Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Jacob Nyborg Nielsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Helikopter

Mandag 23. maj 2022

Hej,

Dagens Helikopter handler om, hvordan vi får tid til at drikke kaffe.


Robotsstøvsugerne kommer. Men skaber det mere eller mindre tid til borgerne?

Det gælder om at sætte de offentlige hjerner fri! Sådan lyder budskabet fra dagens gæst i Helikopteren, der er i gang med at gennemdigitalisere hele Syddjurs Kommune. Spørgsmålet er, hvordan vi undgår at miste mennesket med de varme hænder undervejs?


Vores medlemmer foretrækker at lytte


Foto: Ole Lind/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Digital velfærd

Kommunernes Landsforening vil have sat skub i digitaliseringen af velfærden. Men risikerer vi at miste nærhed og omsorg?

De danske kommuner skal skrue op for digitaliseringen. Det er budskabet i KL (Kommunernes Landsforenings) nye anvisninger til kommunerne med overskriften “Gentænk Velfærden”.

Det skal løse problemet med manglen på arbejdskraft: et problem, der efterhånden er blevet italesat rigtig mange gange. I 2030 vil der være brug for hele 44.000 flere ansatte i det offentlige. Og de står ikke ligefrem i kø lige nu.

Så derfor vil KL altså have sat skub i digitaliseringen i det offentlige. Det betyder, at kommunerne i højere grad skal bruge data til at skabe bedre sagsbehandling, og at kunstig intelligens skal bruges til tidlig opsporing og forebyggelse af sygdom. Det betyder også, at borgerne skal tilbydes digitale løsninger på for eksempel videomøder, som KL mener kan spare tid for både de ansatte og borgerne.

Det her lyder en smule luftigt – men den overordnede målsætning er dog klar: “Digitale løsninger skal bruges til at løse arbejdskraftudfordringen.” Men kan man digitalisere sig ud af manglen på varme hænder? I dagens Helikopter spørger vi Jon Badstue Pedersen, afdelingsleder for It og Digitalisering i Syddjurs Kommune.

“Jeg kan sagtens forstå, at man kan være bekymret for, at den menneskelige relation helt bliver erstattet af en robotstøvsuger og en forflytningskran. Men der kommer en klemme - færre medarbejder, flere ældre og måske også en presset økonomi, og det skal man finde den gode balance i”, siger Jon Badstue Pedersen.

Du kan som sagt høre mere fra Jon Badstue Pedersen i dagens Helikopter. Her dykker vi ned i, hvordan man kan digitalisere velfærd, og om det egentlig frigiver mere tid til de varme hænder – eller om vi risikerer at miste netop det: den menneskelige nærhed.

Det skal du også vide

Antallet af fordrevne slår rekord. FN’s Flygtningehøjkommissariat har netop meddelt en nedslående verdensrekord: Der er nu mere end 100 millioner mennesker på flugt i verden. Det er det højeste antal nogensinde og tæller både mennesker, som flygter til andre lande, og mennesker, som er internt fordrevne på grund af konflikter rundtom på kloden (Berlingske).

Russisk soldat dømt for krigsforbrydelser. Ved retten i Kyiv er en ung russisk soldat blevet idømt livstid. Soldaten var tiltalt for at have dræbt en civil mand i det nordøstlige Ukraine den 28. februar. Retssagen er den første af sin slag, men Ukraines statsanklager oplyser, at man lige nu forbereder sager om krigsforbrydelser mod 41 russere. Den unge soldat vil ifølge sin advokat appellere sin dom, og det forventes også, at den russiske stat vil forsøge at assistere i de her sager (TV 2).

Elevfordeling på gymnasier laves om. Der har været livlig debat om, hvordan eleverne skal fordeles på landets gymnasier. Den nye aftale på området lagde op til, at fordelingen af elever blandt andet skulle foregå ved lodtrækning. Det vakte en del kritik, og nu er netop det punkt i aftalen blevet ændret, så det er elevernes transporttid til gymnasierne, der afgør fordelingen. Det er ikke det eneste kriterie, eleverne bliver fordelt efter. Aftalen indeholder også, at kommende elever skal fordeles efter, hvor meget deres forældre tjener – et tiltag, der skal forsøge at skabe en mere jævn fordeling af elever fra både velhavende og mindre velhavende hjem. Det er noget, der har mødt en del kritik fra især de blå partier (Jyllands Posten).

Dagens tal

8

Storkene har gjort dansk comeback, og der er nu otte registrerede storkepar i Danmark. Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk det højeste antal i 30 år (TV 2).


Illustration: Marie Boye Thomsen for Zetland

Dagens Zetland-historier

Velfærdskrise. Giftig gæld, øget ulighed og en meget risikovillig adfærd. Det lyder som en krise i finanssektoren, men det er faktisk, hvad de danske skoler og hospitaler står over for lige nu.

Quiz! Har svenskerne et forbehold om salg af snus? Og har Frankrig et om croissanter? Vi skal snart stemme om det danske EU-forsvarsforbehold, og Zetlands politiske redaktør Theis Ehler Molin har lavet en quiz om netop det.


Merian Garde Gräs

Det var alt for i dag. Ciao.

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært