Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Rusland inficerer os med misinformation. Her er modgiften

FRONTLINJE Krigen er rykket ind i din computer. Illustration: Javier Muñoz / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Vladimir Putins Rusland har udtværet grænserne mellem politik, propaganda og krig. Med stor dygtighed har russerne gjort (mis)information til et effektivt udenrigspolitisk våben. Men måske har vi faktisk et ret effektivt modtræk lige ved hånden. Vi kan tage ved lære af et af vores nabolande.

En morgen i begyndelsen af marts vågnede indbyggerne i flere af Helsinkis forstæder til synet af kampklædte soldater, der løb rundt i gaderne. Soldaterne – klædt i refleksveste – øvede sig i modtræk til et maskeret invasionsforsøg i stil med dét, Rusland gennemførte på Krim-halvøen i 2014.

Den finske regerings officielle holdning er, at Rusland ikke er nogen direkte trussel mod Finland. Også selv om man godt kunne finde et par ting at bekymre sig om.

Finland var engang en russisk provins, blev invaderet af Stalin under Anden Verdenskrig og befinder sig aktuelt i en geostrategisk nøgleposition ved at være medlem af EU, men uden for Nato – og i øvrigt have 1.340 kilometer grænse til fælles med russerne. Der, som bekendt, har invaderet flere nabolande og drømmer om at genindføre fordums stormagtspolitik, hvor små lande trynes til at makke ret.

Men selv om alt dette officielt ikke udgør nogen direkte trussel mod Finland, kan man jo godt tage sig nogle forholdsregler. Derfor soldater i Helsinkis gader.

Mindst lige så seriøst som den officielt ikkeeksisterende trussel om en invasion af fjendtlige soldater tager finnerne den langt mere presserende trussel om en invasion af fjendtlig information.

Byger af information og misinformation med mere eller mindre direkte forbindelser til Kreml har længe skyllet ind over det finske samfund. Det kan være historier i russisksprogede medier om finske myndigheders angivelige diskriminering af landets russiske mindretal; internettrolde, der spreder løgn og propaganda og chikanerer journalister – eller når der sås tvivl om selve grundlaget for Finlands uafhængighed for 100 år siden.

Finnerne har – det siger de helt åbent – i årevis været udsat for den slags fjendtlige informationsoperationer”, som skal sprede forvirring, frygt, mistro og usikkerhed.

Men de mener også at have fundet en udmærket modgift.

Max Arhippainen, kommunikationschef i Finlands forsvarsministerium og med i ledelsen af den enhed, der koordinerer indsatsen mod misinformation, forklarer den finske tilgang sådan her:

Første skridt er at gøre beslutningstagere, medier og den brede offentlighed klar over, at den russiske propaganda overhovedet eksisterer.

Næste skridt er at fortælle sin egen historie – helst før russerne.

Vi sidder ikke og venter på desinformation, vi prøver at forestille os, hvad der kan være på vej. Det er meget vigtigt for os at gøre vores egen historie kendt, før desinformation kan ophidse eller forvirre offentligheden,” siger Arhippainen.

Gælder det Finlands uafhængighed, forsøger man derfor at starte en positiv diskussion om Finlands fortræffeligheder i anledning af 100-året – før andre erobrer dagsordenen med spørgsmål om, hvorvidt løsrivelsen fra Rusland overhovedet gik retfærdigt til. Og gælder det indkøb af nyt militært isenkram, skynder man sig at fortælle om vigtigheden af at kunne forsvare sig – før nogen sætter spørgsmålstegn ved investeringens nødvendighed.

Det gælder i det hele taget om at komme misinformationen og løgnene i forkøbet, ikke om at tilbagevise russernes påstande, siger Arhippainen.

Hvis man stilles over for en løgn og er tvunget til at reagere på den, er man allerede i en svær position, fordi man begynder diskussionen ud fra den vinkel, modstanderen ønsker. Særligt hvis man er tvunget til at gentage løgnen, giver man den større troværdighed, end den fortjener.”

Det, finnerne er oppe imod, er en helt ny måde at tænke krig og konflikt på, som gradvist har udviklet sig i den russiske militære ledelse de senere år og er blevet kendt som Gerasimov-doktrinen” – opkaldt efter Ruslands øverste militære leder, Valerij Gerasimov, fordi han fældede tankerne ned på papir i 2013.

Det centrale at forstå i den sammenhæng er, at for russerne er information ikke bare information, men et våben. Informationskrig er krig.

Russerne mener, at krig i det enogtyvende århundrede ikke blot skal forstås som sådan noget med soldater, kampfly og kampvogne, men som en koordineret kombination af rå militær magt og alt muligt andet: Information og misinformation, støtte til venligtsindede oppositionsgrupper i andre lande, økonomiske sanktioner og blokader, diplomatisk pres, destabilisering – det hele smelter sammen i staters storstilede, koordinerede forsøg på at opnå deres mål, med eller uden krudt og kugler.

Sådan agerer russerne selv, og sådan opfatter de også vestlige landes ageren på verdensscenen, hvilket til dels forklarer, hvorfor russerne er så skeptiske over for vestlige medier og ngo’er.

Informationskrigsførelse – eller fjendtlige informationsoperationer”, som finnerne helst vil kalde fænomenet – står helt centralt på alle niveauer af denne nye tilgang til krig og konflikt.

Derfor har russerne de senere år satset massivt på kapaciteter, som gør dem i stand til at bruge information og misinformation til at puste til indre spændinger i andre lande, svække befolkningernes tiltro til myndighederne og fremme holdninger og perspektiver, som er til gavn for Kreml. Alene tv-stationen RT, som sender på flere vestlige sprog og er mere populær end CNN på YouTube, har et årsbudget på tæt ved 300 millioner dollars og har lige fået en ekstra kapitalindsprøjtning til sprogopgaver”.

Russerne er effektive, fordi de har investeret i strategisk brug af information,” siger den amerikanske ekspert i informationskrigsførelse Jed Willard. Han er leder af Harvard-universitetets Center for Global Engagement og har rådgivet både den finske, den svenske og flere andre regeringer om, hvordan man bedst imødegår truslen fra informationskrigsførelse.

Mellem 2008 og 2014 centraliserede russerne deres medieapparat, hyrede et stort antal såkaldte trolls (altså professionelle internetpropagandister) og udviklede betydelig og avanceret bot-teknologi til at manipulere sociale medier. Og strukturelt gjorde de informations- eller misinformationskampagner centrale for hele deres udenrigspolitiske apparat – både på den diplomatiske og den militære side. Det er alt sammen smarte træk.”

(Russernes gensvar til dén historie er lidt flertydig: På den ene side afviser eksempelvis RT rutinemæssigt at være en propagandakanal, ligesom russerne typisk afviser at blande sig i andre landes indre forhold, og man taler heller ikke åbent om troldehære på nettet. På den anden side er der jo Gerasimov-doktrinen og åbenlyse tilkendegivelser – senest fra forsvarsministeren – af, at man skal være god til at føre informationskrig).

Hvis man er i tvivl, om Ruslands strategiske brug af information og misinformation er blevet en faktor i europæisk politik, behøver man bare åbne øjnene. Man kan for eksempel kigge på det nylige valg i Holland og dets store samtaleemne – den hårfagre, stærkt EU-skeptiske politiker Geert Wilders.

Partilederen er populær på Twitter, og hans følgere har mere til fælles end en faible for Wilders: De henviser ifølge en analyse fra Financial Times langt oftere end andre politisk interesserede hollændere til RT og den russiske stats andet store, engelsksprogede nyhedsmedie Sputnik. De er endda gladere for RT end for Hollands svar på DR.

Det er ikke trivielt. Sputnik og RT indgik i begyndelsen af 2016 i en af de til dato bedst kendte og mest eksemplariske russiske informationsoperationer mod et vestligt land, nemlig den såkaldte Lisa-sag.

Sagens kerne var en russisk-tysk teenagepige, som forsvandt fra sit hjem i Berlin i over et døgn. Det viste sig relativt hurtigt, at hun havde været hos en ven – men før myndighederne nåede ud med dén historie, havde en helt anden fortælling spredt sig vidt og bredt: nemlig at pigen var blevet bortført og voldtaget af migranter eller asylansøgere.

Historien dumpede ned midt i den anspændte stemning efter balladen om masseovergreb på tyske kvinder den foregående nytårsnat. I første omgang udsprang den af en russisksproget tv-station, men via Sputnik og RT (der også sender på tysk) nåede beretningen ud til mainstreammedier i både Tyskland og udlandet. Før nogen fik set sig om, var der demonstrationer med tusinder af deltagere i Berlin og flere andre byer arrangeret af tysk-russere og højreorienterede gruppper.

Data fra pigens mobiltelefon og vidneudsagn fra hendes ven og vennens mor afslørede hurtigt bortførelses- og voldtægtshistorien som usand, hvilket pigen også selv indrømmede over for politiet, som i stedet efterforskede sagen som børnemisbrug (det lod nemlig til, at den mindreårige pige havde haft frivillig sex med to unge mænd).

De tyske myndigheders afvisning af de russiske mediers fordrejede historier forhindrede imidlertid ikke selveste Ruslands rutinerede udenrigsminister, Sergej Lavrov, i at anklage tyske myndigheder for at dække over” noget i sagen. Dermed holdt Lavrov liv i en historie, som kunne puste til frygten for flygtninge og migranter i Tyskland og Europa generelt, og samtidig ophidse Tysklands russiske mindretal på et kritisk tidspunkt i såvel kansler Angela Merkels regeringstid som EUs historie.

Sputnik, Kremls internationale nyhedsbureau, lukkede sin danske afdeling i 2016.

Tyske myndigheder frygter nu flere, lignende misinformationskampagner op til forbundsdagsvalget i september, og i Frankrig er den mindst Rusland-venlige blandt kandidaterne til præsidentvalget i april, Emmanuel Macron, efter eget udsagn allerede udsat for en fake news-kampagne med RT og Sputnik som afsendere (alt imens den mest Rusland-venlige, Marine Le Pen, er delvist finansieret af russiske penge).

Ifølge Max Arhippainen må alle europæiske lande, inklusive Danmark, indstille sig på at blive mål for russiske informations- og misinformationskampagner i større eller mindre omfang – en analyse, som deles af iagttagere og efterretningstjenester kontinentet over.

Russernes overordnede mål er, som Arhippainen formulerer det, at svække EU eller sågar få EU til at bryde sammen”, og til dét formål udnyttes alle sprækker. Russerne støtter op om enhver, der er modstander af europæisk integration, og forsøger målrettet at puste til eksisterende konflikter eller skabe nye.

På den måde var det store indryk af flygtninge til Europa i 2015 en gave til russerne: Man kunne både puste til interne konflikter med rod i synet på flygtninge og migranter og bruge den kaotiske situation til at så tvivl om EUs evne til at håndtere noget som helst. Og som Lisa-sagen tydeligt viste: Man kunne endda sprede utryghed og mistro til myndighederne blandt russiske mindretal.

EUs Udenrigstjeneste har som modsvar til russerne oprettet den såkaldte East StratCom Task Force, der overvåger og forsøger at gendrive russisk misinformation. Ifølge EU-enheden er der bogstaveligt talt tusinder af kanaler, som bruges til at sprede Kreml-venlig misinformation og skabe et billede af tilsyneladende uafhængige kilder, som bekræfter hinandens budskaber” – det være sig alt fra RT, Sputnik og andre officielle nyhedskanaler til mere eller mindre skumle blogs og hjemmesider, Facebooksider, trolls, regeringsrepræsentanter, regeringstro ngo’er og Kreml-venlige talerør i Europa, ofte på den yderste højre- eller venstrefløj”.

Og hvor bekymrede skal vi så være for alt det?

Jeg mener, at vi bør være både mere og mindre bekymrede, end medierne typisk giver indtryk af,” siger Jed Willard.

På den ene side er der trods alt grænser for, hvor stor indflydelse en fremmed magt kan få – det bør mindske bekymringen, siger han. På den anden side har folk vist sig betydelig mere modtagelige for de russiske budskaber, end man kunne ønske sig.

Hvis der ikke var underliggende, strukturelle problemer, ville det ikke virke,” siger Willard og oplister den vestlige verdens udfordringer, som han ser dem:

  • Voksende mistro til institutioner
  • Problemer med integration på grund af voksende migrationsstrømme
  • Udviklingen inden for automatisering og kunstig intelligens, som påvirker store dele af befolkningernes mulighed for at få et arbejde.

Dertil kommer, mener Willard, at vi har glemt, hvor sjældne og værdifulde de idéer, vores samfund bygger på, rent faktisk er. Vi har ganske enkelt glemt at fortælle den mest oplagte, positive historie om os selv, mener han.

Jeg er bekymret og har været det i mange år over, at langt de fleste mennesker i Vesten, eliterne inklusive, ganske enkelt har forsømt at tage idéerne fra oplysningstiden og den efterfølgende periode alvorligt. Enten tog vi dem for givet, eller også antog vi, at alle foretrak dem,” siger han.

Det er for mig at se pudsigt. Hvis du ser på langt størstedelen af menneskehedens historie og den måde, vi har organiseret os på som samfund og kulturer, er idéen om, at alle mennesker er skabt lige, absurd, ligesom idéen om, at mænd og kvinder har de samme rettigheder, er absurd. Oplysningstidens sjældenhed er en af de ting, som gør den så værdifuld, og vi bliver nødt til at behandle den ikke bare som sand, men som kostbar og værd at kæmpe for.”

I Finland, hvor Willard har hjulpet myndighederne med at formulere et modsvar til de russiske informationskampagner, forsøger Max Arhippainen og kollegerne løbende at sprede deres egne positive historier om Finland og de emner, der ligger russerne på sinde.

I praksis foregår meget ved at række ud til meningsdannere, eksperter, journalister og embedsfolk. Og snarere end at blande sig i debatten på sociale medier går finnerne via traditionelle medier, siger Arhippainen.

Sociale medier har så enorm en volumen, at det er ekstremt svært som myndighed at gå ind i diskussionerne. Vi bruger i højere grad traditionelle medier, fordi det, der siges i almindelige medier, har en tendens til at rykke over på de sociale medier af egen kraft.”

Den seneste tid har visse iagttagere spekuleret i, at den russiske informationskrig måske er ved at tage af, og at eksempelvis trolderiet på sociale medier efterhånden er så velkendt, at det ikke rigtig virker mere. Til dét siger Arhippainen:

Jeg finder det lidt blåøjet at tro, at fænomenet vil forsvinde. Trolderi på sociale medier og i diskussionsgrupper vil måske tage af, men forsøg på at bruge informationsrummet til at opnå sine mål er jeg sikker på ikke vil forsvinde. Formen vil måske ændre sig, men fænomenet vil på ingen måde forsvinde.”

Så det er altså bare med at komme i gang med at fortælle gode historier.

Og måske samtidig overveje: Hvor langt skal staten gå i sin kamp mod fortællinger og synspunkter, der flugter med Kremls interesser?