Hun husker følelsen af jernmasken. Det var, som om nogen havde presset en tætsluttende maske af metal ned omkring hendes kranium. Så ondt gjorde det i hovedet. Hun husker snurren i hænder og fødder. Hun husker den ekstreme, konstante udmattelse.

Helene Vallø var en dygtig, pligtopfyldende it-projektleder i en stor dansk virksomhed. Hun havde et barn og var klar til det næste. Det kørte, i hvert fald set udefra.

Men arbejdspresset steg og steg. Hun blev mere og mere stresset, fik nye, svære opgaver uden særlig hjælp eller rammer. “Jeg blev kastet ud på dybt vand,” siger Helene Vallø, der er 34 år. Samtidig havde hun problemer med at blive gravid igen. Efterhånden sov hun slet ikke de fleste nætter. “Jeg kunne ikke huske, hvordan det føltes at være udhvilet,” siger hun.

Men hun blev ved med at knokle. Lige indtil den dag, hun ikke kunne mere.

De seneste par år har vi – med god grund – talt rigtig meget om coronapandemien. Men måske står vi også midt i en anden, mere overset epidemi: en epidemi af udbrændthed. Det er pointen i en ny amerikansk bog, The Burnout Epidemic, der har samlet forskning og undersøgelser fra hele verden. Udbrændthed – eller burnout – koster os 1.000 milliarder dollars globalt hvert år. 120.000 mennesker dør af problemer relateret til udbrændthed bare i USA. I Japan har man måttet oprette en særlig hotline for at dæmpe stigningen i selvmord på grund af overarbejde.

“Vi kan ikke ignorere, hvor presserende det er; vi står midt i en udbrændthedsepidemi,” skriver Jennifer Moss, eksperten bag bogen.

Herhjemme kalder Sundhedsstyrelsen stigende stress for en folkesygdom. Undersøgelser peger på alvorlig og udbredt udbrændthed i en række faggrupper. Tag eksempelvis danske karkirurger – kirurger, der opererer på blandt andet pulsårerne. Helt ny forskning viser, at en tredjedel af de kirurger oplever svær eller moderat udbrændthed. Mange overvejer helt at forlade jobbet i de kommende år.

“Det overraskede mig, at det er så udbredt,” siger Cecilie Markvard Møller om resultaterne af undersøgelsen, som udgives i det anerkendte videnskabelig tidsskrift Journal of Vascular Surgery.

Udbrændthed har været et problem længe, men coronakrisen ser ud til at have sat ild til udviklingen. “Når en krise rammer, forstørrer den de eksisterende problemer,” siger Jennifer Moss, da jeg taler med hende i telefonen. Under nedlukningerne skulle mange arbejde mere end før, men under svære betingelser. Oven i det kom den generelle bekymring over krisen. En undersøgelse fra 46 lande viste, at udbrændthed var et globalt problem. “Pandemien fik problemet til at vokse til et epidemisk omfang,” skriver Moss.

At de værste nedlukninger forhåbentlig er bag i hvert fald os i Danmark, betyder ikke, at udbrændtheden er forsvundet. Måske tværtimod. “I mandags ramte jeg et eller andet. Jeg tudede hele dagen,” skriver Hanne, der er Zetland-medlem og ansat i medicinalindustrien. Hun er, ligesom Helene Vallø, blandt de ekstremt mange af vores medlemmer, der har sendt mig deres oplevelser med udbrændthed og alvorlig stress. Tak! Bidragene er beretninger fulde af ærlighed og heldigvis også håb.

Som medlemmet Hanne siger: “Jeg vil først og fremmest gerne være glad igen.”

Så hvordan bliver man det?

Definitionen af udbrændthed er bred og lidt flydende, men WHO kalder det et syndrom, der skyldes alvorlig, længerevarende stress på arbejdet. Det kan så føre til mangel på energi, stor mental afstand til jobbet (ofte udtrykt som kynisme og negativitet) eller simpelthen manglede evne til reelt at kunne arbejde.

Burnout er tit langvarig og snigende, men kan ende med, at du rammer muren med et brag. Ifølge svensk forskning begynder det normalt på arbejdet, men breder sig så til andre dele af livet, hvilket kan føre til total udmattelse. “Hele mit system har været overophedet i voldsom grad,” som en succesfuld HR-chef og Zetland-medlem – der endte med at kaste op på grund af arbejdspres – formulerer det.

Udbrændthed er særligt udbredt blandt unge under corona, ifølge Jennifer Moss’ undersøgelser. Det skyldes blandt andet mindre autonomi på jobbet, økonomisk usikkerhed og ensomhed. “Mange unge føler, deres karriere er blevet sat flere år tilbage,” siger hun.

Andre har peget på, at netop millennial-generationen (født cirka mellem 1981 og 1996) også helt generelt er mere eksponeret for udbrændthed. Burnout er simpelthen “the millennial condition”, skriver Anne Helen Petersen i en bog om emnet fra 2020. Hun peger også på eftervirkninger fra finanskrisen, gæld og ustabile jobs som faktorer – at tilhøre prekariatet med løse ansættelser i årevis er hårdt, som Zetland-medlem Pia Kjær skriver: Jeg er “slidt ned af omstillingsparathed”.

Men andre ting spiller også ind for de yngre generationer, ifølge Anne Helen Petersen. Mange har høje forventninger til, hvilket job de har – og bliver konstant eksponeret for andres liv og arbejde på sociale medier. Samtidig har mange, siden de var helt små, internaliseret idéen om altid at skulle præstere og optimere. “Vi prøver ikke at ændre systemet,” skriver hun, “vi prøver på at vinde det.”

Og den teknologi, der for alvor er brudt igennem de seneste 20 år, har gjort det muligt faktisk at præstere altid. “Når man ikke kan få lov at lægge det væk i fritiden eller bare i pausen – fordi det altid er dér på telefonen eller mere eller mindre hos andre mennesker, venner, kolleger – så er man altid på arbejde. Hjernen vil så altid være på 100 procent,” skriver medlem Andreas Morsbøl. Men, tilføjer han: “Hvis alt altid skal være nyttigt, bliver man kynisk. Det er hårdt. Det gør en kold og følelsesforladt.”

Og jeg har da også fået virkelig mange beretninger fra unge Zetland-medlemmer – i 20′erne og gymnasiealderen. Udbrændthed er “nærmest en norm” på mit universitet, som medlem Sofie-Amalie skriver.

“Alle mine venner falder ligesom fluer,” synger generationsbandet The Minds of 99. Og flere af jer medlemmer fortæller, I har samme oplevelse: “Inden for det seneste halvandet års tid er 7 (syv!) af mine nærmeste venner ramt,” skriver medlem og designer Øivind Slaatto. Det er venner med gode jobs og liv; overskud – folk, han ser op til. “Jeg er ængstelig over, at jeg ikke kan gennemskue, hvorfor de er blevet ramt, og dermed ikke aner, hvad jeg skal gøre for at undgå, at det er mig, som rammes næste gang.”

Der findes en række typiske årsager til udbrændthed. Men fælles for dem – og der ligger måske den gode nyhed – er, at de kunne have være forhindret, siger Jennifer Moss, den amerikanske ekspert. Den vigtigste årsag handler om for meget eller for belastende arbejde – en slags kronisk stress. “Jobbet tager al min energi, så der intet er tilbage til familien,” skriver et medlem.

Men udbrændthed kan også skyldes manglende kontrol på jobbet. Som Winnie Carlsen, der oplevede det som umuligt at ændre vigtige ting på jobbet og endte med at brænde ud, inden hun så faresignalerne (hun var endda selv arbejdsmiljørepræsentant og kendte derfor alle faresignalerne – bare ikke hos sig selv).

Burnout hænger også sammen med manglende anerkendelse – det gælder også økonomisk anerkendelse, se bare den seneste strejke blandt sygeplejerskerne, der i høj grad er en faggruppe med meget udbrændthed. Og endelig kan burnout skyldes personlige relationer (til ledelsen og kollegerne), værdimæssige skævheder og mangel på fairness – for eksempel på grund af forskelsbehandling på grund af køn eller etnicitet.

De overvældende mange personlige beretninger, jeg har fået, spænder vidt – en kok, en forsikringsansat 68’er på efterløn, en præst og et væld af andre baggrunde. Men der er visse professioner, der ifølge forskningen særligt ofte er udsat for burnout. Vi nævnte tidligere de danske kirurger – og stress er netop også udbredt blandt læger og sygeplejersker.

Det trak overskrifter, da den amerikanske læge Lorna Breen begik selvmord midt i coronakrisen. Breen var en etableret læge og forsker med mere overskud i sit liv end de fleste – hun gik til salsa, spillede cello, underviste og tog en lederuddannelse. Hun arbejdede i frontlinjen under corona. Og hun studerede endda burnout blandt læger. Så blev hun ramt af udbrændthed selv. Hun magtede pludselig ikke alt det, hun gerne ville – og stod samtidig midt i det værste corona-kaos på New Yorks hospitaler. Det mindede om Armageddon, sagde hun ifølge en ven. Men selv om Breen fik behandling og hjælp, ville hun ikke tale om sin udbrændthed. Hun frygtede, det ville ødelægge hendes karriere. Til alles chok endte hun med at tage sit eget liv.

Jennifer Moss påpeger, at netop sundhedspersonale – men også eksempelvis lærere – ofte har en klar følelsesmæssig komponent i jobbet, som oveni kan være præget af overarbejde og manglende anerkendelse (der var sygeplejerskerne igen). Desuden bruger de måske endda ikke deres tid på det, der er deres reelle faglige styrke. Eksempel: sundhedspersonale, der skal udfylde elektroniske journaler i stedet for at behandle patienter (det har jeg fået flere mails om). Oveni kommer så corona.

Udbrændtheden kan have store omkostninger for den enkelte, men den kan også have en makroøkonomisk konsekvens for samfundet, påpeger Jennifer Moss. Tag bare lærere og sundhedspersonale: “Vi ser et massivt tab af talent i de grupper, og det rammer vores sundhed og evne til at håndtere en krise som corona,” siger hun. “Vi kan risikere en mangel på sundhedspersonale og lærere, der kan få dyb betydning for samfundet.”

Første gang ordet burnout optrådte på engelsk, var i et digt af William Shakespeare, The Passionate Pilgrim, fra 1599. Her handlede det om kærlighed, der outburneth. I dag har mange af os netop kærlighed til vores job. Det kan hjælpe os, men det er ingen garanti mod burnout.

Det gælder i alle fag, men Jennifer Moss nævner specifikt iværksættere og selvstændige, der nærmest kan være gift med deres arbejde og tage alt på deres skuldre. Inden for tech-sektoren har det været et ideal at arbejde passioneret i alle vågne timer. “Ingen har ændret verden på en 40-timers arbejdsuge,” har Elon Musk sagt (han anbefaler 80 timer).

Problemet oplevede Jennifer Moss selv, da hun var medstifter af en start-up. “Jeg arbejdede alt for meget og sagde ja til alt for meget. Havde ingen hobbyer, negligerede mine børn og mine venner, glemte at spise, følte til sidst ingen glæde,” siger hun. “Og så ramte jeg muren.” Det tog fire måneder, før udbrændthedseksperten var tilbage igen. Rigtig mange Zetland-medlemmer fortæller lignende historier. “Jeg har haft et super arbejdsliv,” skriver et medlem i en lederstilling: “Jeg havde aldrig troet, det skulle ramme mig.”

Nu er det måske på sin plads med lidt modspil. For man kunne også pege på, at vi jo faktisk, i hvert fald i Danmark, arbejder mindre end tidligere. Vi har nok også mindre opslidende jobs – der er færre vaskekoner og minearbejdere. Er vi simpelthen bare blevet forkælede? “Er vi bare blevet nogle svæklinge?” skriver medlem Lisbeth Kjeldgaard Paaske. Ser vi en manglende erkendelse og accept af, at livet – også arbejdslivet – ganske enkelt kan være benhårdt? Vaskekonerne tog ikke lige en sygedag i 1921. Har vi fået en kultur, hvor “alle skal vugge deres indre barn”, som en psykolog tidligere har sagt i et Zetland-interview?

De seneste årtiers boom i diagnoser – stress, depression og nu burnout – kan delvist skyldes en øget bevidsthed og anerkendelse af de ting som noget, der netop skal diagnosticeres. Tidens diagnoser er altid præget af tidens kultur, så de er skiftet gennem tiderne. “Melankolsk verdenstræthed” florerede eksempelvis i det gamle Grækenland ifølge Hippokrates. I det sene 1800-tal hørte man pludselig om neurasteni, der skyldtes “det moderne industrielle livs tempo”, som burnout-eksperten Josh Cohen har skrevet.

Samtidig skal det understreges, at tallene for stress under corona ikke er entydige. Selv om en del faktorer peger på øgede belastninger, så har andre undersøgelse vist faldende stress i perioder.

Det er alt sammen vigtige indvendinger og forbehold. Og man kunne uden tvivl skrive en hel artikel med den vinkel også. Det rokker imidlertid ikke ved, at udbrændthed og alvorlig stress jo rammer ekstremt mange mennesker for tiden. Endda i en grad, så det af førende eksperter bliver kaldt en moderne epidemi. Uagtet årsagen bliver vi nødt til at tage det seriøst, understreger Jennifer Moss. Det er ikke nok bare at sige til folk, at de skal bide tænderne sammen. “Har bidt tænderne så meget sammen, at de måtte slibes ned,” som Pia Kjær, der har haft løse ansættelser i årevis, skriver.

Så hvordan kommer vi videre herfra? En del af ansvaret ligger hos dig selv, siger Moss. Du skal passe på dig selv, både som ansat og leder, påpeger hun. Og vigtigst af alt: Du skal prioritere i dit liv. Tag dig tid til at prioritere, hvad der giver dig glæde eller lykke eller mening. Jennifer Moss tænker helt bogstaveligt, når hun vælge noget til eller fra, om det vil være “en fortrydelse på mit dødsleje”. “Ja, det lyder morbidt, men det hjælper til at prioritere,” siger hun.

Når I medlemmer skriver, hvordan I er kommet videre, fylder klare prioriteter også meget. Tag medlem Simon Liebak Nielsen, der efter sin udbrændthed solgte sit nybyggede hus og valgte en ny, mindre karrierefokuseret vej.

“Prioriteringer og nedskalering var vejen frem for mig,” skriver han. “I dag kan jeg stadig få hjertebanken og svedige håndflader ved simple ting og oplevelser, men bevidstheden ved at lære, at man selv har et ansvar for at leve sit liv, og selv kan styre sine tanker, hvis man tillader sig selv at kigge indad, opvejer alle de udfordringer, livet unægteligt vil stille an.”

Helene Vallø – som i begyndelsen fortalte om jernmasken – fortæller, at hun med hjælp fra en psykolog har begrænset bekymringer og tankemylder. Hun har endda indført en særlig bekymringstid fra 17.00 til 17.30, som enhver bekymring skal udsættes til. Og så er hun blevet meget bevidst om sine prioriterer: “Jeg har lært mig selv bedre at kende. Ja, jeg skal i seng i ordentlig tid. Nej, jeg skal sjældent drikke særlig meget alkohol. Ja, jeg er typen, der har brug for en del motion. Lidt uforudsigelighed i min hverdag er godt for mig. Det er romaner også. Og dans. Og at være sammen med min søster.”

Men. Det vil være en fejl at tro, at hele ansvaret ligger hos dig selv, siger Moss (med henvisning til adskillige undersøgelser i bogen). Udbrændthed er et organisationsproblem, der også kræver organisationsløsninger, påpeger hun.

“Som individer har vi et ansvar for vores egen trivsel, men det hjælper ikke, hvis vi går på arbejde, og systemerne og institutionerne ikke virker,” siger Jennifer Moss. Du kan ikke tage kontrol over dit job, hvis chefen bombarderer dig med mails på ferien og i weekenderne og kræver, du arbejder 75 timer om ugen. Du kan ikke selv bestemme, om du bliver behandlet fair eller bliver diskrimineret eller mobbet eller får anerkendelse.

Derfor giver det ikke mening at prøve at løse udbrændthed ved kun at lægge ansvaret over på individets egne skuldre – især ikke hvis ledere tror, det kan løses med en fitness-app eller en yogatime betalt af arbejdet: “Det svarer til at give vores medarbejdere ispinde, når de reelt har brug for vand.” Som medlemmer også skriver: Problemet er systemisk. Derfor er løsningerne også systemiske, siger Moss.

Det kræver, at vi virkelig forstår udbrændthed på et strukturelt og dybt plan. Men når det er sket, kan vejen frem faktisk være overraskende simpel, siger hun.

Er arbejdsmængden problemet? Så undersøg, om der skal arbejdes mindre eller på andre måder. Konsulenten Pernille Garde Abildgaard har arbejdet med en række danske virksomheder, hvor det er lykkedes at ændre arbejdsrammerne sammen med medarbejderne. Et advokatfirma går hjem klokken 12 om fredagen (det er ikke normalt blandt advokater), og flere har indført firedages arbejdsuger.

“Det handler om at tage tiden og kontrollen tilbage, for medarbejdere og ledere,” siger hun. Det handler om at bryde med industrisamfundets forestilling om, at otte timers arbejde er lig med otte timers produktivitet. Der behøver ikke at være et modsætningsforhold mellem at arbejde mindre og arbejde supergodt, siger hun. Tværtimod. Gladere arbejdere er typisk også bedre arbejdere, viser en del forskning. De bedste performere tager mest ferie, viste en anden undersøgelse.

Er kontrol problemet? Så sæt ind her. Lad eksempelvis folk arbejde med det, de er særligt gode til; måske skal læger have frihed til ikke at bruge så meget tid på at udfylde digitale systemer. Jennifer Moss taler om job crafting, som er et begreb for at skabe mening i arbejdet. Jeg interviewede for et par år siden den tidligere topchef Flemming Rosleff, der var blevet kassemedarbejder. Han elskede det, fordi han fyldte mening ind i alle sprækker af sit arbejde. Stod for vinsmagning i butikken, fordi han elskede vin. Foldede bonerne på en særlig måde. Det er også en vej til at vinde kontrol over sit job, som arbejdspladsen aktivt kan give plads til.

Samme typer indsatser kan arbejdspladser lave, når det gælder andre burnout-årsager som manglende fairness, skæve værdier, personlige relationer og anerkendelse.

Det handler dybest set om en øget bevidsthed om udbrændthedens årsager – og tilsvarende løsninger. Det kan tage tid, siger Moss, men det kan også skabe de mest succesfulde, imponerende organisationer. For når først de positive kulturer er bygget op, så spreder de både trivsel og godt arbejde som ringe gennem organisationen. “Lykke spreder sig som en smitsom sygdom,” skriver Moss. Det er tid til at lave den type epidemi.

“Der var engang en mand, som arbejdede så meget og havde så travlt, at han for længst havde lagt sin sjæl bag sig,” lyder det i en bog fra den nobelprisvindende forfatter Olga Tokarczuk. “Ganske vist klarede han sig godt uden sjælen. Han sov, spiste, arbejdede, kørte bil og spillede endda tennis. Men en gang imellem var det, som om verden omkring ham var blevet underligt flad.”

Manden går til læge, som stiller en klar diagnose: Han har simpelthen tabt sin sjæl. “Hvis nogen kunne se ned på os fra oven,” sagde mandens læge, “ville man nok se, at verden er fuld af forjagede mennesker. De haster afsted, svedende og helt udmattede. Deres fortabte sjæle kan ikke følge med deres ejere. Det skaber en frygtelig forvirring. Sjælen taber hovedet. Mennesket har ikke noget hjerte længere. Sjælen ved, at den har mistet sin ejer. Men ofte er menneskene overhovedet ikke klar over, at de har mistet deres sjæl.”

Eksperten Pernille Garde Abildgaard citerer ovenstående passage i sin egen bog – Brænd hamsterhjulet – der samler erfaringer med arbejdspladser, der gør op med de traditionelle rammer. For man kan miste sin sjæl i hamsterhjulet, siger hun. “Når du sidder fast i hamsterhjulet, kan du helt miste følelsen af, hvad der gør dig lykkelig. Jeg har selv prøvet det.” Derfor er vi nødt til, både på det strukturelle og individuelle plan, at kæmpe for, at vores sjæl ikke bliver væk i hamsterhjulet. Som hun siger: “Det handler om livstilfredshed.”

Jeg har lært “at vide, hvad jeg vil og ikke vil”, skriver Nikolaj Højberg, der droppede en ministerie-karriere efter sin burnout og nu er gartner. “Og jeg har lært at glæde mig over bare at leve og være til.” Eller som den 20-årige gymnasieelev Frederikke Pultz skriver, efter at hun kom sig oven på stress og udbrændthed: Vi har skabt et samfund, hvor idealet er det stærke menneske, der “hele tiden er villig til at stå op, træde frem, presse sig selv og øge tempoet”. Men det er ikke det, der får os til at brænde uden at brænde ud. Det er ikke det, der får os til at bevare et sundt indre – en sjæl, måske. “Det at være noget så ædelt, prisværdigt og fint som et godt menneske.”

At komme derhen – at få os til at brænde uden at brænde ud – er den store opgave, ikke bare for os hver især, men for arbejdspladserne og for samfundet. “Alle mine venner falder,” synger The Minds of 99. “Fang dem før de falder.”