‘Meryem’ bor i udkanten af Istanbul, langt væk fra metropolens mange skyskrabere og broerne, der forbinder Europa og Lilleasien. Et par gange om ugen gør hun rent hos folk, som lever et rigt liv fjernt fra hendes eget.

Netflix-serien Ethos er fiktion, men af den slags, som river virkeligheden rundt. Vi følger den unge og smukke Meryem, som begynder i terapi og støder ind i en tilknappet psykiater, Peri. Den første samtale mellem de to er anstrengende og akavet. For det utrænede øje er det svært at ane elefanten i rummet, men senere træder den tydeligt frem. Meryem bærer tørklæde, det gør Peri ikke, og de to kvinder viser sig som det, de i virkeligheden er: et symbol på en knækket sammenhængskraft i Tyrkiet.

Ethos er blevet det store samtaleemne i landet. Hvor vi i andre nationer primært taler om vaccinestrategier og smitterisiko, har serien åbnet en diskussion om Tyrkiets kurs og vækket en ulmende uro i den yngre del af befolkningen.

I første omgang blev Ethos heftigt debatteret i internettets afkroge, så spredte bevågenheden sig digitalt via et viralt hashtag, og til sidst blev diskussionen samlet op af den gammeldags presse.

Timingen er interessant. Oven i corona har landet på det sidste været ramt af protester. I første uge af februar blev op mod 250 demonstranter i Istanbul og 60 i Ankara anholdt ifølge The Guardian. Protesterne brød ud, da en repræsentant fra regeringspartiet AKP blev udpeget som rektor på Boğaziçi University i Istanbul i begyndelsen af året. Beslutningen blev opfattet som et direkte angreb på den akademiske frihed og ikke mindst som et forsøg på at infiltrere en af landets eneste venstreorienterede institutioner. Ikke siden militærkuppet i 1980’erne er en rektor blevet udpeget uden om en universitetsbestyrelse.

Derfor afspejler Ethos – som på tyrkisk hedder Bir Başkadır, der betyder ‘Noget anderledes’ – fuldstændigt en række frustrationer blandt den del af den tyrkiske befolkning, der har fået nok. Jeg får fat i en tyrkisk bekendt, Tugce Soykara, på en skrattende telefonforbindelse fra Istanbul, som fortæller mig, at konflikten i det tyrkiske samfund går lige ned gennem hendes familie. Tugces familie er et levende eksempel på, hvordan præsident Erdoğans tilhængere har oplevet en social opstigning parallelt med præsidentens tiltagende magt. Hendes familie har stemt på regeringspartiet i mange år, og hendes mor bærer selv tørklæde uden for hjemmet. Tugce Soykara har gået på et af Istanbuls prestigeuniversiteter og er på mange måder symbolet på en ungdomsgeneration, der har nydt godt af den økonomiske vækst, som præsident Erdoğan har medvirket til. Lige nu er den tyrkiske valuta, liraen, dog tæt på deflation, og det har tændt endnu en kritisk ild mod ham. Men det er nu ikke kun af den grund, at de unge har set sig sure på landets magtfulde mand.

“Han har splittet os,” siger 31-årige Tugce Soykara. “Det, som han gik til valg på for næsten 20 år siden, var jo at samle Tyrkiet og give de grupper, der var marginaliseret i samfundet, en stemme. Han gav de religiøse og troende mulighed for at bære tørklæde i offentlige institutioner. Nu har han svigtet resten. Nu er der en anden opposition, der også gerne vil høres,” fortæller Tugce Soykara.

Hun har selv blandet sig i diskussionen af serien og er glad for, at den afspejler de ting, som Tyrkiet mangler at diskutere. At den er demokratisk samtale pakket ind i fiktion.

Præsident Erdoğan selv har været karrig med at lufte sin holdning til serien, som alle taler om. Han har henvist til, at Tyrkiet trods alt har større problemer end en Netflix-serie.

Serien har høstet rosende anmeldelser uden for Tyrkiets grænser (jeg må i gennemsigtighedens tegn hellere oplyse, at jeg er temmelig stor fan). Den portrætterer stærkt og nøgternt en række personer, hvis livsbaner krydser hinanden. Den indkapsler kvinders rolle i det tyrkiske samfund og de sociale skel, der er mellem land og by og mellem det sekulære og det religiøse.

Martin Selsøe Sørensen er journalist på TV 2 og har i mange år været Tyrkiet-korrespondent. Han har også set serien og er begejstret over de mange lag, som den afdækker.

“Det er en fantastisk portrættering af Istanbul og de folk, der bor der. Det er en by, hvor folk lever meget i bobler, og det får vi som seere direkte adgang til at følge med i via en masse flotte skud. For det er sådan i det virkelige Istanbul,” forklarer han.

Martin Selsøe Sørensen peger på, at serien piller ved illusionen om familien som samfundets vigtigste institution. Noget, som Erdoğan i den grad har slået på tromme for. Samtidig viser serien al den råddenskab, der følger af at fastholde og insistere på familiens altafgørende betydning. Præcis dét budskab er Erdoğans og de konservatives store skræk. Især kvindens rolle i familien – til evig tid et følsomt emne i Tyrkiet – er på spil. Ethos viser, at kvinder sagtens kan være stærke både med og uden tørklæde. På den måde bliver den tyrkiske kvinde seriens egentlig helt, hvilket rokker ved en af de stærkeste søjler i de konservatives fortælling, nemlig at manden får familien og alt andet til at hænge sammen.

“Det er kendetegnende for alle i serien, at de holder en facade, hvor det er det dydige liv, der opretholdes udadtil. Det er det, som de alle sammen er i konflikt med: alle de snærende bånd og de konventioner, som gør, at de af kulturelle og historiske grunde ikke kan tale sammen længere,” siger Martin Selsøe Sørensen.

Det har ellers også kunnet mærkes inden for tyrkisk populærkultur, at den troende og religiøse gruppe i Tyrkiet har vundet mere og mere frem gennem præsident Erdoğans 20-årige magtstyre. Erdoğan har som modsvar til de internationale tjenester kreeret statsstøttede serier, der kan streames overalt. Han har pumpet flere milliarder ind i tv-serier med det formål at (gen)skabe Tyrkiets image på den internationale arena. Mange serier har nydt stor popularitet i Mellemøsten og i Latinamerika samt hos tyrkiske immigrantfamilier rundtomkring i Europa. I 2023 håber den tyrkiske stat at kunne tjene 6,5 milliarder kroner på eksport af serier. Ikke nok med at det er en stor industri, det er ligeledes med til at genskrive Tyrkiets historie. Mange af de serier, som Erdoğan har kastet penge efter, romantiserer fortællingen om Det Osmanniske Rige, forklarer pensioneret lektor i tyrkiske forhold på Syddansk Universitet Mehmet Ümit Necef.

“Med Erdoğan blev det normen at være pro-islam, pro-osmannisk kultur og pro-konservative værdier. Du skal tænke på, at Erdoğan har været nationalstats-idylliserende, længe før Trump gjorde det populært at sige Make America Great Again. Erdoğan ønsker ikke at lefle for EU, men har gennem sin voksende magt rakt ud til Mellemøsten og alle de andre muslimske lande. Det er med til at understrege hele hans strategi om at gøre Tyrkiet stort og samlende, som det var under Det Osmanniske Rige,” siger Mehmet Ümit Necef.

Han mener, at Ethos er en ganske modig produktion fra Netflix’ side – der dog ikke kan hamle op med den tyrkiske stats eget serie-monopol. Ikke desto mindre er Netflix begyndt at blive mere og mere appellerende til middelklassen, der har råd til et Netflix-abonnement. Hvilket forudsigeligt nok har gjort Netflix til en sten i skoen for den tyrkiske præsident – uanset hvor travlt han siger, han har med vigtigere gøremål.

Så sent som i juli sidste år satte han foden på bremsen i forbindelse med en planlagt Netflix-produceret serie, hvor der optrådte en homoseksuel karakter. For selv om homoseksualitet ikke er ulovligt i Tyrkiet, harmonerer det ikke med Erdoğans kamp for konservative værdier. AKP-administrationen forlangte, at den homoseksuelle karakter blev skrevet ud. Netflix, der havde en tyrkisk instruktør ved roret, droppede i stedet serien.

Sådan gik det ikke med Ethos, som er endt med at få så meget opmærksomhed, fordi den på én gang formåede at flyve under den politiske radar og sætte de betændte strukturer under lup. Det er historiker og forfatter Mathias Findalen Bickersteth enig med mig i. Han står bag bogen Det Tyrkiet der splitter og påpeger, at Ethos er kommet med et pusterum, som tyrkerne har længtes efter. Blandt andet fordi den har et andet og større ærinde end at bore i den polarisering mellem de religiøse og ikke-religiøse, som så mange fiktionsfortællinger om det moderne Tyrkiet kredser om. “Den udstiller ganske fint, at selv om Erdoğan har været bannerfører for den neoliberale vækst, har han ikke lykkedes med at omfavne alle tyrkere. Det var ellers en del af hans politiske projekt, da han blev leder for AKP. Men nu træder kontrasterne noget tydeligere frem.”

“Og det viser bare, at der er behov for en serie som denne, der kan kickstarte den nødvendige samtale i Tyrkiet,” konstaterer Mathias Findalen Bickersteth.

Efter Ethos′ sidste afsnit scrollede jeg – formentlig ligesom talrige andre fans – gennem dens hashtag for at få en fornemmelse af andre seeres tanker om slutningen. Jeg faldt over en kommentar, der simpelthen sagde “Vi er alle stolte tyrkere”, skrevet i capslock. Jeg spørger Tugce Soykara, om det ikke er på tide, at Tyrkiet bliver et mere forenet folkefærd.

Hun afbryder mig midt i sætningen og siger: “Lige nu er Erdoğan den eneste stolte mand i Tyrkiet. Han er for stolt til at se Ethos, for stolt til at tage sit eget folk seriøst.”