportør Marni Gunnar Simonsen. Vi sidder atter på terrassen ved et stålbord, der viser sig at være et såkaldt teppanyaki. En japansk grill, hvor Marni Gunner Simonsen er i færd med at tilberede en ananas med kanel og mørk Anthon Berg-chokolade. På anlægget spiller Wamdue Projects megahit King of my Castle.

Himlen er skyfri, og fra terrassen kan jeg se Nolsoy, en mindre ø ud for Torshavn. I forrige uge fik øen officielt besøg af to amerikanske ubåde. Et fænomen, man ser oftere og oftere på de her kanter. Alene i år har Færøerne allerede 27 gange givet tilladelse til, at Nato-krigsskibe kunne komme ind i landets farvand. Normalt sker det i gennemsnit blot fire gange om året. Og i juni rejste statsminister Mette Frederiksen til Færøerne for at underskrive en aftale om at opføre en militærradar, så Nato får bedre kontrol over luftrummet. Ved det efterfølgende pressemøde blev statsministeren spurgt ind til de russiske skibe i de færøske havne og de manglende sanktioner.

Det er handelspolitik, og det er som bekendt et område, som Færøerne styrer,” sagde hun ved den lejlighed.

Chokoladen er smeltet, og Marni Gunnar Simonsen tager en bid af den overtrukne ananas.

We were at the end of the world, and now we are at the center,” siger han og lyder pludselig højtidelig.

Han er splittet. For selv om han fordømmer Putin og krigen, handler den nuværende situation også om noget andet. Noget dybere. Eksporteventyret med Rusland handlede ikke kun om penge. Det handlede om identitet og en hidtil uset frihed. I en periode føltes det næsten, som om landet var uafhængigt. At man var king of my castle. Dropper man fiskeriaftalen med Rusland, og forbyder man eksporten, risikerer færingerne at give afkald på den frihed.

Jo mindre vi tjener på eksporten af fisk, jo mere afhængige bliver vi af Danmark. Det er sådan, det hænger sammen.”

Han kigger ud over fjorden.

Sådan har det altid været.”