Ulv er 16 år, og han tænker meget over grænser. Ikke mindst sine egne

NEJ TAK“Piger er vant til den type, der siger: ‘Hey, fuck, du er lækker.’ Det er dem, der får de fleste piger. Det forstår jeg bare ikke.” Foto: Jonas Pryner for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

For Ulv på 16 år er det ikke nok at lytte til pigernes grænser. Det er lige så vigtigt at lytte til hans egne. I en serie på fem afsnit har vi fulgt fem unge mænd, der er blevet voksne med metoo. Her – i seriens sidste afsnit – fortæller Ulv: "Jeg kom tættere på, hun vendte sig om, og så var jeg sådan lidt ‘nej, det vil jeg ikke’."

Vi er ved at være ved vejs ende. I fire afsnit har unge mænd fortalt om, hvornår de har været i tvivl i mødet med en partner. Dette er femte og sidste afsnit. De unge mænds fortællinger om flirt, alkohol, onenightstands og drømme har på den ene side fortalt historien om, at alt på mange måder er, som det plejer. De første skridt ind i voksen-kærlighedslivet er fyldt med usikkerhed, tvivl, ømhed, sejre, nederlag, og hvad mon hun tænker nu. Ligesom det altid har været.

Men på den anden side har de tegnet et billede af, at alt alligevel ikke længere er ved det gamle. Det bliver måske allermest tydeligt, når man ser på den debat, der er opstået omkring de unge mænds historier, både på Facebook og i Zetlands bidragssektion. Kommentarerne til artikelserien har spændt fra: Der findes ikke gråzoner. Enten er det frivilligt, eller også er det voldtægt” til: Gråzoner har altid været der. Jo, vi er blevet mere bevidste om det, men jeg vil tro, langt de fleste har oplevet dem i datinglivet, om det er nu eller for ti år siden.”

Der er, med andre ord, nogle grundlæggende ting, der skaber uenighed på det her dirrende følsomme område. Den uenighed træder endnu tydeligere frem, fordi #MeToo har sat ting, der før lå usagt mellem linjerne, på spidsen. De uenigheder udgør i sig selv et minefelt, når vi taler om den tvivl, usikkerhed og famlen, som de unge mænd så modigt sætter ord på. Og om det nye landskab, som de skal navigere i, som Zetland-medlem Mike Heidelbach sætter ord på i bidragssporet:

Før reformationen som #MeToo førte med sig, var dét at spille kostbar’ en del af at spille spillet. For ikke at virke let måtte man spille hard to get. Som følge deraf hed en af brikkerne insisteren’. Usmageligt, som det end var. Men #MeToo-bevægelsen lavede et table flip, og det gamle spil ligger på gulvet, uden vi rigtigt er blevet enige om, hvad det så er, vi spiller nu. Hvor mange af de gamle brikker kan vi tage med videre?” som Heidelbach så fint skriver. Han fortsætter:

Hvis #MeToo skal lære os at kommunikere, at sætte grænser og at sige NEJ – så bør vi måske også lære at kommunikere om de ønsker, behov og begær, som findes, inden man når til den grænse. Så skal vi lære at sige JA. Og for Guds skyld ikke gå ud fra, at så længe der ikke er sagt NEJ, så må det være et JA.”

Når jeg har lyttet til de fem drenge, så har det ærlig talt fyldt mig med lutter fortrøstning på de unge drenge og pigers vegne. Nok er det et vanskeligt felt, de træder ind i, dels fordi det har det altid været, dels fordi vi er hyperopmærksomme på, hvordan de håndterer det. Men Otto, Michael, Aske, Mads og i dag Ulv fortæller om, hvordan unge mænd træder ind på datingscenen med lydhørhed, respekt og bevidsthed om deres egne og andres grænser. Og ja, også sprængfyldt af hormoner, famlen, usikkerhed og fejltrin.

Målet med artikelserien har først og fremmest været at fortælle om de hverdagsmøder, hvor to mennesker mødtes trods famlen, forvirring og hormoner, uden at nogen oplevede, at deres grænse blev overskredet. Målet har været at minde hinanden om, at det trods alt er de møder, der er flest af, også selv om debatten kan gøre de møder vanskelige ved for eksempel ikke at anerkende, at der naturligvis findes gråzoner i mødet mellem mennesker, når det drejer sig om flirt, sex og kærlighed.

Serien slutter med Ulv på 16 på Sjællands nordkyst i Gilleleje. Ulv er yngre end de andre mænd. Han har færre erfaringer end de andre, men også en tilgang til sex og kærlighed, der antyder sporene af en helt ny generation af mænd – og kvinder:

Ulv og hans generation er ikke blevet ramt af #MeToo som en bombe ned i alt det, der plejede at være spillets regler i kærlighed. De er derimod flasket op med dine og mine grænser’, de er stadig ved at finde deres identitet, stadig ved at definere deres drømme, stadig ved at lære ikke bare at sige nej, men også at sige ja. Så lad os give ordet til Ulv:

TVIVL“Jeg tænkte, jeg kan ikke gøre det, for jeg ved ikke, om jeg kan lide hende, eller om det bare er, fordi hun er megapæn. Så der skete ikke noget mellem os.” Foto: Jonas Pryner for Zetland

Da jeg var 15 år, gik jeg på efterskole, og der var to rigtig dejlige piger, der boede ved siden af os. Så min roomie og jeg snakkede sammen, om vi ikke skulle tage ud og lave natterend og se, om vi kunne komme ind til dem. Det var lidt en big deal, for vi havde ikke lavet natterend til nogen piger før, så vi blev nødt til at planlægge det hele, hvilken film vi skulle se, hvad for noget tøj vi skulle have på, og vi havde aftalt, at i stedet for at tænke shit, jeg er meganervøs, så vendte vi det om og tænkte, hvad nu, hvis de er mere nervøse end os? Vi er de seje her.

Vi hoppede ud af vores vindue om natten, løb hen ad muren, bankede på hos pigerne og kravlede ind ad deres vindue. Det var lidt underligt at være derinde, for de her to piger var to af de lækreste piger på hele skolen, så vi var sådan lidt: shit. Jeg fyrede nogle jokes af, alle begyndte at grine, og så føler man sig bare ovenpå.

Så lå vi der og så en gyserfilm. Og det endte med, at vi sov derinde også. Jeg prøvede at nærme mig lidt, da vi lå og så film. Jeg kom tættere på, hun vendte sig om, og så var jeg sådan lidt nej, det vil jeg ikke’. Jeg tænkte på en af mine bedste venner, som også godt kunne lide hende, og så var jeg sådan lidt no can do. Samtidig tænkte jeg, at jeg kan ikke gøre det, for jeg ved ikke, om jeg kan lide hende, eller om det bare er, fordi hun er megapæn. Så der skete ikke noget mellem os.

Jeg var ikke sammen med nogen på efterskolen. Jeg er jo meget charmerende, men det gik ikke lige. Der var to gange, hvor det var tæt på. Den ene gang var med min ven. Hun var bare virkelig sød, og så var hun sej, ligesom en dreng. I stedet for at være tilbageholdende, så var hun sådan lidt kontrollerende, men det var også lidt sexet, og så var hun sjov. Hun havde lidt en mandlig humor, og så var hun vildt god at snakke med.

Jeg blev rigtig gode venner med hende, og det ødelagde det selvfølgelig også lidt, for når man bliver friend-zoned, så er det svært at komme ud igen. En aften havde hun og hendes roomie lavet natterend, og de var løbet ned på vores værelse. Vi lukkede dem ind ad vinduet, og så lå vi der og hørte musik og snakkede. Vi lå og nussede, og så på et tidspunkt vendte hun sig om mod mig. Jeg havde virkelig lyst til at kysse hende. Jeg kunne mærke adrenalinen, men alligevel var jeg sådan lidt, hvad laver jeg? Hvad sker der? Hvad skal jeg gøre? Indtil vi ramte hinanden med næserne.

Så lå vi bare og kiggede på hinanden, og jeg tænkte fuck, skal jeg have åbne øjne, eller skal jeg lukke dem?’, og til sidst var jeg så tæt på at kysse hende, men så tænkte jeg, hvad nu, hvis hun ikke kan lide mig på den måde? Hvad nu, hvis det bare er noget, hun gør med alle?’ og en hel masse andre ting, og så lige der, så blev det hele bare dræbt på én gang af, hvad nu, hvis det her eller det her. Det var så tæt på.

Den sidste dag på efterskolen skulle vi skrive i blå bog, og så skrev jeg en rigtig lang besked i hendes. Jeg sagde til hende, at hun først måtte læse det, når hun var på vej hjem i bilen. Jeg skrev, at jeg stadig var hendes bedste ven, og at det altså ikke var rigtigt, når man siger, at man ikke kan være forelsket i sin bedste ven, og så skrev jeg undskyld til sidst.

Nu er jeg lige kommet hjem fra et år i Frankrig. Donc je parle français. Hen imod slutningen af mit år i Frankrig kom jeg ud af skolebygningen, og så var der en sindssygt flot pige, der gik ind. Det var ligesom en film; jeg stod bare helt stille. Der var 2.000 mennesker på mit gymnasium, og i et helt år havde jeg ikke set nogen flotte piger, og så kom hun bare gående.

Hun var lidt højere end jeg, og hun var stærk, fordi hun gik til atletik, og hun havde virkelig flotte øjne, grønne og blå, og så var der også lidt orange. Jeg ved ikke engang, hvordan det er muligt.

En dag stod hun ude foran gymnasiet med alle sine venner, hun gik i 3. g, og jeg gik i 1. Så jeg var sådan lidt shit. Jeg ventede bare på, at alle hendes venner gik. Men så rejste jeg mig og gik ind i den der mængde. De stoppede alle sammen med at snakke, og jeg sagde bare salut, og vi kindkyssede, og så sagde jeg, at hvis hun havde lyst og tid i morgen, så ville jeg gerne invitere hende ud. Alle stod bare og kiggede, og jeg stod bare rigtig sej, men indeni var jeg bare *what! what! what!, hvad laver jeg?!’ Og så sagde hun: Ja, selvfølgelig.’

Vi gik på date dagen efter. Vi sad bare og snakkede for evigt, jeg havde ti millioner ting at snakke om. Min franske værtsfar havde sagt, at jeg ikke skulle snakke om mig selv, så jeg var sådan: Nå, nok om mig, hvad er du for en?’ Jeg fulgte hende hjem, og så havde jeg lyst til at kysse hende, men jeg var sådan lidt ej, det gør man ikke nu’.

Det var vildt skræmmende. Man står der og tænker alle film igennem. Skal jeg gøre det på den her måde eller den her måde, men jeg kunne ikke rigtig komme frem til, hvordan det ville se ud i virkeligheden uden musik. Så jeg sagde bare farvel.

Den allersidste gang jeg så hende, inden jeg tog af sted, sad hun på gymnasiet med sine veninder og arbejdede på sin eksamen. Jeg kindkyssede hendes veninder og hende, og så gik jeg. Men hun stoppede mig og gik med ud, og så lagde hun armene rundt om mig, og så lavede vi et filmkys. Det var rimelig sindssygt, det er den eneste måde, jeg kan forklare det. De andre gange havde jeg prøvet at være sej, og det havde overhovedet ikke virket, og så til sidst var det hende, der kyssede mig.

Når jeg starter i gymnasiet efter sommerferien, er min strategi at køre den franske stil. Hvis man prøver at spille smart i Frankrig, så er man ikke interessant. Hvis man er charmerende i Frankrig, så kører det. Jeg synes, det er lidt omvendt i Danmark. Når man spiller sej og er lidt arrogant, så går det vildt godt.

De fleste piger er vant til de seje drenge. Det er dem, der drikker sindssygt meget, dem, der altid står sammen og skal se vildt seje ud og tager mega mange billeder. Piger er vant til den type, der siger: Hey, fuck, du er lækker.’ Det er dem, der får de fleste piger. Det forstår jeg bare ikke.

Jeg kan godt lide at sætte mig ned og snakke med piger. Jeg kan godt lide at være ham den sjove. Når man kan sige noget sjovt, så har man al magten. Jeg drømmer om en pige, der er mindst lige så sjov som jeg selv, og hun må gerne være lige så god at snakke med som min roomie, også om ting, der er seriøse, og så må hun gerne være tiltrækkende. Fed humor, dyb tankegang og selvtillid.

Jeg har aldrig haft sex med en pige. Ikke endnu. Det har jeg snakket virkelig meget med min roomie om. Det virker som en ting, hvor det er sådan shit, hvis jeg ikke har gjort det, inden jeg er 18 år, så er jeg en kæmpe fiasko’. De gange, hvor det kunne være sket, har jeg bare inde i mit hoved tænkt, at det har jeg faktisk ikke lyst til lige nu. Jeg har ikke lyst til at gøre det, før jeg rent faktisk finder en pige, hvor jeg synes, at hun er virkelig dejlig.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem