Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Louise Stenstrup er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvad nu, hvis blasfemiparagraffer rent faktisk legitimerer vold og terror?

RØGPakistan er et af de lande, hvor blasfemilove har bragt sindene i kog. Foto: Aamir Qureshi / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Inden danske politikere eventuelt afskaffer blasfemiparagraffen, vil de indhente erfaringer fra lande, der for nylig har afskaffet blasfemiparagraffer. Ikke meget tyder ifølge Jacob Mchangama på, at sådanne paragraffer fører til mindre vold og terror – måske snarere tværtimod. Samtlige af de lande, hvor der efter Muhammedkrisen opstod voldelige optøjer med dødsfald til følge, har blasfemiforbud.

Vil en afskaffelse af blasfemiparagraffen føre til vold, uro og terror? Det er det afgørende spørgsmål, som indtil videre afholder regeringen fra at lægge stemmer til Enhedslistens lovforslag om at afskaffe straffelovens § 140.

Man kan ud fra et principielt synspunkt indvende, at det i sig selv er uacceptabelt, at et liberalt demokrati lader den potentielle trussel fra ekstremister indgå som et hensyn i vurderingen af, hvor grænsen for demokratiets frihedsrettigheder skal trækkes. Men ser man bort fra det principielle aspekt, er spørgsmålet, hvorvidt truslen er reel, samt hvorvidt der er belæg for, at blasfemiparagraffen har en reel præventiv effekt på religiøst motiveret terror og uro.

Der kan næppe gives noget entydigt svar på dette, men umiddelbart forud for Folketingets førstebehandling af lovforslaget konkluderede PETs Center for Terroranalyse i et folketingssvar, at en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi vil kunne have sikkerhedsmæssige konsekvenser for Danmark, herunder bidrage til at skærpe trusselsbilledet i forhold til Danmark og danske interesser i udlandet.”

En lignende analyse blev – uden nogen underliggende dokumentation – lagt til grund af Straffelovrådet i dets betænkning om blasfemiparagraffen fra 2014. Netop sikkerhedshensynet blev da også fremhævet af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) under førstebehandlingen af lovforslaget, som han derfor ikke selv tog klart stilling til.

Pape udtalte blandt andet, at regeringen [vil] i den kommende tid indhente erfaringer fra de lande, som for nylig har ophævet blasfemiparagraffen i deres nationale lovgivning. Det gælder lande som Norge og Holland: Hvad var det for en debat, hvilke reaktioner har det givet, hvordan er det foregået, hvad giver det os at kunne lære af? Det handler om at kunne stå på det stærkest mulige fundament, når beslutningen skal træffes.”

Selv om Justitsministeriets embedsmænd givetvis er i gang med at kontakte relevante myndigheder i Norge og Holland, kan man allerede nu komme med et temmelig klart svar på, hvorvidt afskaffelsen af blasfemiparagrafferne i disse lande har medført en øget sikkerhedstrussel.

SØRGEBLOMSTERSidste år demonstrerede en folkemængde i Pakistan mod henrettelsen af politimanden og islamisten Mumtaz Qadri, der havde dræbt en guvernør, som gik ind for at reformere Pakistans blasfemilovgivning. Foto: Faisal Mahmood / Scanpix

Holland har, ligesom Danmark, oplevet vold, uro og terror som følge af ytringer, der krænkede religiøse følelser. Det startede med mordet på Theo van Gogh i 2004, og siden da har politikere som Ayaan Hirsi Ali og særligt Geert Wilders gentagne gange kommet med udtalelser, der har fået islamister til at se rødt.

Hirsi Ali har måttet flytte til USA, og Wilders lever med 24-timers politibeskyttelse. Efter mordet på van Gogh foreslog den daværende hollandske justitsminister endog at genoplive landets hensygnende blasfemiparagraf, hvilket dog blev mødt med en storm af protester og derfor droppet. Men indtil 2014 var blasfemiparagraffen stadig en del af den hollandske straffelov.

Paul Cliteur er juraprofessor på universitetet i Leiden og kritisk over for, hvad han opfatter som genoplivelsen af blasfemiparagraffer rundt om i verden. Han udgav i november 2016 bogen The Rise and Fall of Blasphemy Law og har derfor fulgt debatten tæt. Adspurgt via mail om, hvorvidt den hollandske afkriminalisering af blasfemi har medført terror eller uro, svarer han: Der var ingen komplikationer … muligvis fordi islamister mangler organisering i Holland, men der var ingen modstand fra muslimsk side.”

Han understreger også, at der ingen terrortrusler” har været som følge af afkriminaliseringen.

På Forsvarets forskningsinstitutt i Norge sidder to af Europas førende terrorforskere, Thomas Hegghammer og Petter Nesser. Også disse to har jeg via mail adspurgt om, hvorvidt afskaffelsen af blasfemiparagraffen i Norge har givet anledning til trusler, og begge svarer benægtende.

I en mail skriver Nesser: Jeg ikke set eller hørt om nogle referencer til lovændringen fra 2015 blandt norske ekstremister.”

Nesser understreger dog, at offentlige personer/udsagn/udtryk, som jihadisterne tolker/fremstiller som blasfemiske, stadig har et stærkt mobiliseringspotentiale i Skandinavien og Europa. Jeg tror som sagt ikke lovændringer som [ophævelsen af blasfemiparagraffen] vil være en direkte driver for ekstremisme og angrebsaktivitet, men alle profilerede personer/udsagn/udtryk, som jihadisterne vil kunne tolke/fremstille som blasfemiske vil nok fortsat udnyttes maksimalt af grupperinger som al-Qaeda og IS til at mobilisere og opfordre til angreb. Hvis det lægges til grund, at lovændringen vil øge hændelser som for eksempel Muhammedkarikaturerne, så forstår jeg PETs vurdering.”

Når Nesser fremhæver blasfemiske udtryk og særligt karikaturtegningernes mobiliseringspotentiale for terrorister, skyldes det ifølge Nesser, at det, jihadisterne kalder fornærmelser mod Islam eller profeten Muhammed, har været en betydelig trigger for angreb i Europa siden Muhammedkarikatur-sagen.”

Nesser peger på, at netop Muhammedtegningerne var en vigtig grund til, at Skandinavien – og i særdeleshed Danmark – fra 2008 til 2013 oplevede flere planlagte terrorangreb end Frankrig, der ellers har været en hovedfjende for jihadistiske netværk i Europa.

I denne periode udgjorde planlagte terrorangreb med relation til Jyllands-Postens tegninger hele 15 procent af samtlige de angreb og forsøg derpå, som Nesser har identificeret. Ud over det mislykkede angreb på Kurt Westergaard og en lang række planlagte angreb på Jyllands-Posten, kan man også fremhæve, at den svensk-irakiske selvmordsbomber, der i 2010 sprang sig selv i luften på Drottningsgatan i Stockholm, begrundede sit mislykkede angreb med blandt andet Lars Vilks’ Muhammedkarikatur.

Siden da er antallet af angreb og forsøg derpå mod Frankrig dog steget betragteligt. Ikke mindst med angrebet mod blasfemikerne” fra Charlie Hebdo i 2015, ligesom det dødelige angreb mod spillestedet Bataclan og franske restauranter var delvis motiveret af fornærmelser mod profeten”.

Men disse sager har det tilfælles, at de omhandler fornærmende tegninger af profeten Muhammed, der som bekendt er omfattet af ytringsfriheden og derfor ikke er strafbare efter blasfemiparagraffen, som Rigsadvokaten slog fast i marts 2006. Heller ikke Charlie Hebdos Muhammedtegninger vil således være strafbare efter dansk ret, der ifølge Straffelovrådet alene vil kunne anvendes over for afbrænding eller anden grov skænding af hellige bøger som Koranen.

Men i 2010 afbrændte to kurdiske nordmænd Koranen. Det førte til en demonstration på 100 mennesker og dødstrusler fra en enkelt islamist. Men der var ingen uro eller terrortrusler. Heller ikke afbrændingen af Koranen i Danmark i december 2015, der altså er resulteret i en tiltale for blasfemi, har så vidt vides udløst protester eller uro. Dog udløste den amerikanske pastor Terry Jones’ afbrændinger af Koranen uro i Afghanistan med flere dødsfald – herunder syv FN-ansatte.

Hvis ytringsfrihedens grænser skal afvejes over for risikoen for en øget sikkerhedstrussel, ville det derfor være langt mere nærliggende at skride ind over for ytringer (særligt karikaturtegninger), der krænker profeten Muhammed, end det tilbageværende værn mod afbrænding af hellige bøger. For det har netop været krænkelser af profeten – ikke koranafbrændinger eller afskaffelse af blasfemiparagraffer – der har ført til en kraftig stigning i antallet af terrorplot mod Danmark og en række andre europæiske lande.

Det var da også PETs konklusion i 2013, at Terrortruslen mod Danmark udspringer primært fra grupper, netværk og enkeltpersoner, der bekender sig til en militant islamistisk ideologi. Truslen er hovedsageligt rettet mod mål med tilknytning til tegningesagen.” På trods af denne meget konkrete trussel fik det ikke danske politikere til at skride ind med forbud mod genoptrykning af Muhammedtegningerne, og selv om de trykte medier generelt har afholdt sig fra en genoptrykning, er der adskillige eksempler på, at tegningerne er blevet vist i tv, trykt i bøger og bruges på sociale medier, som profilbillede etcetera.

Et nok så afgørende spørgsmål er dog også, hvorvidt en blasfemiparagraf har en præventiv effekt. Det er et svært spørgsmål at give et klart svar på. I Frankrig har man ingen blasfemiparagraf – en regional blasfemiparagraf i Alsace blev afskaffet i 2017 – og her har man altså oplevet en lang række angreb.

I Danmark har man et blasfemiforbud, og her har man også oplevet angreb og forsøg derpå. Island og Malta har også afskaffet deres blasfemiparagraffer i 2015 og 2016 uden problemer, men kan næppe sammenlignes med Danmark grundet væsentlige demografiske forskelle.

Der er dog en række forhold, der stiller alvorlig tvivl ved blasfemiparagraffers præventive virkning. I de få EU-stater, hvor sådanne stadig findes og håndhæves, vil straffen typisk være en mild bøde, med hjemmel i en sekulær straffelov. Men som Petter Nesser påpeger, er det ikke den straf, som jihadister har i tankerne. Blandt de netværk og miljøer, som står bag terrortruslen (salafist-jihadister/al-Qaeda/IS), vil intet andet end dødsstraf være acceptabelt. De forholder sig til teologiske tekster, specielt en fatwa af middelalderteologen Ibn Taymiyyah, som foreskriver dødsstraf for fornærmelser mod profeten.”

For jihadisterne er det altså ikke sekulære argumenter om den offentlige orden, der er afgørende, men derimod teologiske argumenter og straffe, som ingen retsstat kan anerkende eller imødekomme.

Mere overordnet set er der en række internationale undersøgelser og erfaringer, der har set på relationen mellem kriminalisering af blasfemi og vold og terror.

Det uafhængige amerikanske analyseinstitut PEW – der kalder sig en Fact Tank – har længe haft særlig fokus på religion, og i en global undersøgelse fra 2011 viste data (fra 2009), at andelen af lande, der har en høj” eller meget høj” grad af religiøst motiveret vold, er markant højere blandt lande, der håndhæver love mod blasfemi, frafald eller religionskrænkelse, end i lande, hvor sådanne love ikke håndhæves eller slet ikke findes.

Et studie fra 2016 af 51 lande med muslimsk befolkningsflertal dækkende perioden 1991-2013 når også frem til den konklusion, at lande med blasfemiparagraffer oplever flere islamistiske terrorangreb end lande, der ikke har blasfemiparagraffer. Disse studier kan ikke bruges til at konkludere, at blasfemiparagraffer direkte øger risikoen for terrorangreb.

Korrelation er ikke ensbetydende med kausalitet, og der er mange variabler, der spiller ind, ligesom der ofte vil være en række usammenlignelige faktorer på tværs af landegrænser. Men undersøgelserne tyder på, at den påståede præventive effekt af blasfemiparagraffer hviler på et særdeles skrøbeligt grundlag, og at en styrkelse af ytringsfriheden meget vel kan være et bedre middel i forhold til at imødegå radikalisering og terror end at underlægge sig Jihadistens Veto.

En række andre studier samt internationale menneskerettighedsorganisationer peger da også på, at man i en række specifikke lande – eksempelvis Pakistan, Nigeria og Indonesien – rent faktisk kan pege på, at blasfemiparagrafferne legitimerer religiøs vold og terror. Det er da også bemærkelsesværdigt, at samtlige af de lande, hvor der som følge af Muhammedkrisen opstod voldelige optøjer med dødsfald til følge – Afghanistan, Indonesien, Iran, Libanon, Libyen, Nigeria, Pakistan, Det Palæstinensiske Selvstyre og Syrien – har blasfemiforbud, nogle af dem endog med dødsstraf.

Samlet set synes der derfor ikke at være meget, der taler for, at en afskaffelse af blasfemiparagraffen i sig selv vil øge risikoen for terror mod Danmark, mens eksempelvis lovlige ytringer i form af en prominent avis’ genoptrykning af Muhammedtegningerne muligvis ville kunne føre til en forhøjet trussel.

Det er også stærkt tvivlsomt, hvorvidt blasfemiparagraffer har en præventiv effekt. Tværtimod er der en risiko for, at blasfemiparagraffer virker legitimerende på dem, der ønsker at håndhæve Jihadistens Veto.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: