Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Jeg behøver ikke tro på en højere magt for at se verden som fortryllet

UNIVERSDette billede af Mælkevejens centrum er taget med Nasas tre store teleskoper ved brug af både infrarødt lys og røntgenstråling. Det er et gigantisk område og stadig kun en lillebitte del af universet. Det er videnskabeligt, svimlende ufatteligt og smukt. Foto: Nasa

Derfor skal du læse denne artikel

Ateisters verden er tom i al sin forhærdede kløgtighed – varianter af dette udsagn hører man jævnligt fra kristne debattører. Zetlands egen Torben Sangild tror ikke på Gud og er meget optaget af videnskab, men hans verden er alligevel fuld af ærefrygt, kærlighed, skønhed og etiske refleksioner. Her fortæller han, hvordan en gudløs verden kan se ud.

Når jeg hører komponisten Arvo Pärts Fratres i versionen for 12 celloer, oplever jeg en længsel i brystet, der på én gang er smertefuld og samtidig giver en form for trøst. Det er fornemmelsen af, at jeg intet betyder i forhold til evighedens uendeligt langsomme puls, formidlet af musikkens enkle udstrakthed.

Og dog er jeg ikke troende.

Et paradoks, vil nogle mene, inklusive komponisten selv, for det religiøse er jo lige dér for ørerne af mig, for hvad er evighedens synsvinkel andet end Gud? Ja, måske, men vi ateister omfavner netop sådanne paradokser, kunne jeg svare polemisk og dermed mime, hvordan Kierkegaard påkalder sig paradokset (særligt det paradoks, at Gud blev menneske) som kristendommens og lidenskabens betingelse.

Mindre polemisk kunne jeg sige, at jeg betragter mødet med musikken som en æstetisk erfaring. En følelse, som musikken formidler, og som rummer et perspektiv, der nok kan mærkes, men aldrig færdigformuleres af selv den bedste retoriker. Det kan ikke måles og vejes, det er intenst og værdifuldt, det rummer en eksistentiel horisont, men det er ikke Gud og evangelierne, det er den sanselige erfaring af, at lille jeg kun er et ubetydeligt fnug i en ufatteligt stor verden.

Så jeg var en af dem, der blev provokeret af Sørine Gotfredsens sommertekst om, hvordan Kierkegaard ændrede hendes syn på forstand, og om, hvorfor det er fornuftigt at tro på Gud – en tekst, der rummer den sædvanlige modstilling mellem religion og rationalitetstyranni. Den møder jeg tit, den modstilling.

På den ene side har vi oplysningen og sekulariseringen, der kobles til forstanden, begavelsen og den kierkegaardske kløgtighed’, som fører til forhærdelse og mistænksomhed i omgangen med andre mennesker, fordi man ikke vil møde dem med naiv tillid. Samtidig ophøjes logik og videnskabelig tænkning til det altid vigtigste”, som Gotfredsen skriver.

På den anden side har vi så kristendommens indrømmelse af, at vi ikke kan vide alt og ikke beherske alt, at vi er udsatte og henvist til hinandens barmhjertighed, og at verden er fuld af poesi, paradokser og uudgrundelig kærlighed. Det er den følelse, der møder os, når Notre Dame-kirken brændes ned, og den følelse er åndelig og langt mere omfattende end de mursten, kirken materielt set er bygget af.

Det er en effektiv modstilling, og jeg ser den tit. Det blinde, materialistiske, åndsfattige, rationelle oplysningsmenneske på den ene side og det åndelige, sensible, hengivne kristne menneske på den anden side, der mærker en fylde, hvor der ellers er tomhed.

Det er ikke kun Sørine Gotfredsen, der abonnerer på denne modstilling, den er et af de første greb, når kristne skal kritisere det sekulariserede menneske. Men den er falsk. Og nedladende.

Så nu vil jeg fortælle, hvordan der i stedet ser ud herovre fra den anden side.’

Jeg er kristent opdraget. Jeg har fået læst højt af Bibelen som barn, er fortrolig med det kirkelige sprog, er døbt og konfirmeret. Mine forældre har, og mine bedsteforældre havde endnu mere, den kristne tro som en central del af deres livsgrundlag. Jeg kan mit fadervor og min trosbekendelse, jeg kan citere salmevers, jeg læser endda jævnligt i Bibelen. Men jeg tror ikke på Gud, og jeg har i virkeligheden nok aldrig gjort det.

Jeg tøver lidt med at kalde mig ateist, fordi det lyder, som om jeg så abonnerer på et bestemt tankesæt med nogle bestemte dogmer, men det er ateisme jo ikke. Ordet ateisme’ er ikke en trosretning, det er en løs fællesbetegnelse for alle de mennesker på hele kloden, der ikke opfatter sig som religiøse, der ikke opererer med en Gud. Hvad de så i øvrigt tænker om verden, kan være meget forskelligt.

Den smarte bemærkning, at ateisme også er en religion”, må skyldes, at de mest iøjnefaldende ateister er dem, der bærer ateismen som en fane og er optændt af en ild, der kan virke religiøs. Men de er kun et mindretal. De fleste ikke-troende har ikke travlt med at bekende sig til det. Og at sige, at ateisme er en religion, svarer til at sige, at det er en hobby at lade være med at samle på frimærker.

Jeg har kaldt mig agnostiker – altså en person, der undlader at tage stilling til, om der er en Gud eller ej, da vi ikke kan vide det alligevel. Det lyder mere reflekteret, men det er egentlig også bare lidt fejt. Jo, det er helt rigtigt; principielt set kan jeg ikke vide med 100 procents sikkerhed, at der ikke findes en Gud, men jo flere år jeg har levet på denne klode uden at Han har vist det mindste tegn på sin eksistens, des mere er jeg overbevist om, at vi er henvist til at passe på os selv, på hinanden og på selvsamme klode. Hvilket i øvrigt ikke altid går supergodt.

Jeg er oplysningsmenneske, men ikke i den forstand, at jeg har en blind tro på forstanden, videnskaben og logikken som det eneste saliggørende. Ja, ikke engang som det vigtigste. Men dog som det, der skal hjælpe os til at forstå verdens faktiske beskaffenhed, så vi kan træffe bedre beslutninger.

På det eksistentielle plan er kærligheden og de ikke-målbare ting altid vigtigst. Den gennemstrømmende lykke, jeg føler, når jeg ser min datter hoppe af begejstring i leg med sine nyfundne venner på en sommerlejr; den medfølelse, jeg har med en syg ven, der er kommet i klemme i et umenneskeligt bureaukrati; den svimlende erotiske hengivelse til en kvinde er altid uendeligt meget større end termodynamikkens anden lov. At det skulle kunne forholde sig anderledes for ateister, forstår jeg ikke, at man kan tro.

Men når der skal bygges en bro, altså en helt konkret bro hen over et helt konkret farvand, bør den bygges af ingeniører på en så eksakt viden som muligt. Det er to forskellige niveauer. Og når man skal forstå naturen, er den biologiske viden om livets udvikling helt afgørende.

Kristne debattører som Gotfredsen maler ofte et billede af, at den videnskabelige verden er affortryllet; at det er Gud, der fortryller verden, når han sætter bladet på en nælde, og at en gudløs verden er grå, tom og blottet for mystik. Men man skal ikke have set mange naturfilm for at erfare, at den verden er for vild. Dyreverdenen, planteverdenen, svampeverdenen er en sublim række af forunderlige og forbundne fænomener, der må slå én med ærefrygt og kuldegysning – ikke fordi det er al den ting, som Gud har gjort, men fordi naturen selv er ærefrygtindgydende i al sin kompleksitet og dynamiske sammenhæng.

Og zoomer vi ud på universet fuldt af sorte huller og babyuniverser, er det ikke, fordi der mangler svimlende mærkværdigheder, der kan sætte vores lille menneskeforstand skakmat. Selv når vi zoomer ind på hjernen, åbner der sig en kompleks verden af mere eller mindre hensigtsmæssige bevidsthedsmekanismer, der i øvrigt afslører, at mennesket er bimlende irrationelt – rationaliteten er ikke en normaltilstand, men en anstrengelse, man kan gøre sig.

En viden om, at kærligheden til ens nærmeste er påvirket af signalstoffet oxytocin, gør ikke den kærlighed mindre intens eller forpligtende. Verden er stadig intens, andre mennesker er vigtige og bør mødes med tillid og etisk fordring, og der er skønhed og dybde i kunsten såvel som i livet. Den eksistentielle refleksion tager vi filosofisk, og oplysning og rationalitet rummer deres egen selvkritik. Det er ikke spor tomt, materialistisk eller kedeligt.

Men hvad så med døden? Og lidelsen? Her har religionen, indrømmet, en dimension, som det sekulære menneske står uden. Og jeg har al mulig respekt for, at man i mødet med de tunge ting i livet søger en metafysisk trøst. Jeg tror endda, det hjælper. Jeg tror faktisk, at det er lettere at dø, at miste, at bevidne ondskab og ulykke, hvis man kan tro på, at der er mere end dette liv. Sjælesorg er måske præstegerningens mest meningsfulde opgave.

Men hvis man nu engang ikke tror, giver det ikke mening at begynde på det, fordi det hjælper, når tilværelsen er tungest. Det ville netop være at rationalisere troen og gøre den til noget terapeutisk. Og det har jeg al for stor respekt for religionen til at ville gøre.

I stedet må vi sekulære eller ateister forsøge at skabe et ritualiseret sprog for det ubærlige. Og det findes allerede, blandt andet i poesien. Døden er det ufattelige og svimlende vilkår, vi aldrig nogensinde kommer til tåls med.

Er det så ikke bare at snige religionen ind ad bagvejen uden at indrømme det? Sådan plejer stridslystne kristne at sige, når jeg anfører nogle af disse ting. De siger, at vi lever i en kristen kultur, og at de ting, jeg siger om tillid, barmhjertighed og kærlighed, netop er præget af den kultur, uanset om jeg er bevidst om det eller ej.

Det kan ikke bare afvises, selv om mange af disse værdier kan være endnu ældre end kristendommen. Det er muligt, at jeg ikke ville være i stand til at tænke i præcis de baner, at mit værdisæt og mine begreber ville være lidt anderledes, hvis ikke det var for kristendommens årtusindlange påvirkning af vores samfund og kultur.

Men hvis disse værdier kan leve videre uden den religiøse overbygning, hvad er så problemet? Hvis sekulariseringen ikke ændrer på det fundamentale værdisæt, så behøver man måske hverken at frygte – eller ynke – de gudløse?

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem