USA troner (trods alt) stadig på toppen af verden. Forklaringen er en lysegrøn seddel, som alle elsker

Illustration: Marco Melgrati for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

17:39

Derfor skal du læse denne artikel

I løbet af Donald Trumps præsidentskab har der bredt sig en fortælling om, at USA står til at miste sin position som den ultimative globale supermagt. Efter tre årtiers amerikansk dominans snakker man om, at fremtiden er post-amerikansk. Der er noget om det, men fortællingen overser en afgørende faktor: dollarens magt.

Hvis man skal forstå, præcis hvilken magt USA har i verden, er det her et godt sted at begynde: Den 1. december 2018 blev Wanzhou Meng, finansdirektør og næstformand i bestyrelsen hos den kinesiske tech-gigant Huawei, anholdt, da hun var ved at boarde et fly i Vancouver. To dage forinden havde USA udsendt en arrestordre. Wanzhou Meng, der ovenikøbet er datter af Huaweis grundlægger Ren Zhengfei, skulle have siddet på business class. Pludselig sad hun i de canadiske myndigheders varetægt.

I løbet af de efterfølgende dages kautionshøringer kom det frem, at USA havde beordret hende arresteret for mistanke om brud på amerikanske sanktioner mod Iran. Gennem datterselskabet Skycom, hvor Wanzhou Meng også sidder i bestyrelsen, skulle Huawei have videresolgt udstyr fra den californiske it-virksomhed Hewlett-Packard til iranerne og på den måde have omgået amerikansk kommando.

Anholdelsen blev i ugerne efter indlemmet i fortællingen om den handelskrig mellem USA og Kina, der stadig er i fuld gang. Ifølge Adam Tooze, britisk økonomihistoriker ved Columbia University og en af tidens mest prominente stemmer i den globalpolitiske samtale, skriver anholdelsen sig dog også ind i en anden, lidt mindre indlysende fortælling.

Det internationale finanssystem roterer om dollaren, og her er der tale om et af de mest sigende eksempler på, hvor stor international magt den amerikanske valuta har,” siger han over en telefon fra New York.

Årsagen til, at Tooze nævner det sanktionsbrud, USA anklager Wanzhou Meng for, er altså ikke sanktionsbruddet selv. Han nævner det for at vise, hvordan og hvorfor amerikanerne overhovedet kom på sporet af det. Havde det ikke været for London-banken HSBC, der har haft Huawei-selskabet Skycom som kunde, ville amerikanerne aldrig have kunnet udstedt deres arrestordre. Gennem to år sikrede banken de hundredtusindvis af efterretninger, der udgør sagens krop. Og hvorfor gjorde de så det? Det var ikke, fordi de havde en forkromet intention om at fælde kineserne. Det var for at undgå selv at blive underlagt sanktioner fra Det Hvide Hus, forklarer Adam Tooze. HSBC var spændt ud mellem to verdensmagter og måtte træffe et valg: amerikanerne eller kineserne. De valgte amerikanerne.

Takket være dollarens position i den globale økonomi kan USA, hvis de vil, reelt udelukke aktører fra de internationale finansmarkeder. Den risiko turde HSBC ikke løbe,” siger Adam Tooze. Amerikanerne kan forhindre adgang til betalingssystemer, børsen i New York og andet, der marginaliserer i en sådan grad, at det vitterlig ikke er muligt at drive global forretning.”

Økonomihistorikeren kalder dollaren for globaliseringens smøremiddel”. Det er den, der sørger for, at verdensøkonomien kan tage form som én ubrudt kæde og ikke en samling af isolerede systemer. Det er den, man kalder for verdens reservevaluta, det vil sige den, som klodens centralbanker ligger inde med i tillæg til de nationale valutaer. Dermed er dollaren også aldeles afgørende for forståelsen af, præcis hvilken rolle amerikanerne indtager i den internationale orden. Opfattelsen af USA som en skrantende magt har spredt sig oven på måneder med ligvogne i New Yorks gader, rekordhøj arbejdsløshed, mordet på George Floyd og masseprotester. Det er svært at afvise, at der skulle være noget om snakken, men USA har, Donald Trump eller ej, dollaren. Det er ikke landets mest synlige magtmiddel, men det er måske det vigtigste.

I 30 år har USA været placeret øverst i det geopolitiske hierarki. Efter Murens fald og kommunismens endeligt trådte amerikanerne, det liberale demokratis poster boy, frem på verdensscenen med en sådan eftertrykkelighed, at politologen Francis Fukuyama på berømt (og berygtet) vis erklærede historien for afsluttet i 1992-værket The End of History and the Last Man. Pointen var ikke, at verden havde set sin sidste store konflikt eller skelsættende begivenhed, og at alt derfra og til evig tid blot ville være krusninger i historiens overflade, men at disse, som alt andet, fremover ville være rammesat af det liberale demokrati og den kapitalisme, det står på skuldrene af. Frihedsidéerne og den globale forbundethed var ubestridelige, verdenspolitiske idealer. USA var ikke bare en stor økonomi. Det var Økonomien. Det var ikke længere bare en magt. De var Magten.

Nu spekulerer flere dog i, om vi efter tre årtiers amerikansk dominans står på tærsklen til det, der bliver kaldt en post-amerikansk verden, altså en verden, hvor Washingtons indflydelse på verdenspolitikken er faldende. Carl Bildt, den tidligere svenske statsminister, har gjort det i Washington Post, hvor han med henvisning til Donald Trumps modstand mod WHO i maj skrev, at USA ikke længere har en ambition om globalt lederskab”. Richard Haass, tidligere chefrådgiver for George W. Bushs første udenrigsminister Colin Powell, har gjort det i magasinet Foreign Affairs, hvor han i april skrev, at vi står foran en tid med mindre og mindre amerikansk dominans”. Også Alexander Cooley, professor i international politik ved Barnard College i New York, argumenterer for, at USAs globale position er ved at ændre sig. Tidligere i år udgav han og kollegaen Daniel Nexon bogen Exit from Hegemony: The Unraveling of the American Global Order. I den gør de opmærksom på, at det langtfra er første gang, at USAs globale magt erklæres truet, men de skriver samtidig, at det denne gang er anderledes. Nu har analyserne for alvor noget på sig.

Man forstår, hvor signifikant udviklingen er, når man forstår, at de områder, hvor USA aktuelt svækkes, er akkurat de områder, der traditionelt har været dem, hvor amerikanerne har udøvet deres verdensmagt. På den måde er det hele blevet vendt på vrangen,” siger Alexander Cooley.

Professoren giver tre eksempler. For det første møder USA-orienterede institutioner som FN, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, EU og NATO i stigende grad konkurrence fra særligt Kina og Rusland, der i løbet af det 21. århundrede har formuleret egne alternativer: The Shanghai Cooperation Organization, en militæralliance, der er ledet fra Beijing og Moskva, og som også tæller Indien og Pakistan, er et oplagt eksempel,” siger Alexander Cooley. Man kunne også nævne Eurasian Economic Union, en økonomisk union, der forsøger at fremme fri bevægelse af varer, tjenester, kapital og arbejdskraft på tværs af Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan og Armenien.”

Dernæst har USA mistet det, som Alexander Cooley kalder deres beskyttelesmonopol”. Hvis et udviklingsland i 1990’erne havde brug for finansiel assistance, våben eller valgobservatører, var amerikanerne – eller som minimum institutioner, der rettede sig efter amerikanske tanker – den eneste mulighed. Sådan er det ikke længere. Mens russerne efterhånden sidder tungt på især det afrikanske våbenmarked, har Kina efter finanskrisen i 2008 formået at gøre sig attraktive for lande med finansieringsvanskeligheder. Alexander Cooley nævner Ecuador: De har vendt IMF og Verdensbanken ryggen og står nu i dyb gæld til Kina,” siger han.

Endelig gælder det også, at de ngo’er, som ifølge Alexander Cooley har fungeret som en slags lim mellem de parter, der udgør Vestens liberale orden, får indskrænket deres manøvrerum. Når de argumenterer for kvinderettigheder eller kulturel mangfoldighed, bliver de stadig oftere overdøvet af diverse lobbygrupper med modsatte interesser, blandt andet i Brasilien, hvor professoren peger på, at års systematisk promovering af konservative højrefløjsholdninger har hjulpet præsident Jair Bolsonaro til magten.

Alt dette, understreger Alexander Cooley, har været undervejs længere, end vi fristes til at tro. Tendenserne er særligt aktuelle lige nu, hvor vi mere eller mindre hver eneste dag bliver mindet om USAs egne udfordringer, hvad enten det er nye arbejdsløshedstal eller ny politivold, men i flere tilfælde strækker de sig over et par årtier. Han slår ligeledes fast, at der ikke alene er tale om, at USA i disse år presses udefra. Der er kræfter i USA selv, der modarbejder det liberale demokrati og den globale forbundethed. George W. Bush var ikke nødvendigvis stor tilhænger af multilaterale samarbejder, men han var ikke eksplicit i sin kritik af dem. Han gik ikke direkte imod dem. Det gør Trump-administrationen,” siger Alexander Cooley.

Hvis ikke amerikanerne er ved at blive direkte fortrængt, er verden i hvert fald blevet multipolær. Der er ikke én stormagt, der er flere. Det er Adam Tooze, økonomihistorikeren fra Columbia University, sådan set enig i. Han siger, at USA er i en legitimitetskrise”, de har ikke samme globale appel, som de tidligere har haft. Alligevel giver han ikke meget for idéen om en post-amerikansk fremtid. Den er forenklet, mener han. Den overser nemlig, hvor stor indflydelse dollaren – og dermed den amerikanske centralbank, FED, der styrer den amerikanske pengepolitik – har på verdenssituationen. Og mens vi meget vel befinder os midt i en større geopolitisk forskydning, er der ikke meget, der tyder på, at dollarens særstatus er under forandring. Nok faktisk snarere tværtimod.

I 1914, da Første Verdenskrig brød ud, var dollaren en forholdsvis perifer aktør i verdensøkonomien. Ingen gik for alvor op i, hvad der blev tænkt og ment i Washington. De fleste orienterede sig mod London og det britiske pund. To år senere, midtvejs i krigen, ændrede det sig. I 1916, efter det udmarvende slag ved Somme, var de kæmpende nationers finanser så ødelagte, at de ikke længere selv kunne mobilisere krigsførelsen. De måtte have hjælp, og den leverede USA. Det var den sidste store økonomi, der ikke var en del af krigen,” fortæller Adam Tooze. Efterspørgslen steg på amerikanske varer og dermed også på dollars. Pludselig ville alle have dollars.”

Ved Første Verdenskrigs slutning var den amerikanske valuta derfor den eneste, der ikke var skudt fuldstændigt i sænk. Fra da af, og i endnu højere grad fra Bretton Woods-aftalen, der blev indgået i 1944 for at afbøde de økonomiske konsekvenser af endnu en verdenskrig, forklarer Adam Tooze, har dollaren været de facto-centrum i det internationale finanssystem. Det har været i dollar, at langt de fleste tværnationale transaktioner er blevet udført. Det har været i dollar, at verdens fattigste har lånt penge. Det har, kort sagt, været dollaren, verden har haft tillid til.

Sådan er det stadig, måske faktisk i særlig høj grad i et aktuelt corona-perspektiv. Det er Mikael Olai Milhøj og Andreas Steno Larsen, henholdsvis senioranalytiker i Danske Bank og chefstrateg i Nordea, enige om. De følger begge dollarens udvikling tæt og har set, hvordan den over de seneste måneder har konsolideret sin position i verdensøkonomien. I løbet af februar, marts og april, da coronavirusset for alvor tog fat, var dollaren kraftigt efterspurgt. Der så vi virkelig, hvordan stort set alle søger mod den amerikanske valuta, når der breder sig usikkerhed,” fortæller Andreas Steno Larsen.

Ifølge Mikael Olai Milhøj er det en velkendt dynamik. Dollar-investeringer er de mindst risikable, så når fremtiden tegner usikker, og der varsles recessioner her, der og alle vegne, stiger dollarens attraktivitet. Har man for eksempel haft investeret i norske kroner før corona, ville man, da krisen var værst, meget gerne sælge dem og i stedet købe dollars. En valuta som den norske er meget påvirkelig, mens dollaren er helt anderledes robust.”

Det er den også dynamik, Adam Tooze henviser til, når han kalder den amerikanske valuta for en safe haven, en sikker havn. Du kan altid komme af med dine dollars. Du kommer aldrig rigtig galt af sted. Det betyder samtidig, at dollarprisen er blevet svækket, siden corona-smittetallene begyndte at falde i det meste af verden for godt en måned siden. I takt med at investorerne har genvundet (dele af) tilliden til markedet, har de været villige til at investere mere risikabelt – og altså søge væk fra dollaren. I den forstand er en lav dollarkurs faktisk et godt tegn for den globale økonomi,” siger Mikael Olai Milhøj.

Også uden for krisetider er dollarens indflydelse umulig at se bort fra. Især fordi de store råstoffer – heriblandt olie – opgøres og handles i dollars. Indtil 1950’erne betalte man noget af olien, blandt andet den iranske, i britiske pund, men siden har hele det internationale oliemarked været et dollarmarked. Hvis en dansker vil købe en tønde olie, er vedkommende simpelthen tvunget til at gå i banken og veksle sine kroner til dollars, før det kan lade sig gøre. Ifølge Adam Tooze giver det USA enorm magt. Det vil jo sige, at pengeflowet før eller siden går gennem en amerikansk bank, og det gør, at USA, hvis de ønsker det, kan pålægge fjender forskellige sanktioner og på den vis øve deres indflydelse,” siger han. Dermed er selv nogle af de lande, der forsøger at distancere sig politisk fra USA, for eksempel Iran eller Kina, også dollar-afhængige.

Der findes en alternativ virkelighed. Når Rusland sælger gas til Kina, foregår det eksempelvis i yuan, den kinesiske valuta, og Beijing har ad flere omgange forsøgt at udfordre den dollar-dominerede handel. Hverken Andreas Steno Larsen eller Mikael Olai Milhøj tror dog, at den amerikanske valuta er reelt truet som verdens førende. Kinas markeder er ikke lige så åbne som de amerikanske. Kapital kan ikke flyde frit, og det gør det svært at forestille sig den kinesiske valuta som den globalt dominerende,” siger sidstnævnte. Heller ikke Adam Tooze tror på afgørende forandringer. Måske andre valutaer, heriblandt euroen, står foran større roller i den globale økonomi, men en egentlig udskiftning af dollaren, ligesom vi så det med det britiske pund efter verdenskrigene, ser han ikke som en reel mulighed.

Efter finanskrisen talte man ellers om, at dollarens tid var forbi. De amerikanske finanser var løbet løbsk, og som konsekvens led nu hele verden. Det måtte da ændre noget. Kina forsøgte at internationalisere yuanen, men her ti år efter er det begrænset, hvor stor succesen har været. Valutaen udgør kun to procent af verdens centralbanksreserver, mens dollaren udgør lidt over 60 %. I stedet står vi nu i en situation, hvor den amerikanske centralbank har brugt coronakrisen til at stadfæste sin globale funktion. De har sprøjtet rekordmange dollars ud i systemet og dermed bekræftet, at de er verdens ultimative långiver.

USA er jo USA. Stort set uanset hvem man snakker med om amerikanernes plads i verden, dukker dén bemærkning op eller som minimum en variation af den. De, der tror, at amerikanernes internationale aftryk er aftagende, og de, der er mere tvivlende, er forenet i erkendelsen af, at USA, når alt kommer til alt, har en militær og økonomisk kapacitet, ingen kan matche. Ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, er det da også kun en tåbe, der undervurderer amerikanerne:

Der er kun ét land i hele verden, der kan udføre militære operationer, hvor det skulle være, med få timers varsel. Det er amerikanerne. De er de eneste, der har hangargrupper liggende på verdenshavene,” siger han.

Spørgsmålet er altså ikke, om USA skal skrives ud af den geopolitiske ligning. De er og bliver en del af den, især takket være dollaren. Spørgsmålet er i stedet, om det land, der engang var en konstant i denne ligning, efterhånden er blevet en variabel. USA, siger Adam Tooze, er stadig familiens patriark”, bare en ustabil en af slagsen: Patriarken er begyndt at opføre sig mærkeligt, og vi kan ikke helt finde ud af, om det er demens, Parkinson eller noget tredje, han fejler.” Med andre ord, vurderer økonomihistorikeren, er der en uoverensstemmelse mellem USAs politiske legitimitet, der lige nu kan ligge på et meget lille sted, og deres finansielle rækkevidde, der når langt ind i fjendeland.

Dermed er den egentlige udvikling ikke, at USA fortrækker fra verdensscenen, men at deres globale magt er ved at ændre form. Den bygger i mindre grad på frihedsidealer om menneskerettigheder, frihandel og retten til selvbestemmelse og i højere grad på den kendsgerning, at det internationale finanssystem er et dollarsystem. Det viste Wanzhou Meng-sagen, og det er nok en gang blevet bekræftet under coronakrisen.

Som finansgiganten ING skrev i en analyse i februar:

The dollar way or the highway.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: