Her er den vigtigste økonomiske historie, vi sjældent hører om. Den handler om Afrika

Verdens økonomiske fremtid? Kig mod syd. Og ja, der er masser af håb.

Foto: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Har du hørt om Wakanda? Det er et lille land i Afrika, der har udviklet verdens førende teknologi. Simpelthen. Wakanda har masser af penge, superavancerede fly og lyntog, der kører på ren grøn energi. Her er gratis hospitaler og fremragende uddannelser. Og – det findes ikke i virkeligheden.

Wakanda er det fiktive land i den oscarvindende superheltefilm Black Panther. Filmen fra 2018 blev en gigantisk succes, for her var Hollywood-fortællingen om den afrikanske superhelt og teknologisk overlegenhed. Og dét markerede mainstream-gennembruddet for en særlig genre eller filosofi ved navn afrofuturisme.

Afrofuturisme er blandt andet en form for science fiction med et sort perspektiv – eksempelvis hvor Afrika tager førertrøjen teknologisk eller økonomisk. Det kan være forestillingen om en fremtid, hvor kontinentet spiller en anden, mere fremtrædende rolle end i dag.

Men … den idé er ikke bare fiktion. Verdens økonomiske fremtid hviler nemlig i høj grad på Afrika. Kontinentet er, på et plan, i høj grad klodens fremtid. Som det er blevet formuleret: Al futurisme er afrofuturisme.”

Det lyder måske paradoksalt. For vi taler sjældent om Afrika, når vi diskuterer økonomi. De klassiske finansmedier skriver ikke meget om kontinentet. Men Afrikas økonomiske udvikling er en af tidens allervigtigste økonomiske historier.

Lyder det mærkeligt? Her kommer forklaringen.

Hakon og Sebastian elsker penge

I lydversionen kan du høre en særlig samtaleartikel, hvor vi – økonomi-skribent Hakon Mosbech og ph.d. i økonomi Sebastian Barfort – dykker dybere ned i historien. Det er femte afsnit af en serie, hvor vi jagter svar på tidens vigtigste historier om økonomi. Vi kalder formatet Hakon og Sebastian elsker penge.

Afrikas betydning for verdens økonomiske fremtid kan egentlig koges ned til ét ord: befolkningsudviklingen. I dag bor der omkring 1,3 milliarder mennesker i Afrika. Og selv om det er svært at vide, præcis hvordan befolkninger udvikler sig, er det sandsynligt, at det tal vil mere end tredobles i løbet af dette århundrede.

Det betyder, at 3,5 eller over 4 milliarder mennesker forventes at bo i Afrika ved udgangen af dette århundrede. Det vil være en tredjedel af hele verdens befolkning.

Her kommer en af de to eller tre vigtigste grafer, du vil se i dit liv”, ifølge økonomen Noah Smith (hvis fantastiske blog har inspireret os til denne artikel.)

Kig på grafen og sug den til dig. Det er billedet af en meget anderledes fremtid, du ser på. Afrikas befolkning vokser langt hurtigere end alle andre kontinenters gør, så antallet af afrikanere i slutningen af århundredet begynder at nærme sig befolkningstallet i Asien, inklusive Kina og Indien.

Måske husker du 1992 med rød-hvid fodboldfest og det hele? Dengang boede der flere mennesker i Europa end i Afrika. Sådan er det ikke mere. Hvert år vokser Afrika med flere mennesker, end der bor i Skandinavien. Om cirka 30 år vil Nigeria med al sandsynlighed overhale USA som verdens tredjefolkerigeste land.

Nu kan man helt oplagt spørge, om den fremskrivning nu også er sikker. Vil fødselsraten for eksempel ikke falde, jo mere veluddannede især kvinder bliver i Afrika? Og jo. Det vil den. Fertiliteten falder allerede i Afrika mere end noget andet sted i verden ud over Indien i forhold til folks indkomst, påpeger økonomen Noah Smith.

Men selv om befolkningsvæksten vil aftage og stabilisere sig – og selv om der selvfølgelig er usikkerhed og uenighed om de præcise tal – er der ingen tvivl om den store historie blandt eksperter: Afrika kommer til at udgøre en meget, meget, meget større del af verdens befolkning. Derfor er Afrikas fremtid lig med en stor del af menneskehedens fremtid, skriver Noah Smith.

Kontinentets økonomiske udvikling har i den grad også betydning for resten af verden. For når tallene bliver så store, virker de lidt som en enorm økonomisk forstærker: Det kommer virkelig til at kunne mærkes globalt, om så stor en del af klodens befolkning oplever vækst eller nedgang. Og det blive på godt og ondt.

Lad os begynde med risikoen. Når et kontinent bliver så voldsomt mange flere mennesker, er det helt afgørende, at økonomien vokser med. Ellers har vi et enormt problem. Hvis økonomien falder igennem, mens befolkningen eksploderer, er der risiko for sult, krig og konflikt om de færre ressourcer i en kæmpe skala. Vi kan få en krise, som får den seneste flygtninge- og migrantkrise til at ligne en lille stilfærdig parentes. Det vil vi og andre dele af verden også mærke.

Men der er også et stort potentiale ved Afrikas markante befolkningsvækst, som er langt mere opløftende. Det handler om aldersfordelingen. I modsætning til rigtig mange steder i den vestlige verden er Afrikas befolkning i høj grad unge. De fleste af hele verdens unge kan være afrikanere i slutningen af århundredet.

Mange vestlige lande er udfordret af, at særligt den ældre del af befolkningen vokser – blandt andet fordi vi lever længere. Det er godt for os som samfund, men en udfordring for økonomien, fordi mange jo går på pension og stopper med at arbejde på et tidspunkt. Det har alle mulige afsmittende effekter på økonomien: høje sundhedsudgifter, stor servicesektor og ofte højere skatter. Det problem har mange afrikanske lande ikke. Her har rigtig store dele af befolkningen en alder, hvor de kan indgå i arbejdsstyrken. Det giver nogle fantastiske muligheder, som også vil kunne være med til at skubbe hele verdensøkonomien i den rigtige retning. Går det godt for et kontinent, hvor fire ud af ti mennesker i verden kan komme til at bo, så giver det helt ny energi til hele klodens økonomi.

Men det kræver selvfølgelig, man kan få forløst potentialet. Og det kommer ikke af sig selv. Så lad os se nærmere på, hvordan det egentlig går med det.

FREMSKRIDTEn ansat på virksomheden Unilevers fabrik i Etiopien. Foto: Anna Dubuis, DFID

Tit beskriver nyhedsmedier Afrika som krige og katastrofer. Men det sande, samlede billede er langt mere nuanceret – og mere positivt. Og her påpeger vi lige noget banalt. Afrika rummer 54 lande. Og der er stor forskel på dem, også økonomisk. Selv lande, der minder en del om hinanden – som Rwanda og Burundi i det centrale Afrika – klarer sig vidt forskelligt. Tidligere var Burundi rigest, men de seneste år er Rwanda drønet forbi dem økonomisk. Og forskellen mellem lande, der ikke lige minder specielt om hinanden – Egypten og Liberia for eksempel – er enorm.

Der er samtidig ingen tvivl om, at corona har ramt mange afrikanske lande hårdt, og en del lande kæmper med gældsproblemer. Det er et væsentligt problem, der kræver opmærksomhed. Men den langt større historie er faktisk, at mange afrikanske økonomier har været igennem en grundlæggende god udvikling de seneste 20 år. Det er helt vildt vigtigt, men det hører vi bare meget sjældent om.

Undersøgelser viser da også, at afrikanerne selv ofte ser mere optimistisk på fremtiden end mange i Vesten. Kun hver fjerde tysker, brite og japaner tror, at deres levevilkår vil blive bedre om 15 år. Men to tredjedele af kenyanerne, nigerianerne og senegaleserne tror, deres liv bliver bedre.

Og der er da også grund til at være optimistisk, når man ser på de fremskridt, der er sket på flere områder:

  • Folk går mange flere år i skole. Langt flere læser godt.
  • Børnedødeligheden er faldet. Ernæringen er blevet bedre.
  • Menneskerettigheder og demokrati er vundet frem mange steder.
  • Der er også gang i store forsøg med frihandel og fri bevægelighed; migrationen i Afrika kan også skubbe til udvekslingen af penge, idéer og evner.
  • Vi ser en voksende middelklasse.
  • Og så er digitaliseringen vigtig. En interessant start-up-kultur spirer – investeringen af venturekapitel er steget med 600 procent på fem år

Bag ved alle de konkrete fremskridt ligger nogle generelle, langsomme bevægelser i Afrika. Det handler i høj grad om stabilitet og fred. Vi ser utvivlsomt stadig nogle helt forfærdelige konflikter på kontinentet – tag Etiopien lige nu eller Boko Harams hærgen i lande som Nigeria. Men generelt er Afrika blevet mere fredfyldt, end kontinentet var i det 20. århundrede.

Og stabilitet er afgørende for økonomien. Stabilitet betyder, at regeringer kan bruge deres penge på uddannelse, sundhed, veje og digital udvikling – og at udenlandske virksomheder tør investere penge i landet. En god, ansvarlig regering er ofte det, der afgør, om landene klarer sig godt eller skidt. Det er blandt andet på grund af stabil politik og gode institutioner, at Rwanda overhalede Burundi økonomisk, eller at Kenya fræsede forbi Tanzania, eller at et land som Mauritius har haft stor succes. Stærke institutioner og investering udefra hænger ofte sammen.

Stabilitet (eller manglen på samme) er også en meget vigtig risiko, måske den vigtigste, for den økonomiske fremtid. Det er afgørende, om staterne formår at være eller blive stabile nok – eller om de fungerer så dårligt, at økonomien heller ikke kan fungere.

VISIONSådan ser Wakanda ud – det fiktive land i Hollywood-filmen ‘Black Panther’. Foto: Photoshot, Ritzau Scanpix

Så hvad skal vi tænke om fremtiden? Her findes ét afgørende spørgsmål, som måske rummer nøglen til at forstå, om Afrikas økonomi bliver en succeshistorie eller ej. Det handler om, i hvilken grad kontinentet kan industrialisere sig.

Man kan nemlig have mange idéer om, hvordan økonomier kan vokse, men den eneste sikre vej, vi kender, går via industrialisering. Vi fulgte i høj grad den vej herhjemme og andre steder i Vesten for over hundrede år siden. Så skete det i Japan. Og så i Kina og mange andre lande. Kan man gå fra landbrug eller minedrift og råvareudvinding til at skabe ting, der kan masseproduceres og eksporteres – altså industrialisering? Kan Afrika lave en Kina’ eller en Vietnam’? Det er måske det allervigtigste spørgsmål for afrikanske økonomier lige nu.

Her findes et pessimistisk argument. Selv om man køber makrel i tomat på dåse i en lille støvet by ude i junglen i Den Demokratiske Republik Congo, kan man opleve, at dåsemaden ikke er produceret i landet. Det er lavet i Kina og fragtet hele vejen ind i det centralafrikanske lands jungle.

Det fører os til analysen fra en af de førende økonomer på feltet, Dani Rodrik fra Harvard University. Han konkluderer, at det er blevet sværere at industrialisere nu. Det skyldes, at automatisering og robotter gør, at der ikke er brug for så mange ansatte. Samtidig, påpeger han, er lande i Asien blevet så billige og effektive, at Afrika ikke kan konkurrere (nu er vi tilbage ved makreldåserne).

Men der er også optimistiske argumenter. Robotfrygten først. Vi kan stadig se, at mennesker er helt afgørende i industrien. Tag bare lande som Bangladesh eller Vietnam. Meget økonomisk forskning peger også på, at robotter i højere grad øger vores effektivitet, end de overflødiggør vores jobs. Det gælder nok også i udviklingsøkonomier. Det vil betyde, at man kan producere hurtigere og bedre ved at kombinere robotter og arbejdere – også på afrikanske fabrikker.

Konkurrencen fra Asien behøver heller ikke at være en stopklods – af flere grunde.

For det første, fordi lønninger i mange asiatiske lande stiger, hvilket åbner døren for nye økonomier. Det lukrerer lande som Bangladesh i høj grad på i dag. Det kan også åbne døren for billigere afrikansk produktion.

For det andet er det sandsynligt, at mange virksomheder vil presse på for at sprede deres produktion til flere regioner. Vi så i begyndelsen af corona, hvor risikabelt det kan være at have alle sine producenter i Kina. Det er én ting. En anden er politisk risiko. Jo mere der bliver snakket om handelskrige og konflikter mellem USA og Kina, jo bedre bliver argumenterne for også at producere andre steder – for eksempel i Afrika.

Det er p.t. ikke helt klart, hvor vi er lige nu i Afrikas industrialiseringsproces. På den ene side flytter flere afrikanere ind til byerne, men mange af dem arbejder med service og ikke industri  – ikke så godt for industrialiseringen. Og de fabrikker, der findes, er ikke altid supereffektive eller har mange ansatte, viser forskning fra Dani Rodrik. På den anden side arbejder flere faktisk med industri. Industri fylder mere i økonomierne. Og eksporten stiger klart her.

Man skal også huske, at der kan være andre veje frem end klassisk industrialisering. Blomsterproduktion er kæmpestort i flere lande (og bliver ikke kaldt industri). Serviceeksport med callcentre, kontorarbejde og finans finder sted i Sydafrika.

Et land, der i hvert fald har forstået Afrikas potentiale, er Kina. Måske fordi landet selv har været igennem en enorm industrialisering. Kina har længe satset stort på at bygge infrastruktur i Afrika; man investerer i at bygge veje, lufthavne, havne og meget andet. (Det rejser alle mulige spørgsmål om afrikanske lande i gældskrise, der ender i lommen på Kina og måske skal betale tilbage med råvarer). Men den vigtigste pointe her er måske, som en økonom har sagt: at mens Vesten har set på Afrika som det fattige kontinent, ser Kina på Afrikas potentiale for rigdom.

Dét spørgsmål – hvordan Afrikas økonomiske potentiale bedst bliver forløst – er et af de allervigtigste økonomiske spørgsmål, der findes. Vi ved ikke med sikkerhed, om vejen derhen handler mest om bedre infrastruktur, mere investering, frihandel, uddannelse eller mere stabile systemer og regeringer; om det går via klassisk industrialisering eller en helt ny vej. Men vi ved, det er 1.000-kronersspørgsmålet, som vi og verdens ledere og klogeste økonomiske hoveder skal til at tale meget mere om. For vores fremtid afhænger af det. Hvordan opretholder og måske ligefrem accelererer man stabil økonomisk vækst på det afrikanske kontinent?

Grunden til, at vi sjældent hører om Afrikas økonomiske udvikling, er måske, at vi alt for sjældent ser længere end et par år ud i horisonten. Men Afrikas betydning kommer til at overraske rigtig, rigtig mange mennesker. Der er store risici; hvis det går galt, kan det gå rigtig galt. Men hvis det går godt – og det kan det bestemt – så er potentialet gigantisk.

Og fremtiden er allerede på vej. Lande som Ghana, Marokko, Mauritius og Kenya har på hver sin måde oplevet fremskridt, økonomisk eller teknologisk – og konkurrerer om at blive en slags fremtidens virkelige Wakandaer. Hvordan de klarer sig, får betydning for hele verdens fremtid.

Efter århundreder, hvor Afrika har stået i udkanten af verdensscenen, kan kontinentet komme til at spille en langt vigtigere rolle, når vi ser ud i horisonten. For al futurisme er, som vi har set, afrofuturisme.