Her er tre store fejl, forældre begår, når de pakker deres unge ind i vat

ER_DU_OKAY_SKAT?Det er ikke den modvind, som unge mennesker er udsat for, der resulterer i følelsen af skrøbelighed – men netop det, at vi bilder dem ind, at de er skrøbelige og derfor ikke må udsættes for ubehageligheder, mener to amerikanske forfattere. Illustration: Matthias Seifarth for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

To amerikanske professorer udpeger i en ny bog grundlaget for den skadelige “sikkerhedskultur”, de mener har vundet indpas i vestlig børneopdragelse. Blandt andet peger de på det, de kalder tre usandheder: At man altid skal stole på sine følelser, at modgang gør en svag og, at livet er en kamp mellem onde og gode mennesker. Sara Alfort har interviewet en af de to forfattere om hans opråb.

Det var under en scene i sidste sæson af tv-programmet X FactorDR, at det slog mig.

Dommer Thomas Blachman havde sammensat en musikgruppe på fire piger. Pigerne dystede mod fem andre grupper om at gå videre til liveshowet. De mødtes til Blachmans bootcamp, hvor han skulle vælge de tre grupper, der skulle gå videre.

Nu skulle pigerne synge foran ham for første gang. Aj, hvor jeg glæder mig,” sagde Blachman og kaldte gruppen for et lille mirakel, mens de fire piger stillede sig op på en række.

Men,” sagde pigen med grønne striber og guitar, jeg har altså valgt at springe fra.”

Thomas Blachman kunne næsten ikke rumme sin skuffelse. Da pigerne alligevel sang deres sang, en sang, som pigen med guitaren, Alberte, havde skrevet, var Blachman rørt til tårer. Det var magisk,” sagde han, det var fuldstændig magisk. Det var det, jeg havde drømt om i ti år. Fuck altså.”

Ude på den anden side af døren ventede vært Sofie Linde. Den rødhårede af pigerne fortalte, at det var helt cool, for Alberte skulle jo ikke gøre noget for at gøre dem glade, hun skulle jo gøre det, der gjorde hende selv glad.

Til kameraet fortalte Alberte, at det føltes forkert. Til Blachman fortalte hun, at hun selv blev nødt til at kunne mærke det. Til Sofie Linde og de andre piger sagde hun, at hun blev nødt til at have sig selv med.

Og det var her, at jeg – som er født et sted i 1970’erne – tænkte: Hov, stop en halv. Hvad er det, du skal kunne mærke, Alberte? Hvordan føles det at have sig selv med? Hvorfor skal man kun gøre ting, der gør én glad?

Episoden med Alberte kom jeg til at tænke på, da jeg for nylig læste den netop udkomne bog The Coddling of the American Mind. Jeg fik en stærk aha-oplevelse. Bogen er skrevet af Greg Lukianoff, der leder Foundation for Individual Rights in Education og Jonathan Haidt, der er professor i psykologi på New York University Stern School of Business. Den handler om den amerikanske collegekultur og det, de kalder de tre store usandheder. De to herrer har identificeret tre store usandheder, som de mener definerer ungdommen og gennemsyrer den måde, den unge generation forstår sig selv og håndterer de udfordringer, de møder. De tre usandheder er:

Usandheden om skrøbelighed: Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig svagere. Så det gælder om at undgå ubehag og potentielt dårlige erfaringer.

Usandheden om følelsesmæssigt ræsonnement: Stol altid på dine følelser.

Usandheden om os mod dem: Livet er en kamp mellem gode og onde mennesker.

Unge mennesker lærer de tre usandheder gennem de regler og normer, som de voksne i skolen og børnenes forældre udstikker for dem ud fra de bedste intentioner, mener forfatterne. Da jeg ringer til Jonathan Haidt i New York, nævner han indsatsen mod mobning i skolen som et eksempel på, hvordan amerikanske børn lærer den første af de tre usandheder.

I amerikanske skoler har de forsøgt at standse mobning. Selv om det er en god ting, så har mine børn lært, at drilleri er det samme som mobning,” siger han. Men at drille er en almindelig del af menneskets sociale liv, og hvis børn bliver opfordret til ikke at drille, kritisere eller gøre nar ad hinanden, så vil det sandsynligvis forstyrre deres udvikling som helstøbte mennesker.”

Ifølge bogen er det altså ikke den modvind, som unge mennesker er udsat for, der resulterer i følelsen af skrøbelighed – men netop det, at vi bilder dem ind, at de er skrøbelige og derfor ikke må udsættes for ubehageligheder.

Greg Lukianoff og Jonathan Haidt taler om en culture of safetyism – altså en sikkerhedskultur, der er gået amok. Det vil sige en kultur, hvor der er sket et skred i opfattelsen af sikkerhed, så der nu bliver sat lighedstegn mellem følelsesmæssigt ubehag og fysisk fare, og som opfordrer forældre til at beskytte deres børn i sådan en grad, at det bliver en bjørnetjeneste.

Ingen vil se deres børn lide, ingen vil se dem græde, ingen vil se dem ekskluderede eller falde og slå deres knæ, men børn har brug for alle disse erfaringer for at blive selvstændige voksne,” siger Haidt.

Safetyisme tager børn, der er ikke-skrøbelige af natur, og gør dem til unge voksne, der er mere skrøbelige og angste og derfor mere modtagelige for usandheden om skrøbelighed: Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig svagere.”

Haidt mener, at denne overbeskyttelse af børn er en af årsagerne til det stigende antal børn og unge, der lider af depression og angst. Også i Danmark er der et stigende antal børn og unge, der mistrives, hvilket er svært at finde en entydig forklaring på. En af de forklaringer, der har været fremme, er fremkomsten af sociale medier. Men Haidt mener ikke, at det er hele forklaringen. Han mener, at den overbeskyttelse, som amerikanske forældre har udsat deres børn for siden 1990’erne, også har haft en afgørende betydning.

I dag opdrager vi vores børn langt mere beskyttende end tidligere, mener forfatterne. I 1990 ændrede normerne sig, og det føltes ikke længere sikkert at lade børn løbe rundt uovervåget. Derfor fylder fri leg mindre i børns hverdag, og vi er langt mere bevidste om de risici – både virkelige og tænkte – som vores børn potentielt kunne være udsat for.

Før 1990’erne behøvede amerikanske børn ikke være overvåget, de kunne være udenfor, men efter 1990’erne måtte børn mellem otte og tolv år ikke gå udenfor alene,” siger Jonathan Haidt. Jeg tror, at tabet af uovervåget leg og tabet af konfliktløsning på egen hånd har haft nogle meget alvorlige konsekvenser for amerikanske børn.”

Jonathan Haidt fortæller, at forældres overbeskyttelse af deres børn er en tendens, der kommer med stigende velstand. Når velstanden stiger i et samfund, stiger niveauet af uddannelse. Med stigende velstand og højere uddannelse får vi færre og færre børn og investerer mere og mere i dem.

Med velstand og uddannelse forsøger vi i højere grad at undgå ubehagelige oplevelser. Så der er en stigende tendens til at over-opdrage’, overbeskytte og at forsøge at sørge for, at børnene er sikre og glade,” fortæller Haidt. Den udvikling har også præget børnenes skolegang.

Vi har systematisk reduceret legetid og frikvarterer i skolen for at give mere tid til matematik og sprog. Vi har givet små børn lektier for, fordi vi tror, det giver klogere voksne, men der er ingen evidens for, at lektier gør en forskel for små børn. Det, de har mest brug for, er mere uovervåget tid og mulighed for selv at organisere aktiviteter og selv løse konflikter. Det er det, vi har berøvet dem siden 1990.”

Børn har brug for at udvikle et immunsystem for små besværligheder og provokationer i hverdagen, de har brug for ustruktureret og uovervåget tid for at lære at vurdere risici og øve sig i at håndtere for eksempel frustration, kedsomhed og konflikter mellem hinanden, anfører forfatterne.

Den nye måde at være forældre på har betydet, at vi forældre – i bedste mening – forhindrer børnene i at vokse sig stærke og uafhængige. Sikkerhedskulturen fjerner alle tænkelige og utænkelige trusler for unge, hvilket har den konsekvens, at de har tendens til at se sig selv som ofre, der skal beskyttes, mener Haidt og Lukianoff.

De mener, at vi lærer børn at monitorere sig selv for, hvordan de har det, og det kan lære børn, at, når de føler ubehagelige følelser, så kan det lærer dem, at følelser i sig selv er farlige. For eksempel bruger amerikanske børn og unge ordet unsafe, når de oplever negative følelser.

Ubehag bliver i dag set som et tegn på fare. Det er en ny måde at tale og se verden gennem en linse af fare, og det er meget magtfuldt, fordi hvis børn eller unge siger, at de føler sig ikke-sikker, så lægger det en forpligtelse om beskyttelse på den voksne.”

I stedet må vi lære børn og unge at være det, Haidt kalder moralsk uafhængige. Det vil sige, at man selv kan løse sine konflikter uden at tilkalde en autoritet – og nogle gange bare kunne ignorere nogle ting.

Er det forældrene, der skal lære børn og unge at være moralsk uafhængige?

Den vigtigste måde, mennesker lærer på, er gennem erfaring, så forældre behøver ikke instruere deres børn i, hvordan de skal leve. Forældrene bliver nødt til at back off – altså træde tilbage – og lade børn få de erfaringer, som de tidligere fik,” fortæller Haidt.

Og så håber jeg, du vil viderebringe den advarsel, at jeg specifikt advarer danskerne om at gå ned ad den amerikanske sti. Lad være med at berøve børnene selvstændig leg.”

Jeg ringede til Alberte Holse fra X Factor. Alberte fortæller mig, at jeg har misforstået, hvorfor hun valgte at forlade X Factor. Det var ikke, fordi hun var bange for det ukendte eller flygtede fra noget potentielt ubehageligt.

Jeg følte overhovedet ikke, at det var det, jeg gjorde dengang,” fortæller hun.

Jeg er sikker på min genre, og jeg er sikker på, hvor jeg gerne vil bevæge mig hen som musiker, og hvis jeg skulle stå og synge covernumre med tre andre piger, så var det den modsatte retning af det, jeg gerne vil med musik.”

19-årige Alberte er lige flyttet fra Horsens til København, hvor hun arbejder på et kontor hos et smykkefirma, og hun synes selv, at hun er ret god til at springe ud i nye ting. Men sådan har det ikke altid været. Alberte Holse slog sit hoved så voldsomt for nogle år siden, at hun mistede førligheden i den ene halvdel af sin krop og har måttet genoptræne kroppen.

Hun mener, at det slag i hovedet paradoksalt nok rystede hende så meget, at hun ikke længere ser sig selv som skrøbelig. For hun kan helt klart genkende beskrivelsen af sin generation i Haidt og Lukianoffs pointer.

Jeg tror, alt det her med, at mine forældre var så overbeskyttende, faldt til jorden den dag, jeg slog mit hoved så kraftigt, som jeg gjorde. Hvis jeg ikke havde slået mit hoved, så tror jeg, at jeg ville være en fuldstændig anden. Så ville jeg have været bange og skrøbelig. Men jeg er ikke bange mere.”

Hun mener, at hendes generation er blevet fodret med, at de skal passe på, at de skal holde en voksen i hånden over vejen, at de skal være bange for verden.

Så er det jo klart, at man bliver bange for det ukendte og ikke tør kaste sig ud i noget. Jeg ville ønske, at alle på min alder fik en øjenåbner, som jeg fik. For nu tænker jeg, at jeg har klaret det her, så jeg skal nok også klare alt muligt andet.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: