Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Nu taler alle om skattely igen. Her er, hvordan det egentlig fungerer

HAPS Fra Danmark via Holland til Bermuda. Og vupti, så betaler man 0 procent i selskabsskat. Smart. Og overraskende nemt. Illustration: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


20. maj 2020
10 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Bølgerne er gået højt, siden det kom frem, at 261 millioner fra coronahjælpepakkerne er gået til danske selskaber, hvis ejere har hjemme i skattely. Virksomhederne siger selv, at det ikke handler om at undgå at betale skat. Men hvis nu det gjorde, hvordan fungerer det så egentlig? Her er historien om, hvor let det faktisk er.

Det gav internationale overskrifter, da Folketingets partier i midten af april blev enige om at forhindre skatteunddragende virksomheder i at få del i coronakrisens hjælpepakker. Torsdag den 14. maj kunne TV 2 imidlertid fortælle, at 261 hjælpepakke-millioner er gået til selskaber ejet i skattely. Sagen er således den, at hjælpepakkens skattebestemmelse udelukkende er møntet på de 12 lande, der står på EUs sorte liste over skattely, og disse spiller kun en lille rolle i dansk skattespekulation.

Tal fra projektet The Missing Profits of Nations, der er et samarbejde mellem forskere på Københavns Universitet og UC Berkeley i Californien, viser, at ud af de 33 milliarder kroner, der i 2017 blev fragtet ud af Danmark til skattely, gik kun 6 procent til lande, som er på EUs liste. Resten blev dirigeret til EU-lande som Luxembourg, Irland, Holland, Belgien og Malta, der fra Bruxelles (og dermed også fra Christiansborg) ikke anses for at være skattely. Men altså ikke desto mindre er lige præcis det, ifølge både eksperter og ngo’er.

I TV 2’s afsløringer var der tale om syv virksomheder, der har modtaget offentlig corona-støtte siden den 1. maj, selv om deres snørklede selskabskonstruktioner fører til en ultimativ ejer i et skattely. Iblandt er bagerkæden Lagkagehuset, der har modtaget 4,6 millioner kroner, og som i yderste led af ejerkæden står registreret i Luxembourg og kanaløen Jersey.

Man har helt klart lavet de her virksomhedskonstruktioner for at undgå at betale skat. Jeg kan ikke se, hvad grunden ellers skulle være for at have de her virksomheder i alle de lande, som netop har den fordel, at man betaler meget lidt, hvis overhovedet noget, i skat,” vurderede Michael Bjørn Hansen, skatteadvokat og tidligere kontorchef i Skat, til tv-stationen. Lagkagehusets direktør har siden afvist, at det skulle være formålet med selskabskonstruktionen.

Der er ganske vist i sig selv ikke noget ulovligt ved at være ejet i skattely. Og det fremgår heller ikke af virksomhedernes regnskaber, om ejerne vitterligt har haft draget fordel af konstruktionerne. Men de selskabsretslige forgreninger rundtomkring i verden viser dog, hvordan den globale økonomi tillader virksomhedsopbygninger, der i hvert fald gør det muligt at minimere sin skattebyrde. Faktisk utroligt let. For at vise hvordan og hvorfor har vi her på Zetland stiftet en kæde af isenkræmmere. På en måde i hvert fald. Og vi har fået hjælp af en af dem, der ved allermest om, hvordan skattely fungerer.

Vores isenkræmmerkæde hedder Kræmmergrisen og har små 200 butikker rundtomkring i danske storcentre og på gågaderne i de fleste mellemstore provinsbyer. Holstebro og Slagelse blandt andet. Eller, det har den ikke, i virkeligheden findes isenkræmmerkæden Kræmmergrisen selvfølgelig slet ikke. Men lad os sige, den gør. Og lad os sige, at vi, artiklens skribenter, ejer den.

Efter at have været en fin og sund, men ikke specielt prangende forretning i årevis er noget begyndt at ændre sig. Sidste år lancerede vi en ny serie af luksusgryder og -pander i samarbejde med en kendt dansk tv-kok, og siden er vores overskud eksploderet. Derfor er vi nu begyndt at spekulere over, om det virkelig er nødvendigt at betale den ret høje danske selskabsskat af vores pludselig ret betydelige overskud, der jo trods alt er vores fortjeneste efter mange års slid og slæb.

Til at hjælpe os har vi, selvfølgelig, hyret en skatterådgiver. Nemlig Ludvig Wier, der som postdoc på University of California er blandt de mest toneangivende forskere i skattely. For eksemplets skyld har han sagt ja til at hjælpe os med at oprette en, skal vi sige, lidt mere fleksibel selskabskonstruktion end den ret rigide, vi har i dag. Så hvor nemt er det? Og hvordan ser sådan en konstruktion ud?

Det grundlæggende princip er,” forklarer han os, at I skal have det til at se ud, som om I ikke tjener nogen penge i Danmark.” År efter år har vi betalt nogle og tyve procent i selskabsskat af hele vores overskud. Det kan vi undgå, hvis vi kan flytte overskuddet til et andet land.

Den nemmeste måde at få skatten ned på er at oprette et søsterselskab, som vi selv ejer, i et land med lavere selskabsskat. Ludvig Wier foreslår Irland, der også bliver brugt af virksomheder som Google og Apple, og hvor selskaber kun betaler 12,5 procent i skat. Når vores nye søsterselskab er oprettet, kan vi begynde selv at sende regninger fra Irland til vores danske selskab og på den måde dirigere overskuddet dertil.

Så skal I betale skat i Irland i stedet,” forklarer Ludvig Wier. Og på den måde har I sparet en masse penge.” Men, indvender vi, vi vil egentlig helst slippe helt for at betale skat. Og for at komme til det, skal vi have gang i en lidt mere kompliceret selskabsstruktur.

Ludvig Wier foreslår, at vi kan sende pengene til Bermuda, der har en selskabsskat på lige præcis nul procent. Men, siger han, vi kan ikke bare sende overskuddet direkte derned. Det har et enigt Folketing bestemt. Så hvis I prøver, så kommer skattefar i Danmark og indkasserer en skat med det samme.”

I stedet skal pengene først flyttes til et andet EU-land, hvilket det danske folketing ikke kan stoppe, fordi EU er baseret på et princip om kapitalens frie bevægelighed. Eksempelvis Holland, der har en skattestruktur, som er særdeles fordelagtig i dette tilfælde. Herfra kan vi så flytte dem videre til Bermuda. Det kræver dog en større omstrukturering af hele forretningen. Og her er, hvordan sådan en kunne se ud.

Lad os sige, at vi sælger vores pander for 800 kroner stykket (vores konkurrent Imerco tager rent faktisk 849,95 kroner for en Scanpan Classic Grillpande, så det er ikke helt usandsynligt). Af de 800 kroner har vi 200 kroner i omkostninger til produktion, løn til butiksassistenten, husleje og så videre. Resten er overskud.

Den letteste måde at få profitten til at forsvinde på,” siger Ludvig Wier, er at spørge: Hvad er det, der fik kunden til at give 800 kroner for panden? Det er nok jeres sindssygt fede brand, et lækkert design og en patenteret overflade på panden.”

Tilsammen er der tale om det, der på juridisk fagsprog hedder intellektuelle rettigheder: vores kædes varemærke, vores panders særlige design, det lækre håndtag, der ligger ekstra godt i hånden, hypen, der har fulgt med samarbejdet med den kendte tv-kok, og alle madbloggerne, som vi har sendt gratis pander, og som efterfølgende har delt billeder af dem på Instagram. Og ikke mindst: vores helt egen slip let-overflade, der giver Tefal baghjul, og som vi selvfølgelig har taget patent på.

Alt det her er grunden til, at vi kan sælge en pande for 800 kroner. Den strategi, vi efter Ludvig Wiers rådgivning bestemmer os for, bliver derfor at oprette et søsterselskab i Holland og sælge alle de intellektuelle rettigheder til selskabet. Bagefter kan vi så, fra det hollandske selskab, bede vores danske selskab om at betale royalties for at bruge de intellektuelle rettigheder. Vi kan derved øge udgifterne i Danmark og på den måde flytte overskuddet til Holland. Strategien er inspireret af Google, hvis søgemaskinealgoritme ifølge Ludvig Wier er ejet i et selskab i Bermuda, hvor virksomheden ikke har en eneste ansat, og hvor store dele af selskabets overskud tidligere er blevet overført til.

Der er et par ting, vi her skal holde os for øje: De penge, vi sælger rettighederne for, bliver til en indtægt i Danmark og skal efterfølgende beskattes. Så vi vil gerne sælge det så billigt som muligt. Ifølge lovgivningen må vi ikke sælge det til en urealistisk lav pris, men hvad vil det egentlig sige? Det er op til Skats medarbejdere at vurdere, og det kan være ret svært. For eksempel lykkedes det i 2004 Skype at sælge den algoritme, der siden indbragte stifterne flere milliarder, til Luxembourg for et meget beskedent beløb. Fordi, lød argumentet, det var det, den havde kostet at udvikle. Folkene bag havde nemlig arbejdet gratis det meste af tiden, fortæller Ludvig Wier.

Det kan måske virke lidt spøjst, at vi på den måde kan handle med os selv. Men sådan er lovgivningen altså, og vi er ikke for fine til at udnytte kattelemmen. Så vi sælger vores intellektuelle rettigheder til os selv i Holland til så lav en pris, vi nu engang kan slippe af sted med. Det giver os et engangs-skattesmæk, når indtægterne for salget kommer ind i Danmark, men det er det værd. Når de intellektuelle rettigheder først er i Holland, kan vi sende en regning herfra til Danmark på 600 kroner per solgt pande for brug af varemærke, slip let-patent og så videre. Og på den måde flytte hele overskuddet til tulipanernes land.

Så er vi så langt: Vores danske forretning går i nul, men til gengæld giver vores hollandske forretning nu et enormt stort overskud. Og det skal vi have flyttet til Bermuda. Til det bruger vi endnu en ret snedig finte, nemlig interne renter.

Vi opretter først et nyt selskab i Bermuda. Selskabet giver vi en stor kapitalindsprøjtning fra vores danske selskab, og de penge låner vi bagefter til vores hollandske selskab. På den måde ender den hollandske filial med at skylde en masse penge til vores bermudianske selskab, og det lån skal der selvfølgelig betales renter af. Så efter nøje beregninger sørger vi for, at renterne bliver så store, at vores hollandske selskab også ender uden overskud. De 600 kroner, der er røget til Holland som royalties, går nu hver og en til rentebetaling til Bermuda.

Og således kan vi med kun to ekstra selskaber flytte hele vores profit fra Danmark til Bermuda og slippe helt og aldeles for at betale selskabsskat.

I realiteten er konstruktionerne hos de selskaber, der har været fremme i medierne, ikke helt så simple. Sport Danmark A/S, der ejer de danske Sportmaster-forretninger og har modtaget 14 millioner kroner i lønkompensation fra staten, er eksempelvis ejet af et andet dansk selskab, der er ejet af et tredje dansk selskab, der er ejet af et fjerde dansk selskab, der er ejet af et selskab i Singapore, der ifølge TV 2 i sidste ende tilhører to fonde på De Britiske Jomfruøer, der af flere eksperter beskrives som et skattely. Og hvad angår Gate Gourmet, der har modtaget over 42 millioner kroner i lønkompensation, og som laver og sælger flymad, så kan selskabets konstruktion spores fra Danmark til Luxembourg og videre til Schweiz, Hongkong og Singapore. Ifølge Information kan ejerskabet af halvdelen af Gate Gourmets koncern endda spores hele vejen til Caymanøerne, der tidligere i år rent faktisk blev føjet til EUs sortliste over skattely.

Så når nu skatterabatten kan opnås med kun et par datterselskaber, hvad er så grunden til at gøre det hele så kompliceret? Vi kender ikke de konkrete selskabers bevæggrunde, og mens Sportmaster i en Facebook-opdatering har skrevet, at formålet ikke er at unddrage sig skat, har Gate Gourmets ejer, Gategroup, skrevet til Information, at vi betaler alle de skatter, vi skal i Danmark for aktivitet i landet”, og at vores aktionærers holdingstruktur påvirker ikke vores skattebetalingsforpligtelser i Danmark”.

Men for vores fiktive isenkræmmer kan der være to gode grunde til at skrue op for kompleksiteten. For det første har hvert land sine egne skatteregler, og for hvert land, vores penge passerer igennem, får vi flere muligheder for at udnytte de lokale smuthuller i lovgivningen. Og for det andet kan det, med Ludvig Wiers ord, fungere som et røgslør. Jo flere led, jo mere uoverskueligt bliver det at kontrollere, hvad vi egentlig har gang i.

Som virksomhedsejere, der har ønsket at minimere vores skatteomkostninger, er vi nu godt tilfredse. Vi har løsnet den danske skattelovgivnings greb om vores forretning og fået maksimeret vores fortjeneste – til stor glæde for os selv, selskabets ejere. Men hvad med det samfund, vi er en del af, og hvis fælleskasse nu er gået glip af de penge, vi har placeret strategisk smart i udlandet?

Ludvig Wier understreger, at han ikke udtaler sig om de konkrete danske virksomheder, der bliver beskyldt for at være placeret i skattely. Men han er, når han træder ud af sin fiktive rolle som skatterådgiver, en ret stærk kritiker af det internationale skattesystems nuværende indretning: Setuppet er jo fuldstændig galimatias. Det giver ingen mening, at man kan sælge de intellektuelle rettigheder fra sig selv til sig selv.” Samme holdning har Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke, der på sin blog Lighedstanker skriver, at måden vi beskatter multinationale selskaber på er brudt sammen”.

Det så ikke kønt ud, da Lagkagehuset, Synoptik og en håndfuld andre selskaber ejet i skattely havnede i overskrifterne for at modtage skatteyderpenge. Men når deres selskabskonstruktioner ser ud, som de gør, og de ifølge ekspertvurdering efter alt at dømme drager fordel heraf, kan forargelsen altså ikke alene rettes mod de enkelte virksomheder. Der er først og sidst tale om et system, som en hvilken som helst større dansk virksomhed – for eksempel en isenkræmmerkæde med små 200 butikker landet over og pander til 800 kroner stykket – nemt ville kunne udnytte. Hvis det altså var det, den ville.