Det mest populære kursus på Yale University lærer de studerende at være lykkelige. Tag det her

  • 25. juni 2018
  • 20 min.
GENVEJ TIL LYKKE 1 Forskere har overbevisende sat forøget lykke i forbindelse med en meditationspraksis på helt ned til ti minutter hver dag. Alle illustrationer: Ewa Mos, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Er lykken i virkeligheden så lunefuld, som vi går og fortæller hinanden? En amerikansk professor i psykologi på det prestigefyldte Yale University mener nej. Hun har – på baggrund af en heftig mængde lykkeforskning – udfærdiget et videnskabeligt kursus i lykke. Her har du lektionerne.

Professor Laurie Santos havde ikke planlagt at skabe det mest populære kursus i Yale-universitetets historie og det mest omtalte collegekursus i USA. Hun ville bare gerne have, at hendes studerende blev lykkelige. Og de ser da også lykkelige ud, som de går ind i en kirkebygning – Battell Chapel, som er omdannet til auditorium – på Yales campus en solrig eftermiddag i april, mens de småsnakkende og med rygsækken i favnen finder deres pladser på kirkebænkene.

Eleverne er lige vendt tilbage efter to ugers ferie. Vejret er strålende udenfor. Professor Santos afspiller sin sædvanlige førforelæsnings-playliste, som skal få blodet til at rulle i årerne. Lige nu er det The Black Eyed Peas’: I Gotta Feeling. Og lad os ikke glemme, at alle disse studerende i øjeblikket går på Yale.

Hvorfor skulle de ikke være lykkelige?

Det er der en del grunde til, viser det sig. Selve den kendsgerning, at Santos’ nye kursus, PSYC 157: Psychology and the Good Life, er så vildt populært og har over 1.200 tilmeldte studerende, tyder på, at hun har fat i noget. Før forelæsningen en dag siger hun til mig: Collegestuderende er meget mere overbelastede, meget mere stressede, meget mere nervøse og meget mere deprimerede, end de nogensinde før har været. Jeg ser en krise på vores colleges med hensyn til de studerendes selvomsorg og mentale sundhed.”

Men desværre,” tilføjer hun, tror jeg ikke, det kun gælder collegestuderende.”

GENVEJ TIL LYKKE 2At have ansvar for noget andet – et barn, et kæledyr, en have – gør et menneske lykkeligere. I en undersøgelse gav man beboerne på et plejehjem planter. Halvdelen fik til opgave selv at passe planterne, mens den anden halvdel fik at vide, at et medlem af personalet ville gøre det for dem. Efter seks måneder var 30 procent af dem, der havde outsourcet deres planter, døde – dobbelt så mange som i den gruppe, der selv passede deres planter.

Professor Santos har ret på begge punkter. Collegestuderende er ikke lykkelige, og det er der heller ingen andre, som er.

Ifølge en ny undersøgelse fra American College Health Association har 52 procent af de studerende udtalt, at de føler håbløshed, mens 39 procent lider af så alvorlig depression, at de på et tidspunkt i løbet af det foregående år har haft svært ved at fungere. Ved University of Pennsylvania har man endda et slangudtryk for den sammenbidte utilfredshed, der karakteriserer denne tilstand. Penn Face’, kalder de det. Vi kunne gå videre og diagnosticere den nationale tilstand som USA Face’ i betragtning af, at USA for nylig kom på 18.-pladsen i FNs World Happiness Report, under sådanne bastioner for velværet som Finland (nummer 1), Canada (nummer 7) og Australien (nummer 10).

Konfronteret med dette udbredte fravær af lykkefølelse besluttede Santos at udforme et kursus i positiv psykologi – det vil sige den psykologiske retning, der fokuserer på velvære i modsætning til psykologisk dysfunktion. Den slags kurser har man haft i mere end et årti, men de har typisk fungeret som introduktion til feltet. Santos’ kursus er mere ambitiøst.

Det, der gør dette kursus anderledes, er, at vi også fokuserer på adfærdsændring,” siger hun. Hvordan forandrer man faktisk sine vaner og bruger sin situation til egen fordel?”

I den allerførste forelæsning understreger Santos over for sine tilhørere, at hun gerne vil give dem viden om lykken, men også lære dem lykke i praksis. Og lykke kræver faktisk praktisk øvelse, viser det sig.

Men først skal man lære, hvad lykke helt præcis er. Hvor de foregående kurser på området måske kunne sammenfattes Hvorfor lykkelige mennesker er lykkelige”, kunne man kalde dette kursus Hvad er lykke, hvorfor er du ikke lykkelig, og hvad kan du gøre for at ændre ved den situation?”

Men nu er det jo ikke alle, der lige har fire måneder (og heller ikke studiekort til Yale), så man kan tage hele kurset. Derfor har vi sammenfattet nogle af højdepunkterne og indsigterne i et minikursus, du kan tage lige nu. Er du klar til en uforberedt test? Her er spørgsmålene:

  1. Hvad er lykke?
  2. Hvorfor er du ikke lykkelig?
  3. Hvad kan du gøre ved det?

LYKKE I DANMARK

Danmark ligger traditionelt temmelig højt på listen over verdens lykkeligste lande (selv om vi er faldet fra førstepladsen til tredjepladsen de seneste tre år). Spørgsmålet om lykke og mental sundhed lader dog ikke til at være irrelevant i Danmark af den grund. En stor rapport fra Sundhedsstyrelsen viste i marts, at 623.000 danskere har et dårligt mentalt helbred.

Vi begynder med spørgsmålet om, hvad lykke er.

Professor Santos’ kursus består af 21 forelæsninger om helt aktuelle resultater og velafprøvede metoder til at forøge sit velvære. Man kan tage en udgave af kurset gratis på nettet (findes på coursera.com på engelsk). Men vær forberedt på, at før vi kan forstå lykken, er vi nødt til at forstå, hvorfor vi typisk misforstår den i så høj grad. De første ni(!) forelæsninger af Yale-kurset omfatter Hvad der ikke fører til lykke 1”, Hvad der ikke fører til lykke 2” og Hvorfor er din bevidsthed så forkert?”.

Santos har fra undervisningen på Yale nok af eksempler på, at forkerte opfattelser af lykke florerer. I en forelæsning, hvor Santos talte om beviser for, at højt præstationsniveau og gode karakterer ikke fører til langvarigt velvære, spøgte hun med, at hun med den begrundelse ville give alle lave karakterer. Hun modtog så mange panikslagne telefonopringninger og e-mails fra studerende og forældre, at hun måtte udsende en klargørelse – hvori hun understregede den pointe, hun havde forsøgt at få igennem.

Ingen af disse opringninger udtrykte bekymring over det, I lærte på kurset,” skrev hun til de studerende i en opfølgende e-mail. De udtrykte bare stor bekymring over muligheden for, at I ville få en lav karakter.”

Det niveau af angst, som Santos mødte, tvang hende til at nytænke hele sin tilgang.

Oprindelig havde jeg struktureret kurset, så vi først talte om de der misforståelser af lykke, og hvorfor vores bevidsthed producerer disse fejlopfattelser – hvorfor tror vi, at vi vil have højere løn og flere ting, når det i sidste ende ingen betydning har?” siger hun.

Så ville jeg senere i kurset nå frem til det, der virkelig betyder noget. Men nogle af de studerende var så forvirrede og nervøse, at jeg endte med at ændre indholdet. Jeg begyndte så med at tale om, hvad man kan gøre for at blive lykkelig – de kunne slet ikke vente på svarene.”

Bonusinfo: “En ting, folk misforstår i forbindelse med lykke, er deres fokus på det usædvanlige i stedet for på det almindelige. Vi mener, at lykken skyldes store eller transformative oplevelser, men vi ser bort fra, hvordan vi kan tilbringe korte øjeblikke på en lykkeligere måde på daglig basis,” siger Ashley Whillans, Harvard Business School, til The New York Magazine.

1. lektion: Hvor den menige soldat tager fejl

I en nyudkommen antologi, This Idea Must Die: Scientific Theories That Are Blocking Progress, har Santos sammen med filosofiprofessor Tamar Gendler fra Yale fået optaget en artikel med titlen Knowing Is Half the Battle” (“Viden er halvdelen af kampen”), hvori de diskuterer et fænomen, de har givet betegnelsen The G.I. Joe Fallacy’ (‘Den menige soldats fejl’). Begrebet er opkaldt efter den gamle filmatiserede tegneserie G.I. Joe, hvor udtrykket om, at viden er halvdelen af kampen, går igen som en slags pointe. Det er en fejlslutning, forklarer forfatterne.

Nyere arbejde inden for kognitionsforskningen har påvist, at viden udgør en chokerende lille del af kampen forud for de fleste beslutninger i den virkelige verden,” forklarer de. Måske ved du, at 19,99 dollars er nogenlunde det samme som 20,00 dollars, men du oplever alligevel, at det første er en betydelig bedre handel.”

Det er altså her, kurset begynder: Vores bevidsthed er, viser det sig, virkelig god til at overtale os til at følge vores intuitive fornemmelser om lykke, der viser sig at være fuldstændig forkerte. Som illustration henviser Santos til en test, der ofte dukker op på handelshøjskolens første år. Hvis en baseball og et bat tilsammen koster 1,10 dollars, og battet koster 1 dollar mere end bolden, hvor meget koster bolden så? For de fleste mennesker er det intuitive svar 10 cent. Det rigtige svar er derimod 5 cent. Hvis det er så let at føre vores hjerner bag lyset med noget så enkelt som aritmetiske udregninger, kan man let forestille sig, hvor enkelt det er at snyde os, når det gælder vores eget velvære.

Prøv nu at skrive en kort liste over ting, du tror vil gøre dig lykkeligere. Det kan være store ting (en lønforhøjelse, en flytning til en anden by, en ny livsledsager) eller små (et eller andet, der lige fanger dit blik i en automat eller et butiksvindue).

Er du færdig med listen? Så lad os se på den. Jeg har min røde blyant klar.

Forkert. Forkert. Forkert. Forkert. Forkert.

Næsten alt, hvad vi tror vil gøre os lykkeligere, vil faktisk ikke gøre os lykkeligere, for næsten alt, hvad vi skriver på listen – her forudsætter vi, at vores helt grundlæggende livsbehov allerede er opfyldt – er en eller anden forandring af omstændigheder: flere penge, et andet hjem eller job, en lang ferie eller bare den tiltrækkende snack, der ligger lige på den anden side af glasset i automaten. Vores bevidsthed fortæller os hele tiden, at hvis vi bare fik de ting, ville vi blive virkelig, endegyldigt, utvetydigt lykkelige. Men vores bevidsthed tager fejl, og videnskaben har ret. Hvorfor det? Det finder vi ud af i lektion nummer 2.

GENVEJ TIL LYKKE 3Forskere fra Stanford University har opdaget, at afhjælpning af søvnproblemer hos deprimerede patienter fører til en fordobling af succesraten for behandlingen af deres depression.

Lektion 2-5: Hvad der ikke gør os lykkelige

I sin anden forelæsning beskæftiger Santos sig med Sonja Lyubomirskys forskning. Hun er psykolog på University of California, Riverside, og forfatter til The How of Happiness. Lyubomirsky er velkendt for sit tankeeksperiment om, hvad der påvirker vores lykke, som hun udtrykker i form af et lagkagediagram. Hun siger, at omkring 50 procent af lykken er bestemt af generne (altså i en vis grad uden for vores kontrol), 10 procent af livsomstændighederne, og at de sidste 40 procent bestemmes af vores tanker, handlinger og holdninger (altså helt og holdent under vores kontrol). Så forstår man, hvorfor hun oprindelig kaldte sin bog The 40 Percent Solution (40-procentsløsningen).

Læren er simpelthen, at vi er tilbøjelige til at gå ud fra, at livsomstændighederne spiller den største rolle for vores lykke, selv om forskningen tyder på, at de spiller den mindste rolle. (Lyubomirsky påpeger straks, at dette kun gælder, hvis ens mest grundlæggende behov allerede er opfyldt. Hvis man er syrisk flygtning eller hænger fast i et udbyttende forhold, vil ens livsomstændigheder selvfølgelig spille en meget stor rolle for ens velvære). Desuden undervurderer vi groft, i hvor høj grad ændring af vores adfærd i stedet for vores livsomstændigheder kan føre til betydelig forøgelse af vores velvære. Det, vi tror ville gøre en enorm forskel i vores liv, gør i virkeligheden ifølge den videnskabelige forskning kun en lille forskel, mens vi overser de sande kilder til personlig lykke og velvære,” skriver Lyubomirsky.

Hvad er de sande kilder til personlig lykke så? Den bedste måde at fastlægge, hvad der gør folk lykkelige, er ifølge psykologerne at dekonstruere lykken ved at studere vanerne hos mennesker, der allerede er identificeret som lykkelige. Det er en upræcis metode, fordi den ikke kan skelne tydeligt mellem årsag og virkning. Tillige kan man være både lykkelig og høj, uden at det betyder, at det er højden, der gør én lykkelig.

Men man har påvist visse vaner, som går igen hos lykkelige mennesker. De bruger tid på familie og venner. De udøver taknemmelighed. De er optimister. De er fysisk aktive. De nyder livets glæder og forsøger at leve i nuet”, som Lyubomirsky formulerer det.

Det kommer ikke som noget stort chok, at det kan føre til større lykke at være mere optimistisk, mere taknemmelig og mere fysisk aktiv. Hvis man havde indskrevet sig på det mest populære kursus i Yales historie for at få dét at vide, ville man måske nok føle sig en smule snydt.

Men husk: Vi har halvdelen af semesteret tilbage.

Midtvejseksamen: Lykkens pris

Der er et oplagt spørgsmål, der melder sig for de fleste, når talen falder på lykke.

Hvad med pengene?

Men her følger et andet resultat fra Lyubomirskys hånd: Når folk, der tjener 30.000 dollars om året, bliver spurgt, hvilken årsløn der skal til at gøre dem virkelig lykkelige, ligger det gennemsnitlige svar på 50.000 dollars. Når man stiller det samme spørgsmål til folk, der tjener omkring 100.000 dollars om året, ville man så forvente, at de sagde: Jeg er dobbelt lykkelig! Jeg tjener det dobbelte af lykketærsklen!” Men i stedet siger de faktisk gennemsnitligt, at hvis de tjente 250.000 dollars om året, ville de være virkelig lykkelige.

Man kan måske tro, at det betyder, at der ikke findes noget fast beløb, som fører til lykke, men det er heller ikke helt sandt. Der er en fast sum, og den er på 75.000 dollars. Det er i hvert fald, hvad økonomerne og nobelpristagerne Daniel Kahneman og Angus Deaton fandt frem til, da de studerede 1.000 amerikanske husstande. De rapporterede, at velvære vokser med indkomsten, indtil man når 75.000 dollars, og så flader kurven ud. Efter dette punkt sker der ikke nogen observerbar stigning i lykken ved højere indkomst.

Der er en del debat om det resultat, og andre økonomer er nået frem til, at folks lykkeniveau faktisk stiger, når deres indkomst stiger (det kan dog skyldes, at de er betinget til at forbinde velstand med større livstilfredshed, selv om deres faktiske velvære er det samme). Men det er stadig en kendsgerning, at når vores grundlæggende behov – tag over hovedet, mad og så videre – er opfyldt, bliver relationen mellem penge og lykke rent teoretisk.

For Santos er målet med den slags forskning at få de studerende til at genoverveje deres egne prioriteringer. Hun bemærker, at 87 procent af de førsteårsstuderende ved amerikanske colleges, som i 1967 blev spurgt, hvad de satte højt, svarede, at det var vigtigt for dem at udvikle en meningsfuld livsfilosofi”, mens kun 42 procent værdsatte at være økonomisk velstillet”. I 2005 var disse tal vendt på hovedet: 71 procent af de førsteårsstuderende satte pris på at være velhavende, mens kun 52 procent satte pris på en meningsfuld livsfilosofi. Santos stiller dog sine studerende noget i udsigt ved at påpege, at medianindkomsten for tidligere Yale-studerende, som nu er 34 år, er 76.000 dollars – næsten præcis den indkomst, som ifølge videnskaben giver det største velvære.

Ekstraopgave: Tidsrigdom

For at forstå, hvorfor vi overvurderer pengenes rolle for lykken, vil vi springe frem til en særlig hændelse’, der indgår i læseplanen lige efter midtvejseksamen. Så her kommer en test uden forberedelse: Hvis du pludselig opdagede, at du havde 100 dollars mere, end du troede, hvad ville du så bruge dem til?

Og hvad ville du gøre, hvis du pludselig opdagede, at du havde en ekstra time til rådighed?

Hvad pengene angår, er der gode chancer for, at du ville være tilbøjelig til at bruge dem på noget lækkert – købe et eller andet, du ellers ikke havde plads til i budgettet, i stedet for at betale af på en gældspost. Med tiden er det lige omvendt: Der er gode chancer for, at du ville bruge den time til at indhente et arbejdsmæssigt efterslæb i stedet for at tage en spadseretur eller besøge et museum, du ellers ikke havde tid til.

60 procent af alle arbejdende forældre fortæller, at de altid” føler sig presset, og 80 procent af alle arbejdende voksne med eller uden børn ville gerne have mere tid at tilbringe sammen med deres kære. I psykologien omtales denne fornemmelse af ikke at have tid nok som tidshunger. Fornemmelsen af at have tid nok kaldes tidsrigdom.

Rigdom er en passende analogi, eftersom både tid og penge er goder. Vi ser dem helt bogstaveligt som ækvivalente: Tid er penge.’ Vi opfatter begge som knappe og derfor værdifulde: Vi bruger’ eller spilder’ eller sparer’ begge dele. Men det viser sig, at vi er rigtig dårlige til at værdsætte tid og penge korrekt – delvis fordi vi ikke forstår, hvad de i virkeligheden er for goder.

Her trækker Santos på arbejde af Ashley Whillans, som er adjunkt på Harvard Business School, og Elizabeth Dunn, der er professor på University of British Columbia. De har studeret, hvordan vi værdsætter tid kontra penge, og hvordan disse holdninger påvirker vores velbefindende. For det første må vi forstå en vigtig forskel mellem dem: Som personlig ejendom er penge ekstremt elastiske, idet man teoretisk set kan akkumulere en uendelig mængde af dem, og indkomsten varierer med livsalderen. Tiden er omvendt iboende uelastisk: Man kan ikke akkumulere mere af den, og man har aldrig haft mindre af den. Man får samme antal minutter og timer hver eneste dag i sit liv.

Efter denne logik skulle en time være meget mere værdifuld end en dollar, og dog opfører vi os konsekvent, som om det omvendte var tilfældet. Ville du for eksempel tage imod et nyt job med 20 procent højere løn, hvis det indebar en 25 procent længere arbejdsuge eller en 50 procents forøgelse af afstanden til arbejdet? Hvis svaret er ja, værdsætter du monetær rigdom højere end tidsrigdom. Du er, hvad Whillans og Dunn ville kalde en Morgan’. I deres studier benytter de figurerne Taylor’ (der værdsætter tid) og Morgan’ (der værdsætter penge) og beder respondenterne identificere sig med den ene eller den anden. Interessant nok deler folk sig konsekvent med halvdelen til hver. Men verdens Taylors melder om et meget højere samlet lykkeniveau.

GENVEJ TIL LYKKE 4Forskningen viser, at det gør os lykkelige at hjælpe andre. Men hvad forhindrer os i at gøre det? Forskere fra Princeton University har studeret tre grupper studerende på vej til et møde. De passerede alle en person på fortovet, som havde behov for hjælp. Den første gruppe havde god tid, den anden havde ikke særlig god tid, den tredje skulle skynde sig. Resultatet: De studerende i gruppen med god tid standsede i langt højere grad for at hjælpe end dem, der manglede tid. Så næste gang du skal med metroen, går du hjemmefra ti minutter for tidligt.

En anden ulogisk måde, hvorpå vi værdsætter disse to goder: En overdådighed af penge bliver betragtet som et statussymbol, mens en overdådighed af tid betragtes som skamfuldt. Det er grunden til, at der i USA sættes pris på travlhed – på at have underskud af tid. (Ifølge forskningen gælder det samme ikke i mange andre kulturer, hvor det ikke er stigmatiserende at have rigeligt med tid).

I en anden undersøgelse udformede Whillans og Dunn et eksperiment, hvori deltagerne fik tilbudt 40 dollars og skulle bruge dem på noget tidsbesparende efter eget valg. Nogle bestilte takeaway-mad; nogle brugte pengene på rengøringshjælp; nogle ansatte et barn fra nabolaget til at færdiggøre det aldrig afsluttede havearbejde. Senere blev de samme deltagere tilbudt yderligere 40 dollars, denne gang med den instruks, at de skulle bruge pengene på et materielt gode – for eksempel en bog eller et stykke tøj. Testpersonerne var konsekvent mere lykkelige, når de brugte pengene til at købe sig tid – og de rapporterede, at deres lykke var direkte forbundet med denne lettelse af tidspresset. (Lad os lige nu se bort fra den kendsgerning, at dette faktisk betyder, at man kan købe sig til lykke – ved at købe andre mindre velstillede menneskers tid).

Santos fandt på en ukompliceret måde at kommunikere begrebet tidsrigdom til sine studerende på. Efter midtvejsprøven mødte de op en dag og fandt Santos og hendes undervisningsassistenter uddele flyere ved døren til forelæsningssalen, hvorpå der stod Lektionen er aflyst. Praktiser i stedet tidsrigdom. I har en fritime.”

Den eneste betingelse var, at de ikke måtte udfylde fritimen med arbejde. De skulle gøre noget uventet: læse for fornøjelsens skyld, gå en tur, møde en ven til en kop kaffe. En af de studerende var så taknemmelig for denne times hul i sit overfyldte skema, at hun ved nyheden om tidsgaven begyndte at græde.

Lektion 13-20: Begrebet syntetisk lykke

På kurset bevæger Santos sig nu væk fra vores begreber om lykke og videre til at undervise i videnskabeligt afprøvede metoder til aktivt at forbedre sit velvære – metoder til at omkode’ hjernen til lykke. Hun kalder det for course re-wirements (et ordspil på course requirements, der er så langt ude, at hun selv stønner over det). Overalt på tilhørerbænkene benytter de studerende en ReWi-app, som er specielt udviklet til kurset, til at ændre adfærd og forøge deres velvære. Det er ikke en test, men øvelser udformet med henblik på selvforbedring: Før en daglig taknemmelighedsdagbog i syv dage; foretag en afsøgning af dine signaturstyrkesider; få mindst syv timers søvn tre nætter i træk.

Men denne omkodning indebærer en grundlæggende revurdering af, hvad lykke er, og hvordan den virker – ikke bare hvordan man opnår den, men også, om den er noget, vi overhovedet opnår’. For der foreligger glimrende evidens for, at det er den ikke.

På et vist punkt spørger du måske: Hvor relevante er disse omkodninger for resten af os, som ikke går på Yale? Det er fint nok, at man giver folk besked på at sætte tid højere end penge, eller at man skal praktisere mindfulness, men hvis man har tre deltidsjobs og kun netop kan betale huslejen, er disse forslag så anvendelige på ens liv? Hvis dit liv er objektivt stresset, er der så noget håb om, at du bliver lykkelig?

Lad os føre spørgsmålet et skridt videre. Spørg dig selv: Hvis du blev ramt af en bil i dag og lammet fra halsen og ned, tror du så, du ville være lykkeligere om fem år, end du er lige nu? Eller mindre lykkelig?

Svar: Ingen af delene. Du ville være omtrent lige så lykkelig som nu.

Dette er et overraskende resultat, som stammer fra Harvard-psykologen Dan Gilbert, der er forfatter til Stumbling on Happiness (“Snuble over lykken”) og fortaler for begrebet syntetisk lykke. Gilbert fremfører den noget radikale påstand, at lykken ikke er noget, vi kan jagte eller opnå, men derimod noget, vi frembringer. Med andre ord: Man finder ikke lykken – man skaber den.

Gilbert henviser til en berømt undersøgelse, hvori folk, der for nylig havde vundet i lotteriet eller var blevet permanent lammet, blev bedt om at vurdere deres eget lykkeniveau og derpå sammenholdt med en kontrolgruppe. Lotterivinderne var gennemsnitligt en smule lykkeligere end kontrolgruppen, og de nyligt handicappede var en smule mindre lykkelige – men ingen af grupperne afveg så drastisk fra det normale, som man måske skulle have troet. Faktisk vendte de fleste testpersoner ifølge Gilbert tilbage til deres grundlinjeniveau efter tre måneder, hvad enten de havde fået jackpot eller var endt i en kørestol for resten af livet. Grunden hertil er, hævder han, eksistensen af et psykologisk immunsystem’, der forhindrer vores lykkeniveau i at blive punkteret af ydre omstændigheder, gode som dårlige. Nogenlunde som vores fysiske immunsystem, der hverken bør være for passivt (så det ikke angriber fjendtlige vira) eller for aktivt (så det nidkært angriber kroppens egne celler), tillader et sundt psykologisk immunsystem os at erkende tilbageslag (“Jeg er blevet fyret”) uden at bryde sammen i fortvivlelse (“Jeg er en total katastrofe og har ingen fremtid”).

Desuden viser Gilberts forskning i det felt, han kalder prospektion’ – som grundlæggende vil sige at tænke over fremtiden, hvad kun mennesker kan – at vi er dårlige til at gætte vores egne reaktioner på både gode og dårlige hændelser. Ting, der forekommer os forfærdelige, når de venter os ude i fremtiden (“Jeg bliver nok fyret”; Min samlever smider mig ud!”), er faktisk ikke så slemme set i bakspejlet (“Jeg blev fyret og endte med at forfølge min drøm om at blive billedhugger!”; Min kæreste var under alle omstændigheder en tabertype, så det var godt, jeg slap af med ham!”).

Lykke er i sidste ende en mental indstilling, der kan dyrkes – ikke en tilstand, vi kan påtvinge os selv. Når de studerende afslutter kurset, er det Santos’ håb, at de ikke bare er lykkeligere, men også råder over en række værktøjer, der sætter dem i stand til at tage kontrol over deres egen lykke. Dette er efter hendes mening først og fremmest, hvad de studerende har meldt sig til kurset for.

Det er min ærlige opfattelse, at de studerende godt kan lide kulturen her – de kan ikke lide en kultur, hvor alle overbelastes og føler sig stressede, men er for skræmte til at indrømme det,” siger hun.

De opfattede dette kursus som noget, der måske kunne give mulighed for den kulturforandring, de ledte efter – eller i det mindste for at indlede en samtale om den.”

Afsluttende eksamen: Hvor lykkelig kan man blive?

Ved kursets begyndelse aflagde Santos en bekendelse over for sine studerende. Hun havde besluttet at udvikle dette kursus, fordi hun følte, at hendes studerende havde brug for det; fordi hun følte, at verden havde brug for det; og fordi hun følte, at hun selv havde brug for det. Også hun havde gennemgået et spørgeskema om autentisk lykke og opdaget, at hun var mindre lykkelig, end hun havde håbet. Hun ville ikke bare indføre disse redskaber for sine studerende, men også selv anvende dem.

Ligesom de studerende underkastede hun sig testen igen ved kursets slutning. Hun opdagede, at hendes lykke, målt på en skala fra 1 til 5, var steget med et helt point i løbet af året. Hendes studerende oplevede et tilsvarende udbytte.

Jeg havde ingen anelse om, hvor udfordrende det ville være at forbedre mig,” siger en af dem. Jeg er glad for, at kurset var svært – det fik mig til at arbejde hårdere og få mere søvn, meditere og vise mere taknemmelighed.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: