Kulturministeren vil have Facebook til at betale til danske medier. Her er tre grunde til, at det er et kæmpe selvmål

Joy Mogensen vil give de store, gamle medier en håndsrækning. Det skader både de nye medier og den offentlige samtale, skriver chefredaktør Lea Korsgaard.

Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

12:07

Facebook stjæler. Cirka sådan kan man opsummere hovedbudskabet fra kulturminister Joy Mogensen, der vil have tech-giganten til at lave en kollektiv aftale med danske medier om at betale for at linke til mediernes journalistik. Det er for vores alle sammens skyld, siger ministeren. For demokratiets skyld. Hvis Facebook uden omkostninger deler den journalistik, som andre har betalt for at producere, så udhuler det mediernes forretning, og det skader ikke bare medierne, men også vores offentlige samtale. Facebook, siger ministeren, risikerer at blive et samlingssted for sølvpapirshatte” uden faktabaseret journalistik, og derfor har de værsgo at betale for, at den journalistik spredes på Facebook.

FREMLAGTJoy Mogensen gjorde søndag aften rede for sit kommende forslag i Deadline.

Mine chefkollegaer i mediebranchen byder initiativet velkomment, som de da også selv ihærdigt har presset på for. Australien har netop prøvet at tvinge en lignende model igennem, hvilket har fået Facebook til helt at droppe muligheden for at dele australsk medieindhold på platformen. Hvis de kan, så kan vi også,” sagde Berlingskes direktør Anders Krab-Johansen til Deadline mandag aften.

Jeg finder det rigtigt at regulere tech-giganterne i langt højere grad. Det er forkert, eksempelvis, at Facebook ikke betaler mere skat i Danmark. Det er forkert, at der ikke er gennemsigtighed om den algoritme, der afgør, hvilket indhold vi møder. Det er åbenlyst udfordrende, at næsten al information i verden nu sorteres og formidles af nogle få, gigantiske annoncefirmaer, der er sindssygt gode til at sælge mig et hårprodukt til uglet hår, men virkeligt dårlige til at bekæmpe radikalisering og ligegyldig brug af tid. Men på Zetland kan vi alligevel ikke deltage i mediekollegaernes jubel over kulturministerens initiativ. Tværtimod. At tvinge Facebook til kollektivt at betale til danske medier er en kortsigtet, kontraproduktiv og tåbelig model. Det vil – måske – tilgodese de gamle mediehuse, der tilsyneladende stadig kæmper med at finde en tidssvarende, digital forretningsmodel. Men det vil være stærkt belastende for Zetlands forretningsmodel. Og langt værre: Initiativet vil skade oplysning og demokrati.

Lad mig her pege på de tre mest åbenbare årsager til dét.

For det første. Vi får ikke færre sølvpapirshatte på Facebook. Vi får færre troværdige nyhedskilder.

For at forstå hvad det egentlig er, kulturministeren lægger op til med sit forslag, kan man bruge et billede. I dag er det sådan, at Facebook fungerer som en kiosk, hvor medier – og alle andre – kan få deres indhold på hylderne. Facebook bestemmer, hvad der skal stå på hvilke hylder, men det behøver ikke koste noget at komme ind på hylden for at skaffe opmærksomhed om ens indhold. Modellen er til stor gavn for Facebook, der tjener fede annoncekroner på alle kunderne i kiosken, som kommer ind for at se, hvad der er på hylderne. Men den kan også være til gavn for dem, der bruger Facebooks kiosk – for eksempel os på Zetland. Når vi selv og vores mere end 23.000 betalende medlemmer deler vores journalistik, er det med til at skaffe opmærksomhed om vores indhold og tiltrække nye, betalende medlemmer. Vi gør med andre ord, som man gør i kampsport: bruger modstanderens styrke til vores egen fordel.

De andre medier ser tilsyneladende også en fordel i at være på Facebook. Medier som Berlingske, Politiken og BT kunne, hvis de ville, modarbejde, at deres indhold bliver delt. Men det gør de ikke. Tværtimod deler de selv og opfordrer aktivt læsere til at sprede links til deres artikler på Facebook. Herfra kan danskere klikke sig ind på deres netaviser og bidrage til mediernes indtjening, enten ved at glo på reklamer eller ved at få lyst til at blive abonnenter. Og muligheden bliver brugt i stor stil: Berlingske kører pt. 45 annoncer på Facebook, hvoraf mange af dem er artikler, som avisen dermed betaler Facebook for at skubbe længere ud i befolkningen. Ovre hos JP/Politikens Hus har de store medier – Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken – i løbet af de seneste ti år delt i alt 193.000 artikler på Facebook. Mediehusene er altså tydeligvis klar over, at Facebook skaber værdi for dem. Andet ville også være mærkeligt.

OVERSIGTZetlands teknologiskribent Frederik Kulager sendte det her udtræk fra analyseværktøjet Crowdtangle til mig forleden. Det viser, hvor mange artikler Politiken, JP og EB tilsammen har delt de seneste ti år på Facebook. Lig med mange.

Men nu lægger kulturministeren altså op til, at kiosken skal betale de virksomheder, der vil have deres varer på kioskens hylder. Jeg ved ikke, om det nogensinde er sket før i historien, at en virksomhed af staten er blevet påtvunget at købe et produkt af andre virksomheder – et produkt, som de andre virksomheder oven i købet selv har kastet op på hylderne. Jeg tror det ikke, for det er selvsagt urimeligt. Til daglig render jeg ikke rundt med kæmpe sympati for Facebooks CEO, Mark Zuckerberg, men at han valgte at trække stikket i Australien finder jeg indlysende. Jeg ville også forstå, hvis Zuckerberg gjorde det samme i Danmark i det tilfælde, at ministeren får sin vilje.

Så kommer der med ministerens model færre konspirationsteorier, mindre tvivlsomt indhold og mere faktabaseret journalistik ud til de mange mennesker, der bruger platforme som Facebook hver dag? Nej. Med ministerens forslag risikerer vi et Facebook (og et Instagram, der ejes af Facebook) helt uden journalistik overhovedet. Hvordan i alverden skulle det gavne demokratiet?

Selv hvis det på den ene eller anden vis bliver tvunget igennem, at Facebook skal betale for at vise links til nyheder, så har platformen fra dét øjeblik verdens største incitament til at få algoritmen til at gemme den slags links så langt væk som overhovedet muligt.

Med andre ord. Vi har brugt år og måneder på at argumentere for, at indholdet på sociale medier bør være mere faktabaseret og komme fra kilder, som er til at stole på. Nu bliver der fra politisk hold helt modsat lagt op til at straffe Facebook monetært, hver gang platformen viser netop den slags indhold frem for at vise en kattevideo. Hvad visdommen er i dét, kan jeg ikke gennemskue.

For det andet. Vi får mere polarisering og åndssvag clickbait. Ikke mindre.

Både medierne og kulturministeren har været meget åbne omkring, at presset på tech-giganterne kommer, fordi omkring 60 procent af det danske annoncemarked er forsvundet til platforme som Google og Facebook. Vi kan ikke have, at et så dominerende selskab skal have ret til at bestemme, hvem der må drive forretning i fremtiden, og hvem der ikke må,” som organisationen Danske Mediers formand, Jesper Rosener, siger til Politiken. Det er, lyder argumentet med andre ord, Facebook, der har ødelagt de gamle mediers forretningsmodel. Derfor er det kun rimeligt, at virksomheden nu betaler nogle af de tabte penge tilbage.

Som sagt forekommer det usandsynligt, at Facebook skulle sige ja til at betale for at dele mediernes indhold, men lad os sige, at de af en eller anden grund gik med til det alligevel. Hvad ville der så ske? Udover at Facebook vil få en kolossal grund til at hindre spredningen af journalistisk indhold, så ville der også ske det, at en del af danske mediers omsætning ville komme direkte fra Facebooks pengetank – og dermed i langt højere grad være på Facebooks præmisser. Det ville ikke øge mediernes incitament til at lave ordentlig journalistik, folk har lyst til at betale for. I stedet vil det øge incitamentet til at lave overskrifter, der bidrager til de problematiske logikker, der allerede hersker på Facebook: flere polariserende historier, mere åndssvagt clickbait, mere let konfliktstof.

Det er helt klart en demokratisk udfordring, at især de lokale mediers forretningsmodel er presset af, at internationale reklameplatforme er bedre til at sælge reklamer for den lokale håndboldklub end dem. Men det kan umuligt være den bedste løsning for oplysningsniveauet i Danmark at sætte danske medier på Mark Zuckerbergs lønningsliste.

For det tredje. Vinder de gamle mediehuse deres sag, bliver det på bekostning af nye medier.

Men – kan man indvende – I på Zetland kan jo bare lade være. De mediehuse, som har lyst til at gå sammen om en kollektiv aftale om betaling fra Facebook, kan gøre dét, mens I kan holde jer udenfor og fortsætte jeres win-win-situation. Hvis I ikke synes Facebook (mis)bruger jeres indhold, er der intet til hinder for, at det kan fortsætte,” som Allan Sørensen, der er chef for det digitale område i Danske Medier, tweetede forleden til Zetland-direktør Tav Klitgaard.

Og ja. Scenariet findes, hvor Facebook synes, det er fedt at blive ved at dele journalistisk fra de medier, der ikke beder om betaling for det. Men realistisk set kan det åbne en sårbar flanke for mistillid og påstande om favorisering, hvorfor jeg ville tænke mig nøje om, hvis jeg var Mark Zuckerberg og overvejede sådan en beslutning.

Et mere sandsynligt scenarie er det her: Facebook har i forvejen et ret lille incitament til at klemme upolariserende journalistik ind mellem kattevideoer, vinterbaderbilleder og højlydte debattører, og det vil efterfølgende blive endnu mindre. De kommer muligvis ikke til at lave en blokering for medieindhold, men det bliver så bøvlet og dyrt for dem, at de i praksis vil styre algoritmerne uden om alt, der lugter af journalistik. Især hvis resultatet af det store eksperiment, der kører i Australien i disse dage, er lovende set fra Facebooks perspektiv. For hvis australierne ser lige så mange reklamer på et Facebook uden journalistik som på et Facebook med journalistik, hvorfor skulle Facebook så betale penge for at formidle journalistik fremover?

Lad os krydse fingre for, at australiernes Facebook-forbrug er drønet helt i bund, så Zuckerberg ikke fristes af tanken om helt at vende journalistikken ryggen. Lad os tilsvarende håbe, at både kulturministeren og cheferne for de store danske mediekoncerner vågner op og indser, at de er ved at gøre både dem selv, andre medier og demokratiet en fæl bjørnetjeneste.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: