Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En kommende regering kæmper med at finde penge nok til velfærden. Her er din guide til problemet og en nem, men risikabel løsning

  • 20. juni 2019
  • 14 min.
ØKONOMISK BOTANISERINGHvis en kommende regering flytter hegnspælen for, hvornår der skal være balance i den offentlige økonomi, kan de finde flere fremtidspenge til blandt andet velfærd. Det vil dog være problematisk, hvis vi rammer en krise, og fremtidens overskud allerede er høstet. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I disse dage diskuterer Mette Frederiksen og hendes forhandlingspartnere, hvordan en ny regering skal løfte velfærden. Problemet er, at Danmark kun lige akkurat har økonomien til at sikre, at velfærden holder det nuværende niveau. Derfor diskuterer partierne, hvor de kan finde flere penge. Men der er også en anden løsning: Ved at skubbe målet for, hvornår der skal være orden i den offentlige økonomi, fra 2025 til 2030 eller 2035, vokser det økonomiske råderum. Det er en enkel, men risikabel finte.

ONSDAG EFTERMIDDAG SAD METTE FREDERIKSEN midt i de forhandlinger, hun håber skal gøre hende til statsminister, da der kom en lidt … ehm … besværlig advarsel. Den kom fra Det Økonomiske Råd og dets overvismand, professor Michael Svarer. De havde kigget dansk økonomi efter i sømmene, og advarslen lød:

Væksten er ved at bremse op, vi går økonomisk usikre tider i møde, og derfor bør en ny regering ikke bare strø om sig med velfærd for de penge, politikerne ellers har regnet med var til rådighed frem til 2025. Sådan lidt løst parafraseret.

Det var besværligt for Mette Frederiksen, for hun og Socialdemokratiet har netop tænkt sig at bruge nærmest alle de penge, vi får tilovers, på, at det offentlige kan følge med, når et voksende antal ældre og børn de kommende år vil øge presset på velfærden. Og hvis der er én ting, som Socialdemokratiet kan få opbakning til fra De Radikale, SF og Enhedslisten, som de forhandler med, så er det, at der i den kommende tid skal være penge til at stoppe den blødning fra det offentlige, som mange oplever i daginstitutioner, på sygehuse og i ældreplejen.

Onsdag morgen havde Jyllands-Posten på forsiden haft historien om, at en kommende socialdemokratisk regering ikke bare skulle sørge for, at der kan leveres den samme velfærd som i dag. En ny regering vil sikre et egentligt løft af velfærden”, fremgik det af et udkast til det dokument, som skal få De Radikale, SF og Enhedslisten til at acceptere en socialdemokratisk regering.

Der er bare ét problem. Danmark har kun lige akkurat penge nok til at sikre, at velfærden forbliver, som den er i forvejen. En ny analyse fra KLs nyhedsbrev Momentum viser, at vi har 21,5 milliarder kroner til velfærd i det økonomiske råderum, som er de penge, man regner med, at der bliver tilovers frem mod 2025. Men hvis man alene skal bevare service og velfærd på det nuværende niveau, skal man trække 20,5 milliarder fra.

Presset på de offentlige kasser betyder, at vi ser ind i nogle år med smalhals, som overvismand Michael Svarer formulerer det. En kommende regering er groft sagt tvunget til at hæve skatten eller lave markante reformer, hvis vi skal have mere eller bedre velfærd, skriver Det Økonomiske Råd.

Men der er faktisk også en anden mulighed, fortæller Jørgen Goul Andersen, der er professor i statskundskab ved Aalborg Universitet og en af landets førende velfærdsforskere. Selve beløbet i det økonomiske råderum bygger på et regnestykke, hvor statens udgifter ikke må være større end statens indtægter i 2025. Der skal altså være grønne tal på den offentlige bundlinje – eller balance, som det bliver kaldt. Men hvis man nu piller lidt ved det regnestykke, og for eksempel rykker målet om balance til 2030 eller 2035, får regeringen lige pludselig en del flere milliarder at rutte med.

Det er en ret enkel finte, men den er ikke uden konsekvenser eller risici. Lige meget hvad står en kommende regering med en stor udfordring, når der skal findes penge til at løfte velfærden. For at forstå udfordringen og de mulige løsninger er vi nødt til at se på, hvordan vi er endt her, og på hvordan man egentlig regner de her ting ud. Det er – faktisk – ret spændende, og det handler om vores alles velfærd, så hæng på.

NÅR MAN SKAL FORSTÅ det offentlige forbrug, kan det hjælpe at tænke på kage. Det kan være den fortærskede kliché om samfundskagen eller en hvilken som helst anden kage – jeg foretrækker personligt brunsviger.

Det offentlige forbrug var i 2018 på 546 milliarder, som bliver brugt til at dække al den service, det offentlige stiller til rådighed, for eksempel lægebehandling, undervisning, pasning og politi. Det er den samlede kage, som vi alle sammen skal deles om.

De sidste mange år er det offentlige forbrug vokset en lille smule, så kagen bliver større, men vi er også blevet flere, som skal deles om den.

Faktisk har Jørgen Goul Andersen, førnævnte velfærdsprofessor, lavet beregninger, der viser, at væksten i det offentlige forbrug fra 1992 til 2010 i gennemsnit var på 1,8 procent per indbygger. Men siden 2010 har væksten kun været 0,1 procent per indbygger. Det er – ifølge Jørgen Goul Andersen – en opbremsning i velfærdsinvesteringerne, der er uden sidestykke i nyere dansk historie.

Der er flere grunde til, at velfærdsudviklingen er gået i stå. I 1990’erne og 00’erne var dele af velfærdsstaten såsom børnepasningsgaranti og skolefritidsordning stadig under udbygning, hvilket krævede en større vækst. Og så blev de offentlige udgifter selvfølgelig også ramt af den økonomiske krise og især Genopretningspakken, som politikerne vedtog i 2010, og som skulle nedbringe det offentlige underskud i Danmark.

Ikke desto mindre er det ganske voldsomt, at væksten i det offentlige forbrug falder fra 1,8 procent til 0,1 procent. Især fordi der ikke alene kommer flere, der skal deles om kagen, men der kommer især flere af dem, der har et større behov for kage, altså børn og ældre, der betaler mindre i skat og kræver mere velfærd.

Det korte af det lange er, at vi har haft en reel nedskæring af de offentlige serviceudgifter, som har været ganske voldsom siden 2010,” siger Jørgen Goul Andersen.

DANSKERNE ER BEGYNDT at lægge mærke til den velfærd, der pludselig mangler eller ikke er af den kvalitet, som de forventer. I årevis er der kommet flere og flere børn per pædagog i de danske daginstitutioner, og i april demonstrerede forældre i flere end 50 byer for at få bedre normeringer. Med jævne mellemrum fortæller danske medier om skandalesager i ældreplejen, hvor de ældre for eksempel ikke kommer i bad, og forskning fra VIVE viser, at over 70.000 ældre ikke får den hjælp, de har brug for. I sundhedsvæsenet løber de ansatte så hurtigt, at de ikke har lyst til at løbe længere, så de siger op – og selv om sundhedsvæsenet æder det meste af væksten i det offentlige forbrug, mener professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, at sundhedsbudgetterne vokser omkring en procent for lidt.

Det er ikke bare skaberi,” siger Jørgen Goul Andersen om reaktionerne.

Lige meget hvordan du tæller – om det er antallet af hænder eller arbejdstimer – så falder antallet af medarbejdere i det offentlige.

Før valget mente Jørgen Goul Andersen, at velfærdsstaten stod foran en mulig transformering. Velfærdsstaten var ved at nå det punkt, hvor den ikke længere kunne leve op til vores behov. Hvis det offentlige blev ved med at skrumpe, ville flere områder blive privatiseret, og flere ville betale lidt mere for for eksempal at få en bedre normering i daginstitutionen. Det ville være et brud med den universelle velfærdsmodel, vi har i Danmark.

“Nu får vi at se, hvor det ender, men det blev et velfærdsvalg, og jeg har en fornemmelse af , atdet bliver afværget,”” siger Jørgen Goul Andersen.

Velfærd var et af de emner, der fyldte mest i valgkampen, og fra både Socialdemokratiet og Venstre kom der løfter om, at den offentlige sektor ikke skal blive mindre. Og det er det løfte, politikerne skal levere på nu.

VI STÅR ALTSÅ I EN SITUATION, hvor politikerne efter et årti, hvor den offentlige sektor har været på skrump, vil til at investere lidt mere i velfærden. Både Socialdemokratiet og Venstre har givet udtryk for, at de vil bruge omkring 20 milliarder fra det økonomiske råderum på det offentlige forbrug.

Lige nu står staten til at have 24,5 milliarder kroner tilovers i 2025, hvis den gør præcis det samme som i år og ikke bruger en krone mere i de mellemliggende år – altså hvis staten ikke ansætter en eneste ny sygeplejerske eller lærer. Så er der et råderum, et overskud på de statslige finanser, på 24,5 milliarder kroner. Det er de penge, som Socialdemokratiet og Venstre og en del andre partier har sagt, at de vil bruge af.

Men vi ved også, at der frem til 2025 kommer flere børn og flere ældre, altså alle dem, som staten lige nu passer eller plejer på den ene eller anden måde. Og hvis der ikke bliver ansat nye pædagoger, sygeplejersker og hjemmehjælpere, bliver der færre hænder til at tage sig af børnene og de gamle.

De øgede udgifter til offentligt forbrug, der følger af befolkningsudviklingen, bliver kaldt det demografiske træk. Og det er det, som partierne siger, at de vil bruge pengene på at kunne følge med. Det vil sige, at de vil sikre, at alle oplever den samme velfærd i 2025, som de oplever i dag. Men det koster så meget, at alle pengene i det økonomiske råderum forsvinder.

Som råderummet er, er der kun råd til, at det offentlige forbrug kan vokse med det demografiske træk,” forklarer Niels Storm Knigge, der er senioranalytiker i tænketanken Kraka.

Lad os lige tage den igen, bare for at slå det fuldstændig fast: I de nuværende beregninger har politikerne kun penge på fremtidskontoen til at sikre, at alt bliver som i dag. Der er ikke penge til at lappe det hul i velfærden, som mange oplever og protesterer over i disse år.

Samtidig har vi en forventning om, at velfærden bliver bedre i takt med, at tingene udvikler sig, og vi som samfund bliver rigere. Vi forventer de nyeste behandlingsformer i sundhedsvæsenet, og vi ryster på hovedet, hvis skolerne bruger overheads, når der er udviklet moderne smartboards. Det kaldes det fulde demografiske træk, og man udregner det ved at lægge velstandsudviklingen oven i det demografiske træk, da det nogenlunde svarer til borgernes forventning.

Der er altså brug for flere penge. Hvilket de partier, der lige nu forhandler om en ny regering, også godt ved. På det dokument fra forhandlingerne, som Jyllands-Posten har set, hvor Socialdemokratiet vil sikre et løft af velfærden”, står der også, at der vil løbende være behov for at prioritere og tilvejebringe den nødvendige finansiering”.

DER ER FLERE MÅDER, politikerne kan finde nye penge til velfærd. De mest velkendte er hævede skatter og afgifter eller reformer, som øger arbejdsudbuddet. Mens særligt SF og Enhedslisten har foreslået nye skatter for de rigeste, vil de skabe større råderum ved at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft.

Men der er også en mere regneteknisk måde, politikerne kan finde flere penge på. Størrelsen på det økonomiske råderum bygger på et mål om, at der skal være sorte tal på den offentlige bundlinje i 2025. Der skal altså være balance mellem de offentlige udgifter og indtægter. Grunden til, at vi har det mål, er lidt teknisk, men ret vigtigt, så – igen – hæng lige på.

Som systemet er i dag, laver Finansministeriet en lang beregning af den offentlige økonomi frem til år 2100. Her er målet, at den offentlige økonomi skal være holdbar, hvilket betyder, at gælden ikke må vokse hurtigere end resten af økonomien på langt sigt.

Målet i 2025 er en del af det, der hedder den mellemfristede plan. Sådan nogle planer har vi haft, siden Poul Nyrup i 2001 lavede en 2010-plan.

Man kan ikke sidde og planlægge den økonomiske politik frem til 2100, men man skal også have noget, der er mere end at regne fra finanslov til finanslov. Derfor giver det mening at have nogle mellemfristede planer, hvor man siger, hvad der kommer til at ske de næste år,” forklarer Niels Storm Knigge.

Den mellemfristede plan, som lige nu er indtil 2025, er den periode, hvor Finansministeriet regner med konsekvensen af den førte politik. Hvis der kommer en ny afgift eller en reform af vores arbejdsmarked, medregnes det altså indtil 2025. Fra 2025 og frem til 2100 gælder der så en række neutrale principper, hvor Finansministeriet regner uden at tage politisk stilling til noget. Disse lange beregninger bygger især på en befolkningsfremskrivning, forventninger til ledigheden og en antagelse om, at det offentlige forbrug stiger med det fulde demografiske træk.

OKAY, LAD OS LIGE OPSUMMERE. Politikerne er enige om at bruge flere penge på velfærd, men det vil kræve næsten alle pengene i det økonomiske råderum. Og det råderum bygger på en plan om, at pengene skal passe i 2025.

Målet for den mellemfristede plan behøver dog ikke at være i 2025 – og her gemmer der sig en mulighed for, at politikerne kan finde flere penge til offentligt forbrug.

Siden Nyrups 2010-plan er målet for balance i den offentlige økonomi løbende blevet skubbet frem til det 2025-mål, vi har i dag. Det giver egentlig meget god mening, at man bliver ved med at planlægge lidt ud i fremtiden i stedet for at stoppe, når man når målet. Så selv om det lyder som en lidt smart regnearks-finte, er der ikke noget odiøst i det. Men der gemmer sig også en mulighed her.

Lad os tage det mest aktuelle eksempel. Da Venstre-regeringen i 2017 lavede deres 2025-plan, blev målet for balance i den offentlige økonomi fremrykket fra 2020 til 2025, hvilket fik det økonomiske råderum til at vokse fra omkring 12 milliarder til 35 milliarder. Selv om råderummet skulle række over flere år og regeringsperioder, stod det Venstre frit for at disponere over fremtidspengene, der pludselig gav dem bedre mulighed for at give skattelettelser (for det kan råderummet også bruges til).

Jørgen Goul Andersen mener, det er naturligt, hvis en kommende socialdemokratisk regering laver en omvendt Lars Løkke Rasmussen” ved at skubbe målet for den mellemfristede plan frem til 2030 og bruge pengene på offentligt forbrug. Desuden forventer han, at der kommer stigende indtægter i den offentlige kasse i form af for eksempel en klimaafgift.

Målet om balance i 2025 er selvvalgt, og det kan de sagtens lave om på. Det er smart nok at holde styr på kassen og ikke tage for store risici. Men det er selvpålagt, og vi står i en situation, hvor der er efterspørgsel på mere velfærd,” siger han.

Hvis vi vender tilbage til kage-metaforen, kan en ny regering altså sikre, at der er penge nok til, at alle får en lille smule mere kage de næste år, ved at bruge af de penge, der er sat af til, at kagen kan vokse et stykke ude i fremtiden.

Der er endnu ikke lavet beregninger af, hvor meget råderummet vil vokse, hvis man rykker målet. Men den opmærksomme læser/lytter har måske lagt mærke til, at Finansministeriet i de neutrale principper, der gælder efter 2025, regner med, at det offentlige forbrug stiger med det fulde demografiske træk, altså at vi ikke kun bliver flere børn og ældre, men også har forventninger om bedre kvalitet. Derfor er der altså flere penge at komme efter.

DET ER IKKE UDEN KONSEKVENSER at rykke målet om balance i den offentlige økonomi fra 2025 til 2030. Dels skubber man regningen til fremtidige regeringer, hvis man bruger hele råderummet frem til 2030, dels bliver beregningerne meget usikre, og vi kan miste en buffer i den offentlige økonomi.

Man bør ikke i dag file på den målsætning om, at man skal være i balance i 2025,” siger Niels Storm Knigge, der dog ikke vil skære tingene ud i granit” og sige, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre.

Det handler jo om politisk prioritering af tingene frem mod 2025 versus handlerum efter 2025.”

Danmark må ifølge budgetloven godt have et lille strukturelt underskud i den offentlige økonomi på 0,5 procent år for år. Men hvis man kommer tæt på det niveau, og der så kommer en økonomisk krise, som vi så fra 2007, så er der ikke nogen penge tilbage, som politikerne kan bruge til løsninger, der kan få Danmark ud af krisen.

Så der er ikke mulighed for aktivt at gå ind og gøre noget ekstra. Og det vil de politikere, der sidder ved den næste krise, nok være kede af,” forklarer Niels Storm Knigge.

Det er omtrent det ræsonnement, der har fået Det Økonomiske Råd til at advare imod, at en ny regering bruger for mange penge på velfærd uden konkret at finde dem et andet sted.

Samtidig er det risikabelt og usikkert at regne med, hvordan den danske økonomi ser ud efter den nuværende regeringsperiode.

Der er altid usikkerhed i de her økonomiske prognoser, og den bliver jo kun større, jo flere år der går. Det der med at sige, at vi kan bruge løs af den forventning, vi har om, hvad der skal ske fra 2026 til 2030, det er lidt problematisk,” siger Niels Storm Knigge.

DET ER IKKE NOGEN NEM SITUATION, Mette Frederiksen står i, hvis hun bliver statsminister. På den ene side er der et folkeligt og politisk krav om, at der skal investeres flere penge i velfærd og offentligt forbrug. På den anden side er der et økonomisk krav om påpasselighed og et råderum, hvor der kun lige er nok penge til, at alt kan blive på det nuværende niveau – et niveau, der altså protesteres ret kraftigt over. Og nå ja, de demografiske udfordringer bliver kun større.

Mette Frederiksen har flere muligheder. Nogle er mere risikable end andre, og de afhænger også af, hvad hun kan få igennem i forhandlingslokalet i disse dage. Da hun torsdag gik ind i forhandlingslokalet, troede Mette Frederiksen godt, at partierne både kan øge velfærden og sikre økonomien fremover:

Vi har en fælles opgave om på den ene side at bekæmpe uligheden, sikre finansieringen af vores velfærd og at sikre, at dansk økonomi står stærkere ved afslutningen af vores regeringsperiode,” sagde hun, og det gælder især velfærden.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem