signature

Mød den unge tegneseriestjerne, der har massakreret den pæne pige

POPGina Wynbrandt tegner og skriver om sit liv, tilsat pop, humor og perversiteter. Illustrationer: Gina Wynbrandt/Forlaget Cobolt

Derfor skal du læse denne artikel

En ny generation af kvindelige kunstnere er i gang med at skabe et univers af modbilleder til popkulturens fremstillinger af klasse, race og især køn. Den amerikanske tegneserieskaber Gina Wynbrandt er en af dem. Hun bevæger sig i et krydsfelt af pop, onlinekultur, feministisk kritik, sex, selvudlevering og sort humor. Og så insisterer hun på retten til at være dum, klam og liderlig.

Da Gina Wynbrandt var teenager, var hun vild med den slags film, man kalder teen-sex-komedier. Den genre af halvlumre, helplatte og trygt gennem-amerikaniserede coming of age-film, hvor high school-elever og college-studerende roder rundt i deres første eksperimenter med alkohol, kærlighed, fugtige kropsfunktioner og sex af den slags, hvor man aldrig rigtig ser noget, der ikke kan smutte glat igennem en biografcensur.

Gina Wynbrandts favoritfilm var teen-sex-komedien over dem alle: American Pie. En serie på fire film, hvoraf den første kom i 1999. American Pie handler om en gruppe knægtes kamp for at opnå deres første samleje, inden high school-tiden er forbi. Og filmen indeholder også den for serien ikoniske scene, hvor en af hovedkaraktererne masturberer i en lun æbletærte.

Gina Wynbrandt elskede American Pie-filmene. Og hun lærte også et par ting: Blandt andet at mænds seksualdrift åbenbart var vanvittig stærk. Og hvis en kvinde var meget fuld, ville mænd ikke kunne stoppe sig selv.

Tjek,” tænkte hun. Og derfor blev hun kolossalt skuffet, da hun kom i high school og begyndte at gå til fester. For hun drak sig stiv, men der var ikke nogen, der kastede sig over hende for at få sex.

Og sex ville hun gerne have. Det vil hun stadig. Titlen på hendes første bog, en samling af fem separate selvbiografiske tegneseriefortællinger, herunder historien om, hvordan American Pie-filmene løj for hende, er Er der ikke nogen der gider bolle mig, please.
Og det er helt bogstaveligt ment.

Det er en oprigtig bøn,” siger Gina Wynbrandt, da jeg møder hende på Vesterbro en fredag formiddag sidst i februar, hvor hun er i København for at tale om bogen, der netop er udkommet på dansk.

Det er ikke noget, man ofte hører: En kvinde, der offentligt og decideret tigger om sex. Det virker kikset, desperat, usikkert – træk, de færreste af os, kvinder som mænd, tør vise verden af skræk for social stigmatisering. Men Gina Wynbrandt har ikke noget problem med det. Og lige præcis det gør, at hun tværtimod virker kolossalt stærk, når hun bare slynger det ud med sin drævende Chicago-accent. Stærk, ligeglad – og pænt sjov.

SKUFFETGina Wynbrandts serier er en moderne udviklingsfortælling, som ikke giver ret meget for opbyggelighed. Illustrationer: Gina Wynbrandt/Forlaget Cobolt

Faktisk opsummerer det ret fint hele pointen med det, Gina Wynbrandt laver: At bruge sort, selvudleverende humor til at af-tabuisere de sider af kvinder, som populærkulturen fortæller os er grimme, forkerte og ukvindelige.

En desperat kvinde bliver set som nærmest det værste i verden. Jeg er vokset op med tv-serier og film som American Pie, der udelukkende handler om mænds seksualdrift, og som aldrig viser, at kvinder også kan være liderlige og desperate. Så mine fortællinger kommer af mit eget behov for at udtrykke de her ting.”

Gina Wynbrandt tegner sig selv ud fra fotografier, og hendes historier er løseligt baseret på hendes eget liv; Gina Wynbrandts fiktive jeg æder pizza, ser webporno og hader sig selv. Men ret hurtigt glider fortællingerne bort fra virkeligheden og over i fantasiuniverser, hvor hun har dates med Justin Bieber, bliver gammel og køber sexrobotter, der ligner Pikachu, og er privatdetektiv i et online gaming-univers, hvor hun både smadrer forbrydere og har sex med dem. I en af serierne forsøger hun at blive mere cool ved at hænge ud med en flok katte (med mandeansigter), der ender med at gruppevoldtage hende og får hende til at begå bankrøveri med en kniv. I en anden får hun en makeover af Kim Kardashian, som viser sig at gemme glitrende fe-magi i sin berømte numse.

Mit liv er virkelig kedeligt og trist, men jeg vil gerne have opmærksomhed og skrive om mig selv, så jeg opfinder de her fiktive scenarier, der gør det mere interessant at læse. Og sjovere,” forklarer Gina Wynbrandt.

Alle mine serier har de samme underliggende temaer som ensomhed, banalitet, overfladiskhed og uigengældt kærlighed. De er alle sammen et råb om hjælp,” siger hun.

De er helt klart meget terapeutiske for mig. Men de er også en satirisk respons på den måde, kvinder bliver fremstillet på i medierne.”

FANGIRLSerien om Justin Bieber var Gina Wynbrandts første projekt. “Jeg var besat af ham,” fortæller hun. Illustrationer: Gina Wynbrandt/Forlaget Cobolt

Gina Wynbrandt er på alle måder sig selv. Men hendes stil og tone taler direkte ind i en tendens, der er vokset frem i krydsfeltet af kreative, politiske og aktivistiske græsrodsmiljøer i de seneste år. Hvor unge, kvindelige kunstnere navigerer i et hybridunivers af onlinemedier, popkultur, feministisk kulturkritik, selvudlevering og sort humor.

Hvor den pæne pige ikke bare bliver aflivet, men massakreret på daglig basis. Og med hende også alt, hvad hun står for som symbol på den passive, kontrollerbare, underdanige og seksuelt tilbageholdende kvinde. Og den kvindelighed, der rejser sig ud af pænhedens rygende rester, er en langt mere kompleks størrelse.

Hvis du tænker Lena Dunham og tv-serien Girls nu, er det ikke helt skævt, men det er heller ikke helt rigtigt. For der hvor Girls stopper – før det bliver for groft, abstrakt eller politisk til mainstreampublikummet – fortsætter Gina Wynbrandt. Det samme gør kunstnere som danske Maja Malou Lyse eller den svenske tegner Malin Granroth. Og SoMe-fænomener som blogger-YouTuber-digital-kunstner-Twitter-og-Tumblr-darling Molly Soda samt kvinderne bag Instagram-profilerne @gothshakira, @sensualmemes og @scariest_bug_ever.

De tre har mellem 50.000 og 90.000 følgere hver, og lige nu turnerer de mellem udstillinger, foredrag og workshops over hele USA med deres særlige brand af grotesk sjove og skarpe intersektionalistiske feministiske memes om klasse, race og køn.

På hver sin måde bidrager disse kvinder til den webbaserede popkulturelle sfære med en ny strøm af modbilleder til samfundets sociale og kulturelle normer og idealer inden for køn, race og klasse.

Og i forhold til køn repræsenterer de en kvindelighed, der er ikke én, men mange modsatrettede ting på en gang: sårbar og selvfed, satirisk og oprigtig, dybt ironisk og hudløst ærlig. En kvindelighed, der føler sig 100 % hjemme i moderne online- og ungdomskultur, og som både elsker og hader den – og som også hader sig selv for at være del af det. For den er selvkritisk og samtidig klar til at kritisere alle og alt – især borgerlige, kapitalistiske og patriarkalske fænomener, fra romantisk heteroseksuel kærlighed til Mike Pence.

Det er også en kvindelighed, hvor kroppen ikke har popstjernemål, men delleruller under bh-stroppen, mave, der flapper, hår under armene og kønslæber, der ikke ligner en plastikfersken.

Det er en kvindelighed, der tager kontrol over sin identitet i stedet for sine kropsmål. Og som insisterer, som Gina Wynbrandt siger, på, at kvinder er lige så dumme, klamme og liderlige som mænd”.

De fleste af disse kvindelige kunstnere definerer sig selv som feminister. Maja Malou Lyses arbejde har et klart feministisk idenditetspolitisk og normkritisk sigte. Mens Malin Granroth kalder sig selv benhård dødsfeminist” og ofte behandler problemer omkring social og økonomisk ligestilling i sine tegneserier.

Men for nogles vedkommende er det mere mudret at afkode, hvorvidt de opfatter deres arbejde som feministisk. Så sent som i torsdags gjorde YouTuberen Molly Soda grin med artikler præcis som den her i et Tweet:

Gad vide hvordan de her publikationer vil dreje den MySpace kunst jeg har lavet over i noget om feminisme,” skrev hun.

Gina Wynbrandt er heller ikke helt sikker på, hvor hun står i sin politiske agenda.

Altså, jeg er feminist, og jeg laver kunst, så det, jeg laver, kan nærmest ikke være andet end feministisk kunst,” siger hun.

Men det er også et meget umodent blik på verden. Hvis det er mit største problem, at jeg ikke kan få sex, er mine problemer nok ikke så store. Jeg er nok lidt tilbageholdende med at kalde det politisk kunst. Men fra den respons, jeg har fået på mine ting, kan jeg se, at det faktisk har betydning for andre, selv om det er nogle meget personlige emner, jeg taler om. Der er nok noget universelt i det specifikke. Og selv om jeg taler om min besættelse af Justin Bieber, kan folk åbenbart godt relatere til de underliggende temaer om ensomhed og usikkerhed.”

Jeg vil gerne have, at mine ting får folk til at tænke lidt dybere over den kultur, vi lever i. Men jeg vil helst have dem til at grine. Det er det vigtigste.”

Hvad er det for nogle tanker om vores kultur, du gerne vil sætte i gang?

For mig er det i hvert fald blevet klart, mens jeg har lavet den her bog, at jeg har meget urealistiske idéer om, hvad sex og dating skal være, baseret på ting, jeg er vokset op med gennem film og tv. Det er det, jeg prøver at vise, når jeg skildrer mig selv på den måde, jeg gør, med så meget selvhad og usikkerhed.”

KATTEKVINDE“Nej.” Sådan svarer Gina Wynbrandt, da jeg spørger hende, om hun er bange for, at folk tager afstand fra hende på grund af den måde, hun fremstiller sig selv i sine serier. Illustrationer: Gina Wynbrandt/Forlaget Cobolt

Hvordan opstår de urealistiske idéer hos os?

Altså, det skyldes vel kapitalisme og forbrugerisme, tænker jeg. Det tydeligste eksempel er mit crush på Justin Bieber. I high school var jeg meget anti-popmusik, men i college fik jeg en depression og gik helt ned over ikke at have en kæreste. Og så var det, jeg så Justin Bieber-filmen, du ved, Never Say Never. Den film er straight up propaganda for at få helt unge piger til at elske Justin Bieber. Han bliver direkte brugt som en rekvisit, der skal få de her piger, som er for unge til at have en kæreste, til at blive forelskede og se ham som en surrogat-kæreste. Og så skal de selvfølgelig købe hans album, plakater, T-shirts og alt det.”

Og selv om jeg var 21 år gammel, virkede det på mig. Jeg sad og så filmen og tænkte: Åh, jeg er trist og ked af det, men når jeg lytter til Justin Bieber, får jeg det bedre.’ Hvis ikke jeg levede i et samfund, der insisterer på, at jeg behøver romantisk kærlighed for at være et helt menneske, så ved jeg ikke, om jeg var faldet i med begge ben på den måde. Jeg ved, at jeg burde været klogere end det her.”

Og så lavede du en tegneserie om det?

Ja. For at prøve at forstå det. Jeg bruger i det hele taget mit arbejde, så jeg ikke bliver psykopat. Jeg vil virkelig nødig blive den her indestængte, kvindelige udgave af en manderettighedsaktivist, der hader kvinder, fordi ingen vil knalde ham.”

For nej, det har ikke rigtig virket. Altså det med at bede om sex på forsiden af sin bog. Gina Wynbrandt har ikke fået sex i månedsvis, og hun håber virkelig snart, der sker noget. Det ville nogle måske synes var skamfuldt at indrømme.

Gina Wynbrandt er pænt ligeglad.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem