Kulturpolitikken er vigtig, vildt vigtig, det er alle enige om. Det er bare liiige det med at forklare hvordan

  • 24. maj 2019
  • 12 min.
VISIONEROnsdag morgen var der kaffeklub på Charlottenborg i København. Mange var enige om meget. Alle fotos: Vilde Livsdatter / Charlottenborg Kunsthal

Derfor skal du læse denne artikel

Hvordan har kulturpolitikken i Danmark det? Findes den? Hvordan ser visionerne ud, og hvad vil de politikere, som hævder at ville noget? Kulturpolitikken har trange kår, også i en valgkamp, for den får ret lidt opmærksomhed, og det er få magthavere, der har konkrete holdninger til den, men der findes debatter, hvor meninger burde brydes, og hvor visioner burde luftes. Jeg tog med til en kaffeklubsdebat for at se, om der var nogen, der havde idéer til, hvor det, alle er enige om er virkelig vigtigt, skal hen.

Det begynder med, at Jørgen Ramskov møder en mand, som han kender, og som åbenbart lige har været i Cannes, for jeg troede, du var i Cannes”, siger Ramskov til manden, som jeg ikke lige umiddelbart genkender, men det er han altså ikke længere, og så siger de hej igen og godt at se dig. Radio24syvs afgående direktør sidder på stolerække cirka ti af cirka femten i et stort, lyst lokale i Charlottenborg ved Kongens Nytorv i København og venter. Klokken er halv ni om morgenen. Det er onsdag, og udenfor er der valgkamp.

Udenfor er også forfatteren Knud Romer, der står på en balkon og ryger sammen med filminstruktøren Fenar Ahmad. Så går Romer ind og sætter sig ved siden af Det Kongelige Teaters teaterchef, Kasper Holten, og snakker om et eller andet, mens de ser frem for sig og ikke på hinanden, og Fenar Ahmad kommer også ind, han stiller sig over til sangerinden Pernille Rosendahl og Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde, og begynder at tale, mens han gestikulerer med begge arme.

Det, der skal ske, er, at der skal være debat. Kaffeklub, kalder initiativtagerne det, en art politisk salon, et møde mellem holdninger til kulturpolitik, og dagens tema er ifølge beskrivelsen på invitationen mere konkret et spørgsmål om, hvordan vi sikrer dannelsen af de kommende generationer.

Charlottenborgs Kaffeklub,” står der, er et nyt initiativ, hvor den politiske verden møder kunstmiljøet til en kop kaffe og en åben samtale om visionerne for fremtidens kulturpolitik og kunstneriske dannelse.”

Hvordan får vi fat på de mange børn og unge, som ikke kommer i kulturinstitutionerne i dag?” spørges der.

Og hvordan sikrer vi, at den bedste kunst kommer ud i hele landet?”

Ud over de nævnte skal Socialdemokratiets boligordfører, Kaare Dybvad, der i den seneste tid har sagt og skrevet en masse om sit partis kulturpolitik, være med, og det skal Morten Messerschmidt, den klassisk velfunderede Dansk Folkeparti-spids, også. Gitte Ørskou, der er museumsdirektør på Kunsten i Aalborg, er der, og det er Nikolaj Bøgh, der er konservativ rådmand på Frederiksberg og folketingskandidat, også, og så er der Michael Thouber, der er direktør på Kunsthal Charlottenborg og på en måde altså vært for det hele. Ud over Jørgen Ramskov er blandt andet Morten Kirkskov, skuespilchef på Det Kongelige Teater, blandt publikum. Og cirka 100 andre.

Godmorgen,” siger direktøren Michael Thouber så i mikrofonen.

Jeg talte lige med billedhuggeren Frode Steinicke i morges, og han sagde, at han ikke kom, fordi her ligner en kirke.”

Den er egentlig god nok, det gør her lidt.

Og grunden til, at jeg har jakkesæt på, er, at jeg skal i retten bagefter med Ai Weiwei.”

Michael Thouber taler om, at hans ambition med kaffeklubben er, at den skal være et sted, hvor kunstnere, kunstinstitutioner og kulturpolitikere kan mødes og diskutere uden at blive malet (eller male sig selv) op i forskellige ringhjørner.

Det er kulturen for vigtig til.”

Så fællessynger vi Se, nu stiger solen af havets skød, Pernille Rosendahl synger for, og det lyder rigtig, rigtig godt.

En herskende fortælling om dansk kulturpolitik er den, at den ikke rigtig findes.

Hvor den engang var det, der formede en nation, er den i dag sekundær, en post i regeringsgrundlaget, der forstås økonomisk først og fremmest, og som derfor helst skal være så lille som mulig. Der er dem, der siger, at kulturpolitikken føres i Finansministeriet, og så ved man jo, hvad klokken har slået.

I 2015 udvidede den nye Venstre-regering det såkaldte omprioriteringsbidrag (et af de vildeste ord i nyere tid), der pålagde blandt andet uddannelsesinstitutioner at spare to procent på budgetterne om året, til også at gælde kulturinstitutioner som eksempelvis museer og teatre, og den manøvre har sammen med besparelser i Danmarks Radio og en øjensynlig udødelig diskussion om forholdet mellem land og by og folkelighed og elite mere eller mindre defineret og udgjort dansk kulturpolitik siden.

Socialdemokratiet sagde sidste år, at partiet ville skrue ned for omprioriteringsbidraget fra 2022, og for nogle uger siden meldte Venstre, at de nu gik til valg på at sløjfe det fra 2020. Der var ikke, lød det fra uddannelsesminister Tommy Ahlers, tale om panik før lukketid, her hvor Venstre så ud til at få bank ved valget, det handlede simpelthen om, at der nu var råd til det:

Vi har lyttet til institutionerne, der siger, at det er begyndt at gøre ondt.”

Og det er sådan set det, hvad angår kulturpolitikken. På Christiansborg taler man sjældent om den, selv om den engang, måske særligt for Socialdemokratiet, var en fundamental grundpille i ambitionerne om, at folket gennem kulturen skulle dannes (på den måde var også kultur velfærd), men måske giver den faldende interesse mening, hvis man ser mod samme folk.

Kulturen er ofte på sidstepladsen ved undersøgelser om, hvad vælgerne finder vigtigt ved valg til Folketinget. Kun tre procent havde ved en måling, som Altinget fik lavet for et par uger siden, kulturpolitikken som et af de tre politikområder, der ville være mest afgørende for deres stemme ved det valg, vi skal til at have.

Noget af det første, der sker i kaffeklubben på Charlottenborg, er, at moderatoren, den tidligere DR-studievært Lene Johansen, siger, at paneldeltagerne ikke må være for meget efter hinanden, fordi det her handler om at finde frem til nogle visioner for kulturen i Danmark, og det gør man bedst ved at tale sammen. Det kan virke underligt, al den stund kunst og kultur vel netop er grænsebrydende og konfrontatorisk, men sådan er det altså.

Vi skal ikke bashe hinanden,” siger hun.

Forfatteren Knud Romer rejser sig i protest, alle griner, han sætter sig igen. Så taler panelet om deres første kunstoplevelser, og Romers var de tyske klassikere i mormors bogreol, mens socialdemokraten Kaare Dybvads var Hans Scherfigs roman Frydenholm. Alle siger på forskellige måder, at kulturen er enormt vigtig for samfundet, for dannelsen, for sammenhængskraften, måske det vigtigste, og så kommer det oplagte spørgsmål fra Lene Johansen, der vil høre, hvordan det så kan være, at ingen taler om kulturpolitik.

Den konservative Nikolaj Bøgh svarer, at der er gået designerpolitik i den, altså at man kun beskæftiger sig med det, som vælgerne interesserer sig for. Ingen taler om den selvforstærkende effekt, der måske kunne tænkes at eksistere, hvad det angår.

Det er svært at flytte penge rundt i kulturen, uden at folk bliver vrede,” siger Kaare Dybvad.

Man kan næsten kun give flere penge, men så siger finansministeren nej.”

Teaterchef Kasper Holten angriber præmissen for spørgsmålet lidt og mener, at der faktisk findes en kulturpolitisk debat i Danmark, men at dele af kulturlivet gør sig skyldig i at lukke den ned, når den viser sig at være kritisk over for netop deres standpunkter.

Det gjorde disse dele, siger han, til eksempel, da Henrik Sass Larsen, Socialdemokratiets gruppeformand og måske kommende finansminister (altså ham, der snart kommer til at sige nej, jævnfør hans partifælle Kaare Dybvad), for nogle måneder siden i P1-programmet Slotsholmen som et ekko af lagerforvalter Peter Rindal, der i 1960’erne kæmpede mod Statens Kunstfonds støtte til kunst, som han mente, ingen forstod, meldte sig skeptisk over for det ophøjede og fine kulturideal. Sass talte om et dybt skel mellem den finkulturelle elite og folket, og så fik han ballade, både af Socialdemokratiets kulturordfører og næstformand, Mogens Jensen, og andre.

Ikke at man behøver være enig med Henrik Sass, men han skabte da debat,” siger Holten.

Jeg mener ikke, man skal diskutere med politikere,” siger Knud Romer, oooondskabsfuldt.

Man skal føre krig mod dem.”

Han læner sig tilbage i stolen og skælder ud. Han siger, at politikerne, her altså Henrik Sass Larsen, spiller os ud mod hinanden med ord om elite og folk, by og land.

Kaare?” spørger Lene Johansen.

Kaare Dybvad, som for et par år siden udgav bogen De lærdes tyranni, er først stille, men mener så, at Knud Romer spiller hellig, og så skændes de lidt, og så bliver det hele lidt akavet, for Lene Johansen havde jo sagt det med den gode samtale, men så, heldigvis, kommer Kasper Holten igen på banen, og han gider ikke skændes mere, han vil tilbage til, hvad han synes, der kan gøres, og det er at droppe besparelserne på kulturinstitutionerne, blandt andet (det siger han ikke, men det er implicit) hans egen. Han vil sætte de penge, der gennem år med omprioriteringsbidraget er blevet sparet op, i en pulje, som så kan bruges på at få kulturen ud i landet og gerne ud til børnene. Han nævner, at mens Michael Thouber har pænt tøj på, fordi han skal i retten med Ai Weiwei, så har han selv varmt tøj på, fordi han samme aften skal overvære sit teater sætte Kong Arthur’ op på Moesgaard ved Aarhus.

Dagens første klapsalve. Holten fortsætter og taler om, at kulturen skal ud i folkeskolen, og at kulturen skal hjælpe, for folkeskolen kan ikke bære ansvaret selv. Alle er enige.

Vi skal have modet, også når valget er overstået,” siger museumsdirektør Gitte Ørskou og kigger over på Kaare Dybvad.

Ikke?”

Kaare Dybvad trækker på skuldrene, men er enig. Så rejser en mand i publikum sig.

Vi klapper altid, når vi mødes, men der er jo ingen, der går forrest.”

Alle klapper. Kaare Dybvad vil ikke love noget, for han bliver ikke finansminister, siger han, og så er første panel færdig med at være første panel. De er enige om, at kultur og kulturpolitik er vildt vigtigt, og de er enige om at droppe omprioriteringsbidraget, som allerede er blevet droppet. De er lidt enige om, at hvis der findes en opdeling i folk og elite, så skal den sættes fra bestillingen, og så vil de også meget gerne styrke kulturens rolle i folkeskolen. Det er vigtigt, og de er enige. Sådan set.

Så fremfører Knud Romer et digt, og det er godt.

BONUSINFO. Planen er at holde kaffeklubber også efter valget. Det er i øvrigt gratis, og har man holdninger, kan man jo dukke op.

Kulturlivet brokker sig fra tid til anden over, at kulturpolitikken i dag virker til at være et spørgsmål om, hvor få penge man kan slippe af sted med at bruge, i stedet for et spørgsmål om, hvor meget kultur man kan skabe, men kulturlivet brokker sig også over den manglende opmærksomhed, over at det fra politisk hold virker lidt ligegyldigt. Kulturmedierne er med.

For lidt over en uge siden var der debat i Skuespilhuset i København, og efter den fik Socialdemokratiets måske kommende kulturminister, Mogens Jensen, ballade af den tidligere DR-journalist Ulla Strømberg, som på kulturbloggen Kulturkupeen skrev: Mogens Jensen fra Socialdemokratiet syntes at være på tilbagetog rent kulturpolitisk og efterlyste debat og dialog, men kunne ikke pege på noget som helst, der kunne indikere en fremtidens socialdemokratisk kulturpolitik. Var det ikke derfor, han var inviteret? Meget mærkeligt i betragtning af, at Mogens Jensen har været ganske kulturpolitisk orienteret i årevis.”

Går man ind på Mogens Jensens hjemmeside, ser man, at han har skrevet otte linjer om sin kulturpolitik. Han mener, skriver han, at det er vigtigt at brede kulturen ud til hele befolkningen, og at kunst og kultur skal være for alle i hele landet”, men mere konkret bliver det ikke.

Naser Khader, De Konservatives værdiordfører, var også mødt op til debatten i Skuespilhuset, men det skulle han måske have ladet være med:

Naser Khader fra De Konservative gentog sig selv flere gange, og det lød, som om han slet ikke turde tale om kunst og kultur – for sit parti, for Christiansborg og for sine vælgere. Vælgerne gider ikke høre om kultur,” sagde han flere gange og tilføjede, ligeledes flere gange, at kultur aldrig er på dagsordenen ved vælgermøder,” skrev Ulla Strømberg, som så sluttede af med et:

Åh, hvor er det trist.”

Så går andet panel på. Det består af Pernille Rosendahl, Fenar Ahmad, Morten Messerschmidt, Franciska Rosenkilde og Michael Thouber. Franciska Rosenkilde vil have obligatoriske dannelsesfag i folkeskolen, og Morten Messerschmidt vil have, at alle lærere skal kunne spille et instrument. Men:

Jeg er ikke sikker på, at man kan lovgive om det her,” siger han så.

Men man kan gøre rigtig meget ved at tale sammen.”

Sangerinden Pernille Rosendahl roser Dansk Folkeparti for som det eneste parti rent faktisk at have en kulturpolitik. Dette kan hun måske have ret i, for folkepartiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, har i de seneste år vist sig som en detailstyrende værdikriger på den kulturpolitiske spilleplade, og der har han stået ret alene.

Så kan man være uenig med dem eller ej,” siger Rosendahl.

Morten Messerschmidt virker perpleks og siger, at han i denne så kulturradikale sammenhæng ikke havde forventet ros, og så, et par minutter senere, går han. Sådan rigtigt. Han fortæller ikke, hvorfor han skal gå, han rejser sig bare, måske fik han en sms om, at hans valgbus var gået i stykker, hvad ved jeg, men konsekvensen bliver, at den eneste potentielle brudflade forsvinder ud ad døren.

Direktør Thouber forsøger at udfylde tomrummet og spørger (selv om han godt selv er klar over, siger han, at han så måske forbryder sig mod reglen om ikke at bashe de andre paneldeltagere) Franciska Rosenkilde, hvad hun som Københavns kulturborgmester vil gøre for at sætte kulturen i centrum, for København er den kommune, som bruger færrest penge på den. Borgmesteren svarer ved at fortælle om et musikprojekt, som skal ud på alle skoler, ikke kun de ressourcestærke.

Så ambitionen er der,” siger hun.

Lidt efter er det slut. Alle har været enige, især i, at kulturen er virkelig, virkelig vigtig. Kasper Holten havde en konkret idé, som alle godt kunne lide, og på et tidspunkt blev han nærmest udnævnt til præsident, og så skulle Fenar Ahmad være kulturminister.

Ellers skete der egentlig ikke så meget. Der var mange, der klappede.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem