Helikopter_

Fredag 19. november 2021

Hej


Jaaa, det er fredag. Helikopteren bliver den sidste om kommunalvalg i denne omgang. Det handler om klima.

Halløjsa, vi kan både løse klimakrisen OG styrke demokratiet på én gang. Det sker allerede i kommunerne

Kommunalvalget var også et klimavalg. I hvert fald er flere kommuner blevet lidt grønnere i forvaltningen med nye klimaudvalg og endda en klimarådmand i Odense. Men hvad kan kommunerne reelt gøre ved klimaet, spørger flere af jer medlemmer. I dag får I svaret fra professor mso Lars Tønder, der også ser et stort demokratisk potentiale i klimaforandringene.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Dagens citat

“Efter min bedste erindring, er det først, da det kommer frem i pressen, jeg hører om det”

I dag i Minkkommissionen blev justitsminister Nick Hækkerup (S) afhørt. Han var syg med corona i de dage, beslutningen om aflivningen af alle mink i Danmark i november sidste år blev truffet. Og adspurgt, hvornår han som justitsminister blev klar over, at ordren om aflivning var ulovlig, svarer Hækkerup altså sådan her (DR).

Dagens store historie

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Klima i kommunen

  • Hvaaaa’ ... var det her et klimavalg? Det er ikke helt til at blive klog på. Men en del af jer medlemmer på Zetland har skrevet til os og spurgt, hvad kommunerne – og ikke mindst byrødderne – egentlig kan gøre for den grønne omstilling. Så det har vi sat os for at finde ud af.
  • Før kommunalvalget tirsdag havde Kommunernes Landforening lavet en undersøgelse af, hvilke emner der fyldte hos vælgerne. Undersøgelsen viste, at en tredjedel af danskerne havde klimaet på deres top-3-liste over emner til valget. Det er flere end ved kommunalvalgene både i 2017 og i 2013 (DR).
  • Og selv om det kun er få dage siden, at valget er blevet afholdt, og alle formandsposter for både byråd og borgmesterkontorer kun lige akkurat er ved at falde på plads, så kan der (måske) spottes en forandring. I Kerteminde og Helsingør har man oprettet klimaudvalg i kommunen. Og i Odense har man oprettet en stilling som decideret klimarådmand efter valget tirsdag (DR).
  • Der er ikke blevet forsket i vælgeradfærden ved valget endnu. Men i København fik Enhedslisten næsten hver fjerde stemme og slog Socialdemokratiet i størrelse som de første i over 100 år. Til det sidste sagde Enhedslistens spidskandidat, at resultatet skulle bruges til at samle en grøn valgkoalition, og siden har Enhedslisten fået teknik- og miljøborgmesterposten (Berlingske).
  • ... Når det er sagt, skal man selvfølgelig have det for øje, at København længe har villet fremstå som en klimavenlig kommune. I 2009 besluttede borgerrepræsentationen at klimakompensere alle deres flyrejser ved at plante træer. Men det glemte kommunen igen (DR).
  • Så hvad kan kommunerne reelt gøre ved klimaet? I dag får I svaret fra en rigtig demokrati-nørd, der også ser et stort demokratisk potentiale i klimaforandringerne. Hint: Det skal komme nedefra (Helikopter).

Det skal du også vide

Østrig indfører vaccinekrav for alle. Som det første land i Vesteuropa bliver det obligatorisk med en coronavaccine i Østrig. I Østrig er vaccineprocenten på lige over 65 procent, og det vil den østrigske regering altså lave om på. Kravet træder i kraft den 1. februar næste år, men hele landet sendes i lockdown fra på mandag. Det er seneste udvikling i Europa, hvor coronasmitten igen blusser op, mens vi går vinteren i møde (Politico).

Der er nye corona-tiltag på vej i Danmark også. På et pressemøde fredag ved middagstid havde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) flere pointer med: Regeringen ønsker at indføre coronapas på statslige arbejdspladser. Derudover har myndighederne indkøbt corona-tabletter, der skal behandle patienter med COVID-19. Og så kommer revaccinationsprogrammet for alle raske under 65 år i næste uge. Og så er det værd lige at understrege oven på nyheden fra Østrig, at sundhedsministeren ikke har planer om at følge Østrigs eksempel med at gøre vacciner til krav i Danmark (Berlingske).

Forsikringsselskaber udbetaler erstatning for diskrimination. Det seneste år er det kommet frem, at en række danske forsikringsselskaber har afvist at betale behandlinger til kvinder, der var nødvendige efter graviditeter. Det fik i juli Finanstilsynet til at melde forsikringsselskaberne til Bagmandspolitiet for diskriminerende behandling. Og i de her dage bliver 30 millioner kroner altså udbetalt i erstatning til nogle af de kvinder, der ikke fik den forsikringshjælp, de skulle have haft (DR).

Foto: Sofia Busk for Zetland

Dagens Zetland-historier

Tidens største kulturoprør. Chantal Al Arab er 43 år og nyligt fraskilt. Men hendes historie er meget større. For på kort tid er vi som samfund gået fra den opfattelse, at der er to køn – til, at vi selv gerne vil definere, hvad vi er. Det handler om, hvad det vil sige at eksistere, og at ens eksistens (også) bliver til i andres øjne.


Det var det kommunalvalgflæsk, du fik i Helikopteren i denne omgang. Dagens gæst, Lars Tønder, er i bidragssporet, så skriv med spørgsmål eller kommentarer, hvis du har lyst.

Og apropos historien om vaccinekrav i det sydeuropæiske: Kender du nogen i Østrig? Så må du meget gerne kontakte vores europaskribent Jakob Skaaning på [email protected], for han planlægger en rejse til Østrig lige om lidt.

Merian  Garde Gräs

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært